Brændemærket
Jeg havde en forfærdelig drøm. Jeg tænker ikke så meget over drømmen i sig selv, men jeg spekulerer på, hvordan jeg kunne finde modet til at drømme om forfærdelige ting, når jeg selv er en stille og respektabel borger, et lydigt barn af vores kære mor Serbien, ligesom alle hendes andre børn. Du ved, selvfølgelig, så hvis jeg var en undtagelse indenfor noget, ville det være anderledes, men nej, min kære ven, jeg gør præcis det samme som alle andre, og i forhold til at være forsigtig med alt, så kan ingen helt matche mig deri. Engang så jeg en skinnende knap fra en politimands uniform liggende på gaden. Jeg stirrede på dens magiske glød, næsten lige ved at gå forbi den, fyldt med søde erindringer, da min hånd pludselig begyndte at ryste og røg op i en honnør; mit hoved bøjede sig mod jorden og min mund bredte sig i det flotte smil, som vi alle har når vi hilser på vores overordnede.
— Ædelt blod løber i mine årer — det er hvad det er! — Det var hvad jeg tænkte i det øjeblik og jeg så med foragt på den tumpe, der skødeløst trådte på knappen.
— En tumpe! — Sagde jeg bitter og spyttede, og gik derefter stille videre, trøstet ved tanken om, at disse tumper var i fåtal; og jeg var især glad for, at Gud havde givet mig et raffineret sind og det noble, ridderlige blod af vores forfædre.
Ja, nu kan du se hvilke vidunderlig mand jeg er, ikke anderledes fra andre respektable borgere, og du vil uden tvivl undre dig, hvordan så forfærdelige og fjollede ting kunne opstå i mine drømme.
Der hændte mig intet usædvanligt den dag. Jeg fik et god aftensmåltid og sad bagefter og pillede i mine tænder, helt afslappet; sippede af min vin og, der, efter at have gjort så modigt og samvittighedsfuldt brug af mine rettigheder som borger, gik jeg i seng og tog en bog med mig for at falde i søvn hurtigere.
Bogen gled snart fra mine hænder, da den, selvfølgelig, havde opfyldt mit ønske, og med alle mine pligter opfyldt, faldt jeg i søvn, from som et lam.
I det samme fandt jeg mig selv på en smal, mudret vej der førte gennem bjergene. En kold, mørk aften. Vinden hylede mellem de golde grene og skar som et barberblad når den rørte ved bar hud. Himlen var sort og truende, og sneen blæste ind i øjnene som støv og hamrede mod ansigtet. Der var ikke en levende sjæl nogen steder. Jeg skyndte mig videre og gled på den mudrede vej til venstre, til højre. Jeg vakler og falder, og farer endelig vild, men vandrer videre – Gud ved hvor – og det er ikke en kort, almindelig nat, men lige så lang som et århundrede, og jeg går hele tiden uden at vide hvorhen.
Så jeg gik videre i mange, mange år og ankom et sted meget langt væk fra mit hjemland til en ukendt del af verden, et fremmed land, som ingen sikkert kender til, og som jeg er sikker på kun kan ses i drømme.
Mens jeg strejfede rundt i landet, ankom jeg til en stor by, hvor der boede mange mennesker. Der var en stor menneskemængde inde på den store markedsplads, masser af larm, nok til at få sprunget sine trommehinder. Jeg gik ind på en kro ved markedspladsen og spurgte ejeren, hvorfor så mange mennesker var stimlet sammen…
— Vi er et stille og respektabelt folk, — begyndte han sin historie, — vi er loyale og lydige overfor fredsdommeren.
— Er fredsdommeren jeres øverste myndighed — Afbrød jeg ham.
— Fredsdommeren hersker her, og han er vores øverste myndighed; politiet kommer bagefter.
Jeg lo.
— Hvorfor griner du?… Vidste du det ikke?… Hvor kommer du fra?
Jeg fortalte ham, at jeg var faret vild og kom fra et fjernt land – Serbien.
— Jeg har hørt om det berømte land! — hviskede ejeren til sig selv og så på mig med respekt, inden han talte igen:
— Det er vores levemåde, — fortsatte han, — fredsdommeren hersker her med sine politifolk.
— Hvordan fungerer jeres politi?
— Der er de anerkendte og mindre anerkendte… Vi er, som du ved, et stille og respektabelt folk, men der kommer alle mulige landestrygere fra nabolaget, de korrumperer os og lærer os onde ting. For at skelne mellem vores borgere og andre mennesker, gav fredsdommeren i går en ordre om, at alle vores borgere skulle gå til den lokale retssal, hvor hver af os vil få et brændemærke i panden. Det er derfor, så mange mennesker har samlet sig; for at diskutere hvad de skal gøre.
Jeg skuttede mig og tænkte, at jeg burde løbe væk fra dette underlige land så hurtigt som muligt, fordi selvom jeg var serber, så var jeg ikke vant til sådan et eksempel på ridderlighed og jeg var lidt utilpas over det!
Ejeren lo godmodigt, prikkede mig på skulderen og sagde stolt:
— Nå fremmede, er det nok til at skræmme dig? Intet under, du måtte være gået lang for at finde et mod som vores!
— Og hvad vil I så gøre? — spurgte jeg frygtsomt.
— Sikke et spørgsmål! Du vil se, hvor modige vi er. Du skal gå langt for at finde mod som vores, det kan jeg godt sige dig. Du har rejst langt og har set verden, men jeg er sikker på, at du aldrig har mødt større helte end vi er. Lad os gå afsted sammen. Jeg skal skynde mig.
Vi var lige ved at skulle gå, da vi hørte et piskesmæld foran døren.
Jeg tittede ud: Det var et mageløst syn – en man med en skinnende tjenestehat på hovedet, iklædt et prangende jakkesæt, red på ryggen af en anden mand i meget rigt tøj af almindeligt, borgerligt snit. Han stoppede foran kroen og rytteren steg ned.
Ejeren gik ud, bukkede mod jorden, og manden i jakkesættet gik ind på kroen, til et særligt udsmykket bord. Manden i civilt tøj blev foran kroen og ventede. Ejeren bukkede også dybt for ham.
— Hvad handler det her om? — Spurgte jeg ejeren, dybt forundret.
— Jamen, han der gik in di kroen er en politimand af høj rang, og denne mand er en af vores mest anerkendte borgere, meget rig og en god patriot, — hviskede ejeren.
— Men hvorfor lader han den anden ride på hans ryg?
Ejeren rystede på hovedet over mig og vi trådte indenfor. Han gav mig et hånligt smil og sagde:
— Vi anser det for at være en stor ære, der sjældent er fortjent! — Han fortalte mig en masse spændende ting udover dette, men jeg var så opildnet, at jeg dårligt kan huske dem. Men jeg hørte klart hvad han sagde til sidst: — Det er tjenesten til ens hjemland, som ikke alle nationer har lært at sætte pris på!
—
Vi ankom til mødet og valget af formanden var allerede i gang.
Den første gruppe udpegede en mand kaldet Kolb, hvis jeg husker korrekt, som deres kandidat til formandskabet; den anden gruppe ønskede Talb, og den tredje havde sin egen kandidat.
Der var en frygtelig forvirring; hver gruppe ønskede at fremme deres egen mand.
— Jeg tror ikke, at vi har en bedre mand end Kolb til at være formand for sådan et vigtigt møde, — sagde en stemme fra den første gruppe, — for vi kender alle hans kvaliteter som borger og hans store mod. Jeg tror ikke, der er nogen iblandt os der kan prale af, at blive redet så hyppigt af de mest vigtige mennesker…
— Hvad ved du om det, — skreg nogen fra den anden gruppe. — Du er aldrig blevet redet på, ikke engang af en ny politibetjent!
— Vi ved alle sammen, hvad dine dyder er, — råbte nogen fra den tredje gruppe. — Du ville aldrig kunne få et enkelt slag med pisken uden at hyle!
— Lad os lige få tingene på plads, brødre! — begyndte Kolb. — Det er sandt at fremtrædende folk red på min ryg, allerede for ti år siden; de piskede mig og jeg sagde aldrig noget, men det kan være, at der er andre blandt os der fortjener det mere. Der er måske yngre, bedre kandidater.
— Nej, nej, — udbrød hans støtter.
— Vi ønsker ikke at høre om forældede hædersbevisninger! Det er ti år siden Kolb blev redet på, — råbte stemmerne fra den anden gruppe.
— Det unge blod tager over, lad de gamle vige pladsen, — råbte nogen fra den tredje gruppe.
Pludselig var der ikke mere larm; folk flyttede sig tilbage, til venstre og højre, for at gøre plads, og jeg så en ung mand på omkring tredive år. Da han gik ind, bøjede alle hovedet.
— Hvem er det? — Hviskede jeg til ejeren.
— Han er den populære leder. En ung mand, men meget lovende. I sine yngre dage kunne han prale af, at have båret fredsdommeren på ryggen tre gange. Han er mere populær end nogen anden.
— Så de vil måske vælge ham? — Spurgte jeg.
— Uden tvivl, for alle de andre kandidater – de er gamle, tiden har overhalet dem, mens fredsdommeren red lidt på hans ryg i går.
— Hvad er hans navn?
— Kleard.
De gav ham ærespladsen.
— Jeg tror, — Kolbs stemme brød stilheden, — at vi ikke kan finde en bedre mand til denne position end Kleard. Han er ung, men ingen af os ældre er hans ligemand.
— Hørt, hørt!… Længe leve Kleard!… — rungede alle stemmerne.
Kolb og Talb tog ham til formandens plads. Alle bukkede dybt og der blev helt stille.
— Tak brødre, for jeres høje anseelse og denne ære, som I enigt har tildelt mig. Jeres håb, der nu påligger mig, er alt for meget. Det er ikke nemt at styre dette skib med nationens ønsker gennem sådanne betydningsfulde dage, men jeg vil gøre alt i min magt for at leve op til jeres tillid, til at repræsentere jeres meninger ærligt, og at fortjene jeres høje agtelse af mig. Mange tak, mine brødre, for at vælge mig.
— Hurra! Hurra! Hurra! — tordnede vælgerne fra alle sider.
— Og nu, brødre, håber jeg at I vil lade mig sige et par ord om denne vigtige begivenhed. Det er ikke nemt at lide sådanne smerter, som de pinsler der afventer os; det er ikke nemt at få ens pande brændemærket med et varmt stykke jern. Uden tvivl ikke – de er smerter, som ikke alle mænd kan udholde. Lad kujonerne ryste, lad dem blegne af frygt, men vi må ikke glemme for et sekund, at vi er sønner af modige forfædre, at ædelt blod løber i vores årer, det heroiske blod fra vores bedstefædre, de store riddere der plejede at dø uden at blinke for frihed og for det fælles bedste, deres efterkommere. Vores lidelser er små, hvis man tænker på deres ofre – skal vi opføre os som medlemmer af en degenereret og kujonagtig slægt, nu hvor vi har et bedre liv end nogensinde før? Enhver ægte patriot, enhver der ikke vil give skam til vores nation i verden, vil bære smerten som en mand og en helt.
— Hørt! Hørt! Længe leve Kleard!
Der var flere ivrige talere efter Kleard; de opfordrede de skræmte folk og gentog mere eller mindre hvad Kleard havde sagt.
Så kom der en bleg, slidt gammel mand, med rynket ansigt og hår og skæg hvidt som sne, der bad om at tale. Hans knæ rystede af alder, hans hænder skælvede, hans ryg var bøjet. Hans stemme rystede og øjnene var blanke med tårer.
— Børn, — begyndte han, med tårer dryppende ned af hans hvide, rynkede kinder og som faldt på hans hvide skæg, — Jeg har det jammerligt og vil dø snart, men det virker som om, at I helst ikke vil lade sådan en skam påfalde jer. Jeg er hundrede år gammel og har boet hele mit liv uden det!… Hvorfor skal en slaves brændemærke nu påføres mit gamle og hvide hoved?…
— Ned med den gamle lømmel! — Råbte formanden.
— Ned med ham! — råbte de andre.
— Den gamle kujon!
—I stedet for at opmuntre de unge, så skræmmer han os alle!
— Han burde skamme sig over sine grå hår! Han har levet længe nok og han kan stadig blive bange — vi der er unge, har mere mod…
— Ned med kujonen!
— Smid ham ud!
— Ned med ham!
En vred flok af modige, unge patrioter samledes om den gamle mand og begyndte at skubbe, trække og sparke ham i deres vrede.
De lod ham endelig gå på grund af hans alder — ellers ville de have stenet ham levende.
De lovede alle sammen at være modige i morgen og vise sig værdige til æren og hæderen for deres nation.
Folk gik væk fra mødet i god stemning. I takt med at de skilles, sagde de:
— I morgen vil vi se, hvem der er hvem!
— Vi vil frasortere alle pralhalsene i morgen!
— Tiden er kommet for de værdige til at adskille sig fra de uværdige, så alle banditterne ikke kan prale af at have et modigt hjerte!
—
Jeg gik tilbage til kroen.
— Har du set hvilket stof vi er gjort af? — spurgte ejeren mig stolt.
— Det har jeg bestemt, — svarede jeg automatisk, med følelsen af, at min styrke havde forladt mig og mit hoved summede af mærkelige indtryk.
Den dag læste jeg en førende artikel i deres avis, som lød således:
— Medborgere, det er på tide at droppe det forfængelige praleri og spankulere blandt os; det er på tide at holde op med at værdsætte de tomme ord, som vi bruger i overflod for at vise vores imaginære dyder og fortjenester. Tiden er kommet, borgere, til at teste vores ord og vise, hvem der er værdig og hvem der ikke er! Men vi tror, at der ikke vil være nogen skamfulde kujoner iblandt os, som skal bringes med magt til det udpegede sted for brændemærkningen. Hver af os, som kan mærke en dråbe ædelt blod i årerne fra vores forfædre, vil kæmpe om at være de første til at gennemgå smerten og pinslerne, stolt og i stilhed, for dette er en hellig smerte, det er et offer for vores lands bedste og vor alles velvære. Fremad, borgere, for i morgen er dagen for den ædle test!…
—
Kroejeren gik i seng lige efter mødet, for at komme så tidligt som muligt til det udvalgte sted den følgende dag. Mange var dog gået lige til rådhuset for at være så tæt som muligt på starten af køen.
Den næste dag gik jeg også til rådhuset. Alle var der – unge og gamle, mænd og kvinder. Nogle mødre havde medbragt deres spædbørn i armene, så de kunne blive brændemærket med slavens mærke, det vil sige ærens mærke, og dermed opnå større ret til høje positioner i embedsværket.
Der var skub og banden (deri minder de meget om os serbere, og det var jeg faktisk glad for), og alle ville være den første ved døren. Nogle tog endda andre ved halsen.
Mærkerne blev påført af en særlig embedsmand i et hvidt, formelt jakkesæt, som bebrejdende kom folk i møde:
— Lad være med at klumpe sammen, for Guds skyld, det vil blive alles tur – I er ikke dyr, jeg tænker at vi kan klare det uden at skubbe.
Brændemærkningen begyndte. En begyndte at skrige, en anden stønnede bare, men ingen kunne bære det uden lyd så længe jeg var der.
Jeg kunne ikke udholde at se denne tortur længe, så jeg gik tilbage til kroen, men nogle af dem var der allerede og spiste og drak.
— Det er ovre! — sagde en af dem.
— Altså, vi skreg ikke rigtig, men Talb brægede som et æsel!… — sagde en anden.
— I kan se hvordan jeres Talb er, og I ønskede at have ham som formand ved mødet i går.
— Ah, men man kan jo aldrig vide!
De talte, stønnede af smerte og vred sig, men prøvede at skjule det fra hinanden, for hver af dem skammede sig over at blive anset som en kujon.
Kleard vanærede sig selv, da han jamrede sig, og en mand ved navn Lear var en helt, da han bad om at få to brændemærker i panden og sagde ikke nogen lyd under processen. Hele byen talte med stor respekt om ham.
Nogle folk flygtede, men de blev foragtet af alle.
Efter et par dage, gik manden med to brændemærker i panden rundt med hovedet højt, med stolthed og selvtillid, fyldt med ære og stolthed, og hvor end han gik, bukkede alle og løftede med hatten for at hilse på dagens helt.
Mænd, kvinder og børn løb efter ham i gaderne for at se nationens største mand. Uanset hvor han gik, fulgte hvisken og ærefrygt med ham: ‘Lear, Lear!… Det er ham!… Det er helten der ikke hylede, som ikke gav en lyd mens to brændemærker blev trykket på hans pande!’ Han var i avisernes overskrifter, rost og forherliget.
Og han havde fortjent folkets kærlighed.
—
Jeg havde lyttet til rosen over det hele og jeg begyndte at føle det gamle, ædle serbiske blod løbe i mine årer. Vores forfædre var helte, de døde på spyd for frihed; vi har også vores heroiske fortid og vores Kosovo. Jeg skælver med national stolthed og forfængelighed, ivrig efter at vise hvor stolt min slægt er og løbe ind på rådhuset og råbe:
— Hvorfor priser I jeres Lear?… I har aldrig set ægte helte! Kom og se hvordan ædelt serbisk blod opfører sig! Påfør ti brændemærker på min pande, ikke kun to!
Embedsmanden i det hvide jakkesæt bragte brændejernet nær min pande og jeg begyndte… Jeg vågnede fra min drøm.
Jeg gned min pande i frygt og korsede mig, mens jeg undrede mig over de underlige ting, der opstår i drømme.
— Jeg overgik næsten deres Lears hæder, — tænkte jeg og vendte mig tilfredst, og jeg var nærmest ked af, at drømmen ikke nåede sin slutning.
I Beograd, 1899.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.
Leder (2/3)
Den næste dag samledes alle, der havde modet til at drage på en lang rejse. Mere end to hundrede familier ankom til det angivne sted. Kun enkelte blev hjemme, for at holde øje med hjemstedet.
Det var bestemt trist at se på denne forsamling af elendige folk, hvis bitre ulykke havde tvunget dem til at opgave det land, hvor de var født og hvor deres forfædre var begravet. Deres ansigter var hærgede, udslidte og solbrændte. Lidelserne fra mange lange, hårdtarbejdende år havde påvirket dem og viste et billede af elendighed og bitter fortvivlelse. Men i dette øjeblik kunne man se det første glimt af håb – uden tvivl blandet med hjemve. En tåre gled ned af de rynkede ansigter på et par gamle mænd, der sukkede desperat og rystede deres hovedet, med en stemning af onde anelser. De ville hellere blive her lidt længere, så de også kunne dø blandt disse sten, i stedet for at lede efter et bedre hjemland. Mange kvinder beklagede sig højlydt og sagde farvel til deres døde elskede, hvis gravsteder de nu efterlod.
Mændene prøvede at vise mod og råbte, – Jamen, vil du hellere fortsætte med at sulte i dette forbandede land og leve i disse skure? – Allerhelst, ville de have taget hele denne forbandede region og de dårlige skure med dem, hvis det havde været muligt.
Der var den sædvanlige larmog råben, som i alle menneskemasser. Både mænd og kvinder var hvileløse. Børnene skreg i deres vugger på mødrenes rygge. Selv husdyrene var lidt urolige. Der var ikke så meget kvæg, en kalv her og der, og så en tynd, uglet hest med et stort hoved og fede ben, som de læssede gamle tæpper, tasker og endda to sække på hen over sadlen, så det stakkels dyr svajede under vægten. Det formåede dog at blive stående og vrinske fra tid til anden. Andre læssede æsler; børnene tog hundene i snor. Snak, råb, banden, jamren, gråd, gøen og vrinsken – det hele smeltede sammen. Selv et æsel brægede et par gange. Men lederen sagde ikke et ord, nærmest som om hele affæren ikke vedkom ham. En ægte vismand!
Han sad der bare eftertænksomt og stille, med hovedet bøjet. En gang i mellem spyttede han på jorden; det var alt. Men på grund af hans mærkværdige opførsel, voksede hans popularitet så meget, at de alle ville være gået gennem ild og vand, som de sagde, for ham. De følgende samtaler kunne høres:
– Vi bør være glade for at have fundet sådan en mand. Havde vi gået uden ham… Gud forbyde det! Vi ville være omkommet. Han har ægte intelligens, siger jeg dig! Han er stille. Han har ikke sagt et ord endnu! – sagde en af dem, mens de så på lederen med respekt og stolthed.
– Hvad skulle han sige? Den der taler meget, tænker ikke meget. En klog mand, uden tvivl! Han grubler bare og siger intet, – tilføjede en anden, og han så også på lederen med ærefrygt.
– Det er ikke nemt at lede så mange mennesker! Han skal samle sine tanker, for han har et stort arbejde foran sig, – sagde den første igen.
Tiden kom til, at de skulle i gang. De ventede dog lidt for at se om nogen ville skifte mening og komme med dem, men siden ingen kom, kunne de ikke blive længere.
– Burde vi ikke komme afsted? – spurgte de lederen.
Han rejste sig uden et ord.
De modigste mand flokkedes omgående om ham, for at være til rådighed i tilfælde af farer eller et nødstilfælde.
Lederen, med rynket pande og bøjet hoved, tog et par skridt frem, svang stokken foran sig på værdigste vis. Forsamlingen bevægede sig efter ham og råbte flere gange, ”Længe leve vores leder!” Han tog et par skridt mere og gik ind i hegnet foran landsbyens forsamlingshus. Der standsede han, naturligvis; så gruppen standsede også. Lederen trådte herefter lidt tilbage og svang stokken mod hegnet flere gange.
– Hvad vil du have vi skal gøre? – spurgte de.
Han sagde intet.
– Hvad skal vi gøre? Tag hegnet ned! Det er dét vi skal! Kan I ikke se, at han viser os med stokken hvad vi skal gøre? – råbte dem, der stod rundt om lederen.
– Der er porten! Der er porten! – skreg børnene og pegede på porten, der stod i modsatte retning.
– Shh, stille, børn!
– Gud hjælpe os, hvad foregår der? – et par kvinder korsede sig.
– Ikke et ord! Han ved hvad vi skal gøre. Bryd hegnet ned!
Hegnet var nedbrudt omgående, som om det aldrig havde stået der.
De gik forbi hegnet.
De havde knapt gået et par hundrede skridt, før lederen gik ind i en stor tornebusk og standsede. Med stort besvær formåede han at trække sig ud og begyndte herefter at banke sin stok i alle retninger. Ingen rokkede sig.
– Og hvad er problemet nu? – råbte dem bagerst.
– Skær tornebusken ned! – råbte dem, der stod omkring lederen.
– Der er vejen, bag tornebuskene! Der er den! – råbte børnene, sammen med mange folk i bagerste række.
– Der er vejen! Der er vejen! – hånede folkene om lederen og efterabede dem hånligt. – Og hvordan kan vi blinde mænd vide, hvor han fører os hen? Alle kan ikke give ordrer. Lederen kender den bedste og mest direkte rute. Skær tornebusken væk!
De kastede sig ind i arbejdet for at rydde vejen.
– Av, – klagede en, som blev stukket i hånden af en torn og en anden, hvis ansigt blev ramt af en solbærgren.
– Brødre, I kan ikke få noget for ingenting. I skal anstrenge jer for at få succes, – svarede den modigste i gruppen.
De brød gennem busken efter en del anstrengelse og drog videre.
Efter have vandret lidt længere, stødte de på et risgærde. Det blev også ødelagt. Herefter fortsatte de.
De nåede ikke særlig langt den første dag, da de skulle overvinde mange lignende forhindringer. Det hele foregik uden særlig meget mad, da nogle kun havde tørt brød og lidt ost, mens andre kun havde lidt brød til at stille sulten. Nogle af dem havde slet intet. Heldigvis var det sommer, så de stødte nogle gange på et frugttræ.
Selvom kun et lille stykke vej lå bag dem efter den første dag, så var de meget trætte. Der var ingen store farer eller uheld. Men naturligvis, på sådan en lang rejse, måtte de følgende ting anses for at være bagateller: En torn der sad fast i en kvindes venstre øje, som hun dækkede med en fugtig klud; et barn slog sin fod på en træstamme så det græd og haltede; en gammel mand snublede over en solbærbusk og forstuvede sin ankel; efter hakket løg blev puttet på anklen, overkom manden modigt smerten og, ved at læne sig op af sin stok, haltede han bravt bag lederen. (For at være ærlig, så sagde flere folk at den gamle mand løj om sin ankel, at han kun lod som om, da han var ivrig efter at gå tilbage.) Snart var der kun enkelte, som ikke havde en torn i armen eller en rift i ansigtet. Mændene gennemgik det hele heroisk, mens kvinderne forbandede den tid på dagen de var taget afsted, og børnene græd, naturligvis, da de ikke forstod at alle disse anstrengelser og smerter ville blive rigt belønnet.
Til manges glæde og lettelse, skete der intet med lederen. For at være ærlig, så var han også meget beskyttet, men alligevel, manden var ganske enkelt heldig. Da de slog lejr den første nat, bad de alle sammen og takkede Gud for, at dagens rejse var en succes og at intet, ikke engang den mindste ulykke, var hændt deres leder. Så begyndte en af de modigste mænd at tale. Hans ansigt havde rifter efter en solbærbusk, men han lagde ikke mærke til det.
– Brødre, – begyndte han. – En dags rejse ligger nu endelig bag os – og vi takker Gud for det. Vejen er ikke nem, men vi må blive ved, for vi ved alle, at denne svære vej vil føre os til lykke. Må den almægtige Gud beskytte vores leder mod skader, så han kan fortsætte med at lede os mod succes.
– I morgen vil jeg miste mit andet øje hvis tingene går ligesom i dag! – råbte en af kvinderne vredt
– Av, mit ben! – græd den ældre mand, opildnet af kvindens bemærkning.
Børnene blev ved med at klage og græde, og mødrene havde svært ved at få dem til at være stille, så talsmanden kunne høres.
– Ja, du vil miste dit andet øje, – udbrød han vredt, – og må du miste begge! Det er ikke en stor ulykke for en kvinde at miste sine øjne i den gode sags tjeneste. Du burde skamme dig! Tænker du slet ikke på dine børns velvære? Lad halvdelen af os omkomme på denne rejse! Hvilken forskel gør det? Hvad er ét øje? Hvad kan du bruge dine øjne til, når der er nogen der ser for os og fører os til lykke? Skal vi opgive vores forehavende udelukkende på grund af dit øje og den gamle mands ben?
– Han lyver! Den gamle mand lyver! Han lader kun som om, så han kan gå tilbage, – lød stemmerne fra alle sider, der gav genlyd.
– Brødre, dem der ikke ønsker at gå længere, – sagde talsmanden igen, – lad ham gå tilbage i stedet for at klage og opildne resten af os. I mit tilfælde, så vil jeg følge denne vise leder så længe jeg stadig har liv i mig!
– Vi vil alle følge ham! Vi vil alle følge ham så længe vi lever!
Lederen var stille.
Alle begyndte at se på ham og hviske:
– Han er hensunket i sine tanker!
– En vis mand!
– Se på hans pande!
– Og altid rynket pande!
– Alvorlig!
– Han er modig! Det kan man se i alt ved ham.
– Det kan vi blive enige om! Hegn, risgærde, rosenbuske – han pløjer gennem det hele. Han banker dystert med sin stok, siger intet, og man skal gætte hvad han tænker på.
Leder (1/3)
–Brødre og kammerater, jeg har lyttet til alle jeres taler, så nu beder jeg jer om at lytte til mig. Alle vores overvejelser og samtaler er intet værd, så længe vi forbliver på denne golde egn. Intet kan vokse i den her sandede jord og på de her sten, heller ikke i de år vi havde regn, eller i den tørke, som vi har ikke har set magen til nogensinde før. Hvor længe skal vi mødes og holde tomme taler? Kvæget dør uden mad, og snart vil vi og vores børn også sulte. Vi må finde en anden løsning, der er bedre og mere fornuftig. Jeg tror, det vil være bedst at forlade dette ufrugtbare land og tage ud i verden, for at finde bedre og mere frugtbar jord, for vi kan ikke leve sådan her længere.
Sådan talte en beboer af en eller anden ufrugtbar provins; en træt stemme i et tilfældigt møde. Hvor og hvornår det foregik, mener jeg ikke angår hverken du eller jeg. Det er vigtigt at tro mig, når jeg siger at det skete engang i land for lang tid siden, og det er nok. For at være ærlig, så troede jeg engang at jeg havde opfundet hele historien, men lidt efter lidt frigjorde jeg mig fra denne ubehagelige vildfarelse. Nu tror jeg fast på, at jeg ved hvad der reelt og måtte være sket engang, og at jeg ikke på nogen måde kunne have fundet på det.
Lytterne, med deres blege, hærgede ansigter og blanke, dystre og næsten uforstående blikke, med deres hænder under bælterne, virkede til at live op ved ordene. Hver af dem forestillede sig allerede, at han var i et magisk paradis, hvor belønning for hårdt arbejde var en rig høst.
– Han har ret! Han har ret! – hviskede de udmattede stemmer fra alle sider.
– Er dette sted i nær…hed…en? – spurgte en udtrukket hvisken fra et hjørne.
– Brødre! – begyndte en anden med et stærkere stemmeleje. – Vi må følge opfordringen med det samme, for vi kan ikke blive ved sådan her. Vi har slid tog slæbt, men det hele har været forgæves. Vi har sået frø som kunne være blevet brugt til mad, men så kom oversvømmelserne og vaskede frøene og jorden væk fra skråningerne, så der kun var ren sten tilbage. Skal vi blive her for evigt og arbejde fra morgen til aften, kun for at blive ved med at være sultne og tørstige, nøgne og barfodede? Vi må tage af sted og lede efter bedre, frugtbar jord, hvor hårdt arbejde vil give masser af afgrøder.
– Lad os gå! Lad os gå med det samme, for det her sted kan vi ikke leve i længere!
Hviskeriet tog til og hver af dem begyndte at vandre, uden at tænke over hvor de gik hen.
– Vent, brødre! Hvor går I hen? – begyndte den første taler igen. – Vi skal selvfølgelig gå, men ikke sådan her. Vi skal vide, hvor vi går hen. Ellers kan vi ende i en værre situation i stedet for at redde skindet. Jeg foreslår, at vi vælger en leder, som vi alle skal adlyde, og som vil vise os den bedste og mest direkte vej.
– Lad os vælge! Lad os vælge nogen med det samme, – kunne man høre hele vejen rundt.
Det var her, at diskussionen tog til, et ægte kaos. Alle talte og ingen hverken lyttede eller kunne lytte. De begyndte at dele sig op i grupper, hver person mumlede for sig selv, og så brød selv grupperne op. De begyndte at gå i par, tog hinanden ved armen, talte, prøvede at bevise noget, trak hinanden i ærmerne, og lavede fagter med hænderne for at få stilhed. Så samlede de sig alle sammen igen, stadig mens de talte.
– Brødre! – rungede en stærkere stemme pludseligt, som druknede alle de andre hæse, sløve stemmer. – Vi kan ikke nå til nogen enighed sådan her. Alle taler og ingen lytter. Lad os vælge en leder! Hvem iblandt os kan vi vælge? Hvem iblandt os har rejst nok til at kende vejen? Vi kender alle sammen hinanden godt, men jeg, og mine børn, ville dog helst ikke blive ledt af nogen herfra. Fortæl mig i stedet hvem der kender den rejsende derovre, der har siddet i skyggen ved vejkanten siden denne morgen.
Stilheden sænkede sig. Alle vendte sig mod den fremmede og stirrede.
Den midaldrende rejsende, med et dystert ansigt der knapt kunne ses på grund af hans skæg og lange hår, sad og forblev stille ligesom før, hensunket i tanker, og bankede let med sin store stok i jorden fra tid til anden.
– I går så jeg den samme mand med en ung dreng. De holdt hinanden i hånden og gik ned af gaden. Og sidste aften forlod drengen landsbyen, men den fremmede blev her.
– Bror, lad os glemme de her fjollede bagateller, så vi ikke taber tid. Hvem end han er, så er han kommet langvejs fra, da ingen af os kender ham og han må bestemt kende den korteste og bedste vej han kan lede os. Det er min opfattelse, at han er en meget vis mand, fordi han sidder der helt stille og tænker. Enhver anden ville allerede have blandet sig i vores affærer flere gange, eller have startet en samtale med en af os, men han har siddet der hele tiden, helt alene uden at sige et ord.
– Selvfølgelig, manden sidder der stille, fordi han tænker på noget. Det kan ikke være andet end at han er meget klog,– erklærede de andre enigt og begyndte at undersøge den fremmede igen. Hver af dem havde opdaget et fantastisk karaktertræk ved ham, et bevis på hans utrolige intelligens.
Der blev ikke brugt meget mere tid på at tale, så alle blev endelig enige om, at det ville være bedst at bede denne rejsende – som, efter deres opfattelse, var sendt af Gud til at lede dem ud i verden for at finde et bedre territorie og mere frugtbar jord. Han burde være deres leder, og de ville lytte til ham og adlyde ham uden at stille spørgsmålstegn.
De valgte ti mænd blandt dem, som skulle gå til den fremmede og forklare deres beslutning til ham. Denne delegation skulle vise ham tingenes elendige tilstand på egnen og bede ham om at være deres leder.
Så de ti gik over og bukkede ydmygt. En af dem begyndte at tale om den ubrugelige jord i området, om de tørre årog den elendighed, som de alle stod i. Han afsluttede på følgende måde:
– Disse tilstande tvinger os til at forlade vores hjem og land, og flytte ud i verden for at finde et bedre hjemland. Lige i dette øjeblik, da vi endelig fandt enighed, virker det til at Gud har vist sig barmhjertig for os, så han har sendt dig til os – du, en vis og værdig fremmed – for at du kan lede os og frigøre os fra vores elendighed. På vegne af alle beboerne her, beder vi dig om at være vores leder. Hvor end du går hen, vil vi følge med. Du kender vejene og du var bestemt født i et lykkeligere og bedre hjemland. Vi vil lytte til dig og adlyde enhver kommando. Vil du, vise fremmed, acceptere at redde så mange sjæle fra forfald? Vil du være vores leder?
Under hele denne tryglende tale, løftede den vise fremmed end ikke hovedet. Han forblev hele tiden i den samme position, som de havde fundet ham i. Hans hoved var sænket, panden rynket, og han sagde intet. Han bankede kun let med stokken i jorden fra tid til anden og – tænkte. Da talen var ovre, mumlede han studst og langsomt, uden at bevæge sig:
– Det vil jeg!
– Kan vi så gå med dig og lede efter et bedre sted?
– Det kan I! – fortsatte han uden at løfte hovedet.
Entusiasmen og forskellige taknemmeligheder startede, men den fremmede sagde ikke et ord til noget af det.
De ti informerede samlingen om deres succes, og tilføjede, at det kun var nu, at de havde set den store visdom som manden besad.
– Han flyttede sig ikke fra sin plads eller løftede hovedet for at se, hvem der talte til ham. Han sad bare stille og mediterede. Han sagde kun fem ord til al vores snak og taknemmeligheder.
– En ægte vismand! Sjælden intelligens! – Råbte de begejstrede fra alle sider, og erklærede, at Gud selv havde sendt ham som en engel fra Himlen for at redde dem. Alle var fast overbeviste om den succes, der ventede dem under deres leder, som intet i verden kunne forurolige. Og dermed blev det besluttet at tage af sted den næste dag ved daggry.
Радоје Домановић 