Archive by Author | Домановић

Juht (1/3)

– Vennad ja sõbrad, olen kuulanud kõiki teie lugusid, nii et nüüd palun teil mind kuulata. Kõik meie arutelud ja vestlused pole midagi väärt, kui jääme sellesse viljatusse piirkonda. Sel liivasel pinnasel ja nendel kividel pole miski suutnud kasvada isegi vihmastel aastatel, rääkimata sellest põuast, mille taolist pole keegi meist kunagi varem näinud. Kaua me niimoodi veel kokku saame ja asjata räägime? Veised surevad toidupuudusesse ja üsna varsti nälgime ka meie ja meie lapsed. Peame leidma teise lahenduse, mis on parem ja mõistlikum. Arvan, et kõige parem oleks lahkuda siit kuivalt maalt ja minna maailma otsima paremat ja viljakamat mulda, sest me lihtsalt ei saa niimoodi enam elada.

Nii rääkis ükskord mõne viljatu provintsi elanik väsinud häälega ühel koosolekul. Ma arvan, et kus ja millal see oli, ei puuduta teid ega mind. Oluline on mind uskuda, et see juhtus ammu, kusagil maalapil ja sellest piisab. Ausalt öeldes arvasin kunagi, et olen kogu selle loo ise välja mõelnud, kuid tasapisi vabastasin end sellest vastikust pettekujutelmast. Nüüd usun ma kindlalt, et hakkan rääkima sellest, mis tegelikult juhtus ja pidi kusagil ja millalgi juhtuma ning et ma poleks seda kunagi suutnud välja mõelda.

Kahvatute, räsitud nägude ja tühjade, süngete, peaaegu arusaamatute pilkudega kuulajad, kel käed vöö all, näisid nende tarkade sõnade peale ellu tõusvat. Igaüks kujutas juba ette, et nad on kusagil maagilisel paradiisimaal, kus selgamurdev töö kannab rikkalikku saaki.

– Tal on õigus! Tal on õigus! – sosistasid kurnatud hääled igalt poolt.

– Kas see koht on lähe…d…al? – oli nurgast kuulda venitatud üminat.

– Vennad! – alustas teine mõnevõrra tugevama häälega. – Peame seda nõu kohe järgima, sest me ei saa niimoodi enam jätkata. Oleme end vaevanud ja pingutanud, kuid kõik on olnud asjata. Oleme külvanud seemet, mida oleks saanud toiduks kasutada, kuid üleujutused uhusid seemned ja mulla nõlvadelt nii, et järele jäi vaid paljas kivi. Kas peaksime jääma siia igaveseks ja tegema tööd hommikust õhtuni, jäädes ikka näljaseks ja januseks, alasti ja paljajalu? Peame asuma teele ja otsima paremat ja viljakamat mulda, kus raske töö kannaks vilja.

– Lähme! Lähme kohe, see koht ei sobi enam elamiseks!

Sosistamine võttis võimust ja igaüks hakkas lahkuma, mõtlemata, kuhu ta läheb.

– Oodake, vennad! Kuhu te lähete? – esimene kõneleja alustas uuesti. – Muidugi peame minema, aga mitte nii. Peame teadma, kuhu läheme. Vastasel juhul võime enda päästmise asemel sattuda veel halvemasse olukorda. Ma teen ettepaneku, et valime juhi, kellele me kõik peame kuuletuma ja kes näitab meile parimat ja kõige otsemat teed.

– Valime! Valime kellegi nüüd ja praegu, – kuuldus ümberringi.

Alles nüüd tekkis vaidlus, tõeline kaos. Kõik rääkisid ja keegi ei kuulanud ega olnud võimeline kuulma. Hakati rühmadeks jagunema, igaüks pomises omaette ja siis isegi rühmad läksid laiali. Kahekaupa hakkasid nad teineteisega kättpidi rääkima, üritasides midagi tõestada, üksteist varrukast tõmmates ja käteliigutustega vaikust luua üritades. Seejärel kogunesid nad kõik uuesti, endiselt rääkides.

– Vennad! – järsku kõlas tugevam hääl, mis summutas kõik muud kähedad ja tuimad hääled. – Me ei jõua niiviisi kokkuleppele. Kõik räägivad ja keegi ei kuula. Valime juhi! Keda meie hulgast saame valida? Kes meist on piisavalt reisinud, et teesuundi tunda? Me kõik tunneme üksteist hästi, kuid ometi ei paneks ma ennast ega oma lapsi siin ühegi inimese juhtimise alla. Pigem öelge mulle, kes tunneb seda rändajat, kes on tänasest hommikust alates seal teeserval varju all istunud?

Vaikus saabus. Kõik pöördusid selle võõra poole ja hindasid teda pealaest jalatallani.

Keskealine rändur, kelle nägu oli habeme ja pikkade juuste tõttu vaevalt nähtav, istus ja vaikis nagu ennegi, mõttesse vajunud ning aeg-ajalt oma suurt keppi vastu maad koputades.

– Eile nägin sama meest ühe noore poisiga. Nad hoidsid üksteisel käest kinni ja kõndisid mööda tänavat. Ja eile õhtul lahkus poiss külast, kuid see võõras mees jäi siia.

– Vend, unustame need tobedad tühiasjad, et me ei kaotaks aega. Kes ta ka poleks, ta on tulnud kaugelt, sest keegi meist ei tunne teda, kindlasti ta teab kõige otsemat ja parimat teed pidi meid juhatada. Minu hinnangul on ta väga tark mees, sest istub seal vaikides ja mõtleb. Keegi teine oleks juba kümme või enam korda meie asjadesse sekkunud või oleks ühega meist vestlust alustanud, kuid ta istus seal kogu see aeg üksi ega öelnud midagi.

– Muidugi istub mees vaikselt, sest ta mõtleb millegi üle. Ta on väga tark, teisiti ei saa olla – nõustusid teised ja hakkasid võõrast uuesti uurima. Igaüks oli avastanud temas hiilgava omaduse, mis tõestab tema erakordset intelligentsust.

Rääkimisele ei kulunud palju rohkem aega, nii et lõpuks olid kõik ühel meelel, et kõige parem on küsida rändurilt endalt – kelle, nagu neile tundus, oli Jumal saatnud neid maailma välja juhatama, et otsida paremat territooriumi ja viljakamat mulda. Ta peaks olema nende juht ja nad kuulaksid teda ja kuuletuksid talle ilma küsimusi küsimata.

Nad valisid enda hulgast välja kümme meest, kes pidid selle võõra juurde minema, et talle enda otsust selgitada. See delegatsioon pidi seletama talle nende õnnetut olukorda ja paluma tal olla nende juht.

Nii läksid need kümme meest võõra juurde ja kummardasid alandlikult. Üks neist hakkas rääkima piirkonna ebaproduktiivsest pinnasest, kuivadest aastatest ja viletsusest, millesse nad kõik sattusid. Ta lõpetas niiviisi:

– Need tingimused sunnivad meid oma kodudest ja maa-alalt lahkuma ning mujale maailma parema kodumaa leidmiseks välja kolima. Just sel hetkel, kui me lõpuks kokkuleppele jõudsime, näib, et Jumal on meile halastanud, et ta saatis teid meie juurde – teid, tarka ja väärilist võõrast – et te meid juhiksite ja viletsusest vabastaksite. Kõigi siinsete elanike nimel palume teil olla meie juht. Kuhu iganes te ka ei läheks, me järgime. Te tunnete teid ja olete kindlasti sündinud õnnelikumal ja paremal kodumaal. Me kuulame teid ja täidame kõiki teie käske. Kas teie, tark võõras, olete nõus nii mõnegi hinge hukatusest päästma? Kas hakkate meie juhiks?

Kogu selle paluva kõne ajal ei tõstnud tark võõras kordagi pead. Ta oli terve aeg samas asendis, kust nad ta leidsid. Tema pea oli langetatud, ta kortsutas kulmu ja ta ei öelnud midagi. Ta koputas ainult aeg-ajalt oma keppi vastu maad ja mõtles. Kui kõne oli lõppenud, pomises ta lühidalt ja aeglaselt, muutmata oma positsiooni:

– Ma hakkan!

– Kas võime siis teiega kaasa tulla ja paremat kohta otsida?

– Võite! – jätkas ta pead tõstmata.

Seepeale avaldus entusiasm ja tänulikkus, kuid võõras ei öelnud ühtegi sõna.

Need kümme meest teatasid kokkutulnutele oma edust, lisades, et alles nüüd nägid nad, kui suurt tarkust see mees omas.

– Ta ei liikunud isegi kohalt ega tõstnud pead, et näha, kes temaga räägib. Ta istus vaikselt ja mõtiskles. Kogu meie jutule ja tunnustusele lausus ta vaid kolm sõna.

– Tõeline tark! Haruldane intelligentsus! – hüüdsid nad rõõmsalt igalt poolt, väites, et Jumal ise saatis ta inglina taevast neid päästma. Kõik olid kindlalt veendunud sellise juhi, keda miski maailmas ei suutnud häirida, edus. Ja nii otsustati järgmisel päeval koidikul teele asuda.

(järgmine lehekülg)

En almindelig serbisk okses ræsonnement

Der opstår en del mirakler i denne verden og vores land, som mange siger, flyder over med mirakler i sådan et omfang, at mirakler ikke længere er mirakler. Der er folk her med meget høje stillinger, som slet ikke tænker, og som en kompensation, eller måske af andre årsager, så begyndte en almindelig bondes okse, der ikke er anderledes fra andre serbiske okser, at tænke. Gud ved hvad der skete, der gjorde dette sindrige dyr modig nok til at starte sådan overilet bestræbelse, især siden det var blevet bevist, at i Serbien, så er denne uheldig stilling en ren bjørnetjeneste. Lad os så sige, at denne stakkels djævel i sin naivitet ikke engang vidste, at dette arbejde ikke lønner sig i hans hjemland, så vi ikke vil tilskrive ham noget særligt borgerligt mod. Men det er dog stadig et mysterie hvorfor en okse skal tænke, siden han hverken er en vælger, en rådmand eller en fredsdommer, og han er heller ikke blevet valgt som næstformand i nogen kvægforsamling, eller endda (hvis han havde nået en særlig alder) som senator. Og hvis den stakkels sjæl nogensinde havde drømt om at blive minister i noget kvægland, så burde han havde vidst, at stik modsat, så burde han øve sig i at tænke så lidt som muligt, ligesom de dygtige ministre i andre, gladere lande, selvom vores land ikke er så heldigt på dette område heller. Når alt kommer til alt, hvorfor skulle vi gå op i, hvorfor en okse i Serbien er begyndt på en aktivitet, som er blevet droppet af folket? Det kan også være, at han simpelthen begyndte at tænke på grund af et naturligt instinkt.

Så hvilken slags okse er det? En almindelig okse der har, som en zoolog lærte os, et hoved, krop og lemmer, som alle andre okser; han trækker en vogn, græsser på marken, slikker salt, tygger drøv og bræger. Hans navn er Grålig, da han er en grå okse.

Sådan her startede han med at tænke. En dag lagde hans herre et åg på ham og hans ven, Sorte, læssede nogle stjålne stakitter på vognen og tog dem med til byen for at sælge. Han fik solgt dem næsten med det samme han gik ind i byen, og fjernede derefter åget fra Grålig og hans kammerat, satte kæden, der bandt dem til åget, fast, kastede lidt hø foran dem, og gik glad ind i en lille kro for at få lidt at drikke. Der var en festival i gang i byen, så der var mænd, kvinder og børn, der gik rundt alle vegne. Sorte, som var kendt blandt andre okse for at være lidt dum, så ikke på noget af det. Han gik i stedet i gang med sin frokost, spise en mavefuld, brægede lidt af tilfredshed, og lagde sig derefter ned, for at slumre og tygge drøv. Alle de mennesker der gik forbi, interesserede ham ikke. Han slumrer bare og tygger drøv helt fredsommeligt (det er en skam han ikke er et menneske, med alle disse dispositioner til en strålende karriere). Men Grålig kunne ikke tage en bid af det. Hans drømmende øjne og det triste udtryk i ansigtet viste først, at dette var en grubler og en sød, påvirkelig sjæl. Folk, serbere, gik forbi ham, stolt af deres ærefulde fortid, deres navn og nation, og dette vises i deres alvorlige adfærd og tempo. Grålig så alt dette og hans sjæl blev pludselig overvundet af sorg og smerte, på grund af den store uretfærdighed, og han kunne ikke andet end at lade sig overvinde af en stærk, pludselig og kraftfuld følelse; han brægede trist, smertefuldt, med tårer i øjne. Og midt i den intense smerte, begyndte Grålig at tænke:

Hvad er min ejer og hans landsmænd, serberne, så stolte af? Hvorfor holder de hovederne så højt og ser på min art med hovmodig stolthed og foragt? De er stolte af deres moderland, stolte at den barmhjertige skæbne har ladet dem blive født her i Serbien. Min mor fødte mig også her i Serbien, og Serbien er ikke blot mit hjemland, men også min faders, og mine forfædre er, ligesom deres, ankommet til dette land fra det gamle slaviske hjemland. Og alligevel er der ingen af os okse der har følt stolthed, vi har kun været stolte af vores evne til at trække et tungt læs op af bakke; helt op til i dag, har ingen okse nogensinde fortalt en tysk okse: ”Hvad vil du mig, jeg er en serbisk okse, mit hjemland er det stolte land Serbien, alle mine forfædre er blevet kælvet der, og her, i dette land, er mine forfædres grave. Gud forbyde, at vi nogensinde fandt stolthed i det, det har vi aldrig tænkt på, og de er endda stolte af det. Sikke et mærkeligt folk!

Optaget af sine tanker, rystede oksen trist med hovedet, mens klokken om halsen ringede og åget knagede. Sorte åbnede øjnene, så på sin ven og brølede:

– Så er du i gang igen med dette nonsens! Spis, din idiot, få noget fedt på kroppen, alle dine ribben stikker ud; hvis det var godt at tænke, så ville folk ikke have overladt det til os okser. Så heldige ville vi ikke være!

Grålig så på sin kammerat med medlidenhed, drejede hovedet væk fra ham og stod i sine egne tanker igen.

– De er stolte over deres ærefulde fortid. De har deres Kosovo Mark, Slaget om Kosovo. Hvad så, har mine forfædre ikke trukket vogne med mad og våben selv dengang? Hvis det ikke var for os, så skulle folk selv have gjort det. Så var der opstanden mod tyrkerne. En stor, ædel indsats, men hvem var der dengang? Var det disse højnæsede tosser, der spankulerer stolt foran mig, som om det var deres fortjeneste, at opstanden blev arrangeret? Tag min ejer som eksempel. Han  er også stolt og praler om opstanden, især fordi hans oldefar døde under frihedskrigen, en ægte helt. Og er det så min ejers fortjeneste? Hans oldefar havde retten til at være stolt, men ikke ham; hans oldefar døde, så min ejer og hans efterkommere kan være frie. Så han er fri, og hvordan bruger han sin frihed? Han stjæler andre menneskers stakitter, sidder på vognen, og jeg skal trække både ham og stakitterne mens han sover ved tøjlerne. Nu har han solgt sine stakitter, han drikker spiritus, gør intet og er stolt over sin ærefulde fortid. Og hvor mange af mine forfædre er ikke blevet slagtet under opstanden for at brødføde krigerne? Og trak mine forfædre ikke våben, kanoner, mad og ammunition? Og alligevel er vi ikke stolte over deres fortjenester, for vi har ikke ændret os; vi gør stadig vores pligt i dag, ligesom vores forfædre gjorde, tålmodigt og bevidst.

De er stolte af deres forfædres lidelser og fem hundrede års slaveri. Min art har lidt gennem hele vores eksistens, og i dag  er vi stadig slaver og lider, men vi vandrer ikke rundt og beklager os. De sagde, at tyrkerne har tortureret, slagtet og spiddet dem; jamen, mine forfædre blev slagtet af både serbere og tyrkere, og herefter ristet, og ført gennem alle mulige former for tortur.

De er stolte af deres religion, og alligevel tror de ikke på noget. Hvorfor kan jeg og min art så ikke blive accepteret af de kristne? Deres religion fortæller dem, at de “ikke må stjæle”, og her min ejer så, der stjæler og drikker for de penge han fik ved at stjæle. Deres religion siger, at de skal elske deres naboer, og alligevel skader de kun hinanden. For dem, de bedste mænd, et dydigt eksempel, er dem, der ikke gør nogen skade, og selvfølgelig overvejer ingen at bede nogen om at gøre noget godt, udover ikke at gøre skade. Det er så lavt de er sunket, at deres eksempler på dyd ikke omhandler mere, end enhver ubrugelig genstand, der ikke gør skade.

Oksen sukkede dybt og løftede blikket fra støvet på vejen.

– Så – fortsatte oksen med sine triste tanker – i dette tilfælde, er jeg og min art så ikke bedre end nogen af dem? Jeg har aldrig myrdet nogen, jeg har aldrig bagvasket nogen, har ikke stjålet noget, har ikke fyret en uskyldig mand fra embedsværket, har ikke lavet underskud i statskassen, har ikke erklæret falsk bankerot, jeg har aldrig lænket eller arresteret uskyldige folk, har aldrig bagtalt mine venner, jeg har aldrig gået imod mine principper som okse, jeg har ikke lavet falske udtalelse, jeg var aldrig minister og har ikke gjort landet nogen skade, og jeg har ikke blot gjort ingen skade, men har endda også behandlet dem godt, som har gjort skade på mig. Min mor kælvede mig og omgående tog onde mænd min mors mælk fra mig. Gud har i det mindste skabt græs for os okser og ikke for mænd, men det nægter de os også. Stadig, også med alle tæskene, så trækker vi menneskets vogne, pløjer deres marker og brødføder dem. Og alligevel taler ingen om vores arbejde for moderlandet…

– Eller tag bare faste som eksempel; for mennesker, så siger religionen at de skal faste på alle festdage, og alligevel er de ikke villige til at gennemgå den smule faste, mens jeg og min art faster hele vores liv, lige siden vi først blev vænnet fra moderens yver.

Oksen sænkede sit hoved, som hvis han har bekymret, og løftede det så igen, prustede vredt, og det virkede som om at noget vigtigt pludselig slog ham, pinte ham; pludselig brølede han fornøjet:

– Oh, jeg ved det nu, det må være det – og han fortsatte med at tænke, – det er hvad det er; de er stolte af deres frihed og borgerlige rettigheder. Jeg må tænke det til bunds.

Og han tænkte og tænkte, men kunne ikke finde ud af det.

– Hvad er disse rettigheder? Hvis politiet beordrer dem til at stemme, så stemmer de, og sådan kunne vi lige så godt brøle: ”Foooor!” Og hvis de ikke bliver beordret til det, så vil de ikke stemme, eller gå ind i politik, ligesom os. De bliver også slået i fængslet, selv hvis de er uskyldige. I det mindste bræger vi og vifter vores haler, og de har ikke engang den smule civilmod.

Og i det øjeblik kom hans ejer ud af kroen. Fordrukken, vraltende, slørede øjne, og mumlede nogle uforståelige ord, mens han snoede sig mod vognen.

– Se lige, hvordan kan denne stolte efterkommer bruge friheden, der blev vundet med blod fra hans forfædre? Min ejer er fordrukken og en tyv, men hvor ofte bruger andre denne frihed? Kun til at visne væk og være stolt over fortiden og af deres forfædres arbejd, hvor de har bidraget lige så meget som jeg. Og os okser, vi er forblevet lige så hårdarbejdende og nyttige arbejdere som vores forfædre. Vi er okser, men vi kan stadig være stolte af vores besværlige arbejde og fortjenester i dag.

Oksen sukkede dybt og gjorde sin nakke klar til åget.

 

I Beograd, 1902.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.

Brændemærket

Jeg havde en forfærdelig drøm. Jeg tænker ikke så meget over drømmen i sig selv, men jeg spekulerer på, hvordan jeg kunne finde modet til at drømme om forfærdelige ting, når jeg selv er en stille og respektabel borger, et lydigt barn af vores kære mor Serbien, ligesom alle hendes andre børn. Du ved, selvfølgelig, så hvis jeg var en undtagelse indenfor noget, ville det være anderledes, men nej, min kære ven, jeg gør præcis det samme som alle andre, og i forhold til at være forsigtig med alt, så kan ingen helt matche mig deri. Engang så jeg en skinnende knap fra en politimands uniform liggende på gaden. Jeg stirrede på dens magiske glød, næsten lige ved at gå forbi den, fyldt med søde erindringer, da min hånd pludselig begyndte at ryste og røg op i en honnør; mit hoved bøjede sig mod jorden og min mund bredte sig i det flotte smil, som vi alle har når vi hilser på vores overordnede.

—  Ædelt blod løber i mine årer — det er hvad det er! — Det var hvad jeg tænkte i det øjeblik og jeg så med foragt på den tumpe, der skødeløst trådte på knappen.

— En tumpe! — Sagde jeg bitter og spyttede, og gik derefter stille videre, trøstet ved tanken om, at disse tumper var i fåtal; og jeg var især glad for, at Gud havde givet mig et raffineret sind og det noble, ridderlige blod af vores forfædre.

Ja, nu kan du se hvilke vidunderlig mand jeg er, ikke anderledes fra andre respektable borgere, og du vil uden tvivl undre dig, hvordan så forfærdelige og fjollede ting kunne opstå i mine drømme.

Der hændte mig intet usædvanligt den dag. Jeg fik et god aftensmåltid og sad bagefter og pillede i mine tænder, helt afslappet; sippede af min vin og, der, efter at have gjort så modigt og samvittighedsfuldt brug af mine rettigheder som borger, gik jeg i seng og tog en bog med mig for at falde i søvn hurtigere.

Bogen gled snart fra mine hænder, da den, selvfølgelig, havde opfyldt mit ønske, og med alle mine pligter opfyldt, faldt jeg i søvn, from som et lam.

I det samme fandt jeg mig selv på en smal, mudret vej der førte gennem bjergene. En kold, mørk aften. Vinden hylede mellem de golde grene og skar som et barberblad når den rørte ved bar hud. Himlen var sort og truende, og sneen blæste ind i øjnene som støv og hamrede mod ansigtet. Der var ikke en levende sjæl nogen steder. Jeg skyndte mig videre og gled på den mudrede vej til venstre, til højre. Jeg vakler og falder, og farer endelig vild, men vandrer videre – Gud ved hvor – og det er ikke en kort, almindelig nat, men lige så lang som et århundrede, og jeg går hele tiden uden at vide hvorhen.

Så jeg gik videre i mange, mange år og ankom et sted meget langt væk fra mit hjemland til en ukendt del af verden, et fremmed land, som ingen sikkert kender til, og som jeg er sikker på kun kan ses i drømme.

Mens jeg strejfede rundt i landet, ankom jeg til en stor by, hvor der boede mange mennesker. Der var en stor menneskemængde inde på den store markedsplads, masser af larm, nok til at få sprunget sine trommehinder. Jeg gik ind på en kro ved markedspladsen og spurgte ejeren, hvorfor så mange mennesker var stimlet sammen…

— Vi er et stille og respektabelt folk, — begyndte han sin historie, — vi er loyale og lydige overfor fredsdommeren.

— Er fredsdommeren jeres øverste myndighed — Afbrød jeg ham.

— Fredsdommeren hersker her, og han er vores øverste myndighed; politiet kommer bagefter.

Jeg lo.

—  Hvorfor griner du?… Vidste du det ikke?… Hvor kommer du fra?

Jeg fortalte ham, at jeg var faret vild og kom fra et fjernt land – Serbien.

— Jeg har hørt om det berømte land! — hviskede ejeren til sig selv og så på mig med respekt, inden han talte igen:

— Det er vores levemåde, — fortsatte han, —  fredsdommeren hersker her med sine politifolk.

— Hvordan fungerer jeres politi?

— Der er de anerkendte og mindre anerkendte… Vi er, som du ved, et stille og respektabelt folk, men der kommer alle mulige landestrygere fra nabolaget, de korrumperer os og lærer os onde ting. For at skelne mellem vores borgere og andre mennesker, gav fredsdommeren i går en ordre om, at alle vores borgere skulle gå til den lokale retssal, hvor hver af os vil få et brændemærke i panden. Det er derfor, så mange mennesker har samlet sig; for at diskutere hvad de skal gøre.

Jeg skuttede mig og tænkte, at jeg burde løbe væk fra dette underlige land så hurtigt som muligt, fordi selvom jeg var serber, så var jeg ikke vant til sådan et eksempel på ridderlighed og jeg var lidt utilpas over det!

Ejeren lo godmodigt, prikkede mig på skulderen og sagde stolt:

— Nå fremmede, er det nok til at skræmme dig? Intet under, du måtte være gået lang for at finde et mod som vores!

— Og hvad vil I så gøre? — spurgte jeg frygtsomt.

— Sikke et spørgsmål! Du vil se, hvor modige vi er. Du skal gå langt for at finde mod som vores, det kan jeg godt sige dig. Du har rejst langt og har set verden, men jeg er sikker på, at du aldrig har mødt større helte end vi er. Lad os gå afsted sammen. Jeg skal skynde mig.

Vi var lige ved at skulle gå, da vi hørte et piskesmæld foran døren.

Jeg tittede ud: Det var et mageløst syn – en man med en skinnende tjenestehat på hovedet, iklædt et prangende jakkesæt, red på ryggen af en anden mand i meget rigt tøj af almindeligt, borgerligt snit. Han stoppede foran kroen og rytteren steg ned.

Ejeren gik ud, bukkede mod jorden, og manden i jakkesættet gik ind på kroen, til et særligt udsmykket bord. Manden i civilt tøj blev foran kroen og ventede. Ejeren bukkede også dybt for ham.

— Hvad handler det her om? — Spurgte jeg ejeren, dybt forundret.

— Jamen, han der gik in di kroen er en politimand af høj rang, og denne mand er en af vores mest anerkendte borgere, meget rig og en god patriot, — hviskede ejeren.

— Men hvorfor lader han den anden ride på hans ryg?

Ejeren rystede på hovedet over mig og vi trådte indenfor. Han gav mig et hånligt smil og sagde:

— Vi anser det for at være en stor ære, der sjældent er fortjent! — Han fortalte mig en masse spændende ting udover dette, men jeg var så opildnet, at jeg dårligt kan huske dem. Men jeg hørte klart hvad han sagde til sidst: — Det er tjenesten til ens hjemland, som ikke alle nationer har lært at sætte pris på!

Vi ankom til mødet og valget af formanden var allerede i gang.

Den første gruppe udpegede en mand kaldet Kolb, hvis jeg husker korrekt, som deres kandidat til formandskabet; den anden gruppe ønskede Talb, og den tredje havde sin egen kandidat.

Der var en frygtelig forvirring; hver gruppe ønskede at fremme deres egen mand.

— Jeg tror ikke, at vi har en bedre mand end Kolb til at være formand for sådan et vigtigt møde, — sagde en stemme fra den første gruppe, — for vi kender alle hans kvaliteter som borger og hans store mod. Jeg tror ikke, der er nogen iblandt os der kan prale af, at blive redet så hyppigt af de mest vigtige mennesker…

— Hvad ved du om det, — skreg nogen fra den anden gruppe. — Du er aldrig blevet redet på, ikke engang af en ny politibetjent!

— Vi ved alle sammen, hvad dine dyder er, — råbte nogen fra den tredje gruppe. — Du ville aldrig kunne få et enkelt slag med pisken uden at hyle!

— Lad os lige få tingene på plads, brødre! — begyndte Kolb. — Det er sandt at fremtrædende folk red på min ryg, allerede for ti år siden; de piskede mig og jeg sagde aldrig noget, men det kan være, at der er andre blandt os der fortjener det mere. Der er måske yngre, bedre kandidater.

— Nej, nej, — udbrød hans støtter.

— Vi ønsker ikke at høre om forældede hædersbevisninger! Det er ti år siden Kolb blev redet på, — råbte stemmerne fra den anden gruppe.

— Det unge blod tager over, lad de gamle vige pladsen, — råbte nogen fra den tredje gruppe.

Pludselig var der ikke mere larm; folk flyttede sig tilbage, til venstre og højre, for at gøre plads, og jeg så en ung mand på omkring tredive år. Da han gik ind, bøjede alle hovedet.

— Hvem er det? — Hviskede jeg til ejeren.

— Han er den populære leder. En ung mand, men meget lovende. I sine yngre dage kunne han prale af, at have båret fredsdommeren på ryggen tre gange. Han er mere populær end nogen anden.

— Så de vil måske vælge ham? — Spurgte jeg.

— Uden tvivl, for alle de andre kandidater – de er gamle, tiden har overhalet dem, mens fredsdommeren red lidt på hans ryg i går.

— Hvad er hans navn?

— Kleard.

De gav ham ærespladsen.

— Jeg tror, — Kolbs stemme brød stilheden, — at vi ikke kan finde en bedre mand til denne position end Kleard. Han er ung, men ingen af os ældre er hans ligemand.

— Hørt, hørt!… Længe leve Kleard!… — rungede alle stemmerne.

Kolb og Talb tog ham til formandens plads. Alle bukkede dybt og der blev helt stille.

— Tak brødre, for jeres høje anseelse og denne ære, som I enigt har tildelt mig. Jeres håb, der nu påligger mig, er alt for meget. Det er ikke nemt at styre dette skib med nationens ønsker gennem sådanne betydningsfulde dage, men jeg vil gøre alt i min magt for at leve op til jeres tillid, til at repræsentere jeres meninger ærligt, og at fortjene jeres høje agtelse af mig. Mange tak, mine brødre, for at vælge mig.

— Hurra! Hurra! Hurra! — tordnede vælgerne fra alle sider.

— Og nu, brødre, håber jeg at I vil lade mig sige et par ord om denne vigtige begivenhed. Det er ikke nemt at lide sådanne smerter, som de pinsler der afventer os; det er ikke nemt at få ens pande brændemærket med et varmt stykke jern. Uden tvivl ikke – de er smerter, som ikke alle mænd kan udholde. Lad kujonerne ryste, lad dem blegne af frygt, men vi må ikke glemme for et sekund, at vi er sønner af modige forfædre, at ædelt blod løber i vores årer, det heroiske blod fra vores bedstefædre, de store riddere der plejede at dø uden at blinke for frihed og for det fælles bedste, deres efterkommere. Vores lidelser er små, hvis man tænker på deres ofre – skal vi opføre os som medlemmer af en degenereret og kujonagtig slægt, nu hvor vi har et bedre liv end nogensinde før? Enhver ægte patriot, enhver der ikke vil give skam til vores nation i verden, vil bære smerten som en mand og en helt.

— Hørt! Hørt! Længe leve Kleard!

Der var flere ivrige talere efter Kleard; de opfordrede de skræmte folk og gentog mere eller mindre hvad Kleard havde sagt.

Så kom der en bleg, slidt gammel mand, med rynket ansigt og hår og skæg hvidt som sne, der bad om at tale. Hans knæ rystede af alder, hans hænder skælvede, hans ryg var bøjet. Hans stemme rystede og øjnene var blanke med tårer.

— Børn, — begyndte han, med tårer dryppende ned af hans hvide, rynkede kinder og som faldt på hans hvide skæg, — Jeg har det jammerligt og vil dø snart, men det virker som om, at I helst ikke vil lade sådan en skam påfalde jer. Jeg er hundrede år gammel og har boet hele mit liv uden det!… Hvorfor skal en slaves brændemærke nu påføres mit gamle og hvide hoved?…

— Ned med den gamle lømmel! — Råbte formanden.

— Ned med ham! — råbte de andre.

— Den gamle kujon!

—I stedet for at opmuntre de unge, så skræmmer han os alle!

— Han burde skamme sig over sine grå hår! Han har levet længe nok og han kan stadig blive bange — vi der er unge, har mere mod…

— Ned med kujonen!

— Smid ham ud!

— Ned med ham!

En vred flok af modige, unge patrioter samledes om den gamle mand og begyndte at skubbe, trække og sparke ham i deres vrede.

De lod ham endelig gå på grund af hans alder — ellers ville de have stenet ham levende.

De lovede alle sammen at være modige i morgen og vise sig værdige til æren og hæderen for deres nation.

Folk gik væk fra mødet i god stemning. I takt med at de skilles, sagde de:

— I morgen vil vi se, hvem der er hvem!

— Vi vil frasortere alle pralhalsene i morgen!

— Tiden er kommet for de værdige til at adskille sig fra de uværdige, så alle banditterne ikke kan prale af at have et modigt hjerte!

Jeg gik tilbage til kroen.

— Har du set hvilket stof vi er gjort af? — spurgte ejeren mig stolt.

— Det har jeg bestemt, — svarede jeg automatisk, med følelsen af, at min styrke havde forladt mig og mit hoved summede af mærkelige indtryk.

Den dag læste jeg en førende artikel i deres avis, som lød således:

— Medborgere, det er på tide at droppe det forfængelige praleri og spankulere blandt os; det er på tide at holde op med at værdsætte de tomme ord, som vi bruger i overflod for at vise vores imaginære dyder og fortjenester. Tiden er kommet, borgere, til at teste vores ord og vise, hvem der er værdig og hvem der ikke er! Men vi tror, at der ikke vil være nogen skamfulde kujoner iblandt os, som skal bringes med magt til det udpegede sted for brændemærkningen. Hver af os, som kan mærke en dråbe ædelt blod i årerne fra vores forfædre, vil kæmpe om at være de første til at gennemgå smerten og pinslerne, stolt og i stilhed, for dette er en hellig smerte, det er et offer for vores lands bedste og vor alles velvære. Fremad, borgere, for i morgen er dagen for den ædle test!…

Kroejeren gik i seng lige efter mødet, for at komme så tidligt som muligt til det udvalgte sted den følgende dag. Mange var dog gået lige til rådhuset for at være så tæt som muligt på starten af køen.

Den næste dag gik jeg også til rådhuset. Alle var der – unge og gamle, mænd og kvinder. Nogle mødre havde medbragt deres spædbørn i armene, så de kunne blive brændemærket med slavens mærke, det vil sige ærens mærke, og dermed opnå større ret til høje positioner i embedsværket.

Der var skub og banden (deri minder de meget om os serbere, og det var jeg faktisk glad for), og alle ville være den første ved døren. Nogle tog endda andre ved halsen.

Mærkerne blev påført af en særlig embedsmand i et hvidt, formelt jakkesæt, som bebrejdende kom folk i møde:

— Lad være med at klumpe sammen, for Guds skyld, det vil blive alles tur – I er ikke dyr, jeg tænker at vi kan klare det uden at skubbe.

Brændemærkningen begyndte. En begyndte at skrige, en anden stønnede bare, men ingen kunne bære det uden lyd så længe jeg var der.

Jeg kunne ikke udholde at se denne tortur længe, så jeg gik tilbage til kroen, men nogle af dem var der allerede og spiste og drak.

— Det er ovre! — sagde en af dem.

— Altså, vi skreg ikke rigtig, men Talb brægede som et æsel!… — sagde en anden.

— I kan se hvordan jeres Talb er, og I ønskede at have ham som formand ved mødet i går.

— Ah, men man kan jo aldrig vide!

De talte, stønnede af smerte og vred sig, men prøvede at skjule det fra hinanden, for hver af dem skammede sig over at blive anset som en kujon.

Kleard vanærede sig selv, da han jamrede sig, og en mand ved navn Lear var en helt, da han bad om at få to brændemærker i panden og sagde ikke nogen lyd under processen. Hele byen talte med stor respekt om ham.

Nogle folk flygtede, men de blev foragtet af alle.

Efter et par dage, gik manden med to brændemærker i panden rundt med hovedet højt, med stolthed og selvtillid, fyldt med ære og stolthed, og hvor end han gik, bukkede alle og løftede med hatten for at hilse på dagens helt.

Mænd, kvinder og børn løb efter ham i gaderne for at se nationens største mand. Uanset hvor han gik, fulgte hvisken og ærefrygt med ham: ‘Lear, Lear!… Det er ham!… Det er helten der ikke hylede, som ikke gav en lyd mens to brændemærker blev trykket på hans pande!’ Han var i avisernes overskrifter, rost og forherliget.

Og han havde fortjent folkets kærlighed.

Jeg havde lyttet til rosen over det hele og jeg begyndte at føle det gamle, ædle serbiske blod løbe i mine årer. Vores forfædre var helte, de døde på spyd for frihed; vi har også vores heroiske fortid og vores Kosovo. Jeg skælver med national stolthed og forfængelighed, ivrig efter at vise hvor stolt min slægt er og løbe ind på rådhuset og råbe:

— Hvorfor priser I jeres Lear?… I har aldrig set ægte helte! Kom og se hvordan ædelt serbisk blod opfører sig! Påfør ti brændemærker på min pande, ikke kun to!

Embedsmanden i det hvide jakkesæt bragte brændejernet nær min pande og jeg begyndte… Jeg vågnede fra min drøm.

Jeg gned min pande i frygt og korsede mig, mens jeg undrede mig over de underlige ting, der opstår i drømme.

— Jeg overgik næsten deres Lears hæder, — tænkte jeg og vendte mig tilfredst, og jeg var nærmest ked af, at drømmen ikke nåede sin slutning.

 

I Beograd, 1899.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.

Leder (3/3)

(forrige side)

Sådan foregik den første dag, og der fulgte flere dage med den samme succes. Intet af stor betydning foregik, kun mindre forseelser: De væltede lige ind i en grøft, så ind i en rende; de kæmpede sig gennem buske og solbærbuske; de trådte på flasker; flere brækkede arme og ben; nogle fik slag i hovedet. Men alle disse lidelser blev tålt. Et par gamle mænd blev efterladt døende på vejen. ”De ville være døde selv hvis de var blevet hjemme, for ikke at sige på turen!” Sagde talsmanden, og opfordrede resten til at fortsætte. Et par mindre børn, et til to år gamle, omkom også. Deres forældre undertrykkede deres pinsler med stoisk ro, for det var Guds vilje. ”Og jo mindre børn, jo mindre sorg. Når de er yngre, er sorgen mindre. Gud forbyde at forældre nogensinde mister deres børn når de har nået den giftefærdige alder. Hvis børnenes skæbner er således, er det bedre, at de dør tidligt. Så er sorgen ikke så stor!” Trøstede talsmanden dem igen. Nogle bandt klæder om deres hoveder og lagde kolde kompres på deres skrammer. Andre bar deres arme i slynger. Alle var forhutlede og forslåede. Deres tøj hang i laser, men de fortsatte alligevel gladelig. Alt dette havde været nemmere at bære, hvis de ikke sultede så meget. Men de var nødt til at fortsætte.

En dag skete der noget af større betydning.

Lederen gik forrest, omgivet af de modigste mænd i gruppen. (To af dem manglede, og ingen vidste hvor de var. Det var den generelle holdning, at de havde forrådt deres sag og flygtet. På et tidspunkt havde talsmanden sagt noget om deres skammelige forræderi. Kun nogle enkelte troede, at de var døde på vejen, men de talte ikke højt, for ikke at opildne de andre.) Resten af gruppen var i en linje bag dem. Pludselig opstod der en særledes stor og dyb, klippefyldt slugt – en ægte afgrund. Skråningen var så stejl, at de ikke turde træde et skridt frem. Selv de modigste standsede og så på lederen. Med rynket pande, hensunket i tanker med hovedet bøjet, trådte han modigt frem, bankede stokken foran sig, først til højre og så til venstre, på hans karakteristiske facon. Mange sagde, at det fik ham til at se mere værdig ud. Han hverken så på nogen eller sagde noget. Der var ingen ændring i hans ansigtsudtryk eller spor på frygt mens han gik nærmere og nærmere afgrunden. Selv den modigste mand blev bleg som et lig, men ingen turde at advare den tapre, vise leder. To mere skridt, og så var han ved kanten. De rystede alle sammen med dødsangst og vidt åbne øjne. De modigste mænd var lige ved at holde lederen tilbage, selvom hvis det betød at de brød disciplinen, da han trådte en gang, to gange frem, og faldt ned i kløften. Der opstod rådvildhed, jamren og skrigen; frygten fik overtaget. Nogle begyndte at flygte.

– Vent, brødre! Hvorfor hastværket? Er det sådan I vil holde jeres løfter? Vi må følge denne vise mand, for han ved, hvad han laver. Han ville være sindssyg for at skade sig selv. Fremad, efter ham! Det er den største og måske sidste fare, den sidste forhindring. Hvem ved? Måske vil der på den anden side af denne slugt være et fantastisk, frugtbart land, som Gud har udvalgt til os. Fremad! Uden ofre kommer vi ingen vegne! – sådan var talsmandens råd og han tog to skridt frem og forsvandt ned i kløften. De modigste fulgte efter, og så faldt alle andre med ned.

Der var jamren, stønnen, tumlen, beklagelser på den stejle skråning i denne store kløft. Man kunne have svoret at ingen ville komme ud derfra levende, og slet ikke uskadt og i ét stykke, men menneskelivet er hårdført. Leder var usædvanlig heldig. Han hang i buskene da han faldt, så han var ikke kommet til skade. Han formåede at samle sig op og klatre ud. Mens jamren, stønnen og gråden rungede nedenunder, sad han helt stille, eftertænksomt. Et par folk, der var tilskadekomne og vrede, begyndte at bande af ham, men han bemærkede det ikke. Dem der var heldige og kunne holde fast i en busk eller et træ da de faldt, begyndte med besvær at klatre ud. Nogle havde brud på hovedet, så blodet løb ned af deres ansigter. Der var ingen i ét stykke udover lederen. De rynkede panden af ham og stønnede i smerte, men han løftede end ikke hovedet. Han var stille og antog den reflekterende position af en ægte vismand!

Der gik lidt tid. Antallet af rejsende blev mindre og mindre. Hver dag sled på dem. Nogle forlod gruppen og gik tilbage.

Ud af det store antal der startede, var der kun omkring tyve tilbage. Deres udtærede og udmattede ansigtet viste tegn på desperation, tvivl, træthed og sult, men ingen sagde et ord. De var lige så stille som deres leder og fortsætte med at traske afsted. Selv den åndfulde talsmand rystede sit hoved i desperation. Vejen var bestemt besværlig.

Deres antal svandt ind dagligt, indtil der kun var ti tilbage. Med fortvivlede ansigter stønnede og klagede de, i stedet for at tale sammen.

De lignede mere og mere krøblinge frem for mænd. Nogle var på krykker. Nogle holdt deres arme i slynger om halsen. Der var flere bandager og kompres på deres hænder. Selv hvis de skulle have lavet nye ofre, var det ikke muligt, for der var næsten intet plads på deres kroppe til nye skrammer.

Selv de stærkeste og modigste blandt dem havde allerede mistet troen og håbet, men de kæmpede alligevel videre; de formåede på en eller anden måde at halte sig afsted med stor anstrengelse, jamrende og med store smerter. Hvad ellers kunne de gøre, hvis de ikke kunne gå tilbage? Så mange ofre, kun for at opgive rejsen?

Tusmørket faldt på. Mens de haltede afsted på krykker, så de pludselig, at lederen ikke var foran dem længere. Endnu et skridt og de fladt alle sammen ind i endnu en kløft.

– Av, mit ben! Av, min hånd! – rungede deres jamren og stønnen. En svag stemme forbandt den værdige leder, men blev derefter stille.

Da solen stod op, så sad lederen der, på samme måde som den dag han blev valgt. Der var ikke den mindste forskel i hans udseende.

Talsmanden kravlede ud af kløften, efterfulgt af to andre. Vansirede og blodige vendte de sig om for at se, hvor mange var tilbage, men de var de eneste. Dødsangst og håbløshed fyldte deres hjerter. Regionen var ukendt, bakket, stenet – der var ingen sti nogen steder. To dage før havde de stødt på en vej, men gik forbi den. Lederen førte dem den vej.

De tænkte på deres mange venner og slægtninge, der var døde på denne forfærdelige rejse. En tristhed stærkere end smerten i deres forkrøblede lemmer overtog dem. De havde været vidne til deres egen ødelæggelse, set det med egne øjne.

Talsmanden gik op til lederen og begyndte at tale med en træt, skælvende stemme, fyldt med smerte, fortvivlelse og bitterhed.

– Hvor skal vi hen nu?

Lederen var stille.

– Hvor fører du os hen og hvor har du bragt os hen? Vi har lagt vores egne og vores familiers liv i dine hænder og vi har fulgt dig, efterladt vores hjem og forfædres gravsteder i håb om at kunne redde os selv fra ødelæggelse i det golde land. Men du har ødelagt os på en langt værre måde. Der var to hundrede familier bag dig og se nu hvor mange der er!

– Siger du, at alle ikke er her? – mumlede lederen uden at løfte hovedet.

– Hvordan kan du spørge om sådan noget? Kig op og se! Tæl hvor mange af os der er tilbage på denne uheldige rejse! Se den tilstand vi alle sammen er i! Det ville være bedre at være død end være forkrøblet sådan her.

– Jeg kan ikke se på jer!

– Hvorfor ikke?

– Jeg er blind.

Der blev dødsstille.

– Mistede du dit syn på rejsen?

– Jeg er født blind!

De tre hang med hovederne i ægte desperation.

Efterårsvinden blæste truende gennem bjergene og bragte de visnede blade med ned. En tåge lagde sig over bakkerne og ravnenes vinger baskede gennem den kolde, disede luft. Et uhyggeligt hyl gav genlyd. Solen blev dækket af skyerne, som bredte sig mere og mere.

De tre så på hinanden med skræk.

– Hvor kan vi gå hen nu? – mumlede en af dem.

– Det ved vi ikke!

 

I Beograd, 1901.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen.

Leder (2/3)

(forrige side)

Den næste dag samledes alle, der havde modet til at drage på en lang rejse. Mere end to hundrede familier ankom til det angivne sted. Kun enkelte blev hjemme, for at holde øje med hjemstedet.

Det var bestemt trist at se på denne forsamling af elendige folk, hvis bitre ulykke havde tvunget dem til at opgave det land, hvor de var født og hvor deres forfædre var begravet. Deres ansigter var hærgede, udslidte og solbrændte. Lidelserne fra mange lange, hårdtarbejdende år havde påvirket dem og viste et billede af elendighed og bitter fortvivlelse. Men i dette øjeblik kunne man se det første glimt af håb – uden tvivl blandet med hjemve. En tåre gled ned af de rynkede ansigter på et par gamle mænd, der sukkede desperat og rystede deres hovedet, med en stemning af onde anelser. De ville hellere blive her lidt længere, så de også kunne dø blandt disse sten, i stedet for at lede efter et bedre hjemland. Mange kvinder beklagede sig højlydt og sagde farvel til deres døde elskede, hvis gravsteder de nu efterlod.

Mændene prøvede at vise mod og råbte, – Jamen, vil du hellere fortsætte med at sulte i dette forbandede land og leve i disse skure? – Allerhelst, ville de have taget hele denne forbandede region og de dårlige skure med dem, hvis det havde været muligt.

Der var den sædvanlige larmog råben, som i alle menneskemasser. Både mænd og kvinder var hvileløse. Børnene skreg i deres vugger på mødrenes rygge. Selv husdyrene var lidt urolige. Der var ikke så meget kvæg, en kalv her og der, og så en tynd, uglet hest med et stort hoved og fede ben, som de læssede gamle tæpper, tasker og endda to sække på hen over sadlen, så det stakkels dyr svajede under vægten. Det formåede dog at blive stående og vrinske fra tid til anden. Andre læssede æsler; børnene tog hundene i snor. Snak, råb, banden, jamren, gråd, gøen og vrinsken – det hele smeltede sammen. Selv et æsel brægede et par gange. Men lederen sagde ikke et ord, nærmest som om hele affæren ikke vedkom ham. En ægte vismand!

Han sad der bare eftertænksomt og stille, med hovedet bøjet. En gang i mellem spyttede han på jorden; det var alt. Men på grund af hans mærkværdige opførsel, voksede hans popularitet så meget, at de alle ville være gået gennem ild og vand, som de sagde, for ham. De følgende samtaler kunne høres:

–  Vi bør være glade for at have fundet sådan en mand. Havde vi gået uden ham… Gud forbyde det! Vi ville være omkommet. Han har ægte intelligens, siger jeg dig! Han er stille. Han har ikke sagt et ord endnu! – sagde en af dem, mens de så på lederen med respekt og stolthed.

– Hvad skulle han sige? Den der taler meget, tænker ikke meget. En klog mand, uden tvivl! Han grubler bare og siger intet, – tilføjede en anden, og han så også på lederen med ærefrygt.

– Det er ikke nemt at lede så mange mennesker! Han skal samle sine tanker, for han har et stort arbejde foran sig, – sagde den første igen.

Tiden kom til, at de skulle i gang. De ventede dog lidt for at se om nogen ville skifte mening og komme med dem, men siden ingen kom, kunne de ikke blive længere.

– Burde vi ikke komme afsted? – spurgte de lederen.

Han rejste sig uden et ord.

De modigste mand flokkedes omgående om ham, for at være til rådighed i tilfælde af farer eller et nødstilfælde.

Lederen, med rynket pande og bøjet hoved, tog et par skridt frem, svang stokken foran sig på værdigste vis. Forsamlingen bevægede sig efter ham og råbte flere gange, ”Længe leve vores leder!” Han tog et par skridt mere og gik ind i hegnet foran landsbyens forsamlingshus. Der standsede han, naturligvis; så gruppen standsede også. Lederen trådte herefter lidt tilbage og svang stokken mod hegnet flere gange.

– Hvad vil du have vi skal gøre? – spurgte de.

Han sagde intet.

– Hvad skal vi gøre? Tag hegnet ned! Det er dét vi skal! Kan I ikke se, at han viser os med stokken hvad vi skal gøre? – råbte dem, der stod rundt om lederen.

– Der er porten! Der er porten! – skreg børnene og pegede på porten, der stod i modsatte retning.

– Shh, stille, børn!

– Gud hjælpe os, hvad foregår der? – et par kvinder korsede sig.

– Ikke et ord! Han ved hvad vi skal gøre. Bryd hegnet ned!

Hegnet var nedbrudt omgående, som om det aldrig havde stået der.

De gik forbi hegnet.

De havde knapt gået et par hundrede skridt, før lederen gik ind i en stor tornebusk og standsede. Med stort besvær formåede han at trække sig ud og begyndte herefter at banke sin stok i alle retninger. Ingen rokkede sig.

– Og hvad er problemet nu? – råbte dem bagerst.

– Skær tornebusken ned! – råbte dem, der stod omkring lederen.

– Der er vejen, bag tornebuskene! Der er den! – råbte børnene, sammen med mange folk i bagerste række.

– Der er vejen! Der er vejen! – hånede folkene om lederen og efterabede dem hånligt. – Og hvordan kan vi blinde mænd vide, hvor han fører os hen? Alle kan ikke give ordrer. Lederen kender den bedste og mest direkte rute. Skær tornebusken væk!

De kastede sig ind i arbejdet for at rydde vejen.

– Av, – klagede en, som blev stukket i hånden af en torn og en anden, hvis ansigt blev ramt af en solbærgren.

– Brødre, I kan ikke få noget for ingenting. I skal anstrenge jer for at få succes, – svarede den modigste i gruppen.

De brød gennem busken efter en del anstrengelse og drog videre.

Efter have vandret lidt længere, stødte de på et risgærde. Det blev også ødelagt. Herefter fortsatte de.

De nåede ikke særlig langt den første dag, da de skulle overvinde mange lignende forhindringer. Det hele foregik uden særlig meget mad, da nogle kun havde tørt brød og lidt ost, mens andre kun havde lidt brød til at stille sulten. Nogle af dem havde slet intet. Heldigvis var det sommer, så de stødte nogle gange på et frugttræ.

Selvom kun et lille stykke vej lå bag dem efter den første dag, så var de meget trætte. Der var ingen store farer eller uheld. Men naturligvis, på sådan en lang rejse, måtte de følgende ting anses for at være bagateller: En torn der sad fast i en kvindes venstre øje, som hun dækkede med en fugtig klud; et barn slog sin fod på en træstamme så det græd og haltede; en gammel mand snublede over en solbærbusk og forstuvede sin ankel; efter hakket løg blev puttet på anklen, overkom manden modigt smerten og, ved at læne sig op af sin stok, haltede han bravt bag lederen. (For at være ærlig, så sagde flere folk at den gamle mand løj om sin ankel, at han kun lod som om, da han var ivrig efter at gå tilbage.) Snart var der kun enkelte, som ikke havde en torn i armen eller en rift i ansigtet. Mændene gennemgik det hele heroisk, mens kvinderne forbandede den tid på dagen de var taget afsted, og børnene græd, naturligvis, da de ikke forstod at alle disse anstrengelser og smerter ville blive rigt belønnet.

Til manges glæde og lettelse, skete der intet med lederen. For at være ærlig, så var han også meget beskyttet, men alligevel, manden var ganske enkelt heldig. Da de slog lejr den første nat, bad de alle sammen og takkede Gud for, at dagens rejse var en succes og at intet, ikke engang den mindste ulykke, var hændt deres leder. Så begyndte en af de modigste mænd at tale. Hans ansigt havde rifter efter en solbærbusk, men han lagde ikke mærke til det.

– Brødre, – begyndte han. – En dags rejse ligger nu endelig bag os – og vi takker Gud for det. Vejen er ikke nem, men vi må blive ved, for vi ved alle, at denne svære vej vil føre os til lykke. Må den almægtige Gud beskytte vores leder mod skader, så han kan fortsætte med at lede os mod succes.

– I morgen vil jeg miste mit andet øje hvis tingene går ligesom i dag! – råbte en af kvinderne vredt

– Av, mit ben! – græd den ældre mand, opildnet af kvindens bemærkning.

Børnene blev ved med at klage og græde, og mødrene havde svært ved at få dem til at være stille, så talsmanden kunne høres.

– Ja, du vil miste dit andet øje, – udbrød han vredt, – og må du miste begge! Det er ikke en stor ulykke for en kvinde at miste sine øjne i den gode sags tjeneste. Du burde skamme dig! Tænker du slet ikke på dine børns velvære? Lad halvdelen af os omkomme på denne rejse! Hvilken forskel gør det? Hvad er ét øje? Hvad kan du bruge dine øjne til, når der er nogen der ser for os og fører os til lykke? Skal vi opgive vores forehavende udelukkende på grund af dit øje og den gamle mands ben?

– Han lyver! Den gamle mand lyver! Han lader kun som om, så han kan gå tilbage, – lød stemmerne fra alle sider, der gav genlyd.

– Brødre, dem der ikke ønsker at gå længere, – sagde talsmanden igen, – lad ham gå tilbage i stedet for at klage og opildne resten af os. I mit tilfælde, så vil jeg følge denne vise leder så længe jeg stadig har liv i mig!

– Vi vil alle følge ham! Vi vil alle følge ham så længe vi lever!

Lederen var stille.

Alle begyndte at se på ham og hviske:

– Han er hensunket i sine tanker!

– En vis mand!

– Se på hans pande!

– Og altid rynket pande!

– Alvorlig!

– Han er modig! Det kan man se i alt ved ham.

– Det kan vi blive enige om! Hegn, risgærde, rosenbuske – han pløjer gennem det hele. Han banker dystert med sin stok, siger intet, og man skal gætte hvad han tænker på.

(næste side)

Leder (1/3)

–Brødre og kammerater, jeg har lyttet til alle jeres taler, så nu beder jeg jer om at lytte til mig. Alle vores overvejelser og samtaler er intet værd, så længe vi forbliver på denne golde egn. Intet kan vokse i den her sandede jord og på de her sten, heller ikke i de år vi havde regn, eller i den tørke, som vi har ikke har set magen til nogensinde før. Hvor længe skal vi mødes og holde tomme taler? Kvæget dør uden mad, og snart vil vi og vores børn også sulte. Vi må finde en anden løsning, der er bedre og mere fornuftig. Jeg tror, det vil være bedst at forlade dette ufrugtbare land og tage ud i verden, for at finde bedre og mere frugtbar jord, for vi kan ikke leve sådan her længere.

Sådan talte en beboer af en eller anden ufrugtbar provins; en træt stemme i et tilfældigt møde. Hvor og hvornår det foregik, mener jeg ikke angår hverken du eller jeg. Det er vigtigt at tro mig, når jeg siger at det skete engang i land for lang tid siden, og det er nok. For at være ærlig, så troede jeg engang at jeg havde opfundet hele historien, men lidt efter lidt frigjorde jeg mig fra denne ubehagelige vildfarelse. Nu tror jeg fast på, at jeg ved hvad der reelt og måtte være sket engang, og at jeg ikke på nogen måde kunne have fundet på det.

Lytterne, med deres blege, hærgede ansigter og blanke, dystre og næsten uforstående blikke, med deres hænder under bælterne, virkede til at live op ved ordene. Hver af dem forestillede sig allerede, at han var i et magisk paradis, hvor belønning for hårdt arbejde var en rig høst.

– Han har ret! Han har ret! – hviskede de udmattede stemmer fra alle sider.

– Er dette sted i nær…hed…en? – spurgte en udtrukket hvisken fra et hjørne.

– Brødre! – begyndte en anden med et stærkere stemmeleje. – Vi må følge opfordringen med det samme, for vi kan ikke blive ved sådan her. Vi har slid tog slæbt, men det hele har været forgæves. Vi har sået frø som kunne være blevet brugt til mad, men så kom oversvømmelserne og vaskede frøene og jorden væk fra skråningerne, så der kun var ren sten tilbage. Skal vi blive her for evigt og arbejde fra morgen til aften, kun for at blive ved med at være sultne og tørstige, nøgne og barfodede? Vi må tage af sted og lede efter bedre, frugtbar jord, hvor hårdt arbejde vil give masser af afgrøder.

– Lad os gå! Lad os gå med det samme, for det her sted kan vi ikke leve i længere!

Hviskeriet tog til og hver af dem begyndte at vandre, uden at tænke over hvor de gik hen.

– Vent, brødre! Hvor går I hen? – begyndte den første taler igen. – Vi skal selvfølgelig gå, men ikke sådan her. Vi skal vide, hvor vi går hen. Ellers kan vi ende i en værre situation i stedet for at redde skindet. Jeg foreslår, at vi vælger en leder, som vi alle skal adlyde, og som vil vise os den bedste og mest direkte vej.

– Lad os vælge! Lad os vælge nogen med det samme, – kunne man høre hele vejen rundt.

Det var her, at diskussionen tog til, et ægte kaos. Alle talte og ingen hverken lyttede eller kunne lytte. De begyndte at dele sig op i grupper, hver person mumlede for sig selv, og så brød selv grupperne op. De begyndte at gå i par, tog hinanden ved armen, talte, prøvede at bevise noget, trak hinanden i ærmerne, og lavede fagter med hænderne for at få stilhed. Så samlede de sig alle sammen igen, stadig mens de talte.

– Brødre! – rungede en stærkere stemme pludseligt, som druknede alle de andre hæse, sløve stemmer. – Vi kan ikke nå til nogen enighed sådan her. Alle taler og ingen lytter. Lad os vælge en leder! Hvem iblandt os kan vi vælge? Hvem iblandt os har rejst nok til at kende vejen? Vi kender alle sammen hinanden godt, men jeg, og mine børn, ville dog helst ikke blive ledt af nogen herfra. Fortæl mig i stedet hvem der kender den rejsende derovre, der har siddet i skyggen ved vejkanten siden denne morgen.

Stilheden sænkede sig. Alle vendte sig mod den fremmede og stirrede.

Den midaldrende rejsende, med et dystert ansigt der knapt kunne ses på grund af hans skæg og lange hår, sad og forblev stille ligesom før, hensunket i tanker, og bankede let med sin store stok i jorden fra tid til anden.

– I går så jeg den samme mand med en ung dreng. De holdt hinanden i hånden og gik ned af gaden. Og sidste aften forlod drengen landsbyen, men den fremmede blev her.

– Bror, lad os glemme de her fjollede bagateller, så vi ikke taber tid. Hvem end han er, så er han kommet langvejs fra, da ingen af os kender ham og han må bestemt kende den korteste og bedste vej han kan lede os. Det er min opfattelse, at han er en meget vis mand, fordi han sidder der helt stille og tænker. Enhver anden ville allerede have blandet sig i vores affærer flere gange, eller have startet en samtale med en af os, men han har siddet der hele tiden, helt alene uden at sige et ord.

– Selvfølgelig, manden sidder der stille, fordi han tænker på noget. Det kan ikke være andet end at han er meget klog,– erklærede de andre enigt og begyndte at undersøge den fremmede igen. Hver af dem havde opdaget et fantastisk karaktertræk ved ham, et bevis på hans utrolige intelligens.

Der blev ikke brugt meget mere tid på at tale, så alle blev endelig enige om, at det ville være bedst at bede denne rejsende – som, efter deres opfattelse, var sendt af Gud til at lede dem ud i verden for at finde et bedre territorie og mere frugtbar jord. Han burde være deres leder, og de ville lytte til ham og adlyde ham uden at stille spørgsmålstegn.

De valgte ti mænd blandt dem, som skulle gå til den fremmede og forklare deres beslutning til ham. Denne delegation skulle vise ham tingenes elendige tilstand på egnen og bede ham om at være deres leder.

Så de ti gik over og bukkede ydmygt. En af dem begyndte at tale om den ubrugelige jord i området, om de tørre årog den elendighed, som de alle stod i. Han afsluttede på følgende måde:

– Disse tilstande tvinger os til at forlade vores hjem og land, og flytte ud i verden for at finde et bedre hjemland. Lige i dette øjeblik, da vi endelig fandt enighed, virker det til at Gud har vist sig barmhjertig for os, så han har sendt dig til os – du, en vis og værdig fremmed – for at du kan lede os og frigøre os fra vores elendighed. På vegne af alle beboerne her, beder vi dig om at være vores leder. Hvor end du går hen, vil vi følge med. Du kender vejene og du var bestemt født i et lykkeligere og bedre hjemland. Vi vil lytte til dig og adlyde enhver kommando. Vil du, vise fremmed, acceptere at redde så mange sjæle fra forfald? Vil du være vores leder?

Under hele denne tryglende tale, løftede den vise fremmed end ikke hovedet. Han forblev hele tiden i den samme position, som de havde fundet ham i. Hans hoved var sænket, panden rynket, og han sagde intet. Han bankede kun let med stokken i jorden fra tid til anden og – tænkte. Da talen var ovre, mumlede han studst og langsomt, uden at bevæge sig:

– Det vil jeg!

– Kan vi så gå med dig og lede efter et bedre sted?

– Det kan I! – fortsatte han uden at løfte hovedet.

Entusiasmen og forskellige taknemmeligheder startede, men den fremmede sagde ikke et ord til noget af det.

De ti informerede samlingen om deres succes, og tilføjede, at det kun var nu, at de havde set den store visdom som manden besad.

– Han flyttede sig ikke fra sin plads eller løftede hovedet for at se, hvem der talte til ham. Han sad bare stille og mediterede. Han sagde kun fem ord til al vores snak og taknemmeligheder.

– En ægte vismand! Sjælden intelligens! – Råbte de begejstrede fra alle sider, og erklærede, at Gud selv havde sendt ham som en engel fra Himlen for at redde dem. Alle var fast overbeviste om den succes, der ventede dem under deres leder, som intet i verden kunne forurolige. Og dermed blev det besluttet at tage af sted den næste dag ved daggry.

(næste side)

Py’a mongeta peteĩ buey Séviagua

Heta mba’e porã oiko ko Yvorape ha ñande retãpe avei, he’i haicha heta, oñehẽ chugui mba’e porã, tuichaiterei ja’ehaicha la maravilla ya ndaha’eveima maravillaiterei jevy. Oĩ ko’arupi ava hetava ipira pire ndoje py’a mongetaiva ha upevare, ha ikatu otro mba’e gui avei, peteĩ buey campesino ndojoavyiva mba’evepe umi otro buey Sévio gua gui oñepyrũ ojepy’a mongeta. Ñandejara mante oikuaata mba’epa oiko ko mymba re la peiha ojapo hag̃ua, ko’anga voi oje’eha hina la Séviape ko mba’e tygerakunte voi ojapova mba’e vai. Ha upevare ikatu ja’e ko mba’e aña memby, opa akahatã harupi, ni ndoikuaaiva ko ne’eha’ã otuichaite ojapova ndoikoi ko tetãpe guarã, ha upevare ndarome’ei ichupe mba’eve porã ko ojaovape. Ha avaveva guiti ndoikuaai mba’eichapa ko buey la ojepy’a ñe’ẽ si ha’e ko ni ndo votai, ni oñembo ñe’eva ichupe, ni kara tuja, ni ndojelegiri diputado rã peteĩ ñembyaty vacaguigua ha avei hi’ari (oimeramo peteĩ arype) peteĩ senador. Ha ko mymba mboriahumi ikera rire he’i ikatu ha oikta ha ichugui peteĩ ministro ko tetãpe oĩmiba tetã vacape guarã, ha’e oikuaa mo’ã, upeicha, o ñembo py’a mongeta’y ve va’erã, umi ministro kuera katupyryicha umi tetã oejvy’a hape guaicha, ko ñande retã ko hyge raku la upeva guio lado. Ipahape, ¿mba’ere ñande iteresa va’erã mba’ere peteĩ buey Sévio ojagarra ko jemba’apo ha ohejata ava kuerape? Ha avei, ikatu ha’e ojapo avei ko buey ojapo va’erãgui vointe.

Upevagui, ¿mba’eichagua buey koa? Peteĩ buey opaichagua vointe oĩva, ñande mbo’e haicha zoología, peteĩ akã, hete ha ijextremidades buey haicha, ha’e oitira peteĩ carreta, ho’u kapi’ipe, oherei juky, orumea ha oñe’ẽ. La hera ha’e Sivonja, buey hungy.

Ape ndajaikuaaveimai mba’eichapa oñepyru oñembo py’a ñe’ẽ. Peteĩ arape ijara ojokua jugore ha hapichape avei, Galonja, oitira peteĩ pikete oñemonda va’ekue carretape ha ogueraha tavape o hepy me’ẽ hag̃ua, upei oguahẽ potaite rire pe tavape, ovendema la pikete ha ojora Sinvonja ha isociope, ogancha pe candena oñaytiva ichupe ichupe kuera jugo re, oity peteĩ planta atyra oguerekova henondepe ha oike omokõ hapicha kuera ndive peteĩ taberna pe. Oiko hina peteĩ farra pe tavape, upvare oĩ karia’y, kuña ha mitã ohasa apo ha pegotyo. Galonja, avei ojeikuaa buey apytepe ha’e ijuicio porã’yva ha’e ndo mañai mba’eve ha avavere, ha lomismonte oike la ikarupe tovasype, okaru hyguatã ha peve, osapukai y’agui ha upei oñeno, orumbea oke kueramo michimi. Ava kuera ohasava uperupi ha’e ndopenai. Ha’e oke ha orumbea minte (Jambyasy nda ha’ei aguere ava ikaru kuri ha’e oiko ichugui mburuvicha). Sivonja katu ndaikarui oisu’u ni mba’eveicha ramo. Hesa kuera osoña ha hovasy ohechauka ha’e ha py’a mongeta ha marangatu ha. Umi ava, Sévio, ohasa ijykerupi, aguara hekore kuer re, hera, hetã ha ko py’a kyryi ohechaukava iguatape. Sivonja omaña la oikovare ha sapy’aitepe oñepyru hasy chupe ha hovasy avei oikuaa hague la oikova nda’iporãi ha ndaikatui mba’eve ojapo, pe ñe’ẽ asy ha tasype, tesaype avei. Hasy pa’upe chupe oñepyru ojepy’a ñe’ẽ:

– ¿Mba’ere ovy’aite la che jara ha hetãygua? ¿Mba’ere la oguata hikuai aka rapu’ãpe ha omaña che ava kuerare aguarape? Oguerohory la itetã, oguerohory ñandejara oguero kakuaa hague ko tetãpe. Che sy avei che guereko ko tetãpe ha Sévia ndaha’ei che yvynte avei ha che ru avei ha entero ore rypykue ojapo, hendive kuera, ou ko yvype, yvy eslava kue.

– Ha upeicha ore ni peteĩ buey kuera nda ore aguarai upevar, ore roguerohory roguaña haguere mba’e pohyi ayvate gotyo lado, ko’angaite peve ni peteĩ buey nde’ira guiti he’i buey Alemán pe: mba’epa reipota ce hegui, che ha’e buey Sévio, che retã ha’e ko Sévia porãite, che ypy kuera ape paite okakuaa, ko yvyguy pe oĩ che taita kuera re’ongue. Ñandejara ta ñande rovasa, ore nda’ore py’a kyrỹiva upevare, ndohasaiva ore akã rupi ha ha’ekuera katu upevare ijaguara. ¡Ava oñentende’yva!

Heta iñakãpegua gui, pe buey omogu’e iñakã kangy vai, icampaña hy’apu ijajura re ha ijugo hy’apu avei. Galonja oabri la hesa, omaña hapicha re ha he’i:

– ¡Jaha rei jeyma hese la nde makanada reve! ekaru, itavya, tande kyra’imi jepe, nde costilla sẽ hina, ja pensa iporã rire, la ava kuera nañande rejai va’erã ande buey kuerape. ¡Ni mba’eveicharamo ñande ndañande afortunado o’ai kuri!

Sivonja omaña hapichare ñembyasy pe, ombo jere hova ichugui ha oñepyrũ jevy opensa.

– Ha’e kuera ijaguara hekove kuere. Oguereko ijyvy Kosovo pe, iñorãirõ Kosovo pe, tuicha mba’e, ¿che ypykuera piko ndo guañai carreta bala ryru kue mba’e jepe uperamo guare? Ndaha’ei ramo ore mediante, ava kuera ojapo mo’a kuri ha’ekuera ha’eñoite. Upei oĩ turco ndive ñorãirõ kue. Ñeha’ã mbarete terei, ha ¿mava oĩ uperamo guare? ¿oĩ Kuri ko’ava tova tavy tĩ pe, oñoraĩro hina aguarape, che aime’yre gueteri, ha’ete voi oguerekotava ñemomba’e, ogurekotava umi oñepyru va’ekue ñemopu’ã?

Eju, ejagarra che jara ta’anga ramo. Ha’e ijaguara pe ñorãirore, itaita kuri oñoraĩro avei ha oje hecha chupe tendotaicha upi. ¿Ha che jara piko jaguero hory va’erã? I taita ru la oguereko va’erã py’a porã, ndaha’ei ha’e, i taita ru oamno ikatu hagua che jara, ha ita’yra kuera ikatu hag̃ua oiko py’a guapype. Ha upevare ha’e oiko py’a guapype ha ¿mba’eicha oporu upeva? Omonda korapy aheno, che aguaña vae’erã ichupe ha ipikete kuerape ha’e oke aja hina icarretape ou kueramo. Ko’anga ojehepy me’e ipikete, ho’u guaripola ha oka’u, ha ijaguara ara ha ara la hekove kuere.

¿Ha che taita kuera ojejuka va’ekue ko ñorãirõ guasupe omongaru hag̃ua ichupe kuera? ¿Uperamo guare piko che taita kuera ndoguañai mboka kuera, cañon, tembi’u ha bala kuera? Ha ni upeichavero ore nda rojeguero horyi ore mba’e porãre, ko’angaite peve rojapo ore rembiapo, mbegue katu pe he tapiaite.

– Ipy’a kyrỹi la itaita kuera oñorãiro haguere kuri ha oiko are terei haguere esclavoicha.

Che ichagua oikove guive oiko peicha ha ko’angaite peve peicha ha roje esclaviza ha ni peichaveramo nda rosapukai upeva oiko haguere ore rehe. Ha’e kuera he’i umi turco kuera heta oinũpa ha chupe kuera, o masacra ha oñotỹ ha chupe kuera, ore ypykue kuera heta ojejuka avei ojapo Sévio kuera ha Turco kuera avei, ombichy, ha oñemoĩ tortura oĩ miva guype.

– Ipy’a rory upe ojeroviavare ha ni upeichaveramo ndogueroviai mba’eve re. ¿Ore mba’epe ore culpa ava cristiano kuera nda ore agarrasei gui? Ojeroviaha he’i chupe kuera, “ndere monda mo’ai” ha ndapepe che jara omonda hina ha oka’uma avei ha ohepy me’e upe pira pire ñemona kue gui. Ijerovia kuera ombo’e chupekuera ohayhu hag̃ua ivecino kuerape ha upeicha veramo ojapo veva hikuai mba’e vai ijupe kuera jevynte. Chupe kuera, pe arriero oiko veva hina, ha’e upe ndojapoiva mba’e vai avavere, ha avei, avaveva ndojerure avavepe ojapo porã hag̃ua opa mba’e avei, en vez ojapo ivaiva.

Peichaite la yvyre opyta va’erã mba’e porã ojapo va’ekue yma hikuai ha ndohoi mombyry mba’e vale’y ndojapoiva mba’eve gui.

Upe buey osuspira pykuku porã omopu’ã tatatĩ yygui.

– Upei – upe buey py’a mongeta kangype – kova ko casope, ¿Che ha umi che rehegua ndaha’ei ivale veva chugui kuera ko’ava mba’epe? Che ndajukaiva avavepe, nda ñe’ẽ vairi va avavere, nda mondai mba’eve, ha ndamosẽiva avaveape hembiapogui ko tetãpe, ndapokoi che retã pira pire re, nda’ei ho’ama ha che negocio pira pire’y gui, nda jokuai y nda agarrai peteĩ ava ndojapoiva mba’eve ivaiva, nda ñe’ẽ vairi che angiru kuerare, che ndahaiva che buey haicha che contra pe, nda ñe’e reiri, che ndaha’eiva mburuvicha che retã pe ha ndajapovai ba’eve vai che retãre, ha ndaha’ei la ndajapoiva mba’eve ivaiva, che ajapo iporãva umi ava ojapova cherehe mba’e vai. Che ko che sy che guereko rire minte ya ojejapoma cherehe mba’e vai, che sy kamby entero ojeipe’ama che hegui. Ñandejara jepe ore recha kuaa ha ojapo oreve guarã kapi’ipe ha ndaha’ei ava pe guarã, ha upeicha veramo, ha’ekuera, oipe’a vointe orehegui jey. Ñeipypã rire jey, ro estira icarreta kuera, ro ara ijyvy, ha ro’uka chupe kuera pan. Ha ni upeicha veramo avave ndohecha kuaai rojapova ore retãre…

– O ejagarra pe ayuno ta’angaicha, umi arriero peguarã, ijerovia ha he’i chupe kuera ojapo hag̃ua ayuno ara ñemandu’ape, ha ni upeichave ramo ndaikatui ojapo hikuai, ha ore buey kuera katu rojapo ayuno roikove guive ko’angaite peve, ro po’o guive ore sy kamby gui.

Upe buey omboguejy iñakã ha’ete ojepy’a angatava, ha upei omopu’ã jevy la iñakã oipeju pochype ha’ete vaicha ouva iñakãpe jevy mba’e angata, py’a kyhyje va, ha sapy’ante, upei osapukai vy’ape:

– Oh ko’anga aikuaama, upeva va’erã – ha ojepy’a mongeta jevy – peva ha’e la ha’eva, ipy’a kyrỹi ko ojaposeva ojapogui hikuai ha ikatuta gui oguereko derecho. Che ajepy’a mongeta hatã va’erã upevare.

Ha ha’e ojepy’a mongeta, mongeta, ha ndaikatui aikuaa mba’epa.

– ¿Mba’epa la che derecho? Umi tahachi kuera he’iramo ovota hag̃ua, ha’e kuera ovota va’erã ha upeicha ikautu hag̃uaicha ro sapukai porã: “¡Ore faa-aa-voo-or pe!”, ha ndo mandai ramo ndo votai o ikatuve avei ojeike politikape, oreicha avei. Ha’e kuera oñeinupã avei ka’i rãipe, lomimonte ndojapoiva mba’eve ivaiva. Ore jepe romongu’e ore juru, romongu’e ore ruguai ha ha’e kuera ni upe mba’e sa’iva ndojapoi avaicha.

Upe rire, ijara osẽ tabernagui. Ka’u reve, okacha vaipa, ndohecha porãi mba’eve, he’i ñe’ẽ oñentende’yva memete, oguata vaipa tapere.

– Ehechana, ¿mba’eicha piko peichagua ikatu ijaguara oipuru vaipa ramo ilivertad o gana va’ekue itaita ruguy repy kue rupi? Añete, che jara ika’u ha imonda, ha ¿Mba’eicha umi otro ava kuera oiporu jeiko rei? Oiko rei hag̃ua ha ipy’a rory avei hag̃ua hekove yma guare re ha oguero mba’e porã hag̃ua itaita kuera ojapo va’ekue hese kuera, upevare ojapo che ajapo haicha avei kuri. Ore buey kuera, romba’apo jetu’u ha obrero deprovecho haicha ore rypykueicha avei. Ore bueyes, roĩ va’erã py’a rorype umi ore rypykuera ojapo va’ekue ore rehe, ha ore py’a rory va’erã ore rembiapo ha ore rembiapo kue rehe avei ko araite peve.

Upe buey osuspira pykukumi ha ojeivy, omoĩ ijajura yugo peguarã.

 

Belyrat-pe, 1902.
Tembiaporã “Radoje Domanović” ojetraduci va’ekue Ever Fabian Velazquez Fretes po pe. 2021.

Pere

Aguereko kuri peteĩ kera ivaietereiva. Noporandui cheve ko che kerare, oporandu cheve mba’eichapa la peichaite che kera vai, si che ndatorvai avavepe che tavape, peteĩ ta’yra vale ko ñande retã sy Séviagua, umi otro imembyicha avei. Upeicha avei, reikuaa va’erã, ndaha’e mo’ai ha peicha ikatutaramo, ko’anga nahairi, che angiru, ijapo peichaite avei tavaygua kuera ojapova opa mba’e, avave nda chembohovai mo’ai upevape. Peteĩ arape ahecha peteĩ botõ overava, tahachi ao gui guare oñemombo raka’e tape ari ha amaña la overa porãiteha, haimete ahasa, henyhe che akãpe mandu’a porã asyete, upeirireminte che po oryryi ha opo jepopyhype. Che akã jeivy ko yvy porãitepe, ha che juru ojeitira pukape, ku opa jaiporuva ja ñe’ẽ ramo ñande superiorpe.

– Tuguy vale osyryry che vena rupi – ¡Peva ha’e la ha’eva! – kova ha’e la ajepy’a mongetava uperamoguare ha amaña porã ko ava ñarõ ohasava ha opyrũ upe botõre.

– ¡Ava ñarõ! – ha’e argel vai ha andyvu, ha upei aguata jey kirirĩ hape, ha’e aja che jupe ko’avaichagua ndahetai oimene, ha avy’aiterei ko ñandejara ome’e haguere cheve ko korasõ tranquiloite, ava ymaguare ogurekovaichagua.

Oima, ko’anga pa pehechama mba’eichagua arriero mbap’e porãva che ha’e, ajogua umi arriero oikova ko tavape ndarojoavyi mba’evepe, ha ko’anga ereta nde py’apype mba’eicha ko che kerape oikone mba’e vaiete.

Mba’eve iko’y va’erã ndoikoi cherehe upe arape. Acena porã ha upei aguapy amopotĩ che rãi peteĩ yvyra po’ipe, aipyte che vino ha upei, aiporu rire che derecho tavayguaicha, aha tupape ha aguereaha peteĩ aranduka che pope ake pya’eve hag̃ua.

Upei pya’e voi upe aranduka isỹi che po gui, ajapopa rire la ajapo va’erã apya ake mitã ra’yicha.

Upei rire minte ya ajetopama peteĩ tape tuju kuava ohova yvy kandu gotyo. Peteĩ pyhare hũ ha ho’ysãva. Pe yvytu ro’ysã ohasa ha oikytĩ upe nde pire ha hy’apu pe yvyra rogue piru omongu’epe. Pe ara hũ ha, ha okyseva, ovela morotĩ ho’a nde resa ha nde rovare. Ndaipori ni peteĩ ava ko’arupi. Aryryi ha apu’a jevy jipi hina ha akañyma avei, aguataparei – ñandejara mante oikoaata mamopa – ha ndaha’ei peteĩ pyhare mbykyva ni oikova tapiaite, ipukueterei, ha aguata hetaiterei ni che ndaikuaai mamopa.

Aguata heta ary ha aguahẽ peteĩ tavape, mombyrypa jepeva mombyry che retã gui peteĩ aikuaa’y hape ko avyjape, peteĩ yvy ikuaa’yva, avavea oikuaava ha, che kera pe minte ikatuva oiko.

Ajere rire ko yvyre, aguahẽ peteĩ tavape oiko hape heta ava. Upe ñemuhape aty guasu, oñehendu peteĩ ty’apu vai etereiva, ikatuvaichagua ombokapu nde rapysa. Apyta peteĩ jekehape oĩva ñemuha ykere ha aporandu ijarape mba’ere hetaite ava oñembyaty.

Ore ha’e ava marangatu ha mba’e porã – oñepyru omombe’u – rojapo ko karai tuja he’iva oreve.

– ¿Pe karai piko pende mburuvicha guasu? – aporandu oñe’epa’yre.

– Pe tuja omanda ko’ape ha ha’e ore mburuvicha guasu, ha hapykueri tahachi.

Che apuka.

– ¿Ma’ere epuka?.. ¿Ndereikuaai ra’e?.. ¿Mamogui reju?

Amombe’u chupe mba’eichapa akañy che rapegui ha aju ha tape mpmbyru gui – Sévia.

– ¡Ahenduva upe tava gui heta mba’e! – oñe’ẽ mbeguemi ijupe guarã oga jara, omaña cherehe jepoyhupe ha upei he’i ñe’ẽ hatãpe:

– Peicha ore ha’e – oho hese – pe tuja arandu omanda ape itahachi kuera ndive.

– ¿Ha mba’eicha umi nde tahachi kuera?

– Hetaichagua oĩ tahachi kuera – odepende ipintare. Oĩ oñemonde porãva ha nahaniriva.

Ore, reikuaa haicha ava py’aguapy ha avavepe ndaro’inchai, hatu entero arriero tekorei ou ko yvyre, ombyai ko tava ha orembo’e mba’e vai. Roikuaa hag̃ua mavapa otro yvy gua, ore mburuvicha he’i oreve kuehe roho hag̃ua roñembyaty koty ojejapova atype guarã, oñemoĩ hag̃ua oreve peteĩ pere. Upevare heta ava oñembyaty hina ko’ape, oikuaa hag̃ua mba’epa ojejapota.

Ajepy’a mongeta ha ha’e che jupe akañy va’erã ko yvygui pya’ente voi, che haicha, Sévio haicha, ndajepokuaai ko’a angatupyry ha katypyry jehechaukare ha ¡ndavy’aveima upeare!

Upe jekeha jara opuka cherehe karia’yicha, che nupã nupã che rati’ype ha he’i cheve jeroviape:

– Oh, arriveño, ¿kova piko ya ovalema ekyhyje hag̃ua? ¡Upevare eho va’erã mombyryete etopa hag̃ua py’a guasu oreicha!

– Ha, ¿mba’e rejapose? – aporandu atĩ pa’upe.

– ¡Mba’e piko la reporanduva! Ehechata mba’eichaitepa ore py’a guasu. Ha’eta ndeve, eho va’erã mombyry etopa hag̃ua ore py’a guasuichagua. Mombyetereigui eju ha rehecha heta yvy, ha nderehechamo’ai oreichagua imbarete va. Ejeha taroho oñondivepa. Ajapura va’erã.

Rohota jave rohendu, okẽ renondepe, verreinke ry’apu.

Amaña ñemi oka gotyo: oiko peteĩ mba’e – peteĩ karia’y oguerekova saco rendy mboapy hatĩva iñakãpe, itraje estampado ichucova, oĩ hina peteĩ hapicha lomo’ari oñemondeva ao hepyva akãrague mbyky. Oñembo’y jekeha renondepe ha upe aria’y oguejy hapicha ari gui.

Ijara osẽ, oñakãity ha upe arriero itrajepava oike upe jeke hape peteĩ mesa ojejapova upe va’ẽra voi. Upe oĩva ao comunreheve opyta okape ha oha’arõ. Upe ijara oñakãity avei ichupe.

– ¿Mba’e piko la oikopava? – aporandu ijarape, nontendeiva mba’eve.

– Peicha, oike va’ekue ko jekeha pe ha’e peteĩ tahachi mburuvicha vemava ha ko arriero ha’e ko tavaygua jehaihuva, plata heta ha retayhua katupyry – he’i ñe’ẽ mbeguepe ko ijara.

– ¿Mba’ere piko upeicharamo oheja pe otro ojupi ilomo’ari?

Jekeha jara omongu’e iñakã cheve ha roho otro lado. Opuka cherehe ha he’i:

– ¡Ore rohecha mba’e guasueterei ha sapy’ante oikoha! – antes he’i cheve hetaiterei mba’e, che ndaikuaaiva mba’epa ha avy’a upevare. Ahendu porãiterei jepe upe huguape he’i va’ekue cheve: – ¡Ha’e peteĩ servicio porã ñande retãpe, nda oimerãeiva ohayhuva hina!

– Roho la atyhape ha jeiporavo mburuvicha hape ya ohoma hina hendaguãpe.

Peteĩ aty’i omoĩ peteĩ karia’y herava Kolb, che mandu’a porã ramo hina herare, upeva ha’e la ijeiporavo pyre upe puesto rã, mokõi aty’i ha omoĩ aipo Talb herava ha irundy aty’i katu oguereko voi la ijeiporavo pyre.

Oĩ peteĩ ñentende’y, cada aty’i omoĩ se la ijeiporavo pyre va.

– Ndajaguerekoi otro oikoveva Kolb gui ko atygui he’i peteĩ aty’i – enteroveva jaikuaa la iñarandu eterei ha. Ndaikuaai omene pa ñande apytepe he’i ojejupi hague hi’ari hera vece ava katupyry va.

– Mava pa nde ere hag̃ua upeicha, – he’i chupe peteĩ pe otro aty gua – ¡Avaveva tahachi tahachi manda’yva ndojupiri nde ari!

– Jaikuaa mba’epepa nde guapo, – he’i pe irundy ay’i pegua – ¡ñande ndaikatu mo’ai voi ja agarra ñeinupã ñande rasẽ’yre!

– ¡Angiru kuera ñambuesakã kova! – oñe’pyrũ Kolb. – Añete la ava katupyry oñesaingo che lomo’ari pa ary hama, cheinupã asapukai’yre, pero oimene oĩ peteĩ iguapoveva chehegui ñande hegui imitã veva.

– ¡No, no! – he’i umi ohayhuva ichupe.

– ¡Ndarohendusei ymaguare jejapova! Ohasama pa ary Kolb ari ojejupi hague, – osapukai umi ñe’ẽ mokõi aty’i gui gua.

– Tuguy pyahu omanda hina ko’anga, jaheja la jagua tuja oisu’u kangue tuja, – he’i peteĩ irundy aty pegua.

Upei ndikovei ty’apu, ava kuera aguevi, oho izquierda ha derecha gotyo, tuichave hag̃ua tape ha ahecha peteĩ arriero pyahu 30 ary kuera. Oñemboja aja hina enteroveva oñakãity.

– ¿Mava peva? – oñe’ẽ ñemi ijarape.

– Ha’e tendota jeikuaa pava. Peteĩ karia’y pyahu, jerovaha. Oñepyru kueramo he’i ohupi hague peteĩ tuja ilomo’ari mbohapy vece. Ha’e la ojeikuaaveva enterovevagui.

– ¿Ha’e kuera ikatu oipavo chupe? – aporandu.

– Upeva ikatu, enteroveva jeiporavo apytegui – ha’e kuera itujama, ara mbykyma chupe kuera, tuja ojupi rire ilomo ari kuehe.

– ¿Mba’eicha hera?

– Kleard.

Oñeme’e ichupe henda porã guarã.

– Che ha’e, – Kolb oñe’e, – ndajatopa mo’ai peteĩ oikoveva Kleard gui. Imitĩ, avaveva ore tuja nda’ore mbojojai.

– ¡Pehendu, pehendu!… !Tekove puku Kleardpe!… – enteroveva mba’a ñe’ẽ he’i.

Kolb ha Talb ogueraha chupe mburuvicha rendape. Enteroveva oñakaity ichupe ha oiko peteĩ kirirĩ ñande mondyiva.

– Aguije, angiru kura, ko che poravo haguere ko mba’e guasuete pe me’eva cheve enteroveva voi. Pende py’a guapy, opytu’u cherehe ko’anga, che rayhueterei.

Hasy jamyakã ko mba’e ava kuera ko tetãpe oipotava ivai jave ko ñande rekove kuera, ajapota oĩva che pope pe moĩ haguere che rehe pende py’a guapy, amyakã ñe’ẽ porãpe pende ñe’ẽ ha che rayhu haguere avei.

Aguije, che angiru kuera che poravo haguere.

– ¡Hurra! ¡Hurra! ¡Hurra! – umi oiporavo va’ekue ichupe osapukai vy’ape.

– Ha ko’anga angiru kuera, ha’ese heta mba’e ko mba’e tuichaite oikovare.

Nda ha’ei je’urei ko tasy peñanduva, umi tasy ñande ra’arõva, hasy ñande marca hina hierro akupe ñande renonde. Añete, no – oĩ tasy arriero ndaha’eiva arriero kangy pe guarã. Jaheja umi py’a kangyva toryryi, peheja toryryi py’aju gui, ñande ndañande resarai va’erã jajuha ava katupyrygui, tuguy ale oĩ ñande retepe, ñande taita ruguy katupyry, umi arriero py’a guasu omano va’ekue ñande sã so hag̃ua, jaiko porã hag̃ua ñande, ijypykue kuera. Ñande tasy ndaha’ei mba’eve, jambo hovairamo umi ohasa va’ekue ñande taita kuera – ¿ñande piko jaiko va’era umi arriero onetede’yva mba’eve guaicha ko’anga jaiko porãmi ongua?

Tetaygua añeteteva, enteroveva ndomotĩseiva hetãpe yvy renondepe, oaguanta tasy arrieroicha ha ava katupyryicha.

– ¡Pehendu! ¡Pehendu! ¡Tekove puku Kleardpe!

Kleard rire oĩ heta oñe’ẽ kuaava avei, ombojerovia umi ava okyhyjevape ha he’i jey heta mba’e he’i va’ekue Kleard.

Upei, peteĩ kangy ha kane’o karai, hova cha’ĩva, iñakãrague ha hendyva morotĩ heladaicha, ojerure oñe’ẽ hag̃ua. Hetyma oryryipa tijagui, ipo oryryipa, ilomo ojero’a, hesa katu hesaypororopa.

– Mitãkuera, – oñepyru, tesaype oguejyva hosa moroti ha cha’ĩrehe oguejy avei henduva morotĩre, – Che arruinado ha vokointe amanota, che ha’e ndatekotevei peichaite peve roñemotĩ nderenondepe. ¡Aguereko sa ary ha aiko ko che rekove pukukue peva’yre. ¿Mba’ere che oñemanda va’erã che rehe, che ko che tuja ha che cha’ĩpama va?

– ¡Pejuka pe karai ñembotavy! – osapukai mburuvicha.

– ¡Pejuka! – osapukai enteroveva.

– ¡Karai tuja arrruinado!

– Ombo py’a guasu rangue mitãrusu kuerape, ¡ha’e omondyi opavave oĩva ko’ape!

– ¡Ha’e otĩ va’erã pe hova cha’ĩ re! Ha’e ovalema la oikoveva ha ikatu guiti okyhyje –ñande mitã veva ñande py’a guasuve chugui…

– ¡Pejuka pe py’aju!

– ¡Peguenohe!

– ¡Pejuka!

Mitãrusu atyra odispara upe tuja oĩ hape, ha’ekuera oho oguaña ichupe, oitia ha opygoi hatã ha pochype.

Ipahape, oheja oho hikuai tujagui – haimete ojuka hikuai itape.

Enteroveva ome’ẽ iñe’ẽ ko’ero ipy’a guasuta ha ha ohechauka mba’eguipa ojejapo hikuai ha mba’erepa upe tavaygua.

Avakuera oho atyhagui ojorapykueri. Oho kueramo he’i hikuai:

– ¡Ko’ero jahechata katupyry!

– ¡Jaikuaata mavapa ndoñe’e reiri ko’erõ!

– Oguahẽma ko ara jaikuaa hagua ava katupyry ha ndaha’eiva, ¡Upeicha jaikuaata oñembotavyva ndaha’emo’ai ñande rehegua!

– ¿Rehechapa mba’eguipa rojejapo? – oporandu cheve py’a kyrỹipe jekeha jara.

– Ha’ema, ajapoma, – ha’e pya’e voi, añandu ramo cherejaha mbarete ha che akã ogrekoha mba’e ndaikuaaiva che mba’epa.

Upe arape voi, che alee kuatia ñe’epe peteĩ articulo he’iva peicha:

– Tavaygua kuera, ya horama jaheja hagua jealaba reiete ha ñe’ẽ reigui ñande apytegui, ya arama jaheja hagua ñe’ẽ rei ha nandi, jaiporueteva jahechauka hag̃ua ñande vale ha gua’u ha japu va ¡Oguahẽma la ara, tavaygua, ñamoĩ hag̃ua ñande ñe’ẽ ñorãirõpe, ha jahechauka hag̃ua mavapa añete hape ivaleva añetete ha mavapa ndovalei mba’everã! Jaguerovia hina ndaipoi ha ñande apytepe ñemotĩpy ha py’aju ñande apytepe ikatu va’erãichagua ojegueru forzado hierrope guarã.

Enteroveva oñanduva ipype tuguy ñande ava ymaguare oguerekova’ekue, oñeha’ata oĩ hag̃ua puntape oaguanta tasy ha py’aju, kirirĩ hape, kova ko ha’e tasy sagrado, ha’e peteĩ sacrificio ñande retãpe guarã ha ñande vy’arã avei. ¡Haleke tavaygua kuera ko’ẽro ha’eta ara jehechaika tuicha ha!

Jekeha jara oho tupape, oikopa rire la aty guasu, upei oho hag̃ua voi porã ko’ẽ rire upe aty guasu oikota hape. Oĩ ohova ko ñembyaty ha rãpe opya voi upepe oke upeicharamo voi porã oiko hag̃ua.

Che avei aha ko’e rire upe oikota hape la aty. Enteroveva oho avei – mitã ha tuja, karia’y ha kuña. Oĩ sy ogueruva mitã ijyva’ari ikatu hag̃uaicha oñemarca sellope, honorgui guava, ha upeicha oguereko hag̃ua puntape ñeñatende umi oikotevẽ hape.

Oĩ oñeguañaba ha itie’ỹva (upe mba’epe orejogua Sévio kuerape ha upevagui avy’aiterei), enteroveva oiko se la oñepyruva upeicharamo osellama hag̃ua ichupe. Oĩ uperumi ohupiva hapichape ijahy’o guygui.

La sello kuera omarcaba ha’e peteĩ tavaygua omba’apova, oñemondeva ao morotĩpe ha upeicha ha’e ndojoguai la oĩva upepe:

– Ani embopu mbegue nde juru, alapinta, enteroveva jañe’ẽta- ndaha’ei vaca ñande, che ha’e ikatuha jaiko ape jañoguaña’yre.

Oñepyrũ omarca. Peteĩva hasẽ. Oĩ iñe’e argel, ni peteĩ ndose porãi, oñesẽ tasẽreve ha tovasy aime aja upepe.

Ndaikatuvei apyta ahecha hag̃ua upe ojapova hikuai

Ndaikatuvei ahecha upe ojapoa hikuai mba’e hasyeteva, upevare aha jevu che kehape, aguahẽramo atopama upepe okaruva ha ho’uva guaripola.

– ¡Opama! – he’i peteĩva.

– Oima, ndarosapukai añete, ¡Talb oñe’e ha osapukai ojapohaicha chaburro…! – he’i otro.

– ¿Ehechapa mba’eichapa Talb? Ha reipota kuri ichupe mburuvicha rã kuehe ñembyaty hape hina kuri.

– Oh, ¡ndajaikuaa i ve la voi mba’eve!

Oñe’e hikuai, hasy etereigui chupekuera, oñongatu se hikuai gua’u lamhasyha, ha’ekuera ndoipitai che ha’e hesekuera irranuinado ha hikuai.

Kleard otĩ ijehe, oñe’ẽ vai haguere peteĩ karia’y herava Lear, upe karia’y ajerure va’ekue mokõi ve voi oje sella hag̃ua ha ndahasyi ichupe mba’eveicharamo.

Tavaygua kuera enteroveva voi oñe’ẽ porã hese ivale terei haguere kuri.

Oĩ ava okañy va’ekue, umi’ava ndojehayhu vei upeirire.

Ohasa la ara, upe arriero ogurekova la mokõi sello isyvare oguata iñakã yvate voi py’a guasupe. Ohohape, ñe’ẽ mbeguepe vy’ape ava kuera he’i ikupepe: ¡Lear, Lear!… !Kova ha’e hina!… ¡Kova ha’e py’a guasu ndosapukai va’ekue, ndojapoi va’ekue ni peteĩ ty’apu oje sella aja hina isyvape mokõi sello pe voi! Osẽ kuatia arandupe voi la hera, ñe’ẽ poangue oje’e hese.

Mborayhu oĩmiva chupe guarã memete.

Aime hape voi ahendu ñe’e porã ichupe guarã ha añepyrũ añandu tuguy Séviagua ocorre co che vena rupi, ñande ypykue py’a guasu memete, ha’ekuera oano estacare ñande rekove porã hag̃ua ko’anga, ñande jareko avei ñande rekove kue yma py’a guasu ñe’ẽpe ha ñande Kosovo. Che avy’a che retãre, vy’ape aime ahechakare la ore rehegua mba’eichapa ivale, ha adispara pe ñembyaty hape ha asapukai:

– ¿Mba’ere pe güero mba’e terei la Lear? ¡Peve ndoape hechaiva arriero py’a guasu añeteva! ¡Peju ha pehecha pende voi mba’eichaguapa la Séviagua ruguy! ¡Pe moi cherehe pa sello voi che akãre, ndaha’ei voi la mokõinte!

Pe mba’apoha tavagua ñemonde porãva ogueru la ierro che akã ypype ha oñepyrũ…

Apay la che keragui.

– Haimete amotĩ la i Lear pe – añe’akã mogeta, ha py’a valepe, ajere ha aimehaicha atĩ lento che kera ndoguerekoi hague paha.

 

Belyrat-pe, 1899.
Tembiaporã “Radoje Domanović” ojetraduci va’ekue Ever Fabian Velazquez Fretes po pe, 2021.

Tendota (3/3)

(kuatiarogue mboyvegua)

Upeicha ohasa peteĩ ara, umi ara ohasava upei ojogua upe ohasava’ekuepe. Mba’eve guazui ndohasai, karãi’imi jipi: oñepysanga ovakãro yvykuape, ha upei varrancape, ojeykyty mora rakãre, opyrũ ñoatĩre, oiko tormento’imimi. Karai kuera ojeheja tapere omano haguã. “Omano mo’a vointe opyta rire hogape, ¡jañe’e’yre tapere!” he’i ñe’ẽ gueru, he’i enterovevape ipy’a guazú haguã.

Umi mitã’i michimiva, peteĩ ha mokõi ary oguerekova, omano avei. Ituvakuera py’a rasype omokõ pochy, ñandejara rembiapo. “Ha umi mitã michivea, avaveva nombyasyi. Michiveramo omanova ndoikoi ñembyasy. Ñandejara tome’e tuva kuerape ani ta’yra kuera ha tajyera kuera omano ohupyty haguã upe ary omenda haguã. Umi mitã omano va’erã voire tomano upeicharamo ndaipori ñembyasy. ¡Upeicharamo la ñembyasy ndaipukui!” ñe’e gueruva oñemoñe’e chupekuera. Ava kuera oñeakã pytĩ ha omoĩ pohã hetymare omonguera haguã pya’e. Alguno ijyva omongera pohãpe avei. Enteroveva oguereko hetere mba’e vai. Ijao kuera oñesaingopa, upeicha hikuai oguanta vu’apope tenondegotyo. Opa mba’e ndahasyvemo’ai kuri upe vare’a vaiete ndojeguerekoi rire. Lo mismonte omaña va’erã tenondegotyo.

Peteĩ arape, mba’ẽ iporãitereiva ojehumi.

Tendota oguata hina tenondepe, ojere hese umia arriero ipy’a guazú veva atygui.

(Mokõi okañy ichugui kuera ha avave ndoikuaai mamopa oime hikuai. Peteĩ ñe’ẽpe oĩ hikua oheja ha hembiapo kuera ha oho jevy hogape. Peteĩ momentope upe ñe’e gueruha omombe’u ko ñemotĩ oikova’ekue. Oĩnte la ogueroviava omano hague hikuai tapere, ndoñe’einte hikuai ani oiko vai hikuai.), umi aty rembyre oguata hapykueri kuera. Sapy’a, ojekuaa peteĩ yvy kua tuichapa jepeva – pykuku añetehape. La bajada tuichaiterei ha avaveva ndohosevei tenondegotyo. Umi arriero py’a guazú opytapa ha oha’arõ mba’e pa ojapo tendota. Omaña mbyky, py’a mongetape, ñakãietype, ha’e oho tenondepe vale pa’ume, oinupa kueramo ibaston henonderãpe, ijykepe avei ojapo haicha voi.

Heta la he’iva omo’oanduve ha ichupe kova. Ha’e nomañai avavere ha nde’iri mba’eve. Ndaipori hovare kyhyje ni mba’eveichagua mba’e vai, upeare avave nde’iri ichupe mba’eve iñarandugui tendotaicha. Mokõi paso ha ojapo rire ojejuhuma orillare. Enteroveva ipy’a guazúva oñepỹsanga kyhyjepe ha hesa po omaña tendota re. Umi arriero ikatupyry veva haimetema ojagarra tendotape, toiko la oikova upei, toñembyai jepe la oje’eva’ekue ani ojejapoti, ha’e peteĩ paso ojapo rire, mokõihape ho’ama katu pe yvykuape. Ha ko’ape oikoma la sarambi, jejahe’o, jesapukai, kyhyje oñemoĩ tenonderãpe.

– ¡Peha’arõ angiru kuera! ¿Mba’e la apuro? ¿Koicha piko la ñande ñe’ẽ arriero guaicha jajuka va’erã?, jaha va’erã ko arriero arandu rapyueri, ha’eko oikuaa la ojapova. Itavy va’erã la ijehe hevy ojaporamo mba’e vai. Hale, ¡ikupepe! Kova la tuichave ha ikatu la ipaha avei ñeha’ã jajapova hina, kova ja ipahama. ¿Ava pa oikuaa? Ikatu amogotyove, ko yvyku rire, jatopa yvy ndeporãpa jepeva Ñandejara ojapo va’ekue ñandeve guarã. He’ipa rire ñe’ẽ gueruva upeva ojepoi avei yvy kuape. Umi ipy’a guazú veva oho hapykueri ha upei enteroveva ojeoi.

Oiko tasẽ, ja’o, plageo, sapukai upe yvykua mbyte rupi. Ikatu ja’e añete hape noñesẽ mo’ai ha tekovere upe gui, la michiveva ñepẽreve o opa ba’e rasy, la ava ko hosã hina. Tendota gui la ivaleveva ha osẽ porãva ichupe mba’e ndaipori vointe. Oñesaingo ñanare ha upevare ndojehui ichupe mba’eveichagua mba’e vai. Oñeñandu porã ha ojupi jevy yvate. La tasẽ, sapukai ha jeja’o ikatu gueteri oñehendu upe yvykua ruguape, tendota oguapy kirirĩpe, ha ndoku’ei, ojepy’a mongeta. Oĩ hete rasy va, umi’ava oñepyrũ oja’o tendotape, ha ha’e nde’iri mba’evete, okirirĩ ha ndopenai hesekuera. Umi vale pa’ũpe oñembo’y va’ekue ojejoko yvyra rakãre ha oñepyrũ ojupi jey hikuai mbeguekatu osẽ jevy haguã. Ndaipori oĩ porãva nda’eiramo upe tendota. Enterovevante ipochy ha hasẽ rete rasypa gui, ha tendota okirirĩ ha ni ndoñakã rapu’ãi. ¡Tovasype oĩ ha opyta peteĩ arrieri arandu opytahaicha!

Ohasa la ara. Ha la ava ohova haspykueri sa’iverei ohoramo. Cada ara omano ha omano lomitã. Oĩ avei ojevy jeyva.

Hetaite rire kuri oñepyru ramo guare ko’anga ja sa’ivema ohoramo. Hova kuera sa’yju ha kane’o kue ohechauka ñembyasy, ku’a rasy ha vare’a. Upeichaveramo avaveva noñe’ẽi. Tendota jepe ojepy’apyma pe iñarandu pa’ũme. Tape avei hasyetereima jeguata.

Sa’ive hikuai ohoramo ha opyta pa avantema. Hova vaipaitema hikuai, ojeplagea oikoramo ha ndoñe’ẽ veíma voi hikuai.

La ipinta kuera ndaha’eveimai arrieroicha. Oĩ imuletava. Oĩ ijyva ñapyytĩva. Ipore oguereko heta ñapytĩha ikuai. Ha ni ojaposeramo mba’e porã ndaikatuveitama voi, hetaitereima ojembyesarai hikuai hetere. Umi ava ijapytepe kuera imbareteva ha py’a guasuva, ndoguerekoveima upe jerovia, oñorãirõ lo mismonte, upeichaite, oguata yke vai hikuai ha oho mbaretepe, plageope, turyrype ha tasype. ¿Mba’e ojapoveta si ndaikatui ojevy? ¿Heta ñeha’ãpe ha ko’anga piko ohejata hikuai ko jeho mombyryete?

K’aruetema. Muleta jeguatareve, ohecha sapy’a hikuai la tendota ndaiporiveima henondepe kuera. Peteĩ pasope ha ho’a mo’a jeyma yvy kua pe.

– ¡Oh che retyma! ¡Oh che po! – ou jeyma la tasẽ ha sapukai. Peteĩ ñe’ẽ kangy oja’o vaieterei la tendota pe ha upei okirirĩ jevy.

Kuarahy resẽ rire, upepe oĩtendota oguapy hina, upe ojeiporavo hague araicha. Ndaipori mba’evete hese oje’e va’erã.

Upe ñe’ẽ gueruha ojupi upe yvykuara ari, ha hapykueri mokoĩ avei. Tova ñembyasype y tuguy memete, ojevolea ohecha haguã mbovypa opyta, ha opilla hikuai ha’e kuera mintema opytaha. Upe ikorasõ henyhẽ kyhyjepe ha mba’e vaipe. Upe yvy oĩha hikuai avaeva ndoikuaai, yvykandu, ytakua – ndaiporivei tape ojeho haguã. Kuehembue otopa hikuai kuri la tape, ha ohejante kueri ikupepe. Tendota ogueru chupekuera ko yvyre.

Imadu’a hikuai umi iñangiru kuerare, igente omano va’ekue ko jeho mombyry hape.

Peteĩ ñembyasy tuichaitereiva ha hasyveva ko rete rasypagui oñua chupekuera.

Ha’e kuera ohecha hesarupi ko ñembyai pa guasu.

Upe ñe’ẽ gueruva oñemboja tendota rendape, ha oñepyrũ oñe’ẽ peteĩ ñe’ẽ kangy, kane’o ha ryryipe.

– ¿Mamo jahata?

Tendota okirirĩ.

– ¿Mamo jahata, ha mamo oregueru? Ore ha ore gente kuera roñemoĩ nde pope ha roho nderapykueri, roheja ore roga ha ore taita yvy roimo’agui ikatuha ojetopa yvy porãve ikatu haguãicha roikove. Ha nde ore hundi vaieterei. Oĩ kuri mokõisa ava nde raykueri ha ko’anga ¡emañami mbovypa oĩ!

– ¿Ndaipori piko hikuai ape? – he’i ñemi tendota oñakãrapu’a’yre.

– ¿Mba’eicha piko reporanduta ava mba’e? ¡Emopu’a la nde akã ha emaña! ¡Eipapa movypa opyta orehegui ko jeguata puku aja! ¡Emañana ore rehe!, I cuenta ve romano kuri ropyta rangue peicha.

– ¡Ndaikatui amaña!

– ¿Mba’ere?

– Che ndahechai.

Peteĩ ñekirirĩ vaieterei.

– ¿Embyai piko nde resa ko jeguata puku jave?

– ¡Che aikove’ypy guive peicha!

Mbohapy ava voi iñaka guapy ñembyasype.

Yvytu ro’y oipejuvai ko yvy kandu pa’ũpe ha oity yvyra rogue piru. Serrason pohyi ojere upe vallere ro’y ha omongu’e guyra pepo. Peteĩ guyra vai oñe’ẽ. Kuarahy okañyma hina arai kupepe, ojere ha oho pya’e pya’e voi mombyry. Omaña ojohe kyhyje vaietereipe.

– ¿Mamo piko ikatu jaha ko’anga? – he’i peteĩva.

– ¡Ndajaikuaai!

 

Belyrat-pe, 1901.
Tembiaporã “Radoje Domanović” ojetraduci va’ekue Ever Fabian Velazquez Fretes po pe.

Tendota (2/3)

(kuatiarogue mboyvegua)

Enteroveva oguerovia ojapo porãtaha upe hembiapo tendotaicha, ha mba’eve ndoipy’apy mo’aiha ichupe. Ha upeicha, ko’ejuramo osẽtama hikuai upe yvy porã reka.

Ko’e rire, umi ava oguereko ipy’ape ohota ha hikuai mombyry oñembyaty hikuai. Mokoĩsa ava oho upe ojotopata hape hikuai. Sa’i optyava upe hogape oñangareko hagũa imba’e repyre.

Añete, py’a kangy ojapo ñanderehe jahecharamo ava mboriahu ojapo vaiva hesekuera yvy vai, ohejaka forzado chupekuera oikoha ha oĩha i taita re’ongue kuera. Hova kuera oñembyaipama, kane’o ha kuarahy ohapypava. Upe ñembyasy ary puku opoko hesekuera ha ohechaukava tova kane’o ha py’apy.

Ha ko’anga vy’a pope ikatu iporã – añete ojehe’ava jepy’apy ndive. Peteĩ tesay ho’a pe tova cha’ĩ ari heta karaigui, umi oñembuasyva tarovape ha omongu’eva iñakã jehechauka vaipe. Ha’ekuera oleji opyta omano hagũa umi ita guazú aputepe oheka rangue tekove porã. Heta kuñaombyasy ha ohecha ipahague umi taita kuera oñeñoty hague omano rire ohejata upepe ha oho hikuai mombyry.

Kuimba’e kuera oñembo vale hikuai ha osapukai – Oima, ¿Pende pe mano se vare’agui ko yvy vai ari, ha peiko oga vai guype?

Añete, ha’ekuera ikatu rire oguerahapa mo’a voi hikuai opa mba’e oguerekova upepe ilomore ikatu rire.

Oñehenu ty’apu ha sapukai upe aty apytepe. Taha’e kuimba’e ha kuña ndopytai peteĩ hendape. Mitãnguera hasẽpa, omongu’e aja isy ichupe ilomore.

Mymba kuera avei ndopytaveimai peteĩ hendape. Ndahetai la mymba, peteĩ vaca ra’y ape ha pegotyo, ha upei peteĩ piru ha tague guazú jamelgo akã guazú ha tetyma kyra, hi’ari ojehupi ao kuera tuya ha sabana, bosa, ha mokõi saco silla ari, upe mymba anga oguata kangy vai piru. Oñembo’y valegui ha hasẽ sapy, ante.

Oĩ ohupiva opa mba’e burro ari, mitãkuera oitira jagua isãgui. Oñe’e, osapukai, oñe’e tie’y, hasẽ, aguahu, ha orelinchaba. Hembypa opa mba’e. Burro ma katu hasẽ avei sapy’ante. Ha upe tendota katu ndoñe’ẽi ha nde’iri mba’evete, ha’etevaicha ndaha’eiva imba’e la oikova. ¡Peteĩ ava aranduva!

Ha’e oguapy ojepy’a mongeta mombyry kirirĩ hape, oñakãityhare oiko. Sapy’ante ondyvu, ha upeante. Umi ava mba’e ha’e ojapova ombo jeroviave umi ava kuerare ha’ekurea ijapotaha opa mba’e ha’e he’iva oahasata tata ha y ari upeicha ha’e oipotaramo. Oñehendu ñe’e he’iva:

– Javy’a va’erã enteroveva jatopa hague koichagua karia’y arandu. Jaiko rire hese’ỹ !ñandejara ani oipota! Jamano mo’ama. Ha’e oguereko upe arandu añeteguava, ¡ha’e ndeve! Okirirĩ hina. ¡Mba’eve ndahe’iri! – he’i peteĩ omaña aja hese tesa’ỹipe ha jeroviape.

– ¿Mba’e la he’i va’erã ha’e? Umi ava oñe’etereiva ndomongu’ei upe aranduryru. Peteĩ ava arandu, ¡añeteguape! Ha’e oñembo py’a mongeta ha nde’iri mba’eve, – omoĩ avei otro ava omaña aja hese py’a rorype.

– ¡Hasy ko aty ñemongu’e!, oikuaa va’era oipy’apyva ichupe kuera, ndoguerekoi mba’eve ipope, – he’i jey upe oñe’e va’ekue puntape.

Oguahema la hora. Oha’arõ hikuai michimi upeichahagui umi opytaseva ikatu ojere ha oho hendive kuera, upeva ndikoigui, ndopytavei hikuai.

– ¿Ndajahaima va’era? – oporandu hikuai tendotape.

Ha’e opu’a he’i’yre mba’evete.

Umi ariero ipy’a guazúveva oñembyaty ijerere sapy’ante oikoramo algo ivaiva hese.

Tendota, oñakãity hape, oguatamimi, omongu’ejaro ibaston henonderã arandupe. Ava aty oku’e ikupepe ha osapukai hikuai ¡Tekove puku ñande tendotape!, oguata jey ha ombeti peteĩ korapy ahenore. Upepe, opytaite, ha umi ava atyra ohova ikupepe opyta avei. Tendota oguevi’imi ha oinupã ibastonpe upe korapy.

– ¿Mba’epa reipota rojapo? – oporandu hikuai.

Ha’e nde’iri mba’eve.

– ¿Mba’e rojapo va’erã? ¡Roity korapy aheno! ¡Upeva rojapota!, ¿ndapehechai piko ohechaukaha ñandeve ibastonpe mba’epa jajapo va’erã – ¿osapukai umi oĩ va’ekue tendota jerere?

– ¡Oĩ peteĩ okẽ! ¡Oĩ peteĩ okẽ! – Osapukai umi mitã ha ohechauka okẽ oĩva henonde kuerape.

– Shh, mitãkuera, ¡pekirirĩ!

– Ñandejara tañande pytyvõ. ¿Mba’e la oikova? – kuñakarai kuera ojovasa.

– ¡Nde’iri mba’eve! Ha’e oikuaa mba’epa ojapo va’erã. ¡Pembyai la korapy!

Sapy’aitepe ombyaipa hikuai la korapy, ha’ete voi ndaipori va’ekue upepe.

Ohasa hikuai la korapy ahenope mba’eve’yramo ronguaicha.

Ohasa korapy ari.

Ndohoi mombyry rire pe tendota oñepysãnga tuicha ñana iñoatĩvare ha opyta.

Hasype osẽ jey ha oñepyrũ oinupã upe ibaston apo ha pegotyo. Avaveva ndoku’ei.

– ¿Mba’e la oikova ko’anga? – osapukai umi huguapegua.

– ¡Peikytĩ upe ñana! – osapukai peteĩ oĩva’ekue tendota ypype.

– ¡Upepe oĩ la tape, upe ñana kupetepe! ¡Upepe oĩ! – osapukai mitãkuera, ha enteroveva oĩva hugupe.

– ¡Upepe oĩ la tape! ¡Upepe oĩ la tape! – oñembohory umi oĩva tendota jerere, oha’angava pochype. – ¿Ha mba’eichapa ava hecha’ỹ jaikuaata mamopa ñande gueraha hina?, ndaikatui enteroveva omanda. Ko tendota oikuaa mamopa tape ipoãveva ha mbykyva. ¡Peikytĩ pe ñana iñoatĩpava!

Pya’e omopotĩ hikuai tape.

– Auch – hasẽ oikutu va’ekue ichupe ñoatĩ akua ha petẽiva katu oĩnupa chupe yvyra mora rakã.

– Angiru kuera, ndaikatui jaipota algo mba’evegui. Jañeha’ã va’erã michimi ikatu haguaicha oiko mba’e porã, – he’i ipy’a guazúveva pe atype.

Ha’ekuera ohasa upe ñana kua rupi heta oñeha’ãrire ha oho hikuai.

Oguata mieverire, otopa ñana guazú oikytĩ ha oho hikuai.

Sa’ieterei gueteri ojeguata upe peteĩ ara, hetaiterei mba’e ojoko chupekuera. Ha upeva ari, sa’i tembi’u, oĩ orahava galleta atã ha michimi quesu ha otro pan ojepy’a joko haguãite. Ha oĩ ndoguerekoiva mba’evete. Ku iporãva a ara haku, upevare ojetopa yva apeo ha pegotyo.

Peicha, upe peteĩ ara ndoguata pukui hikuai, lo mismote ikane’õ oñeñandu hikuai.

Ndoikoi mba’eve vai ni mba’eve. Ko’a mba’e tuichaite oikoramo ojehecha va’erã ko’a mba’e makanadaicha:

Peteĩ ñoatĩ opa’ã peteĩ kuña resape, ha oñua ichupe peteĩ ao kue he’õvape, peteĩ mitã oñepysanga yyrare ha opyta iparĩ, peteĩ karai tuja oñepysanga ha itobillo ombyai, oñemona rire hese seboi ku’i, py’a guazupe oho tendota rapykueri, oipytyvo ichupe ibaston guapoite. (Ja asegura haguã, oĩ he’iva upe karai ijapuha itobillo rasy ha, ikatu haguãicha oho jey haguã hogape.) Pya,e, oĩnte la ndoguerkoiva ñoatĩ ijyvare, ha hovare. Umi karia’y ojoko tasy py’a guazupe, ha umi kuña kuera ñe’e tie’ỹpe oja’o pe oikova hesekuera ha osẽ hague hikuai hogagui, mitã kuera hasẽ, ndopillai la ñeha’a oikova ko’anga upei ojehepy me’eta chupe heta mba’e porã pe.

Enteroveva vy’arã, mba’evete ndojehui tendotape. Oñeñatende porã voi hese mba’eve ojehu haguãicha. Upe pyharepe, ombo aguije ñandejarape hikuai avavetepe ndojehui haguere mba’eve, ni maavea ndomanoi haguere, ha mba’eve ndojehui haguere tendotape. Upeare, peteĩ ava ipy’a guazúveva oñepyrũ oñe’ẽ. Hova okarãi chugui mora rakã, ha’e opena’ynte upevare.

– Angiru kuera, – oñepyrũ – peteĩ jeguata porã jajapo ko ara jahejava oho.

Aguije ñandejarape. Ko tape hasy, ha jaha va’erã hese opa peve, enteroveva jaikuaa ko tape hasyva hina ko’anga, jaguaherire vy’ape jaguahẽta ha. Ko ñandejara tañande rovasa ha ñande tendota pe ha ani oiko hese mba’eve vai ikatu haguãicha oho ñande renonderã jahupyty haguã vy’a.

– ¡Ko’ẽro ko cheresa mokõiveva ojeita chehegui peichante jaharamo hese! – he’i peteĩ kuña, pochype.

– ¡Auch, che retyma! – he’i pe karai, upe kuña he’i rire mba’e pochy.

Mitãkuera hasẽgueteri, ha ndopenai isy kuera ñe’ere, hasype okirirĩ hikuai, ikatu haguaicha oñe’e ko ñe’e gueruha.

– Sí, eperdeta nde resa mokõi, – okapu pochygui, – ¡ha eperdepaitema! Nda’ivairi la oikovata nderehe, ko mba’e porã jajapova rapykueri! ¡Ñemotĩ!

¿Nde piko ndereñepy’a mongetai nde memby reiko porãre? ¡Jaheja alamitã ñandehegui tomano ko jajapova rapykueri! ¿Mba’e diferencia ojapo? ¿Mba’e la peteĩ tesa? O ¿mba’epe reiporuta nde resa oĩ hape peteĩ ñande guerahava hapykueri arandu poguype upe vy’e rendape? ¿Jaheja va’erã piko ñande rembiapo nde resa rehehape o ko karai retyma rasy rehehape?

– ¡Ijapu! ¡Ko karai tuja ijapu! Ha’e he’inte peva ojevy jey haguã – oñe’endu oje’e opaguio lado.

– Aipo ndohose veimava angiru apytepe – he’i ñe’e gueruva – jaheja toho jevy, ani ojeplaguea ha oñotĩ ñe’e rei ñande apytepe. Che, ¡ahata ñande tendota arandu rapykueri opyta peve chehegui pehengue!

Tendota okirirĩ.

Enteroveva omaña hese ha oñe’e ñemi:

– ¡Iñakãpe heta mba’e oguereko!

– ¡Karia’y arandu!

– ¡Pemaña henondere!

– ¡Kirirĩhape oiko!

– ¡Hovasy!

– ¡Ha’e ipy’a guazú! Upeva ojehecha hese oimehape.

– ¡Ikatu ere jey! Cercas, troncos, zarzos – ojei henonderãgui. Tovasype oinupã ibaston, nde’iri mba’eve y rejaserta va’erã mba’epa oguereko iñakãpe.

(kuatiarogue upeigua)