En almindelig serbisk okses ræsonnement

Der opstår en del mirakler i denne verden og vores land, som mange siger, flyder over med mirakler i sådan et omfang, at mirakler ikke længere er mirakler. Der er folk her med meget høje stillinger, som slet ikke tænker, og som en kompensation, eller måske af andre årsager, så begyndte en almindelig bondes okse, der ikke er anderledes fra andre serbiske okser, at tænke. Gud ved hvad der skete, der gjorde dette sindrige dyr modig nok til at starte sådan overilet bestræbelse, især siden det var blevet bevist, at i Serbien, så er denne uheldig stilling en ren bjørnetjeneste. Lad os så sige, at denne stakkels djævel i sin naivitet ikke engang vidste, at dette arbejde ikke lønner sig i hans hjemland, så vi ikke vil tilskrive ham noget særligt borgerligt mod. Men det er dog stadig et mysterie hvorfor en okse skal tænke, siden han hverken er en vælger, en rådmand eller en fredsdommer, og han er heller ikke blevet valgt som næstformand i nogen kvægforsamling, eller endda (hvis han havde nået en særlig alder) som senator. Og hvis den stakkels sjæl nogensinde havde drømt om at blive minister i noget kvægland, så burde han havde vidst, at stik modsat, så burde han øve sig i at tænke så lidt som muligt, ligesom de dygtige ministre i andre, gladere lande, selvom vores land ikke er så heldigt på dette område heller. Når alt kommer til alt, hvorfor skulle vi gå op i, hvorfor en okse i Serbien er begyndt på en aktivitet, som er blevet droppet af folket? Det kan også være, at han simpelthen begyndte at tænke på grund af et naturligt instinkt.

Så hvilken slags okse er det? En almindelig okse der har, som en zoolog lærte os, et hoved, krop og lemmer, som alle andre okser; han trækker en vogn, græsser på marken, slikker salt, tygger drøv og bræger. Hans navn er Grålig, da han er en grå okse.

Sådan her startede han med at tænke. En dag lagde hans herre et åg på ham og hans ven, Sorte, læssede nogle stjålne stakitter på vognen og tog dem med til byen for at sælge. Han fik solgt dem næsten med det samme han gik ind i byen, og fjernede derefter åget fra Grålig og hans kammerat, satte kæden, der bandt dem til åget, fast, kastede lidt hø foran dem, og gik glad ind i en lille kro for at få lidt at drikke. Der var en festival i gang i byen, så der var mænd, kvinder og børn, der gik rundt alle vegne. Sorte, som var kendt blandt andre okse for at være lidt dum, så ikke på noget af det. Han gik i stedet i gang med sin frokost, spise en mavefuld, brægede lidt af tilfredshed, og lagde sig derefter ned, for at slumre og tygge drøv. Alle de mennesker der gik forbi, interesserede ham ikke. Han slumrer bare og tygger drøv helt fredsommeligt (det er en skam han ikke er et menneske, med alle disse dispositioner til en strålende karriere). Men Grålig kunne ikke tage en bid af det. Hans drømmende øjne og det triste udtryk i ansigtet viste først, at dette var en grubler og en sød, påvirkelig sjæl. Folk, serbere, gik forbi ham, stolt af deres ærefulde fortid, deres navn og nation, og dette vises i deres alvorlige adfærd og tempo. Grålig så alt dette og hans sjæl blev pludselig overvundet af sorg og smerte, på grund af den store uretfærdighed, og han kunne ikke andet end at lade sig overvinde af en stærk, pludselig og kraftfuld følelse; han brægede trist, smertefuldt, med tårer i øjne. Og midt i den intense smerte, begyndte Grålig at tænke:

Hvad er min ejer og hans landsmænd, serberne, så stolte af? Hvorfor holder de hovederne så højt og ser på min art med hovmodig stolthed og foragt? De er stolte af deres moderland, stolte at den barmhjertige skæbne har ladet dem blive født her i Serbien. Min mor fødte mig også her i Serbien, og Serbien er ikke blot mit hjemland, men også min faders, og mine forfædre er, ligesom deres, ankommet til dette land fra det gamle slaviske hjemland. Og alligevel er der ingen af os okse der har følt stolthed, vi har kun været stolte af vores evne til at trække et tungt læs op af bakke; helt op til i dag, har ingen okse nogensinde fortalt en tysk okse: ”Hvad vil du mig, jeg er en serbisk okse, mit hjemland er det stolte land Serbien, alle mine forfædre er blevet kælvet der, og her, i dette land, er mine forfædres grave. Gud forbyde, at vi nogensinde fandt stolthed i det, det har vi aldrig tænkt på, og de er endda stolte af det. Sikke et mærkeligt folk!

Optaget af sine tanker, rystede oksen trist med hovedet, mens klokken om halsen ringede og åget knagede. Sorte åbnede øjnene, så på sin ven og brølede:

– Så er du i gang igen med dette nonsens! Spis, din idiot, få noget fedt på kroppen, alle dine ribben stikker ud; hvis det var godt at tænke, så ville folk ikke have overladt det til os okser. Så heldige ville vi ikke være!

Grålig så på sin kammerat med medlidenhed, drejede hovedet væk fra ham og stod i sine egne tanker igen.

– De er stolte over deres ærefulde fortid. De har deres Kosovo Mark, Slaget om Kosovo. Hvad så, har mine forfædre ikke trukket vogne med mad og våben selv dengang? Hvis det ikke var for os, så skulle folk selv have gjort det. Så var der opstanden mod tyrkerne. En stor, ædel indsats, men hvem var der dengang? Var det disse højnæsede tosser, der spankulerer stolt foran mig, som om det var deres fortjeneste, at opstanden blev arrangeret? Tag min ejer som eksempel. Han  er også stolt og praler om opstanden, især fordi hans oldefar døde under frihedskrigen, en ægte helt. Og er det så min ejers fortjeneste? Hans oldefar havde retten til at være stolt, men ikke ham; hans oldefar døde, så min ejer og hans efterkommere kan være frie. Så han er fri, og hvordan bruger han sin frihed? Han stjæler andre menneskers stakitter, sidder på vognen, og jeg skal trække både ham og stakitterne mens han sover ved tøjlerne. Nu har han solgt sine stakitter, han drikker spiritus, gør intet og er stolt over sin ærefulde fortid. Og hvor mange af mine forfædre er ikke blevet slagtet under opstanden for at brødføde krigerne? Og trak mine forfædre ikke våben, kanoner, mad og ammunition? Og alligevel er vi ikke stolte over deres fortjenester, for vi har ikke ændret os; vi gør stadig vores pligt i dag, ligesom vores forfædre gjorde, tålmodigt og bevidst.

De er stolte af deres forfædres lidelser og fem hundrede års slaveri. Min art har lidt gennem hele vores eksistens, og i dag  er vi stadig slaver og lider, men vi vandrer ikke rundt og beklager os. De sagde, at tyrkerne har tortureret, slagtet og spiddet dem; jamen, mine forfædre blev slagtet af både serbere og tyrkere, og herefter ristet, og ført gennem alle mulige former for tortur.

De er stolte af deres religion, og alligevel tror de ikke på noget. Hvorfor kan jeg og min art så ikke blive accepteret af de kristne? Deres religion fortæller dem, at de “ikke må stjæle”, og her min ejer så, der stjæler og drikker for de penge han fik ved at stjæle. Deres religion siger, at de skal elske deres naboer, og alligevel skader de kun hinanden. For dem, de bedste mænd, et dydigt eksempel, er dem, der ikke gør nogen skade, og selvfølgelig overvejer ingen at bede nogen om at gøre noget godt, udover ikke at gøre skade. Det er så lavt de er sunket, at deres eksempler på dyd ikke omhandler mere, end enhver ubrugelig genstand, der ikke gør skade.

Oksen sukkede dybt og løftede blikket fra støvet på vejen.

– Så – fortsatte oksen med sine triste tanker – i dette tilfælde, er jeg og min art så ikke bedre end nogen af dem? Jeg har aldrig myrdet nogen, jeg har aldrig bagvasket nogen, har ikke stjålet noget, har ikke fyret en uskyldig mand fra embedsværket, har ikke lavet underskud i statskassen, har ikke erklæret falsk bankerot, jeg har aldrig lænket eller arresteret uskyldige folk, har aldrig bagtalt mine venner, jeg har aldrig gået imod mine principper som okse, jeg har ikke lavet falske udtalelse, jeg var aldrig minister og har ikke gjort landet nogen skade, og jeg har ikke blot gjort ingen skade, men har endda også behandlet dem godt, som har gjort skade på mig. Min mor kælvede mig og omgående tog onde mænd min mors mælk fra mig. Gud har i det mindste skabt græs for os okser og ikke for mænd, men det nægter de os også. Stadig, også med alle tæskene, så trækker vi menneskets vogne, pløjer deres marker og brødføder dem. Og alligevel taler ingen om vores arbejde for moderlandet…

– Eller tag bare faste som eksempel; for mennesker, så siger religionen at de skal faste på alle festdage, og alligevel er de ikke villige til at gennemgå den smule faste, mens jeg og min art faster hele vores liv, lige siden vi først blev vænnet fra moderens yver.

Oksen sænkede sit hoved, som hvis han har bekymret, og løftede det så igen, prustede vredt, og det virkede som om at noget vigtigt pludselig slog ham, pinte ham; pludselig brølede han fornøjet:

– Oh, jeg ved det nu, det må være det – og han fortsatte med at tænke, – det er hvad det er; de er stolte af deres frihed og borgerlige rettigheder. Jeg må tænke det til bunds.

Og han tænkte og tænkte, men kunne ikke finde ud af det.

– Hvad er disse rettigheder? Hvis politiet beordrer dem til at stemme, så stemmer de, og sådan kunne vi lige så godt brøle: ”Foooor!” Og hvis de ikke bliver beordret til det, så vil de ikke stemme, eller gå ind i politik, ligesom os. De bliver også slået i fængslet, selv hvis de er uskyldige. I det mindste bræger vi og vifter vores haler, og de har ikke engang den smule civilmod.

Og i det øjeblik kom hans ejer ud af kroen. Fordrukken, vraltende, slørede øjne, og mumlede nogle uforståelige ord, mens han snoede sig mod vognen.

– Se lige, hvordan kan denne stolte efterkommer bruge friheden, der blev vundet med blod fra hans forfædre? Min ejer er fordrukken og en tyv, men hvor ofte bruger andre denne frihed? Kun til at visne væk og være stolt over fortiden og af deres forfædres arbejd, hvor de har bidraget lige så meget som jeg. Og os okser, vi er forblevet lige så hårdarbejdende og nyttige arbejdere som vores forfædre. Vi er okser, men vi kan stadig være stolte af vores besværlige arbejde og fortjenester i dag.

Oksen sukkede dybt og gjorde sin nakke klar til åget.

I Beograd, 1902.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.