Juht (3/3)
Nii möödus esimene päev ja järgnes veel päevi sama eduga. Midagi väga tähtsat ei juhtunud, ainult tühised juhtumid: nad kukkusid pea ees kraavi, seejärel kaevikusse; läksid hekkide ja muraka põõsaste vastu; astusid okaspõõsaste peale; mitmed käed ja jalad murdusid; mõned said löögi pähe. Kuid kogu see piin elati üle. Mõnigi vanamees jäi surnuna teele lamama. „Nad oleksid surnud isegi siis, kui nad oleksid koju jäänud, rääkimata teekonna läbimisel!“ ütlesid eesrääkijad, julgustades teisi teekonda jätkama. Hukkusid ka mõned väiksemad, ühe kuni kaheaastased lapsed. Lapsevanemad surusid kindlameelselt oma südamevalu maha, sest see oli Jumala tahe. “Ja mida väiksemad lapsed, seda vähem leina. Kui nad on nooremad, on kurbus väiksem. Annaks Jumal, et vanemad ei kaotaks kunagi oma lapsi, kui nad on jõudnud abieluikka. Kui laste elukäik on nii määratud, on parem, kui nad surevad varakult. Siis pole kurbus nii suur!” esindajad lohutasid neid uuesti. Mõni keeras lapi ümber pea ja asetas verevalumitele külma kompressi. Teised kandsid käsi kanderihmades. Kõik olid räsitud ja kriimustatud. Nende riided rippusid räbalatena, kuid siiski järkasid rõõmsalt teekonda. Seda kõike oleks kergem taluda, kui neid poleks nälg pidevalt piinanud. Kuid nad pidid jätkama.
Ühel päeval juhtus midagi silmapaistvat.
Juht kõndis ees, ümberringi rühma vapraimad mehed. (Kaks neist olid kadunud ja keegi ei teadnud, kus nad olid. Üldine arvamus oli, et nad hülgasid oma eesmärgid ja põgenesid. Ühel korral rääkis eesrääkija nende häbiväärsest reeturlikkusest. Vaid vähesed uskusid, et mõlemad olid teekonnal surnud, kuid nad ei avaldanud oma arvamust, et mitte teisi ärgitada.) Ülejäänud grupp oli nende taga järjekorras. Ühtäkki sattusid nad erakordselt suure ja sügava kivise kallaku äärele – tõeline kuristik. Kallak oli nii järsk, et nad ei julgenud sammugi edasi teha.Isegi julgemad peatusid ja vaatasid juhile otsa. Kulmu kortsutades, pea allapoole mõttesse vajunud, astus ta julgelt edasi, oma keppi enda ees koputades, algul paremale, siis vasakule, temale iseäralikul viisil. Paljud ütlesid, et selline teguviis muutis ta veel väärikamaks. Ta ei vaadanud kellelegi otsa ega öelnud midagi. Tema näol ei olnud näha ilme muutust ega hirmu jälgi, kui ta järsakule üha lähenes. Isegi kõige julgemate meeste näod muutusid surmkahvatuks, kuid keegi ei julgenud vaprat ja tarka juhti hoiatada. Veel kaks sammu ja ta oligikuristiku serval. Haiglaslikus hirmus ja suurte silmadega, kõik värisesid. Julgemad mehed olid just liidri tagasihoidmise äärel, isegi kui see tähendas distsipliini rikkumist, kui ta astus üks-kaks sammu ja langes kuristikku. Inimesed olid hämmingus, hakati halisema ja karjuma; hirm võttisvõimust. Mõned hakkasid põgenema.
– Pidage, vennad! Kuhu teil kiiret? Kas niiviisi peame oma sõna? Peame seda tarka meest järgima, sest ta teab, mida teeb. Ta oleks hullumeelne ennast, kui ennast hukkule viiks. Edasi, tema järele! See on suurim ja võib-olla viimane oht, viimane takistus. Kes teab? Võib-olla leiame teiselt poolt kuristikku suurepärase ja viljaka maa, mille Jumal meie jaoks on määranud. Edasi! Ilma ohverdamata ei jõua me kuhugi! – sellised olid eesrääkija nõuanded ja ka tema astus kaks sammu edasi, kadudes kuristikku. Järgnesid julgemad ja siis sukeldusid kõik teisedki.
Selle tohutu kuristiku järsul nõlval kostis hädaldamist, ägamist, vähkerdamist ja oigamist. Igaüks oleks vandunud, et keegi neist ei pääse sealt elusana, veel vähem vigastusteta ja ühes tükis, kuid inimelu on visa. Juhil oli ebatavaliselt vedanud. Ta jäi kukkudes põõsaste külge rippuma, nii et ta viga ei saanud. Tal õnnestus end kokku võtta ja välja ronida. Kui altpoolt kostis hädaldamist, oigamist ja nutmist, istus ta liikumatult, mõtlikult vaikides. Mõned inimesed, kes olid räsitud ja vihased, hakkasid teda needma, kuid ta ei pööranud sellele tähelepanu. Need, kes suutsid kukkudes õnneks põõsast või puust kinni hoida, hakkasid jõuliselt välja ronima. Mõnel olid mõranenud pead nii, et nende nägupidi voolas verd. Ühes tükis ei olnud kedagi peale juhi. Kõik järsku kortsutasid oma kulmu tema peale ja ägisesid piinades, kuid ta ei tõstnud isegi pead. Ta vaikis ja võttis taaskord tõelise targa hoiaku!
Möödus aeg. Reisijate arv jäi järjest väiksemaks. Iga päev võttis oma tasu. Mõned lahkusid rühmast ja pöördusid tagasi.
Teekonda alustatute suurest seltskonnast jäi järele vaid paarkümmend. Nende räpased, kurnatud näod peegeldasid meeleheite, kahtluste, väsimuse ja nälja märke, kuid keegi ei öelnud sõnagi. Nad olid sama vait kui juht ja rassisid edasi. Isegi meeleolukas eesrääkija raputas meeleheitlikult pead. Tee oli tõesti raske.
Nende arv vähenes iga päevaga, kuni neid jäi alles vaid kümme. Vestlemise asemel nad vaid oigasid ja kurtsid meeleheitel nägudega.
Nad nägid rohkem välja nagu sandid kui mehed. Mõni oli karkudega. Mõni hoidis käsi kaela kinnitatud rihmades. Nende kätel oli arvukalt sidemeid ja kompresse. Isegi kui nad oleksid tahtnud uusi ohverdusi läbi elada, ei saanud nad seda teha, sest nende kehal polnud peaaegu üldse vaba ruumi uute haavade jaoks.
Isegi kõige tugevamad ja julgemad olid juba kaotanud usu ja lootuse, kuid nad võitlesid siiski edasi; ehk et nad lõid kuidagi suure vaevaga kaasa, kurtes ja valu käes piineldes. Mida muud said nad teha, kui nad ei saanud tagasi minna? Nii palju ohverdusi ja nüüd rännakpooleli jätta?
Väljas hakkas hämarduma. Karkudel lonkides nägid nad ühtäkki, et juht pole enam nende ees. Veel üks samm ja nad kõik langesid järgmisest järsakust alla.
– Oh, mu jalg! Oh, mu käsi! – kostis hädaldamist ja oigamist. Üks nõrk hääl isegi kirus väärilist juhti, kuid jäi siis vait.
Kui päike tõusis, istus juht samamoodi nagu sellel päeval, kui ta juhiks valiti. Tema välimuses ei olnud toimunud vähimatki muutust.
Eesrääkija ronis kuristikust välja, talle järgnesid veel kaks. Moondunud ja verised pöörasid nad ringi, et näha, kui palju neid alles on, kuid nad olid ainsad. Surmav hirm ja lootusetus täitsid nende südameid. Piirkond oli tundmatu, künklik, kivine – radu polnud kusagil. Kaks päeva tagasi olid nad juhtunud tee peale, kuid jätsid selle maha. Juht juhatas neid nii.
Nad mõtlesid paljudele sõpradele ja sugulastele, kes sel kohutaval reisil surid. Kurbus, mis oli tugevam kui kurnatud jäsemete valu,võttis nende üle võimust. Nad olid oma silmaga oma hävingut pealt näinud.
Eesrääkija läks juhi juurde ja hakkas rääkima väsinud, väriseva häälega, mis oli täis valu, meeleheidet ja kibestumist.
– Kuhu me nüüd läheme?
Juht vaikis.
– Kuhu sa meid viid ja kuhu sa meid toonud oled? Me andsime enda ja oma perede elud teie kätesse ning järgnesime teile, jättes maha oma kodud ja esivanemate hauad, lootuses, et suudame end selle viljatu maa hukatusest päästa. Kuid olete rikkunud meid halvemal viisil. Teie selja taga oli kakssada perekonda ja vaadake nüüd, kui palju neid on!
– Tahad öelda, et kõiki pole siin? – pomises juht pead tõstmata.
– Kuidas sa saad sellist küsimust esitada? Tõsta pea ja vaata! Loe, kui paljud meist on sellele õnnetule teekonnale jäänud! Vaata, millises olukorras me oleme! Parem oleks surra kui niimoodi sandiks jääda.
– Ma ei saa teid vaadata!
– Miks mitte?
– Ma olen pime.
Surmvaikus.
– Kas kaotasite sellel teekonnal oma nägemise?
– Ma sündisin pimedana!
Kolm meest langetasid meeleheitel pead.
Sügistuul puhus kurjakuulutavalt mööda mägede nõlvasid ja tõi kuivanud lehed alla. Mägede kohal hõljus udu ja ronkade tiivad lehvisid läbi külma ja uduse õhu. Kõlas pahaendeline kõmin. Päike oli pilvede taha peitunud, mis vuhasid ja kiirustasid üha kaugemale.
Kolm ellujääjat vaatasid õuduses teineteisele otsa.
– Kuhu me nüüd lähme? – pomises üks tõsiselt.
– Me ei tea!
Belgradis, 1901.
Projekti “Radoje Domanović” jaoks tõlkinud Helena Plans, 2021.
Juht (2/3)
Järgmisel päeval kogunesid kõik, kellel oli julgust pikale teekonnale minna. Kindlaks määratud kohale tuli üle kahesaja pere. Vaid vähesed jäid koju vana kodupaika hooldama.
Tõepoolest oli kurb vaadata seda õnnetute inimeste massi, keda kibe ebaõnn oli sundinud hülgama maa, kus nad sündisid ja kus olid nende esivanemate hauad. Nende näod olid räsitud, väsinud ja päikesest põletatud. Paljude pikkade vaevaliste aastate kannatused avaldasid neile oma mõju ning andsid pildi viletsusest ja kibestunud meeleheitest. Kuid just sel hetkel nähti esimest lootuse kübet–muidugi koosluses koduigatsusega. Pisar voolas mõneeaka mehekortsulist nägu mööda alla, kes ohkasid meeleheitlikult ja raputasid pead kurja aimdusega. Nemad jääksidpigem kodumaale veel mõneks ajaks, et ka nemad parema kodumaa otsimise asemel nende kivide vahele sureksid. Paljud naised kurtsid valjusti ja jätsid hüvasti oma surnud lähedastega, kelle haudadelt nad lahkusid.
Mehed üritasid vaprat nägu teha ja karjusid: – Noh, kas te tahate sellel neetud maal nälgida ja elada nendes kuurides? – Tegelikult oleks neile kõige rohkem meeldinud, kui oleks võimalik kogu see neetud piirkond ja kesisedkuurid endaga kaasa võtta.
Kõlas igale rahvamassile tavapärane müra ja karjumine. Nii mehed kui naised olid rahutud. Lapsed kiljusid emade seljas olevates hällides. Isegi kariloomad olid veidi rahutud. Kariloomi ei olnud väga palju, vasikas siin ja seal, siis kõhn, pulstunud hobune, kel oli suur pea ja paksud jalad, kellele nad laadisid vanu vaipu, pagasit ja isegi kaks kotti üle pakisadula, nii et vaene loom kogu kaalu all kõikus. Ometi suutis ta aeg-ajalt püsti püsida ja hirnuda. Teised laadisid asju eeslitele; lapsed tõmbasid rihma otsas olevaid koeri. Rääkimine, karjumine, vandumine, hädaldamine, nutmine, haukumine, naermine – kõike oli külluses. Isegi eesel kisas paar korda. Kuid juht ei lausunud sõnagi, nagu poleks kogu asi ei puutuks temasse. Tõeline tark mees!
Ta lihtsalt istus mõtlikult ja vaikselt, pea langetatud. Aeg-ajalt sülitas maha; see oli kõik. Kuid tema kummalise käitumise tõttu kasvas tema populaarsus niivõrd palju, et kõik oleks tema jaoks läbinud nii tule kui ka vee, nagu öeldakse. Võis kuulda järgnevaid vestlusi:
– Me peaksime olema õnnelikud, et leidsime sellise mehe. Kui oleksime ilma temata edasi läinud, hoidku jumal! Oleksime hukkunud. Ta on tõeliselt intelligentne, ma ütlen teile! Ta vaikib. Ta pole veel sõnagi öelnud! – ütles üks, vaadates juhti austuse ja uhkusega.
– Mida ta ütlema peaks? See, kes palju räägib, ei mõtle. Tark mees, see on kindel! Ta ainult mõtleb ega ütle midagi, – lisas teine ja ka tema vaatas juhti aukartusega.
– Nii paljusid inimesi ei ole lihtne juhtida! Ta peab oma mõtteid koguma, sest tal on suur töö käsil, – ütles esimene uuesti.
Kätte jõudis aeg teekonda alustada. Nad ootasid siiski veel mõnda aega, et näha, kas keegi muudab meelt ja tuleb nendega kaasa, aga kuna keegi ei tulnud, ei saanud nad enam pikemalt oodata.
– Kas me ei peaks minema hakkama? – küsisid nad juhilt.
Ta tõusis sõnagi lausumata püsti.
Julgemad mehed koondusid kohe tema ümber, et ohu või hädaolukorra korral käepärast olla.
Juht, kulmu kortsutades, pea maha suunatuna, astus paar sammu, enda ees oma keppi väärikalt õõtsutades. Kogunenud rahvas liikus tema selja taha ja hüüdis mitu korda: „Elagu, meie juht! ”Ta astus veel mõned sammud kuni kõndis külamaja ees olevale tarale otsa. Seal ta loomulikult peatus; nii et ka grupp jäi seisma. Seejärel astus juht natuke tagasi ja koputas oma keppi mitu korda aia peale.
– Mida sa soovid, et me teeksime? – küsisid nad.
Ta ei öelnud midagi.
– Mis me tegema peaksime? Aia maha tirima! Seda me peamegi tegema! Kas sa ei näe, et ta on meile oma kepiga näidanud, mida teha? – hüüdsid need, kes liidri ümber seisid.
– Seal on värav! Seal on värav! – karjusid lapsed ja osutasid nende vastas seisvale väravale.
– Vaikige, olge tasa, lapsed!
– Jumal aita meid, mis toimub? – paar naist tegid risti ette.
– Mitte sõnagi! Ta teab, mida teha. Kiskuge aed maha!
Hetkega oli tara maas, nagu poleks seda kunagi seal olnudki.
Nad möödusid aiast.
Vaevalt olid nad sada sammu astunud, kui juht astus suurele okaspõõsale otsa ja peatus. Suure raskusega suutis ta end välja tõmmata ja hakkas seejärel oma keppi igas suunas koputama. Keegi ei liikunud.
– Ja milles nüüd asi on? – hüüdsid tagapool olijad.
– Lõikame okaspõõsa maha! – hüüdsid liidri ümber seisjad.
– Seal on tee, okaspõõsaste taga! Seal see on! – karjusid lapsed ja ka paljud teised inimesed tagant.
– Seal on tee! Seal on tee! – pilkasid liidri ümber olijad vihaselt matkides. – Ja kuidas me pimedad mehed teame, kuhu ta meid juhatab? Kõik ei saa korraldusi anda. Juht teab parimat ja kõige otsemat teed. Lõikame okaspõõsa maha!
Nad tungisid teed puhastama.
– Aii, – hüüdis keegi, kes oli käega okkasse kinni jäänud, ja keegi teine, sai murakaoksaga vastu nägu.
– Vennad, ilma vaevata ei saavuta midagi. Pead ennast natuke pingutama, et õnnestuda, – vastasid rühma julgemad.
Pärast suurt pingutust suutsid nad põõsast läbi murda ja seejärel liiguti edasi.
Pärast veidi kaugemale rändamist sattusid nad vitspunutud aediku peale. Ka see lammutati maha. Nad jätkasid teekonda.
Esimesel päeval läbiti väga väike vahemaad, sest nad pidid ületama mitmeid sarnaseid takistusi. Ja seda kõike vähese toidu peale, sest mõned olid kaasa võtnud vaid kuivatatud leiba ja veidi juustu, samas kui teistel oli nälja kustutamiseks vaid mõni leivakäär. Mõnel polnud üldse midagi. Õnneks oli suvi, nii et nad leidsid siit-sealt mõne viljapuu.
Seega, kuigi esimesel päeval jäi selja taha vähe maad, tundsid nad end väga väsinuna. Suuri ohte ei ilmnenud ja õnnetusi ka polnud. Loomulikult tuleb sellises suures ettevõtmises pisiasjadeks pidada järgmisi sündmusi: ühe naise vasakusse silma torgatud okas, mille ta kattis niiske lapiga; üks laps lõi oma jala puupalgi vastu, mis peale kiljus ning lonkas; üks vanamees komistas muraka põõsa otsa ja väänas pahkluu; pärast jahvatatud sibula pealekandmist talus mees vapralt valu ja kepile toetudes lonkis ta vapralt liidri taga. (Ausalt öeldes ütlesid mitmed inimesed, et vanamees valetas oma pahkluu kohta, et ta ainult teeskles, sest tahtis naaseda koju.) Varsti oli vaid mõni üksik, kellel ei olnud käes okkaid ega kriimustatud nägu. Mehed talusid seda kõike kangelaslikult, samal ajal kui naised sõimasid lahkumisest saadikning lapsed nutsid loomulikult, sest nad ei saanud aru, et kogu see vaev ja valu tasustatakse rikkalikult.
Kõigi õnneks ja rõõmuks ei juhtunud juhil mitte midagi. Ausalt öeldes, kui tõtt öelda, oli ta väga kaitstud, kuid siiski oli mehel palju õnne. Esimese öö laagris palvetasid ja tänasid kõik Jumalat, et päevane teekond õnnestus ja et juhile ei langenud isegi mitte kõige väiksemat ebaõnne. Üks julgemaid mehi hakkas rääkima. Tema nägu oli murakapõõsas kriimustanud, kuid ta lihtsalt ei pööranud sellele tähelepanu.
– Vennad, – alustas ta. – Ühe päeva teekond on tänu Jumalale edukalt seljataga. Tee ei ole lihtne, kuid me peame vastu pidama, sest me kõik teame, et see raske tee viib meid õnneni. Kaitsku kõikvõimas Jumal meie juhti igasuguse kahju eest, et ta jätkaks meie edukat juhtimist.
– Homme kaotan teise silma, kui asjad lähevad nagu täna! – lausus üks naistest vihaselt.
– Aii, mu jalg! – hüüdis vanamees, julgustades naise märkust.
Lapsed muudkui virisesid ja nutsid ning emadel oli keeruline neid vaigistada, et rääkijat kuulda võetaks.
– Jah, te kaotate teise silma, – puhkes mees vihast, – ja kaotage mõlemad! See eii ole suur õnnetus, kui üks naine kaotab oma silmad nii suure eesmärgi nimel. Sa peaksid enda pärast häbi tundma! Kas te ei mõtle kunagi oma laste heaolule? Las hukkugu pooled meist selles ettevõtmises! Mis vahet sellel on? Mis on üks silm? Mis kasu on teie silmadest, kui leidub keegi, kes meid otsib ja õnneni viib? Kas peaksime oma ettevõtmisest loobuma pelgalt teie silma ja vanamehe jala tõttu?
– Ta valetab! Vanamees valetab! Ta ainult teeskleb, et saaks tagasi minna, – kõlasid hääled igalt poolt.
– Vennad, kes iganes ei taha kaugemale minna, ütles rääkija uuesti, – las ta läheb tagasi, selle asemel et kurta ja meid teisi õhutada. Mina jälgin seda tarka juhti seni, kuni minus veel midagi alles on!
– Me kõik järgime! Me kõik järgime teda, kuni elame!
Juht vaikis.
Kõik vaatasid tema poole ja hakkasid sosistama:
– Ta on oma mõtetesse süvenenud!
– Tark mees!
– Vaata tema otsaesist!
– Ja alati kortsutab kulmu!
– Tõsine!
– Ta on julge! Seda on näha kogu tema olekus.
– Võite seda korrata! Tarad, aedikud, okkad – ta läbib selle kõik. Ta vagusalt koputab oma keppi, ei ütle midagi, ja te saate ainult arvata, mis tal mõttes on.
Juht (1/3)
– Vennad ja sõbrad, olen kuulanud kõiki teie lugusid, nii et nüüd palun teil mind kuulata. Kõik meie arutelud ja vestlused pole midagi väärt, kui jääme sellesse viljatusse piirkonda. Sel liivasel pinnasel ja nendel kividel pole miski suutnud kasvada isegi vihmastel aastatel, rääkimata sellest põuast, mille taolist pole keegi meist kunagi varem näinud. Kaua me niimoodi veel kokku saame ja asjata räägime? Veised surevad toidupuudusesse ja üsna varsti nälgime ka meie ja meie lapsed. Peame leidma teise lahenduse, mis on parem ja mõistlikum. Arvan, et kõige parem oleks lahkuda siit kuivalt maalt ja minna maailma otsima paremat ja viljakamat mulda, sest me lihtsalt ei saa niimoodi enam elada.
Nii rääkis ükskord mõne viljatu provintsi elanik väsinud häälega ühel koosolekul. Ma arvan, et kus ja millal see oli, ei puuduta teid ega mind. Oluline on mind uskuda, et see juhtus ammu, kusagil maalapil ja sellest piisab. Ausalt öeldes arvasin kunagi, et olen kogu selle loo ise välja mõelnud, kuid tasapisi vabastasin end sellest vastikust pettekujutelmast. Nüüd usun ma kindlalt, et hakkan rääkima sellest, mis tegelikult juhtus ja pidi kusagil ja millalgi juhtuma ning et ma poleks seda kunagi suutnud välja mõelda.
Kahvatute, räsitud nägude ja tühjade, süngete, peaaegu arusaamatute pilkudega kuulajad, kel käed vöö all, näisid nende tarkade sõnade peale ellu tõusvat. Igaüks kujutas juba ette, et nad on kusagil maagilisel paradiisimaal, kus selgamurdev töö kannab rikkalikku saaki.
– Tal on õigus! Tal on õigus! – sosistasid kurnatud hääled igalt poolt.
– Kas see koht on lähe…d…al? – oli nurgast kuulda venitatud üminat.
– Vennad! – alustas teine mõnevõrra tugevama häälega. – Peame seda nõu kohe järgima, sest me ei saa niimoodi enam jätkata. Oleme end vaevanud ja pingutanud, kuid kõik on olnud asjata. Oleme külvanud seemet, mida oleks saanud toiduks kasutada, kuid üleujutused uhusid seemned ja mulla nõlvadelt nii, et järele jäi vaid paljas kivi. Kas peaksime jääma siia igaveseks ja tegema tööd hommikust õhtuni, jäädes ikka näljaseks ja januseks, alasti ja paljajalu? Peame asuma teele ja otsima paremat ja viljakamat mulda, kus raske töö kannaks vilja.
– Lähme! Lähme kohe, see koht ei sobi enam elamiseks!
Sosistamine võttis võimust ja igaüks hakkas lahkuma, mõtlemata, kuhu ta läheb.
– Oodake, vennad! Kuhu te lähete? – esimene kõneleja alustas uuesti. – Muidugi peame minema, aga mitte nii. Peame teadma, kuhu läheme. Vastasel juhul võime enda päästmise asemel sattuda veel halvemasse olukorda. Ma teen ettepaneku, et valime juhi, kellele me kõik peame kuuletuma ja kes näitab meile parimat ja kõige otsemat teed.
– Valime! Valime kellegi nüüd ja praegu, – kuuldus ümberringi.
Alles nüüd tekkis vaidlus, tõeline kaos. Kõik rääkisid ja keegi ei kuulanud ega olnud võimeline kuulma. Hakati rühmadeks jagunema, igaüks pomises omaette ja siis isegi rühmad läksid laiali. Kahekaupa hakkasid nad teineteisega kättpidi rääkima, üritasides midagi tõestada, üksteist varrukast tõmmates ja käteliigutustega vaikust luua üritades. Seejärel kogunesid nad kõik uuesti, endiselt rääkides.
– Vennad! – järsku kõlas tugevam hääl, mis summutas kõik muud kähedad ja tuimad hääled. – Me ei jõua niiviisi kokkuleppele. Kõik räägivad ja keegi ei kuula. Valime juhi! Keda meie hulgast saame valida? Kes meist on piisavalt reisinud, et teesuundi tunda? Me kõik tunneme üksteist hästi, kuid ometi ei paneks ma ennast ega oma lapsi siin ühegi inimese juhtimise alla. Pigem öelge mulle, kes tunneb seda rändajat, kes on tänasest hommikust alates seal teeserval varju all istunud?
Vaikus saabus. Kõik pöördusid selle võõra poole ja hindasid teda pealaest jalatallani.
Keskealine rändur, kelle nägu oli habeme ja pikkade juuste tõttu vaevalt nähtav, istus ja vaikis nagu ennegi, mõttesse vajunud ning aeg-ajalt oma suurt keppi vastu maad koputades.
– Eile nägin sama meest ühe noore poisiga. Nad hoidsid üksteisel käest kinni ja kõndisid mööda tänavat. Ja eile õhtul lahkus poiss külast, kuid see võõras mees jäi siia.
– Vend, unustame need tobedad tühiasjad, et me ei kaotaks aega. Kes ta ka poleks, ta on tulnud kaugelt, sest keegi meist ei tunne teda, kindlasti ta teab kõige otsemat ja parimat teed pidi meid juhatada. Minu hinnangul on ta väga tark mees, sest istub seal vaikides ja mõtleb. Keegi teine oleks juba kümme või enam korda meie asjadesse sekkunud või oleks ühega meist vestlust alustanud, kuid ta istus seal kogu see aeg üksi ega öelnud midagi.
– Muidugi istub mees vaikselt, sest ta mõtleb millegi üle. Ta on väga tark, teisiti ei saa olla – nõustusid teised ja hakkasid võõrast uuesti uurima. Igaüks oli avastanud temas hiilgava omaduse, mis tõestab tema erakordset intelligentsust.
Rääkimisele ei kulunud palju rohkem aega, nii et lõpuks olid kõik ühel meelel, et kõige parem on küsida rändurilt endalt – kelle, nagu neile tundus, oli Jumal saatnud neid maailma välja juhatama, et otsida paremat territooriumi ja viljakamat mulda. Ta peaks olema nende juht ja nad kuulaksid teda ja kuuletuksid talle ilma küsimusi küsimata.
Nad valisid enda hulgast välja kümme meest, kes pidid selle võõra juurde minema, et talle enda otsust selgitada. See delegatsioon pidi seletama talle nende õnnetut olukorda ja paluma tal olla nende juht.
Nii läksid need kümme meest võõra juurde ja kummardasid alandlikult. Üks neist hakkas rääkima piirkonna ebaproduktiivsest pinnasest, kuivadest aastatest ja viletsusest, millesse nad kõik sattusid. Ta lõpetas niiviisi:
– Need tingimused sunnivad meid oma kodudest ja maa-alalt lahkuma ning mujale maailma parema kodumaa leidmiseks välja kolima. Just sel hetkel, kui me lõpuks kokkuleppele jõudsime, näib, et Jumal on meile halastanud, et ta saatis teid meie juurde – teid, tarka ja väärilist võõrast – et te meid juhiksite ja viletsusest vabastaksite. Kõigi siinsete elanike nimel palume teil olla meie juht. Kuhu iganes te ka ei läheks, me järgime. Te tunnete teid ja olete kindlasti sündinud õnnelikumal ja paremal kodumaal. Me kuulame teid ja täidame kõiki teie käske. Kas teie, tark võõras, olete nõus nii mõnegi hinge hukatusest päästma? Kas hakkate meie juhiks?
Kogu selle paluva kõne ajal ei tõstnud tark võõras kordagi pead. Ta oli terve aeg samas asendis, kust nad ta leidsid. Tema pea oli langetatud, ta kortsutas kulmu ja ta ei öelnud midagi. Ta koputas ainult aeg-ajalt oma keppi vastu maad ja mõtles. Kui kõne oli lõppenud, pomises ta lühidalt ja aeglaselt, muutmata oma positsiooni:
– Ma hakkan!
– Kas võime siis teiega kaasa tulla ja paremat kohta otsida?
– Võite! – jätkas ta pead tõstmata.
Seepeale avaldus entusiasm ja tänulikkus, kuid võõras ei öelnud ühtegi sõna.
Need kümme meest teatasid kokkutulnutele oma edust, lisades, et alles nüüd nägid nad, kui suurt tarkust see mees omas.
– Ta ei liikunud isegi kohalt ega tõstnud pead, et näha, kes temaga räägib. Ta istus vaikselt ja mõtiskles. Kogu meie jutule ja tunnustusele lausus ta vaid kolm sõna.
– Tõeline tark! Haruldane intelligentsus! – hüüdsid nad rõõmsalt igalt poolt, väites, et Jumal ise saatis ta inglina taevast neid päästma. Kõik olid kindlalt veendunud sellise juhi, keda miski maailmas ei suutnud häirida, edus. Ja nii otsustati järgmisel päeval koidikul teele asuda.
Leder (3/3)
Sådan foregik den første dag, og der fulgte flere dage med den samme succes. Intet af stor betydning foregik, kun mindre forseelser: De væltede lige ind i en grøft, så ind i en rende; de kæmpede sig gennem buske og solbærbuske; de trådte på flasker; flere brækkede arme og ben; nogle fik slag i hovedet. Men alle disse lidelser blev tålt. Et par gamle mænd blev efterladt døende på vejen. ”De ville være døde selv hvis de var blevet hjemme, for ikke at sige på turen!” Sagde talsmanden, og opfordrede resten til at fortsætte. Et par mindre børn, et til to år gamle, omkom også. Deres forældre undertrykkede deres pinsler med stoisk ro, for det var Guds vilje. ”Og jo mindre børn, jo mindre sorg. Når de er yngre, er sorgen mindre. Gud forbyde at forældre nogensinde mister deres børn når de har nået den giftefærdige alder. Hvis børnenes skæbner er således, er det bedre, at de dør tidligt. Så er sorgen ikke så stor!” Trøstede talsmanden dem igen. Nogle bandt klæder om deres hoveder og lagde kolde kompres på deres skrammer. Andre bar deres arme i slynger. Alle var forhutlede og forslåede. Deres tøj hang i laser, men de fortsatte alligevel gladelig. Alt dette havde været nemmere at bære, hvis de ikke sultede så meget. Men de var nødt til at fortsætte.
En dag skete der noget af større betydning.
Lederen gik forrest, omgivet af de modigste mænd i gruppen. (To af dem manglede, og ingen vidste hvor de var. Det var den generelle holdning, at de havde forrådt deres sag og flygtet. På et tidspunkt havde talsmanden sagt noget om deres skammelige forræderi. Kun nogle enkelte troede, at de var døde på vejen, men de talte ikke højt, for ikke at opildne de andre.) Resten af gruppen var i en linje bag dem. Pludselig opstod der en særledes stor og dyb, klippefyldt slugt – en ægte afgrund. Skråningen var så stejl, at de ikke turde træde et skridt frem. Selv de modigste standsede og så på lederen. Med rynket pande, hensunket i tanker med hovedet bøjet, trådte han modigt frem, bankede stokken foran sig, først til højre og så til venstre, på hans karakteristiske facon. Mange sagde, at det fik ham til at se mere værdig ud. Han hverken så på nogen eller sagde noget. Der var ingen ændring i hans ansigtsudtryk eller spor på frygt mens han gik nærmere og nærmere afgrunden. Selv den modigste mand blev bleg som et lig, men ingen turde at advare den tapre, vise leder. To mere skridt, og så var han ved kanten. De rystede alle sammen med dødsangst og vidt åbne øjne. De modigste mænd var lige ved at holde lederen tilbage, selvom hvis det betød at de brød disciplinen, da han trådte en gang, to gange frem, og faldt ned i kløften. Der opstod rådvildhed, jamren og skrigen; frygten fik overtaget. Nogle begyndte at flygte.
– Vent, brødre! Hvorfor hastværket? Er det sådan I vil holde jeres løfter? Vi må følge denne vise mand, for han ved, hvad han laver. Han ville være sindssyg for at skade sig selv. Fremad, efter ham! Det er den største og måske sidste fare, den sidste forhindring. Hvem ved? Måske vil der på den anden side af denne slugt være et fantastisk, frugtbart land, som Gud har udvalgt til os. Fremad! Uden ofre kommer vi ingen vegne! – sådan var talsmandens råd og han tog to skridt frem og forsvandt ned i kløften. De modigste fulgte efter, og så faldt alle andre med ned.
Der var jamren, stønnen, tumlen, beklagelser på den stejle skråning i denne store kløft. Man kunne have svoret at ingen ville komme ud derfra levende, og slet ikke uskadt og i ét stykke, men menneskelivet er hårdført. Leder var usædvanlig heldig. Han hang i buskene da han faldt, så han var ikke kommet til skade. Han formåede at samle sig op og klatre ud. Mens jamren, stønnen og gråden rungede nedenunder, sad han helt stille, eftertænksomt. Et par folk, der var tilskadekomne og vrede, begyndte at bande af ham, men han bemærkede det ikke. Dem der var heldige og kunne holde fast i en busk eller et træ da de faldt, begyndte med besvær at klatre ud. Nogle havde brud på hovedet, så blodet løb ned af deres ansigter. Der var ingen i ét stykke udover lederen. De rynkede panden af ham og stønnede i smerte, men han løftede end ikke hovedet. Han var stille og antog den reflekterende position af en ægte vismand!
Der gik lidt tid. Antallet af rejsende blev mindre og mindre. Hver dag sled på dem. Nogle forlod gruppen og gik tilbage.
Ud af det store antal der startede, var der kun omkring tyve tilbage. Deres udtærede og udmattede ansigtet viste tegn på desperation, tvivl, træthed og sult, men ingen sagde et ord. De var lige så stille som deres leder og fortsætte med at traske afsted. Selv den åndfulde talsmand rystede sit hoved i desperation. Vejen var bestemt besværlig.
Deres antal svandt ind dagligt, indtil der kun var ti tilbage. Med fortvivlede ansigter stønnede og klagede de, i stedet for at tale sammen.
De lignede mere og mere krøblinge frem for mænd. Nogle var på krykker. Nogle holdt deres arme i slynger om halsen. Der var flere bandager og kompres på deres hænder. Selv hvis de skulle have lavet nye ofre, var det ikke muligt, for der var næsten intet plads på deres kroppe til nye skrammer.
Selv de stærkeste og modigste blandt dem havde allerede mistet troen og håbet, men de kæmpede alligevel videre; de formåede på en eller anden måde at halte sig afsted med stor anstrengelse, jamrende og med store smerter. Hvad ellers kunne de gøre, hvis de ikke kunne gå tilbage? Så mange ofre, kun for at opgive rejsen?
Tusmørket faldt på. Mens de haltede afsted på krykker, så de pludselig, at lederen ikke var foran dem længere. Endnu et skridt og de fladt alle sammen ind i endnu en kløft.
– Av, mit ben! Av, min hånd! – rungede deres jamren og stønnen. En svag stemme forbandt den værdige leder, men blev derefter stille.
Da solen stod op, så sad lederen der, på samme måde som den dag han blev valgt. Der var ikke den mindste forskel i hans udseende.
Talsmanden kravlede ud af kløften, efterfulgt af to andre. Vansirede og blodige vendte de sig om for at se, hvor mange var tilbage, men de var de eneste. Dødsangst og håbløshed fyldte deres hjerter. Regionen var ukendt, bakket, stenet – der var ingen sti nogen steder. To dage før havde de stødt på en vej, men gik forbi den. Lederen førte dem den vej.
De tænkte på deres mange venner og slægtninge, der var døde på denne forfærdelige rejse. En tristhed stærkere end smerten i deres forkrøblede lemmer overtog dem. De havde været vidne til deres egen ødelæggelse, set det med egne øjne.
Talsmanden gik op til lederen og begyndte at tale med en træt, skælvende stemme, fyldt med smerte, fortvivlelse og bitterhed.
– Hvor skal vi hen nu?
Lederen var stille.
– Hvor fører du os hen og hvor har du bragt os hen? Vi har lagt vores egne og vores familiers liv i dine hænder og vi har fulgt dig, efterladt vores hjem og forfædres gravsteder i håb om at kunne redde os selv fra ødelæggelse i det golde land. Men du har ødelagt os på en langt værre måde. Der var to hundrede familier bag dig og se nu hvor mange der er!
– Siger du, at alle ikke er her? – mumlede lederen uden at løfte hovedet.
– Hvordan kan du spørge om sådan noget? Kig op og se! Tæl hvor mange af os der er tilbage på denne uheldige rejse! Se den tilstand vi alle sammen er i! Det ville være bedre at være død end være forkrøblet sådan her.
– Jeg kan ikke se på jer!
– Hvorfor ikke?
– Jeg er blind.
Der blev dødsstille.
– Mistede du dit syn på rejsen?
– Jeg er født blind!
De tre hang med hovederne i ægte desperation.
Efterårsvinden blæste truende gennem bjergene og bragte de visnede blade med ned. En tåge lagde sig over bakkerne og ravnenes vinger baskede gennem den kolde, disede luft. Et uhyggeligt hyl gav genlyd. Solen blev dækket af skyerne, som bredte sig mere og mere.
De tre så på hinanden med skræk.
– Hvor kan vi gå hen nu? – mumlede en af dem.
– Det ved vi ikke!
I Beograd, 1901.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen.
Leder (2/3)
Den næste dag samledes alle, der havde modet til at drage på en lang rejse. Mere end to hundrede familier ankom til det angivne sted. Kun enkelte blev hjemme, for at holde øje med hjemstedet.
Det var bestemt trist at se på denne forsamling af elendige folk, hvis bitre ulykke havde tvunget dem til at opgave det land, hvor de var født og hvor deres forfædre var begravet. Deres ansigter var hærgede, udslidte og solbrændte. Lidelserne fra mange lange, hårdtarbejdende år havde påvirket dem og viste et billede af elendighed og bitter fortvivlelse. Men i dette øjeblik kunne man se det første glimt af håb – uden tvivl blandet med hjemve. En tåre gled ned af de rynkede ansigter på et par gamle mænd, der sukkede desperat og rystede deres hovedet, med en stemning af onde anelser. De ville hellere blive her lidt længere, så de også kunne dø blandt disse sten, i stedet for at lede efter et bedre hjemland. Mange kvinder beklagede sig højlydt og sagde farvel til deres døde elskede, hvis gravsteder de nu efterlod.
Mændene prøvede at vise mod og råbte, – Jamen, vil du hellere fortsætte med at sulte i dette forbandede land og leve i disse skure? – Allerhelst, ville de have taget hele denne forbandede region og de dårlige skure med dem, hvis det havde været muligt.
Der var den sædvanlige larmog råben, som i alle menneskemasser. Både mænd og kvinder var hvileløse. Børnene skreg i deres vugger på mødrenes rygge. Selv husdyrene var lidt urolige. Der var ikke så meget kvæg, en kalv her og der, og så en tynd, uglet hest med et stort hoved og fede ben, som de læssede gamle tæpper, tasker og endda to sække på hen over sadlen, så det stakkels dyr svajede under vægten. Det formåede dog at blive stående og vrinske fra tid til anden. Andre læssede æsler; børnene tog hundene i snor. Snak, råb, banden, jamren, gråd, gøen og vrinsken – det hele smeltede sammen. Selv et æsel brægede et par gange. Men lederen sagde ikke et ord, nærmest som om hele affæren ikke vedkom ham. En ægte vismand!
Han sad der bare eftertænksomt og stille, med hovedet bøjet. En gang i mellem spyttede han på jorden; det var alt. Men på grund af hans mærkværdige opførsel, voksede hans popularitet så meget, at de alle ville være gået gennem ild og vand, som de sagde, for ham. De følgende samtaler kunne høres:
– Vi bør være glade for at have fundet sådan en mand. Havde vi gået uden ham… Gud forbyde det! Vi ville være omkommet. Han har ægte intelligens, siger jeg dig! Han er stille. Han har ikke sagt et ord endnu! – sagde en af dem, mens de så på lederen med respekt og stolthed.
– Hvad skulle han sige? Den der taler meget, tænker ikke meget. En klog mand, uden tvivl! Han grubler bare og siger intet, – tilføjede en anden, og han så også på lederen med ærefrygt.
– Det er ikke nemt at lede så mange mennesker! Han skal samle sine tanker, for han har et stort arbejde foran sig, – sagde den første igen.
Tiden kom til, at de skulle i gang. De ventede dog lidt for at se om nogen ville skifte mening og komme med dem, men siden ingen kom, kunne de ikke blive længere.
– Burde vi ikke komme afsted? – spurgte de lederen.
Han rejste sig uden et ord.
De modigste mand flokkedes omgående om ham, for at være til rådighed i tilfælde af farer eller et nødstilfælde.
Lederen, med rynket pande og bøjet hoved, tog et par skridt frem, svang stokken foran sig på værdigste vis. Forsamlingen bevægede sig efter ham og råbte flere gange, ”Længe leve vores leder!” Han tog et par skridt mere og gik ind i hegnet foran landsbyens forsamlingshus. Der standsede han, naturligvis; så gruppen standsede også. Lederen trådte herefter lidt tilbage og svang stokken mod hegnet flere gange.
– Hvad vil du have vi skal gøre? – spurgte de.
Han sagde intet.
– Hvad skal vi gøre? Tag hegnet ned! Det er dét vi skal! Kan I ikke se, at han viser os med stokken hvad vi skal gøre? – råbte dem, der stod rundt om lederen.
– Der er porten! Der er porten! – skreg børnene og pegede på porten, der stod i modsatte retning.
– Shh, stille, børn!
– Gud hjælpe os, hvad foregår der? – et par kvinder korsede sig.
– Ikke et ord! Han ved hvad vi skal gøre. Bryd hegnet ned!
Hegnet var nedbrudt omgående, som om det aldrig havde stået der.
De gik forbi hegnet.
De havde knapt gået et par hundrede skridt, før lederen gik ind i en stor tornebusk og standsede. Med stort besvær formåede han at trække sig ud og begyndte herefter at banke sin stok i alle retninger. Ingen rokkede sig.
– Og hvad er problemet nu? – råbte dem bagerst.
– Skær tornebusken ned! – råbte dem, der stod omkring lederen.
– Der er vejen, bag tornebuskene! Der er den! – råbte børnene, sammen med mange folk i bagerste række.
– Der er vejen! Der er vejen! – hånede folkene om lederen og efterabede dem hånligt. – Og hvordan kan vi blinde mænd vide, hvor han fører os hen? Alle kan ikke give ordrer. Lederen kender den bedste og mest direkte rute. Skær tornebusken væk!
De kastede sig ind i arbejdet for at rydde vejen.
– Av, – klagede en, som blev stukket i hånden af en torn og en anden, hvis ansigt blev ramt af en solbærgren.
– Brødre, I kan ikke få noget for ingenting. I skal anstrenge jer for at få succes, – svarede den modigste i gruppen.
De brød gennem busken efter en del anstrengelse og drog videre.
Efter have vandret lidt længere, stødte de på et risgærde. Det blev også ødelagt. Herefter fortsatte de.
De nåede ikke særlig langt den første dag, da de skulle overvinde mange lignende forhindringer. Det hele foregik uden særlig meget mad, da nogle kun havde tørt brød og lidt ost, mens andre kun havde lidt brød til at stille sulten. Nogle af dem havde slet intet. Heldigvis var det sommer, så de stødte nogle gange på et frugttræ.
Selvom kun et lille stykke vej lå bag dem efter den første dag, så var de meget trætte. Der var ingen store farer eller uheld. Men naturligvis, på sådan en lang rejse, måtte de følgende ting anses for at være bagateller: En torn der sad fast i en kvindes venstre øje, som hun dækkede med en fugtig klud; et barn slog sin fod på en træstamme så det græd og haltede; en gammel mand snublede over en solbærbusk og forstuvede sin ankel; efter hakket løg blev puttet på anklen, overkom manden modigt smerten og, ved at læne sig op af sin stok, haltede han bravt bag lederen. (For at være ærlig, så sagde flere folk at den gamle mand løj om sin ankel, at han kun lod som om, da han var ivrig efter at gå tilbage.) Snart var der kun enkelte, som ikke havde en torn i armen eller en rift i ansigtet. Mændene gennemgik det hele heroisk, mens kvinderne forbandede den tid på dagen de var taget afsted, og børnene græd, naturligvis, da de ikke forstod at alle disse anstrengelser og smerter ville blive rigt belønnet.
Til manges glæde og lettelse, skete der intet med lederen. For at være ærlig, så var han også meget beskyttet, men alligevel, manden var ganske enkelt heldig. Da de slog lejr den første nat, bad de alle sammen og takkede Gud for, at dagens rejse var en succes og at intet, ikke engang den mindste ulykke, var hændt deres leder. Så begyndte en af de modigste mænd at tale. Hans ansigt havde rifter efter en solbærbusk, men han lagde ikke mærke til det.
– Brødre, – begyndte han. – En dags rejse ligger nu endelig bag os – og vi takker Gud for det. Vejen er ikke nem, men vi må blive ved, for vi ved alle, at denne svære vej vil føre os til lykke. Må den almægtige Gud beskytte vores leder mod skader, så han kan fortsætte med at lede os mod succes.
– I morgen vil jeg miste mit andet øje hvis tingene går ligesom i dag! – råbte en af kvinderne vredt
– Av, mit ben! – græd den ældre mand, opildnet af kvindens bemærkning.
Børnene blev ved med at klage og græde, og mødrene havde svært ved at få dem til at være stille, så talsmanden kunne høres.
– Ja, du vil miste dit andet øje, – udbrød han vredt, – og må du miste begge! Det er ikke en stor ulykke for en kvinde at miste sine øjne i den gode sags tjeneste. Du burde skamme dig! Tænker du slet ikke på dine børns velvære? Lad halvdelen af os omkomme på denne rejse! Hvilken forskel gør det? Hvad er ét øje? Hvad kan du bruge dine øjne til, når der er nogen der ser for os og fører os til lykke? Skal vi opgive vores forehavende udelukkende på grund af dit øje og den gamle mands ben?
– Han lyver! Den gamle mand lyver! Han lader kun som om, så han kan gå tilbage, – lød stemmerne fra alle sider, der gav genlyd.
– Brødre, dem der ikke ønsker at gå længere, – sagde talsmanden igen, – lad ham gå tilbage i stedet for at klage og opildne resten af os. I mit tilfælde, så vil jeg følge denne vise leder så længe jeg stadig har liv i mig!
– Vi vil alle følge ham! Vi vil alle følge ham så længe vi lever!
Lederen var stille.
Alle begyndte at se på ham og hviske:
– Han er hensunket i sine tanker!
– En vis mand!
– Se på hans pande!
– Og altid rynket pande!
– Alvorlig!
– Han er modig! Det kan man se i alt ved ham.
– Det kan vi blive enige om! Hegn, risgærde, rosenbuske – han pløjer gennem det hele. Han banker dystert med sin stok, siger intet, og man skal gætte hvad han tænker på.
Leder (1/3)
–Brødre og kammerater, jeg har lyttet til alle jeres taler, så nu beder jeg jer om at lytte til mig. Alle vores overvejelser og samtaler er intet værd, så længe vi forbliver på denne golde egn. Intet kan vokse i den her sandede jord og på de her sten, heller ikke i de år vi havde regn, eller i den tørke, som vi har ikke har set magen til nogensinde før. Hvor længe skal vi mødes og holde tomme taler? Kvæget dør uden mad, og snart vil vi og vores børn også sulte. Vi må finde en anden løsning, der er bedre og mere fornuftig. Jeg tror, det vil være bedst at forlade dette ufrugtbare land og tage ud i verden, for at finde bedre og mere frugtbar jord, for vi kan ikke leve sådan her længere.
Sådan talte en beboer af en eller anden ufrugtbar provins; en træt stemme i et tilfældigt møde. Hvor og hvornår det foregik, mener jeg ikke angår hverken du eller jeg. Det er vigtigt at tro mig, når jeg siger at det skete engang i land for lang tid siden, og det er nok. For at være ærlig, så troede jeg engang at jeg havde opfundet hele historien, men lidt efter lidt frigjorde jeg mig fra denne ubehagelige vildfarelse. Nu tror jeg fast på, at jeg ved hvad der reelt og måtte være sket engang, og at jeg ikke på nogen måde kunne have fundet på det.
Lytterne, med deres blege, hærgede ansigter og blanke, dystre og næsten uforstående blikke, med deres hænder under bælterne, virkede til at live op ved ordene. Hver af dem forestillede sig allerede, at han var i et magisk paradis, hvor belønning for hårdt arbejde var en rig høst.
– Han har ret! Han har ret! – hviskede de udmattede stemmer fra alle sider.
– Er dette sted i nær…hed…en? – spurgte en udtrukket hvisken fra et hjørne.
– Brødre! – begyndte en anden med et stærkere stemmeleje. – Vi må følge opfordringen med det samme, for vi kan ikke blive ved sådan her. Vi har slid tog slæbt, men det hele har været forgæves. Vi har sået frø som kunne være blevet brugt til mad, men så kom oversvømmelserne og vaskede frøene og jorden væk fra skråningerne, så der kun var ren sten tilbage. Skal vi blive her for evigt og arbejde fra morgen til aften, kun for at blive ved med at være sultne og tørstige, nøgne og barfodede? Vi må tage af sted og lede efter bedre, frugtbar jord, hvor hårdt arbejde vil give masser af afgrøder.
– Lad os gå! Lad os gå med det samme, for det her sted kan vi ikke leve i længere!
Hviskeriet tog til og hver af dem begyndte at vandre, uden at tænke over hvor de gik hen.
– Vent, brødre! Hvor går I hen? – begyndte den første taler igen. – Vi skal selvfølgelig gå, men ikke sådan her. Vi skal vide, hvor vi går hen. Ellers kan vi ende i en værre situation i stedet for at redde skindet. Jeg foreslår, at vi vælger en leder, som vi alle skal adlyde, og som vil vise os den bedste og mest direkte vej.
– Lad os vælge! Lad os vælge nogen med det samme, – kunne man høre hele vejen rundt.
Det var her, at diskussionen tog til, et ægte kaos. Alle talte og ingen hverken lyttede eller kunne lytte. De begyndte at dele sig op i grupper, hver person mumlede for sig selv, og så brød selv grupperne op. De begyndte at gå i par, tog hinanden ved armen, talte, prøvede at bevise noget, trak hinanden i ærmerne, og lavede fagter med hænderne for at få stilhed. Så samlede de sig alle sammen igen, stadig mens de talte.
– Brødre! – rungede en stærkere stemme pludseligt, som druknede alle de andre hæse, sløve stemmer. – Vi kan ikke nå til nogen enighed sådan her. Alle taler og ingen lytter. Lad os vælge en leder! Hvem iblandt os kan vi vælge? Hvem iblandt os har rejst nok til at kende vejen? Vi kender alle sammen hinanden godt, men jeg, og mine børn, ville dog helst ikke blive ledt af nogen herfra. Fortæl mig i stedet hvem der kender den rejsende derovre, der har siddet i skyggen ved vejkanten siden denne morgen.
Stilheden sænkede sig. Alle vendte sig mod den fremmede og stirrede.
Den midaldrende rejsende, med et dystert ansigt der knapt kunne ses på grund af hans skæg og lange hår, sad og forblev stille ligesom før, hensunket i tanker, og bankede let med sin store stok i jorden fra tid til anden.
– I går så jeg den samme mand med en ung dreng. De holdt hinanden i hånden og gik ned af gaden. Og sidste aften forlod drengen landsbyen, men den fremmede blev her.
– Bror, lad os glemme de her fjollede bagateller, så vi ikke taber tid. Hvem end han er, så er han kommet langvejs fra, da ingen af os kender ham og han må bestemt kende den korteste og bedste vej han kan lede os. Det er min opfattelse, at han er en meget vis mand, fordi han sidder der helt stille og tænker. Enhver anden ville allerede have blandet sig i vores affærer flere gange, eller have startet en samtale med en af os, men han har siddet der hele tiden, helt alene uden at sige et ord.
– Selvfølgelig, manden sidder der stille, fordi han tænker på noget. Det kan ikke være andet end at han er meget klog,– erklærede de andre enigt og begyndte at undersøge den fremmede igen. Hver af dem havde opdaget et fantastisk karaktertræk ved ham, et bevis på hans utrolige intelligens.
Der blev ikke brugt meget mere tid på at tale, så alle blev endelig enige om, at det ville være bedst at bede denne rejsende – som, efter deres opfattelse, var sendt af Gud til at lede dem ud i verden for at finde et bedre territorie og mere frugtbar jord. Han burde være deres leder, og de ville lytte til ham og adlyde ham uden at stille spørgsmålstegn.
De valgte ti mænd blandt dem, som skulle gå til den fremmede og forklare deres beslutning til ham. Denne delegation skulle vise ham tingenes elendige tilstand på egnen og bede ham om at være deres leder.
Så de ti gik over og bukkede ydmygt. En af dem begyndte at tale om den ubrugelige jord i området, om de tørre årog den elendighed, som de alle stod i. Han afsluttede på følgende måde:
– Disse tilstande tvinger os til at forlade vores hjem og land, og flytte ud i verden for at finde et bedre hjemland. Lige i dette øjeblik, da vi endelig fandt enighed, virker det til at Gud har vist sig barmhjertig for os, så han har sendt dig til os – du, en vis og værdig fremmed – for at du kan lede os og frigøre os fra vores elendighed. På vegne af alle beboerne her, beder vi dig om at være vores leder. Hvor end du går hen, vil vi følge med. Du kender vejene og du var bestemt født i et lykkeligere og bedre hjemland. Vi vil lytte til dig og adlyde enhver kommando. Vil du, vise fremmed, acceptere at redde så mange sjæle fra forfald? Vil du være vores leder?
Under hele denne tryglende tale, løftede den vise fremmed end ikke hovedet. Han forblev hele tiden i den samme position, som de havde fundet ham i. Hans hoved var sænket, panden rynket, og han sagde intet. Han bankede kun let med stokken i jorden fra tid til anden og – tænkte. Da talen var ovre, mumlede han studst og langsomt, uden at bevæge sig:
– Det vil jeg!
– Kan vi så gå med dig og lede efter et bedre sted?
– Det kan I! – fortsatte han uden at løfte hovedet.
Entusiasmen og forskellige taknemmeligheder startede, men den fremmede sagde ikke et ord til noget af det.
De ti informerede samlingen om deres succes, og tilføjede, at det kun var nu, at de havde set den store visdom som manden besad.
– Han flyttede sig ikke fra sin plads eller løftede hovedet for at se, hvem der talte til ham. Han sad bare stille og mediterede. Han sagde kun fem ord til al vores snak og taknemmeligheder.
– En ægte vismand! Sjælden intelligens! – Råbte de begejstrede fra alle sider, og erklærede, at Gud selv havde sendt ham som en engel fra Himlen for at redde dem. Alle var fast overbeviste om den succes, der ventede dem under deres leder, som intet i verden kunne forurolige. Og dermed blev det besluttet at tage af sted den næste dag ved daggry.
Başbuğ (3/3)
Böylece ilk gün geçti ve ardından aynı başarıyla günler geldi. Önemli hiçbir şey olmadı, sadece önemsiz olaylar: önce bir çukura, sonra da bir vadiye yuvarlandılar; çitlere ve böğürtlen çalılarına sürtündüler, şişelerin üzerine bastılar; birkaç kol ve bacak kırıldı, bazıları kafasına darbe aldı. Ama bütün bu işkence katlandı. Yolda birkaç yaşlı adam ölü yatıyordu. „Evde kalsalar bile ölürlerdi, yolda bunu konuşmaya gerek yok!“ sözcüler, diğerlerini devam etmeye teşvik ederek dedi. Bir ila iki yaşlarındaki birkaç bir küçük çocuk öldü. Ebeveynler, Tanrı’nın isteğiydi diyerek kalp ağrılarını metanetle bastırdılar. „Ve çocuklar ne kadar küçükse keder de o kadar az olur. Genç olduklarında keder daha azdır. Tanrı, anne babaya evlenme çağına geldiklerinde çocuklarını asla kaybetmelerini bağışlamaz. Çocukların kaderi bu kadar yüksekse, erken ölmeleri daha iyi. Öyleyse keder o kadar büyük değil! “ sözcü onları tekrar teselli etti. Bazıları başlarının etrafına bez sardı ve çürüklerine soğuk kompres uyguladı. Diğerleri kollarını askılarla taşıdı. Hepsi parçalandı ve kesildi. Giysileri parçalara sarkıyordu, ama yine de mutlu bir şekilde ilerlediler. Birçok kez açlıkla boğuşmasalar, tüm bunlara katlanmak daha kolay olurdu. Ama devam etmeleri gerekiyordu.
Bir gün, önemli bir şey oldu.
Başbuğ, gruptaki en cesur adamlarla çevrili olarak önde yürüyordu. (İki tanesi kayıptı ve nerede olduklarını kimse bilmiyordu. Davalarına ihanet edip kaçtıkları genel kanaatti. Bir keresinde sözcü, utanç verici ihanetleri hakkında bir şeyler söyledi. Sadece birkaçı ikisinin öldüğüne inanıyordu, ancak diğerlerini uyandırmamak için fikirlerini dile getirmediler.) Grubun geri kalanı onların arkasındaydı. Birdenbire son derece geniş ve derin, kayalık bir geçit belirdi – gerçek bir uçurum. Yamaç o kadar dikti ki, ileri bir adım atmaya cesaret edemediler. En cesur olanlar bile aniden durdu ve başbuğa baktı. Kaşlarını çatarak, başını eğip düşüncelere daldı, kendine özgü bir şekilde bastonunu öne, önce sağa, sonra sola vurarak cesurca öne çıktı. Birçoğu, tüm bunların onu daha da onurlu gösterdiğini söyledi. Ne kimseye baktı ne de bir şey söyledi. Uçuruma yaklaştıkça yüzünde hiçbir ifade değişikliği ya da korku izi yoktu. En cesur adamlar bile ölüm gibi soldu, ama kimse yiğit, bilge başbuğu uyarmaya cesaret edemedi. İki adım daha ve o uç noktadaydı. Hastalıklı bir korku ve kocaman açık gözlerle hepsi titredi. En cesur adamlar, bir, iki kez adım attığında ve vadiye daldığında, disiplin ihlali anlamına gelse bile, başbuğu geri tutma noktasındaydı. Şaşkınlık, feryat, çığlık yükseldi; korku üstün geldi. Bazıları kaçmaya başladı.
– Durun kardeşler! Acelesi ne? Sözünüzü bu şekilde mi tutuyorsunuz? Bu bilge adamı takip etmeliyiz çünkü ne yaptığını biliyor. Kendini mahvetmek delilik olur. İleri, peşinden! Bu en büyük ve belki de son tehlike, son engeldir. Kim bilir? Belki bu uçurumun diğer tarafında Tanrı’nın bizim için istediği muhteşem, verimli bir toprak bulabiliriz. İleri! Fedakârlık yapmadan, oraya gidemeyiz! – Sözcünün tavsiye sözleri böyleydi ve o da iki adım atarak vadide kayboldu. En cesur onu izledi ve sonra herkes içeri daldı.
Bu uçsuz bucaksız geçidin dik yamacında feryat, inilti, yuvarlanma, inleme vardı. Kimsenin canlı çıkamayacağına, çok daha az zarar görmeyeceğine ve tek parça olacağına yemin ederdi, ama insan hayatı kararlıdır. Başbuğ alışılmadık derecede şanslıydı. Düşerken incinmemesi için çalılara asıldı. Kendini toparlamayı ve dışarı çıkmayı başardı. Aşağıda ağlarken, inlerken ve ağlamalar yankılanırken, hareketsiz, düşünceli bir şekilde sessizce oturdu. Hırpalanmış ve öfkeli olan birkaçı onu lanetlemeye başladı ama o aldırış etmedi. Şans eseri, düşerken bir çalı ya da ağacı tutabilenler, zorlu bir şekilde tırmanmaya başladılar. Bazılarının kafaları çatlamıştı, böylece yüzlerinden kan fışkırıyordu. Başbuğ dışında tek parça kimse yoktu. Hepsi birden ona kaşlarını çattılar ve acı içinde inlediler ama o başını bile kaldırmadı. Sessizdi ve gerçek bir bilgenin yansıtıcı pozunu aldı!
Bir süre geçti. Yolcuların sayısı gittikçe azalıyordu. Her gün sayıları azalıyordu. Bazıları gruptan ayrıldı ve geri döndü.
Başlayan büyük kalabalıktan sadece yirmi kişi kaldı. Keskin, bitkin yüzleri çaresizlik, şüphe, yorgunluk ve açlık belirtilerini yansıtıyordu, ama kimse tek bir kelime kadar söylemedi. Başbuğları kadar sessizdiler ve ilerlemeye devam ettiler. Canlı sözcü bile çaresizce başını salladı. Yol gerçekten zordu.
Sayıları, yalnızca on olana kadar giderek azaldı. Umutsuz yüzlerle, konuşmak yerine sadece inleyip şikâyet ettiler.
İnsandan çok sakat görünüyorlardı. Bazıları aceleciydi. Bazıları kollarını boyunlarına tutturulmuş askılarla tuttu. Ellerinde çok sayıda bandaj ve kompres vardı. Yeni fedakarlıklar yapmak isteseler bile yapamazlardı çünkü vücutlarında yeni yaralar için neredeyse hiç yer yoktu.
Aralarında en güçlü ve en cesur olanlar bile inancını ve ümidini çoktan yitirmişlerdi ama yine de daha çok mücadele ediyorlardı; yani, onlar bir şekilde büyük bir çabayla, şikâyet ederek, acıyla harap olmuşlardı. Geri dönemezlerse başka ne yapabilirlerdi? Bu kadar çok fedakârlık ve şimdi yolculuğu terk etmek mi?
Alacakaranlık indi. Koltuk değnekleriyle topallayarak, aniden Başbuğun artık önlerinde olmadığını gördüler. Bir adım daha attılar ve hepsi başka bir vadiye daldılar.
– Oh, bacağım! Elim! – feryat ve inlemeyi yankıladı. Zayıf bir ses, değerli Başbuğu bile lanetledi ama sonra sustu.
Güneş doğduğunda Başbuğ orada oturdu, seçildiği günkü gibi. Görünüşünde en ufak bir değişiklik olmadı.
Sözcü uçurumdan çıktı, ardından iki kişi daha çıktı. Biçimsiz ve kanlı, kaç kişinin kaldığını görmek için arkalarını döndüler, ama sadece onlardı. Kalplerini ölümcül korku ve umutsuzluk doldurdu. Bölge bilinmiyordu, engebeli, kayalıktı– hiçbir yerde yol yoktu. İki gün önce bir yola çıkmışlar ama onu geride bırakmışlar. Başbuğ onları o tarafa götürdü.
Bu fantastik yolculukta ölen birçok arkadaş ve akraba hakkında düşündüler. Sakat uzuvlarındaki acıdan daha güçlü bir hüzün onları alt etti. Kendi yıkımlarına kendi gözleriyle şahit olmuşlardı.
Sözcü Başbuğun yanına gitti ve acı, umutsuzluk dolu, yorgun ve titreyen bir sesle konuşmaya başladı.
– Şimdi nereye gidiyoruz?
Başbuğ sessizdi.
– Bizi nereye götürüyorsunuz ve bizi nereye getirdiniz? Kendimizi ve ailelerimizi sizin ellerinize verdik ve o çorak topraklarda kendimizi harap olmaktan kurtarmak umuduyla evlerimizi ve atalarımızın mezarlarını geride bırakarak sizi takip ettik. Ama bizi daha kötü bir şekilde mahvettin. Arkanda iki yüz aile vardı ve şimdi bak kaç tane var!
– Yani herkes burada değil mi? – Başbuğ başını kaldırmadan mırıldandı.
– Böyle bir soruyu nasıl sorarsın? Yukarı bak ve gör! Bu talihsiz yolculukta kaçımız kaldığını sayın! İçinde bulunduğumuz şekle bakın! Böyle sakat kalmaktansa ölmek daha iyi olurdu.
– Sana bakamıyorum!
– Neden olmasın?
– Körüm.
Ölü bir sessizlik.
– Yolculuk sırasında görüşünüzü kaybettiniz mi?
– Kör doğdum!
Üçü çaresizlik içinde başlarını eğdi.
Sonbahar rüzgârı uğursuzca dağların arasından esti ve solmuş yaprakları aşağıya çekti. Tepelerin üzerinde bir sis uçuştu ve soğuk, buğulu hava kuzgunların kanatlarını salladı. Kötü bir haykırış yankılandı. Güneş gittikçe uzağa yuvarlanan ve aceleyle gelen bulutların arkasına gizlenmişti.
Üçü birbirlerine tam bir dehşet içinde baktı.
– Şimdi nereye gidebiliriz? – ciddi bir şekilde mırıldandı.
– Bilmiyoruz!
Belgrad’da, 1901
“Radoje Domanović” Projesi için çeviren Ezgi Özcan, 2020
Радоје Домановић 