Leder (2/3)

(forrige side)

Den næste dag samledes alle, der havde modet til at drage på en lang rejse. Mere end to hundrede familier ankom til det angivne sted. Kun enkelte blev hjemme, for at holde øje med hjemstedet.

Det var bestemt trist at se på denne forsamling af elendige folk, hvis bitre ulykke havde tvunget dem til at opgave det land, hvor de var født og hvor deres forfædre var begravet. Deres ansigter var hærgede, udslidte og solbrændte. Lidelserne fra mange lange, hårdtarbejdende år havde påvirket dem og viste et billede af elendighed og bitter fortvivlelse. Men i dette øjeblik kunne man se det første glimt af håb – uden tvivl blandet med hjemve. En tåre gled ned af de rynkede ansigter på et par gamle mænd, der sukkede desperat og rystede deres hovedet, med en stemning af onde anelser. De ville hellere blive her lidt længere, så de også kunne dø blandt disse sten, i stedet for at lede efter et bedre hjemland. Mange kvinder beklagede sig højlydt og sagde farvel til deres døde elskede, hvis gravsteder de nu efterlod.

Mændene prøvede at vise mod og råbte, – Jamen, vil du hellere fortsætte med at sulte i dette forbandede land og leve i disse skure? – Allerhelst, ville de have taget hele denne forbandede region og de dårlige skure med dem, hvis det havde været muligt.

Der var den sædvanlige larmog råben, som i alle menneskemasser. Både mænd og kvinder var hvileløse. Børnene skreg i deres vugger på mødrenes rygge. Selv husdyrene var lidt urolige. Der var ikke så meget kvæg, en kalv her og der, og så en tynd, uglet hest med et stort hoved og fede ben, som de læssede gamle tæpper, tasker og endda to sække på hen over sadlen, så det stakkels dyr svajede under vægten. Det formåede dog at blive stående og vrinske fra tid til anden. Andre læssede æsler; børnene tog hundene i snor. Snak, råb, banden, jamren, gråd, gøen og vrinsken – det hele smeltede sammen. Selv et æsel brægede et par gange. Men lederen sagde ikke et ord, nærmest som om hele affæren ikke vedkom ham. En ægte vismand!

Han sad der bare eftertænksomt og stille, med hovedet bøjet. En gang i mellem spyttede han på jorden; det var alt. Men på grund af hans mærkværdige opførsel, voksede hans popularitet så meget, at de alle ville være gået gennem ild og vand, som de sagde, for ham. De følgende samtaler kunne høres:

–  Vi bør være glade for at have fundet sådan en mand. Havde vi gået uden ham… Gud forbyde det! Vi ville være omkommet. Han har ægte intelligens, siger jeg dig! Han er stille. Han har ikke sagt et ord endnu! – sagde en af dem, mens de så på lederen med respekt og stolthed.

– Hvad skulle han sige? Den der taler meget, tænker ikke meget. En klog mand, uden tvivl! Han grubler bare og siger intet, – tilføjede en anden, og han så også på lederen med ærefrygt.

– Det er ikke nemt at lede så mange mennesker! Han skal samle sine tanker, for han har et stort arbejde foran sig, – sagde den første igen.

Tiden kom til, at de skulle i gang. De ventede dog lidt for at se om nogen ville skifte mening og komme med dem, men siden ingen kom, kunne de ikke blive længere.

– Burde vi ikke komme afsted? – spurgte de lederen.

Han rejste sig uden et ord.

De modigste mand flokkedes omgående om ham, for at være til rådighed i tilfælde af farer eller et nødstilfælde.

Lederen, med rynket pande og bøjet hoved, tog et par skridt frem, svang stokken foran sig på værdigste vis. Forsamlingen bevægede sig efter ham og råbte flere gange, ”Længe leve vores leder!” Han tog et par skridt mere og gik ind i hegnet foran landsbyens forsamlingshus. Der standsede han, naturligvis; så gruppen standsede også. Lederen trådte herefter lidt tilbage og svang stokken mod hegnet flere gange.

– Hvad vil du have vi skal gøre? – spurgte de.

Han sagde intet.

– Hvad skal vi gøre? Tag hegnet ned! Det er dét vi skal! Kan I ikke se, at han viser os med stokken hvad vi skal gøre? – råbte dem, der stod rundt om lederen.

– Der er porten! Der er porten! – skreg børnene og pegede på porten, der stod i modsatte retning.

– Shh, stille, børn!

– Gud hjælpe os, hvad foregår der? – et par kvinder korsede sig.

– Ikke et ord! Han ved hvad vi skal gøre. Bryd hegnet ned!

Hegnet var nedbrudt omgående, som om det aldrig havde stået der.

De gik forbi hegnet.

De havde knapt gået et par hundrede skridt, før lederen gik ind i en stor tornebusk og standsede. Med stort besvær formåede han at trække sig ud og begyndte herefter at banke sin stok i alle retninger. Ingen rokkede sig.

– Og hvad er problemet nu? – råbte dem bagerst.

– Skær tornebusken ned! – råbte dem, der stod omkring lederen.

– Der er vejen, bag tornebuskene! Der er den! – råbte børnene, sammen med mange folk i bagerste række.

– Der er vejen! Der er vejen! – hånede folkene om lederen og efterabede dem hånligt. – Og hvordan kan vi blinde mænd vide, hvor han fører os hen? Alle kan ikke give ordrer. Lederen kender den bedste og mest direkte rute. Skær tornebusken væk!

De kastede sig ind i arbejdet for at rydde vejen.

– Av, – klagede en, som blev stukket i hånden af en torn og en anden, hvis ansigt blev ramt af en solbærgren.

– Brødre, I kan ikke få noget for ingenting. I skal anstrenge jer for at få succes, – svarede den modigste i gruppen.

De brød gennem busken efter en del anstrengelse og drog videre.

Efter have vandret lidt længere, stødte de på et risgærde. Det blev også ødelagt. Herefter fortsatte de.

De nåede ikke særlig langt den første dag, da de skulle overvinde mange lignende forhindringer. Det hele foregik uden særlig meget mad, da nogle kun havde tørt brød og lidt ost, mens andre kun havde lidt brød til at stille sulten. Nogle af dem havde slet intet. Heldigvis var det sommer, så de stødte nogle gange på et frugttræ.

Selvom kun et lille stykke vej lå bag dem efter den første dag, så var de meget trætte. Der var ingen store farer eller uheld. Men naturligvis, på sådan en lang rejse, måtte de følgende ting anses for at være bagateller: En torn der sad fast i en kvindes venstre øje, som hun dækkede med en fugtig klud; et barn slog sin fod på en træstamme så det græd og haltede; en gammel mand snublede over en solbærbusk og forstuvede sin ankel; efter hakket løg blev puttet på anklen, overkom manden modigt smerten og, ved at læne sig op af sin stok, haltede han bravt bag lederen. (For at være ærlig, så sagde flere folk at den gamle mand løj om sin ankel, at han kun lod som om, da han var ivrig efter at gå tilbage.) Snart var der kun enkelte, som ikke havde en torn i armen eller en rift i ansigtet. Mændene gennemgik det hele heroisk, mens kvinderne forbandede den tid på dagen de var taget afsted, og børnene græd, naturligvis, da de ikke forstod at alle disse anstrengelser og smerter ville blive rigt belønnet.

Til manges glæde og lettelse, skete der intet med lederen. For at være ærlig, så var han også meget beskyttet, men alligevel, manden var ganske enkelt heldig. Da de slog lejr den første nat, bad de alle sammen og takkede Gud for, at dagens rejse var en succes og at intet, ikke engang den mindste ulykke, var hændt deres leder. Så begyndte en af de modigste mænd at tale. Hans ansigt havde rifter efter en solbærbusk, men han lagde ikke mærke til det.

– Brødre, – begyndte han. – En dags rejse ligger nu endelig bag os – og vi takker Gud for det. Vejen er ikke nem, men vi må blive ved, for vi ved alle, at denne svære vej vil føre os til lykke. Må den almægtige Gud beskytte vores leder mod skader, så han kan fortsætte med at lede os mod succes.

– I morgen vil jeg miste mit andet øje hvis tingene går ligesom i dag! – råbte en af kvinderne vredt

– Av, mit ben! – græd den ældre mand, opildnet af kvindens bemærkning.

Børnene blev ved med at klage og græde, og mødrene havde svært ved at få dem til at være stille, så talsmanden kunne høres.

– Ja, du vil miste dit andet øje, – udbrød han vredt, – og må du miste begge! Det er ikke en stor ulykke for en kvinde at miste sine øjne i den gode sags tjeneste. Du burde skamme dig! Tænker du slet ikke på dine børns velvære? Lad halvdelen af os omkomme på denne rejse! Hvilken forskel gør det? Hvad er ét øje? Hvad kan du bruge dine øjne til, når der er nogen der ser for os og fører os til lykke? Skal vi opgive vores forehavende udelukkende på grund af dit øje og den gamle mands ben?

– Han lyver! Den gamle mand lyver! Han lader kun som om, så han kan gå tilbage, – lød stemmerne fra alle sider, der gav genlyd.

– Brødre, dem der ikke ønsker at gå længere, – sagde talsmanden igen, – lad ham gå tilbage i stedet for at klage og opildne resten af os. I mit tilfælde, så vil jeg følge denne vise leder så længe jeg stadig har liv i mig!

– Vi vil alle følge ham! Vi vil alle følge ham så længe vi lever!

Lederen var stille.

Alle begyndte at se på ham og hviske:

– Han er hensunket i sine tanker!

– En vis mand!

– Se på hans pande!

– Og altid rynket pande!

– Alvorlig!

– Han er modig! Det kan man se i alt ved ham.

– Det kan vi blive enige om! Hegn, risgærde, rosenbuske – han pløjer gennem det hele. Han banker dystert med sin stok, siger intet, og man skal gætte hvad han tænker på.

(næste side)