Leder (1/3)

–Brødre og kammerater, jeg har lyttet til alle jeres taler, så nu beder jeg jer om at lytte til mig. Alle vores overvejelser og samtaler er intet værd, så længe vi forbliver på denne golde egn. Intet kan vokse i den her sandede jord og på de her sten, heller ikke i de år vi havde regn, eller i den tørke, som vi har ikke har set magen til nogensinde før. Hvor længe skal vi mødes og holde tomme taler? Kvæget dør uden mad, og snart vil vi og vores børn også sulte. Vi må finde en anden løsning, der er bedre og mere fornuftig. Jeg tror, det vil være bedst at forlade dette ufrugtbare land og tage ud i verden, for at finde bedre og mere frugtbar jord, for vi kan ikke leve sådan her længere.

Sådan talte en beboer af en eller anden ufrugtbar provins; en træt stemme i et tilfældigt møde. Hvor og hvornår det foregik, mener jeg ikke angår hverken du eller jeg. Det er vigtigt at tro mig, når jeg siger at det skete engang i land for lang tid siden, og det er nok. For at være ærlig, så troede jeg engang at jeg havde opfundet hele historien, men lidt efter lidt frigjorde jeg mig fra denne ubehagelige vildfarelse. Nu tror jeg fast på, at jeg ved hvad der reelt og måtte være sket engang, og at jeg ikke på nogen måde kunne have fundet på det.

Lytterne, med deres blege, hærgede ansigter og blanke, dystre og næsten uforstående blikke, med deres hænder under bælterne, virkede til at live op ved ordene. Hver af dem forestillede sig allerede, at han var i et magisk paradis, hvor belønning for hårdt arbejde var en rig høst.

– Han har ret! Han har ret! – hviskede de udmattede stemmer fra alle sider.

– Er dette sted i nær…hed…en? – spurgte en udtrukket hvisken fra et hjørne.

– Brødre! – begyndte en anden med et stærkere stemmeleje. – Vi må følge opfordringen med det samme, for vi kan ikke blive ved sådan her. Vi har slid tog slæbt, men det hele har været forgæves. Vi har sået frø som kunne være blevet brugt til mad, men så kom oversvømmelserne og vaskede frøene og jorden væk fra skråningerne, så der kun var ren sten tilbage. Skal vi blive her for evigt og arbejde fra morgen til aften, kun for at blive ved med at være sultne og tørstige, nøgne og barfodede? Vi må tage af sted og lede efter bedre, frugtbar jord, hvor hårdt arbejde vil give masser af afgrøder.

– Lad os gå! Lad os gå med det samme, for det her sted kan vi ikke leve i længere!

Hviskeriet tog til og hver af dem begyndte at vandre, uden at tænke over hvor de gik hen.

– Vent, brødre! Hvor går I hen? – begyndte den første taler igen. – Vi skal selvfølgelig gå, men ikke sådan her. Vi skal vide, hvor vi går hen. Ellers kan vi ende i en værre situation i stedet for at redde skindet. Jeg foreslår, at vi vælger en leder, som vi alle skal adlyde, og som vil vise os den bedste og mest direkte vej.

– Lad os vælge! Lad os vælge nogen med det samme, – kunne man høre hele vejen rundt.

Det var her, at diskussionen tog til, et ægte kaos. Alle talte og ingen hverken lyttede eller kunne lytte. De begyndte at dele sig op i grupper, hver person mumlede for sig selv, og så brød selv grupperne op. De begyndte at gå i par, tog hinanden ved armen, talte, prøvede at bevise noget, trak hinanden i ærmerne, og lavede fagter med hænderne for at få stilhed. Så samlede de sig alle sammen igen, stadig mens de talte.

– Brødre! – rungede en stærkere stemme pludseligt, som druknede alle de andre hæse, sløve stemmer. – Vi kan ikke nå til nogen enighed sådan her. Alle taler og ingen lytter. Lad os vælge en leder! Hvem iblandt os kan vi vælge? Hvem iblandt os har rejst nok til at kende vejen? Vi kender alle sammen hinanden godt, men jeg, og mine børn, ville dog helst ikke blive ledt af nogen herfra. Fortæl mig i stedet hvem der kender den rejsende derovre, der har siddet i skyggen ved vejkanten siden denne morgen.

Stilheden sænkede sig. Alle vendte sig mod den fremmede og stirrede.

Den midaldrende rejsende, med et dystert ansigt der knapt kunne ses på grund af hans skæg og lange hår, sad og forblev stille ligesom før, hensunket i tanker, og bankede let med sin store stok i jorden fra tid til anden.

– I går så jeg den samme mand med en ung dreng. De holdt hinanden i hånden og gik ned af gaden. Og sidste aften forlod drengen landsbyen, men den fremmede blev her.

– Bror, lad os glemme de her fjollede bagateller, så vi ikke taber tid. Hvem end han er, så er han kommet langvejs fra, da ingen af os kender ham og han må bestemt kende den korteste og bedste vej han kan lede os. Det er min opfattelse, at han er en meget vis mand, fordi han sidder der helt stille og tænker. Enhver anden ville allerede have blandet sig i vores affærer flere gange, eller have startet en samtale med en af os, men han har siddet der hele tiden, helt alene uden at sige et ord.

– Selvfølgelig, manden sidder der stille, fordi han tænker på noget. Det kan ikke være andet end at han er meget klog,– erklærede de andre enigt og begyndte at undersøge den fremmede igen. Hver af dem havde opdaget et fantastisk karaktertræk ved ham, et bevis på hans utrolige intelligens.

Der blev ikke brugt meget mere tid på at tale, så alle blev endelig enige om, at det ville være bedst at bede denne rejsende – som, efter deres opfattelse, var sendt af Gud til at lede dem ud i verden for at finde et bedre territorie og mere frugtbar jord. Han burde være deres leder, og de ville lytte til ham og adlyde ham uden at stille spørgsmålstegn.

De valgte ti mænd blandt dem, som skulle gå til den fremmede og forklare deres beslutning til ham. Denne delegation skulle vise ham tingenes elendige tilstand på egnen og bede ham om at være deres leder.

Så de ti gik over og bukkede ydmygt. En af dem begyndte at tale om den ubrugelige jord i området, om de tørre årog den elendighed, som de alle stod i. Han afsluttede på følgende måde:

– Disse tilstande tvinger os til at forlade vores hjem og land, og flytte ud i verden for at finde et bedre hjemland. Lige i dette øjeblik, da vi endelig fandt enighed, virker det til at Gud har vist sig barmhjertig for os, så han har sendt dig til os – du, en vis og værdig fremmed – for at du kan lede os og frigøre os fra vores elendighed. På vegne af alle beboerne her, beder vi dig om at være vores leder. Hvor end du går hen, vil vi følge med. Du kender vejene og du var bestemt født i et lykkeligere og bedre hjemland. Vi vil lytte til dig og adlyde enhver kommando. Vil du, vise fremmed, acceptere at redde så mange sjæle fra forfald? Vil du være vores leder?

Under hele denne tryglende tale, løftede den vise fremmed end ikke hovedet. Han forblev hele tiden i den samme position, som de havde fundet ham i. Hans hoved var sænket, panden rynket, og han sagde intet. Han bankede kun let med stokken i jorden fra tid til anden og – tænkte. Da talen var ovre, mumlede han studst og langsomt, uden at bevæge sig:

– Det vil jeg!

– Kan vi så gå med dig og lede efter et bedre sted?

– Det kan I! – fortsatte han uden at løfte hovedet.

Entusiasmen og forskellige taknemmeligheder startede, men den fremmede sagde ikke et ord til noget af det.

De ti informerede samlingen om deres succes, og tilføjede, at det kun var nu, at de havde set den store visdom som manden besad.

– Han flyttede sig ikke fra sin plads eller løftede hovedet for at se, hvem der talte til ham. Han sad bare stille og mediterede. Han sagde kun fem ord til al vores snak og taknemmeligheder.

– En ægte vismand! Sjælden intelligens! – Råbte de begejstrede fra alle sider, og erklærede, at Gud selv havde sendt ham som en engel fra Himlen for at redde dem. Alle var fast overbeviste om den succes, der ventede dem under deres leder, som intet i verden kunne forurolige. Og dermed blev det besluttet at tage af sted den næste dag ved daggry.

(næste side)