En almindelig serbisk okses ræsonnement
Der opstår en del mirakler i denne verden og vores land, som mange siger, flyder over med mirakler i sådan et omfang, at mirakler ikke længere er mirakler. Der er folk her med meget høje stillinger, som slet ikke tænker, og som en kompensation, eller måske af andre årsager, så begyndte en almindelig bondes okse, der ikke er anderledes fra andre serbiske okser, at tænke. Gud ved hvad der skete, der gjorde dette sindrige dyr modig nok til at starte sådan overilet bestræbelse, især siden det var blevet bevist, at i Serbien, så er denne uheldig stilling en ren bjørnetjeneste. Lad os så sige, at denne stakkels djævel i sin naivitet ikke engang vidste, at dette arbejde ikke lønner sig i hans hjemland, så vi ikke vil tilskrive ham noget særligt borgerligt mod. Men det er dog stadig et mysterie hvorfor en okse skal tænke, siden han hverken er en vælger, en rådmand eller en fredsdommer, og han er heller ikke blevet valgt som næstformand i nogen kvægforsamling, eller endda (hvis han havde nået en særlig alder) som senator. Og hvis den stakkels sjæl nogensinde havde drømt om at blive minister i noget kvægland, så burde han havde vidst, at stik modsat, så burde han øve sig i at tænke så lidt som muligt, ligesom de dygtige ministre i andre, gladere lande, selvom vores land ikke er så heldigt på dette område heller. Når alt kommer til alt, hvorfor skulle vi gå op i, hvorfor en okse i Serbien er begyndt på en aktivitet, som er blevet droppet af folket? Det kan også være, at han simpelthen begyndte at tænke på grund af et naturligt instinkt.
Så hvilken slags okse er det? En almindelig okse der har, som en zoolog lærte os, et hoved, krop og lemmer, som alle andre okser; han trækker en vogn, græsser på marken, slikker salt, tygger drøv og bræger. Hans navn er Grålig, da han er en grå okse.
Sådan her startede han med at tænke. En dag lagde hans herre et åg på ham og hans ven, Sorte, læssede nogle stjålne stakitter på vognen og tog dem med til byen for at sælge. Han fik solgt dem næsten med det samme han gik ind i byen, og fjernede derefter åget fra Grålig og hans kammerat, satte kæden, der bandt dem til åget, fast, kastede lidt hø foran dem, og gik glad ind i en lille kro for at få lidt at drikke. Der var en festival i gang i byen, så der var mænd, kvinder og børn, der gik rundt alle vegne. Sorte, som var kendt blandt andre okse for at være lidt dum, så ikke på noget af det. Han gik i stedet i gang med sin frokost, spise en mavefuld, brægede lidt af tilfredshed, og lagde sig derefter ned, for at slumre og tygge drøv. Alle de mennesker der gik forbi, interesserede ham ikke. Han slumrer bare og tygger drøv helt fredsommeligt (det er en skam han ikke er et menneske, med alle disse dispositioner til en strålende karriere). Men Grålig kunne ikke tage en bid af det. Hans drømmende øjne og det triste udtryk i ansigtet viste først, at dette var en grubler og en sød, påvirkelig sjæl. Folk, serbere, gik forbi ham, stolt af deres ærefulde fortid, deres navn og nation, og dette vises i deres alvorlige adfærd og tempo. Grålig så alt dette og hans sjæl blev pludselig overvundet af sorg og smerte, på grund af den store uretfærdighed, og han kunne ikke andet end at lade sig overvinde af en stærk, pludselig og kraftfuld følelse; han brægede trist, smertefuldt, med tårer i øjne. Og midt i den intense smerte, begyndte Grålig at tænke:
Hvad er min ejer og hans landsmænd, serberne, så stolte af? Hvorfor holder de hovederne så højt og ser på min art med hovmodig stolthed og foragt? De er stolte af deres moderland, stolte at den barmhjertige skæbne har ladet dem blive født her i Serbien. Min mor fødte mig også her i Serbien, og Serbien er ikke blot mit hjemland, men også min faders, og mine forfædre er, ligesom deres, ankommet til dette land fra det gamle slaviske hjemland. Og alligevel er der ingen af os okse der har følt stolthed, vi har kun været stolte af vores evne til at trække et tungt læs op af bakke; helt op til i dag, har ingen okse nogensinde fortalt en tysk okse: ”Hvad vil du mig, jeg er en serbisk okse, mit hjemland er det stolte land Serbien, alle mine forfædre er blevet kælvet der, og her, i dette land, er mine forfædres grave. Gud forbyde, at vi nogensinde fandt stolthed i det, det har vi aldrig tænkt på, og de er endda stolte af det. Sikke et mærkeligt folk!
Optaget af sine tanker, rystede oksen trist med hovedet, mens klokken om halsen ringede og åget knagede. Sorte åbnede øjnene, så på sin ven og brølede:
– Så er du i gang igen med dette nonsens! Spis, din idiot, få noget fedt på kroppen, alle dine ribben stikker ud; hvis det var godt at tænke, så ville folk ikke have overladt det til os okser. Så heldige ville vi ikke være!
Grålig så på sin kammerat med medlidenhed, drejede hovedet væk fra ham og stod i sine egne tanker igen.
– De er stolte over deres ærefulde fortid. De har deres Kosovo Mark, Slaget om Kosovo. Hvad så, har mine forfædre ikke trukket vogne med mad og våben selv dengang? Hvis det ikke var for os, så skulle folk selv have gjort det. Så var der opstanden mod tyrkerne. En stor, ædel indsats, men hvem var der dengang? Var det disse højnæsede tosser, der spankulerer stolt foran mig, som om det var deres fortjeneste, at opstanden blev arrangeret? Tag min ejer som eksempel. Han er også stolt og praler om opstanden, især fordi hans oldefar døde under frihedskrigen, en ægte helt. Og er det så min ejers fortjeneste? Hans oldefar havde retten til at være stolt, men ikke ham; hans oldefar døde, så min ejer og hans efterkommere kan være frie. Så han er fri, og hvordan bruger han sin frihed? Han stjæler andre menneskers stakitter, sidder på vognen, og jeg skal trække både ham og stakitterne mens han sover ved tøjlerne. Nu har han solgt sine stakitter, han drikker spiritus, gør intet og er stolt over sin ærefulde fortid. Og hvor mange af mine forfædre er ikke blevet slagtet under opstanden for at brødføde krigerne? Og trak mine forfædre ikke våben, kanoner, mad og ammunition? Og alligevel er vi ikke stolte over deres fortjenester, for vi har ikke ændret os; vi gør stadig vores pligt i dag, ligesom vores forfædre gjorde, tålmodigt og bevidst.
De er stolte af deres forfædres lidelser og fem hundrede års slaveri. Min art har lidt gennem hele vores eksistens, og i dag er vi stadig slaver og lider, men vi vandrer ikke rundt og beklager os. De sagde, at tyrkerne har tortureret, slagtet og spiddet dem; jamen, mine forfædre blev slagtet af både serbere og tyrkere, og herefter ristet, og ført gennem alle mulige former for tortur.
De er stolte af deres religion, og alligevel tror de ikke på noget. Hvorfor kan jeg og min art så ikke blive accepteret af de kristne? Deres religion fortæller dem, at de “ikke må stjæle”, og her min ejer så, der stjæler og drikker for de penge han fik ved at stjæle. Deres religion siger, at de skal elske deres naboer, og alligevel skader de kun hinanden. For dem, de bedste mænd, et dydigt eksempel, er dem, der ikke gør nogen skade, og selvfølgelig overvejer ingen at bede nogen om at gøre noget godt, udover ikke at gøre skade. Det er så lavt de er sunket, at deres eksempler på dyd ikke omhandler mere, end enhver ubrugelig genstand, der ikke gør skade.
Oksen sukkede dybt og løftede blikket fra støvet på vejen.
– Så – fortsatte oksen med sine triste tanker – i dette tilfælde, er jeg og min art så ikke bedre end nogen af dem? Jeg har aldrig myrdet nogen, jeg har aldrig bagvasket nogen, har ikke stjålet noget, har ikke fyret en uskyldig mand fra embedsværket, har ikke lavet underskud i statskassen, har ikke erklæret falsk bankerot, jeg har aldrig lænket eller arresteret uskyldige folk, har aldrig bagtalt mine venner, jeg har aldrig gået imod mine principper som okse, jeg har ikke lavet falske udtalelse, jeg var aldrig minister og har ikke gjort landet nogen skade, og jeg har ikke blot gjort ingen skade, men har endda også behandlet dem godt, som har gjort skade på mig. Min mor kælvede mig og omgående tog onde mænd min mors mælk fra mig. Gud har i det mindste skabt græs for os okser og ikke for mænd, men det nægter de os også. Stadig, også med alle tæskene, så trækker vi menneskets vogne, pløjer deres marker og brødføder dem. Og alligevel taler ingen om vores arbejde for moderlandet…
– Eller tag bare faste som eksempel; for mennesker, så siger religionen at de skal faste på alle festdage, og alligevel er de ikke villige til at gennemgå den smule faste, mens jeg og min art faster hele vores liv, lige siden vi først blev vænnet fra moderens yver.
Oksen sænkede sit hoved, som hvis han har bekymret, og løftede det så igen, prustede vredt, og det virkede som om at noget vigtigt pludselig slog ham, pinte ham; pludselig brølede han fornøjet:
– Oh, jeg ved det nu, det må være det – og han fortsatte med at tænke, – det er hvad det er; de er stolte af deres frihed og borgerlige rettigheder. Jeg må tænke det til bunds.
Og han tænkte og tænkte, men kunne ikke finde ud af det.
– Hvad er disse rettigheder? Hvis politiet beordrer dem til at stemme, så stemmer de, og sådan kunne vi lige så godt brøle: ”Foooor!” Og hvis de ikke bliver beordret til det, så vil de ikke stemme, eller gå ind i politik, ligesom os. De bliver også slået i fængslet, selv hvis de er uskyldige. I det mindste bræger vi og vifter vores haler, og de har ikke engang den smule civilmod.
Og i det øjeblik kom hans ejer ud af kroen. Fordrukken, vraltende, slørede øjne, og mumlede nogle uforståelige ord, mens han snoede sig mod vognen.
– Se lige, hvordan kan denne stolte efterkommer bruge friheden, der blev vundet med blod fra hans forfædre? Min ejer er fordrukken og en tyv, men hvor ofte bruger andre denne frihed? Kun til at visne væk og være stolt over fortiden og af deres forfædres arbejd, hvor de har bidraget lige så meget som jeg. Og os okser, vi er forblevet lige så hårdarbejdende og nyttige arbejdere som vores forfædre. Vi er okser, men vi kan stadig være stolte af vores besværlige arbejde og fortjenester i dag.
Oksen sukkede dybt og gjorde sin nakke klar til åget.
I Beograd, 1902.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.
Echiche ehi Serbian ǹkịtị
Ezigbo ihe ijuanya na-eme n’ụwa a, obodo anyị bu , dịka ọtụtụ ndị na-ekwu, juputara na ihe ịtụnanya ruo n’ókè nke na ihe ịtụnanya abụghịzị ihe ịtụnanya. Enwere ndị nọ ebe a nọ n’ọkwa dị elu nke na-echeghị ma ọlị, yana dị ka ụgwọ, ma ọ bụ ikekwe n’ihi ihe ndị ọzọ, ehi nkịtị nke nkịtị, nke dị iche na nke ndị Serbia ndị ọzọ, malitere iche echiche. Chineke maara ihe merenụ nke mere anụmanụ a dị aghụghọ ji anwa ịnwa ụdị mbọ a, ọkachasị ebe ọ bụ na egosila na ọrụ ọjọọ a na Serbia nwere ike wetara gị mkparị. Ka anyị kwuozie na ekwensu a dara ogbenye, amaghi ya niile, amaghịdị na mbọ a abaghị uru n’ala nna ya, yabụ na anyị agaghị eji obi ike obodo ọ bụla were ya. Mana ọ ka bụ ihe omimi ihe mere ehi kwesịrị iche echiche ebe ọ bụ na ọ bụghị onye ntuli aka, ma ọ bụ onye ńdu, ma ọ bụ onye ọka ikpe, a họpụtabeghịkwa ya onye osote na ọgbakọ obodo ọ bụla, ma ọ bụ ọbụlagodi (ọ bụrụ na ọ ruru afọ ụfọdụ) onye nnochite. Ọ bụrụkwa na mkpụrụ obi dara ogbenye nwere nrọ nke ịbụ onye onye ozi steeti na obodo ọ bụla, ọ kwesịrị ịma na, n’ụzọ megidere nke ahụ, ọ kwesịrị ịdị na-eme otu esi eche echiche dị ka o kwere mee, dị ka ezigbo ndị ozi ahụ na mba ụfọdụ nwere obi ụtọ, n’agbanyeghị na anyị obodo enwechaghịkwa ihu ọma na nke a. N’ikpeazụ, gịnị kpatara anyị ga-eji nwee nchegbu maka ihe kpatara oke ehi na Serbia ji mee mbọ ndị mmadụ gbahapụrụ? Ọzọkwa, ọ nwere ike mee na ọ malitere iche echiche naanị n’ihi ebumpụta ụwa nke ya.
Yabụ, kedu ụdị oke ehi ọ bụ? Ehi nkịtị nke nwere, dịka ihe ọmụmụ ụmụ anụmanụ na-akụziri anyị, isi, ahụ na aka na ụkwụ, dị ka ehi ndị ọzọ niile; ọ na-adọkpụ ụgbọ ịnyịnya, na-ata ahịhịa, na-ata nnu, na-enwu enwu. Aha ya bụ Sivonja, ehi isi awọ.
Lee ka o si malite iche echiche. Otu ụbọchị nna ya ukwu jikọtara ya na enyi ya, Galonja, kwakọba ngwongwo ezuru ezu n’ụgbọ ala wee buga ha n’obodo ka ha ree.
Ihe fọrọ nke nta ka ọ bụrụ ozugbo ọ batara n’obodo ahụ, ọ rere Sịkoja na enyi ya, na-ejikọghị ya, kegide agbụ nke jikọtara ha na yoke, tụba n’ihu ya mkpo ahịhịa, wee jiri ọńụ banye n’otu obere ụlọ mmanya iji were ume ihe ọnụnụ ole na ole. Enwere mmemme na-aga n’ihu n’obodo ahụ, yabụ na enwere ndị nwoke, ụmụ nwanyị na ụmụaka si n’akụkụ niile na-agafe. Galonja, ma ọ bụghị nke ehi ndị ọzọ mara dị ka onye ogbi, eleghị ihe ọ bụla anya, kama nke ahụ, ọ dabere na nri ehihie ya nke ukwuu, rie afọ, rie ntakịrị ihe na-atọ ụtọ, wee dinara ala, na-ehi ụra nke ọma. Ndị ahụ niile na-agafe agafe anaghị echegbu ya. Ọ na-ehi ụra ma na-enwu n’udo (ọ bụ ihe nwute na ọ bụghị mmadụ, yana amụma ndị a niile maka ọrụ dị elu). Mana Sivonja enweghị ike ịta otu ntakịrị. Anya nrọ ya na ihu mwute dị n’ihu ya gosiri na nlele mbụ na nke a bụ onye na-eche echiche, na mkpụrụ obi na-atọ ụtọ. Ndị mmadụ, ndị Serbia, na-agafe ya, na-enwe nganga maka ịdị ebube ha gara aga, aha ha, mba ha, na nganga a na-egosi n’omume ha siri ike. Sivonja hụrụ ihe ndị a niile, na mkpụrụ obi ya nọ na mberede na-eru uju na ihe mgbu n’ihi oke ikpe na-ezighị ezi, ọ nweghịkwa ike kama ịdaba na mmetụta dị ike, na mberede na ike; ọ na-ebe ákwá dị mwute, na-egbu mgbu, anya mmiri na-agbapụta n’anya ya. Na oke mgbu ya, Sivonja malitere iche:
– Kedu ihe nna m ukwu na ndị obodo ya, ndị Serbia, ji anya isi? Gịnị mere ha ji bulie isi ha elu wee lee ndị m anya mpako na nlelị anya? Ha na-anya isi n’ala nna ha, na-anya isi na akara aka ebere nyere ha ohere ịmụ ha ebe a na Serbia.
Nne m mụrụ m ebe a na Serbia, Serbia abụghịkwa ala m kamakwa nke nna m, na ndị nna nna m nwere, dị ka nke ha, ha niile, na-abịa n’ala ndị a site n’ala nna ochie Slavic. Ma ọ nweghị onye n’ime anyị bụ oke ehi nke nwere nganga na ya, naanị ihe anyị nwere bụ nganga na anyị nwere ike ịdọrọ ibu dị arọ n’elu; ruo taa, oke ehi agwabeghị ehi Jaman: “Gịnị ka ị chọrọ n’aka m, abụ m ehi Serbia, ala nna m bụ obodo mpako Serbia, a mụrụ nwa nna nna m niile ebe a, na ebe a, n’ala a, bụ ili nna nna m hà.” Chukwu ekwela, anyị emeghị nganga na nke a, ọ gbabeghị anyị n’uche, na ha na-anya isi na nke ahụ. Ndi mmadu di egwu!
N’ịbụ ndị echiche ndị a na-eche, oke ehi ahụ furu isi ya n’ụzọ dị mwute, mgbịrịgba n’olu na-ada ụda na mgbu na-ada. Galonja mepere anya ya, lelee enyi ya anya, wee maa jijiji:
– N’ebe ahụ ị ga-eji ihe nzuzu nke gị gaa ọzọ! Rie, onye nzuzu, maa abụba, lee ọgịrịga gị niile na-apụ apụ; ọ bụrụ na ọ dị mma iche, ndị mmadụ agaraghị enye anyị ehi. Ọ nweghị ụzọ anyị ga-esi nwee ihe ndabara ọma!
Sivonja nwere ọmịiko lee enyi ibe ya anya, wepụ isi ya n’ebe ọ nọ, wee mikpuru n’ime uche ya.
– Ha na-anya isi na ebube ha gara aga. Ha nwere ubi Kosovo, agha Kosovo. Nnukwu ihe, ndị nna nna m ebuteghị ụgbọ ala nri na ngwa agha ọbụna n’oge ahụ? Ọ bụrụ na ọ bụghị maka anyị, ndị mmadụ gaara eme ya n’onwe ha. Mgbe ahụ enwere ọgba aghara megide ndị Turkey. Nnukwu mgbalị dị mma, mana onye nọ ebe ahụ n’oge ahụ? Ọ bụ ntụpọ ndị a nwere imi dị elu, na-ama jijiji n’ihu m dị ka a ga-asị na ọ bụ uru ha, onye kpalitere ọgba aghara ahụ? Lee, were nna m ukwu dịka ọmụmaatụ. Ya onwe ya kwa dị mpako ma na-etu ọnụ maka ọgba aghara ahụ, ọkachasị na nna nna ya nwụrụ na agha ntọhapụ dịka ezigbo dike. Na nke a ọ bụ uru nna m ukwu? Nna nna nna ya nwere ikike ịdị mpako, mana ọ bụghị ya; nna nna ya nwụrụ ka nna m ukwu, nwa ya, nwere ike nwere onwe ya. O nwerela onwe ya, kedu ka o si eme nnwere onwe ya? Ọ na-ezuru nkata ndị ọzọ, na-anọdụ na ụgbọ ala, m ga-adọta ya na nkata mgbe ọ na-arahụ ụra. Ugbu a, o rewo nkata ya, ọ na -ańu mmanya, na emeghị ihe ọ bụla ma na-anya isi na ndụ ebube ya gara aga. Olekwa ndị nna nna m ole ka egburu na mbuso agha ahụ iji nye ndị na-alụ ọgụ nri?
Ọ bụ na ndị nna nna m n’oge ahụ ewepụtaghị ngwa agha, egbe ala, nri, mgbọ? Ma anyị anaghị anya isi maka ihe ọma ha n’ihi na anyị agbanwebeghị; anyị ka na-arụ ọrụ anyị taa, dịka nna nna anyị hà mere, jiri ndidi na akọ na uche.
Ha nwere nganga nhụjuanya nke ndị nna nna ha na narị afọ ise nke ịgba ohu. Ndị ikwu m atawo ahụhụ n’oge ndụ anyị niile, ma taa anyị ka na-ata ahụhụ ma bụrụ ohu, mana anyị anaghị eti mkpu banyere ya n’olu dara ụda.
Ha na-ekwu na ndị Turkey tara ahụhụ, gbuo ma kpọgbuo ha; ọ dị mma, ma ndị Serbia ma ndị Turkey gburu ma ndị nna nna m, ma tedara n’ọkụ, ma tinye ụdị mmekpa ahụ niile.
Ha na-anya isi n’okpukpe ha, ma ha ekwetaghị ihe ọ bụla. Kedu ihe kpatara m na ndị m na anyị enweghị ike ịnabata n’etiti Ndị Kraịst? Okpukpe ha na-agwa ha “ezula ohi” na ebe ahụ ka nna m ukwu na-ezu ohi ma na-ańụ mmanyamaka ego o nwetara maka izu ohi. Okpukpe ha na-agwa ha ka ha hụ ndị agbata obi ha n’anya, n’agbanyeghị nke ahụ, ha na-eme ibe ha ihe ọjọọ. Maka ha, ụmụ nwoke kacha mma, ihe atụ nke omume ọma, bụ onye na-anaghị eme ihe ọjọọ, na n’ezie, ọ nweghị onye na-eche na ọ na-arịọ onye ọ bụla ka o mee ihe ọma, ewezuga ime ihe ọjọọ. Nke ahụ bụ etu ha siri dị ala na ihe atụ nke omume ọma ha karịrị ihe ọ bụla na-abaghị uru nke na-adịghị emerụ ahụ.
Ehi ahu kuru ume nke ukwuu, ume welikwara ájá dị n’ụzọ.
– Yabụ – ehi ahụ gara n’ihu n’echiche ọjọọ ya – na nke a, ọ bụ na mụ na ndị ikwu m adịghị mma na ihe niile karịa nke ọ bụla n’ime ha? Enwetụbeghị m onye ọnye mgburu, ọ dịbeghị mgbe m katọrọ onye ọ bụla, ezughịbeghi ihe ọ bụla, achụpụghị onye aka ya dị ọcha na ọrụ ọha, emepụtaghị mpepu ego n’ụlọ akụ steeti, ekwuputaghị mfu adịgboroja, Ọ dịtụbeghị mgbe m tụrụ ụdọ ma ọ bụ nwụchie ndị aka ha dị ọcha, emebeghị m nkwutọ ndị enyi m, emebeghị m ihe megidere ụkpụrụ ehi m, emeghị m akaebe ụgha, abụghị m onye ozi steeti ma ọ nweghị mgbe m merụrụ obodo ahụ, ọ bụghị naanị na emeghị m ihe ọjọọ ọ bụla, ọbụna m na-emere ndị na-emegbu m ihe ọma. Nne m mụrụ m, ozugbo ahụ, ndị ajọ mmadụ nwedịrị ike nara m mmiri ara nne m. Ọ dịkarịa ala, Chineke kere anyị ahịhịa maka ehi, ọ bụghị maka mmadụ, mana ha na-anapụkwa anyị ya. Agbanyeghị, ewezuga iti ihe a niile, anyị na-adọkpụ ụgbọ ala ụmụ nwoke, na-akọ ubi ha ma na-enye ha nri. Ma na onweghị onye na-anabata uru anyị na-eme maka ala nna…
– Ma ọ bụ were ibu ọnụ dị ka ihe atụ; ọ dị mma, nye ndị mmadụ, okpukperechi n-agwa ka a na-ebu ọnụ n’ụbọchị oriri niile, mana ha achọghịdị ịnagide obere ibu ọnụ a, ebe mụ na ndị m na-ebu ọnụ na ndụ anyị niile, kemgbe anyị bufere ara na ara nne anyị.
Anụ ehi gbadara isi ya dị ka a ga-asị na ọ na-echegbu onwe ya, wee bulie ya ọzọ, were iwe, o yikwara ka ihe dị mkpa na-abịaghachikwute ya, na-emekpa ya ahụ; na mberede, ọ tiri mkpu ọnụ:
– Eh, ama m ugbu a, ọ ga-abụrịrị – ọ gara n’ihu na-eche, – nke ahụ bụ ihe ọ bụ; ha na-anya isi maka nnwere onwe na ikike obodo. Ọ dị m mkpa itinye uche m na ya nke ọma.
Ọ nọ na-eche, na-eche, mana enweghị ike ịpụta ya.
– Kedu ikike ndị a ha nwere? Ọ bụrụ na ndị uwe ojii nyere ha iwu ịme ntuli aka, ha na-eme ntuli aka, na dịka nke a, anyị nwere ike ime ngwa ngwa: “Ekw-e-e-m!” Ma ọ bụrụ na enyeghị ha iwu, ha agaghị anwa ịtụ aka, ma ọ bụ tinye aka na ndọrọ ndọrọ ọchịchị, dị ka anyị. A na-akụkwa ha ihe n’ụlọ mkpọrọ, ọ bụrụgodị na aka ha dị ọcha. Ma ọ dịkarịa ala, anyị na-afụ ma na-efegharị ọdụ anyị, na ha enweghịdị obere obi ike obodo.
Na n’oge ahụ, nna ya ukwu si n’ụlọ oriri na ọnụnụ pụta. Ịnụbiga mmanya ókè, ịma jijiji, anya gbachapụrụ agbachapụ, na-atụgharị ụfọdụ okwu ndị a na-enweghị ike ịghọta, ọ na-aga n’ụzọ ụgbọ ịnyịnya.
– Naanị lelee, kedu ka mkpụrụ a dị mpako si eji nnwere onwe nke ejiri ọbara ndị nna nna ya merie? Ọ dị mma, nna m ukwu bụ onye a nụrụma na onye ohi, mana kedu ka ndị ọzọ si eji nnwere onwe a? Naanị ịla n’iyi wee were mpako n’oge gara aga na uru ndị nna nna ha nwere, nke ha nwere oke onyinye dị ka m. Anyị bụ ehi, anyị nọgidere bụrụ ndị ọrụ na-arụsi ọrụ ike na ndị bara uru dị ka ndị nna nna anyị mere. Anyị bụ ehi, mana anyị ka nwere ike na-anya isi maka ọrụ ike na uru anyị bara taa.
Ehi na-amakụ nke ukwuu ma na-akwado olu ya maka agbu.
Na Belgrade, 1902.
Maka oru ngo “Radoje Domanović” onye nsụgharịrị bu Azodo Doyenne Ifeyinwa, 2021.
Pemikiran seekor lembu Serbia
Ada banyak keajaiban yang terjadi di dunia ini, dan negara kami, seperti yang dikatakan oleh banyak orang, penuhdengan banyak keajaiban sampai-sampai keajaiban yang terjadi di sini tidak lagi dianggap sebagai keajaiban. Ada orang-orang denganposisi yang sangat tinggi di sini yang sama sekali tidak menggunakan pikirannya, dan sebagai kompensasinya, atau mungkin karena beberapa alasan lain, seekor sapi ternak biasa, yang tidak berbeda sedikit pun dari lembu Serbia lainnya, mulai membuka pikirannya. Entah apa yang terjadi sehingga hewan yang cerdik ini berani melakukan sesuatu yang kurang ajar seperti itu, terutama karena sudah terbukti bahwa penjajahan yang tidak menguntungkan di Serbia ini hanya akan merugikan Anda.
Boleh dibilang, iblis yang malang ini, dengan semua kenaifannya, bahkan tidak mengetahui bahwa usaha ini tidak mendatangkan keuntungan di tanah airnya, jadi kita tidak akan menghubungkannya dengan keberanian sipil tertentu. Tetapi penyebab mengapa seekor lembu harus menggunakan pikirannya masih menjadi misteri, karena dia tidak memiliki hak pilih, bukan seorang anggota dewan, ataupunlurah, dia juga belum terpilih sebagai wakil di majelis sapi mana pun, atau bahkan seorang senator(jika dia telah mencapai usia tertentu).
Dan seandainya jiwa yang malang itu pernah bermimpi untuk menjadi seorang menteri negara di negara sapi mana pun, dia seharusnya mempraktikkan cara yang sebaliknya, yaitu menggunakan pikirannya sejarang mungkin, sama seperti menteri-menterihebat di beberapa negara yang lebih bahagia, meskipun negara kami juga tidak seberuntung itu dalam hal ini. Pada akhirnya, mengapa pula kita harus peduli tentang penyebab mengapa seekor lembu di Serbia melakukan usaha keras yang sudah ditinggalkan oleh rakyatnya?Lagipula, mungkin dia mulai menggunakan pikirannya hanya karena naluri alaminya.
Jadi, lembu jenis apakah dia? Seekor lembu biasa yang, seperti yang diajarkan ilmu hewan kepada kita, memiliki kepala, tubuh, dan anggota tubuh, sama seperti semua lembu lainnya; dia menarik gerobak, memakan rumput, menjilati garam, memamah biak dan meringkik. Namanya Abu.
Inilahawal mula mengapa dia mulai menggunakan pikirannya.Pada suatu hari majikannya mencambuk dirinya dan temannya, Arang, yang mengangkut beberapa tiang pancang curian dengan gerobak dan membawanya ke kota untuk dijual. Sesaat setelah memasuki kota, dia menjual tiang pancang tersebut,kemudian Abu dan temannyayang masih bebas, diikat menggunakanrantai padasebuah kuk, dia lalu melemparkan seikat bunga anemon di depan mereka, dan dengan riang pergi ke sebuah bar kecil untuk menyegarkan diri dengan sedikit minuman. Ada festival yang sedang berlangsung di kota, jadi ada banyak pria, wanita, dan anak-anak yang melintas dari semua sisi.
Arang, atau yang dikenal oleh lembu lain sebagai lembu yang agak bodoh, tidak melihat apa-apa, sebaliknya, dia terjebak dalam makan siangnya dengan sangat serius, makan dengan perut yang buncit, meringkik sedikit karena menikmati makanannya, kemudian berbaring, tertidur manis sambil mengunyah. Orang-orang yang melintasdi sanabukanlah urusannya. Dia hanya tertidur dan mengunyah dengan damai (sayangnya dia bukan manusia, semua kebiasaanitu cocok untuk karir yang tinggi).Tapi Abu tidak bisa memakan makanannya. Matanya yang melamun dan ekspresi sedih di wajahnya sekilas menunjukkan bahwa dia adalah seekor pemikir, dan sebuah jiwa yang manis dan mudah terpengaruh.
Orang-orang Serbia melewatinya, bangga dengan masa lalu mereka yang mulia, nama mereka, bangsa mereka, dan kebanggaan ini terlihat dalam sikap dan langkah mereka yang tegas. Abu mengamati semua ini, dan jiwanya tiba-tiba diliputi oleh kesedihan dan rasa sakit karena ketidakadilan yang luar biasa, dan dia tidak bisa menolak emosi yang begitu kuat dan tiba-tiba ini; dia meringis sedih, dengan rasa sakit, air mata mengalir di matanya. Dan dalam kesakitan yang luar biasa ini, Abu mulai berpikir:
– Hal apa yang sangat dibanggakan olehmajikanku dan rekan-rekan senegaranya, orang-orang Serbia? Mengapa mereka mengangkat kepala mereka begitu tinggi dan memandang bangsaku dengan penuh kesombongan dan penghinaan?Mereka bangga dengan tanah air mereka, bangga bahwa takdir yang penuh dengan belas kasih mengijinkan mereka untuk terlahir di Serbia. Ibuku juga melahirkanku di sini, di Serbia, dan Serbia bukan hanya tanah airku tetapi juga ayahku, dan nenek moyangku, samaseperti mereka, kami semuadatang bersama-sama ke tanah ini dari tanah air Slavia yang lama.
Namun tak satu pun dari kami, para lembu, yang merasa bangga karenanya, kami hanya bangga dengan kemampuan kami untuk menarik beban yang berat ke atas bukit; sampai hari ini, tidak pernah ada seekor lembu pun yang memberi tahu seekor lembu Jerman: “Apa yang kamu inginkan dariku, aku adalah seekor lembu Serbia, tanah airku adalah negara Serbia yang aku banggakan, semua leluhurku melahirkan di sini, dan di sini, di negeri ini, adalah kuburan nenek moyangku.“Amit-amit, kami tidak pernah bangga akan hal ini, hal seperti ini tidak pernah terlintas di benak kami, tapi mereka bangga akan hal itu. Dasar orang aneh!
Karena pikiran-pikiran ini, sayangnya, lembu itu menggelengkan kepalanya, bel di lehernya berbunyi dan kuk pun berderak.Arang membuka matanya, menatap temannya, dan melenguh:
–Lagi-lagi kau memusingkan diri dengan semua omong kosongmu! Makanlah bodoh, kumpulkan sedikit lemak, lihatlah tulang-tulang rusukmu yang mencuat; jika berpikir adalahsuatu hal yang baik, orang-orang tidak akan menyerahkannya kepada kita. Tidak mungkin kita seberuntung itu!
Abu memandang rekannya dengan rasa kasihan, memalingkan muka darinya, dan tenggelam kembali dalam pikirannya.
–Mereka bangga dengan masa lalu mereka yang gemilang. Mereka melalui Medan Kosovo, Pertempuran Kosovo.Hanya itu, bukankah nenek moyangkujuga menarik gerobak yang berisi makanan dan persenjataan pada saat itu?Jika bukan karena kami, orang-orang itu harus melakukannya sendiri.Kemudian ada pemberontakan saat melawan Turki. Suatu usaha yang agung dan mulia, tetapi siapa yang berada di sana saat itu? Apakah orang-orang tolol berhidung tinggi ini, yang mondar-mandir dengan bangga di hadapanku seolah-olah merekalah yang berjasa karena mengangkat pemberontakan?Lihat saja majikanku sebagai contohnya.
Dia juga sangat bangga dan membual tentang pemberontakan, terutama karena fakta bahwa kakek buyutnya tewas dalam perang kemerdekaan sebagai pahlawan sejati. Dan apakah itu jasa tuanku? Kakek buyutnya berhak untuk bangga, tapi bukan dia; kakek buyutnya tewasagar tuanku, keturunannya, bisa bebas. Dan sekarangdia sudah bebas, lalu bagaimana dia menggunakan kebebasannya? Dia mencuri tiang pancang orang lain, duduk di gerobak, dan aku harus menarik dirinya dan tiang pancang itu saat dia tertidur di belakang tali kekang.
Sekarang,setelah menjual tiang pancangnya, dia meminum minuman keras, tidak melakukan apa-apa dan bangga dengan masa lalunya yang gemilang.Dan ada berapa banyak dari nenek moyangku yang telah dibantai dalam pemberontakan untuk memberi makan para pejuang?Dan bukankah nenek moyangku pada saat itu juga mengangkut persenjataan, meriam, makanan, dan amunisi?Namun kami tidak bangga dengan jasa mereka karena kami belum berubah; kami masih melakukan tugas kami hingga hari ini, seperti yang dilakukan oleh nenek moyang kami, dengan sabar dan hati-hati.
Mereka bangga atas penderitaan nenek moyang mereka dan lima ratus tahun perbudakan. Kerabatku telah menderita di sepanjang hidup kami, dan hari ini kami masih menderita dan diperbudak, namun kami tidak meneriakkan hal itu sekeras-kerasnya.Mereka bilang orang Turki telah menyiksa, membantai dan menusuk mereka; tapi nenek moyangku dibantai oleh orang Serbia maupun Turki, dipanggang, dan disiksa sedemikian rupa.
Mereka bangga dengan agama mereka, namun mereka tidak percaya pada apa pun. Apa kesalahanku dan bangsaku sehingga kami tidak dapat diterima di antara orang-orang Kristen? Agama mereka mengatakan kepada mereka untuk “jangan mencuri” tapi tuanku malah mencuri dan minum-minum dari uang yang dia dapat dari mencuri. Agama mereka memerintahkan mereka untuk mencintai sesamanya, namun mereka hanya menyakiti satu sama lain. Bagi mereka, manusia terbaik, sebagai contoh kebajikan, adalah manusia yang tidak melakukan kejahatan, dan tentu saja, tidak ada yang meminta siapa pun untuk melakukan kebaikan, selain tidak menyakiti orang lain. Itulah contoh dari seberapa rendahnya mereka sehingga contoh kebajikan mereka tidak lebih dari barang tidak berguna yang tidak membahayakan.
Lembu itu menghela nafas dalam-dalam, dan hela nafasnya mengangkat debu dari jalanan.
– Jadi – lembu itu melanjutkan pikiran sedihnya – dalam hal ini, bukankah aku dan kerabatku lebih baik dalam semua itu daripada mereka? Aku tidak pernah membunuh siapa pun, aku tidak pernah mencemarkan nama baik siapa pun, tidak pernah mencuri apa pun, tidak memecat orang yang tidak bersalah dari layanan publik, tidak mendefisitkan kas negara, belum pernah menyatakan kebangkrutan palsu, aku tidak pernah mengikat atau menangkap orang yang tidak bersalah, aku tidak pernah memfitnah teman-temanku, aku tidak pernah melanggar prinsip-prinsip lembuku, aku tidak pernah membuat kesaksian palsu, aku tidak pernah menjadi menteri negara dan tidak pernah merugikan negara, dan aku bukan hanya tidak merugikan, aku bahkan berbuat baik kepada mereka yang menyakitiku.
Ibuku melahirkanku, dan tidak lama kemudian, orang-orang jahat itu bahkan mengambil susu ibuku dariku. Tuhan setidaknya telah menciptakan rumput untuk kami para lembu, bukan untuk manusia, namun mereka juga mencabuti rumput-rumputkami.Dan dengan mengesampingkan semua pukulan itu, kami tetap menarik gerobak manusia, membajak ladang mereka dan memberi mereka roti. Namun tidak ada yang mengakui jasa yang kami lakukan untuk tanah air ini…
– Atau puasa contohnya; Nah, bagi manusia, agama memerintahkan mereka untuk berpuasa pada semua hari raya, namun mereka bahkan tidak bersedia untuk menanggung puasa yang sebentar ini, sementara aku dan bangsaku berpuasa di sepanjang hidup kami, sejak pertama kali kami disapih dari payudara ibu.
Lembu ini menundukkan kepalanya seolah-olah dia khawatir, lalu mengangkatnya lagi, mendengus marah, dan sepertinya ada suatu hal penting yang masuk kembali ke dalam pikirannya dan menyiksanya; Tiba-tiba, dia melenguh dengan gembira:
– Oh, aku tahu sekarang, pasti karena itu – dan dia terus berpikir, – itu dia; mereka bangga dengan kebebasan dan hak sipil mereka. Akuharus memikirkannya dengan serius.
Dan dia berpikir, dan berpikir, tapi tidak bisa mengeluarkannya.
– Apasaja hak-hak mereka ini? Jika polisi memerintahkan mereka untuk memilih, mereka akanmemilih, dan jika seperti itu, kamidapat dengan mudah melontarkan kata: “Mee-mii-liih!” Dan jika mereka tidak diperintahkan, mereka tidak berani memilih, atau bahkan mencoba-coba politik, sama seperti kami. Mereka juga mendapatkan pemukulan di penjara, meskipun sama sekali tidak bersalah. Setidaknya kami meringkik dan melambaikan ekor kami, dan mereka bahkan tidak memiliki keberanian sipil yang kecil itu.
Pada saat itu, majikannya keluar dari bar. Mabuk, terhuyung-huyung, dengan mata yang kabur, menggumamkan beberapa kata yang tidak bisa dimengerti, berjalan menuju gerobak.
– Lihatlah bagaimana keturunan yang sombong ini menggunakan kebebasan yang dimenangkan dengan darah leluhurnya? Benar, majikanku adalah seorang pemabuk dan pencuri, tapi bagaimana orang lain menggunakan kebebasan ini? Hanya untuk bermalas-malasan dan bangga akan masa lalu dan jasa nenek moyang mereka, di mana mereka memiliki kontribusi sebanyak diriku. Dan kami para lembu, kami tetap menjadi pekerja keras dan berguna seperti nenek moyang kami sebelumnya.Kami memang lembu, tapi kami masih bisa bangga dengan kerja keras dan jasa kami hari ini.
Lembu itu menghela nafas dalam-dalam dan menyiapkan lehernya untuk kuknya.
Di Beograd, 1902.
Untuk Proyek “Radoje Domanović” diterjemahkan oleh Verdia Juliansyah Cancerika, 2020.
Alasan seekor lembu Serbia biasa
Banyak keajaiban yang berlaku di dunia ini, dan di negara kami, seperti ramai orang katakan, dipenuhi dengan keajaiban sehingga keajaiban tidak lagi menjadi keajaiban. Ada orang di sini dengan kedudukan yang sangat tinggi sama sekali tidak berfikir, dan sebagai ganti rugi, atau mungkin untuk beberapa alasan lain, seekor lembu petani biasa, yang tidak sedikitpun berbeza dengan lembu Serbia yang lain, mula berfikir. Hanya Tuhan tahu apa yang terjadi yang membuatkan haiwan pintar ini berani melakukan usaha yang lancang, terutamanya kerana telah terbukti bahawa di Serbia penjajahan malang ini hanya membawa kerugian. Boleh kita katakan bahawa binatang malang ini, di dalam kesemua kenaifannya, tidak tahu bahawa usaha ini tidak menguntungkan di tanah airnya, jadi kita tidak akan menganggapnya dengan sebarang keberanian sivik tertentu. Tetapi masih menjadi misteri mengapa seekor lembu harus berfikir kerana dia bukan pengundi, atau ahli dewan, atau hakim, atau dia telah dipilih sebagai wakil di mana-mana dewan lembu, atau bahkan (jika dia telah mencapai usia tertentu) senator. Dan seandainya si malang itu pernah bermimpi menjadi menteri negara di mana-mana negara lembu, dia seharusnya tahu bahawa sebaliknya, dia harus mempraktikkan cara berfikir sesedikit mungkin, seperti menteri-menteri cemerlang di beberapa negara yang lebih bahagia, walaupun negara kita tidak begitu bernasib baik dalam hal ini. Di akhirnya, mengapa kita harus peduli tentang mengapa seekor lembu di Serbia melakukan usaha yang ditinggalkan oleh rakyatnya? Juga, mungkin dia mula berfikir hanya kerana naluri semula jadinya.
Jadi, apakah jenis lembu itu? Lembu biasa yang, seperti zoologi mengajar kita, berkepala, badan, dan anggota badan, seperti semua lembu lain; dia menarik sebuah kereta sorong, memakan rumput, menjilat garam, merenung dan melenguh. Namanya Kelabu.
Inilah cara dia mula berfikir. Suatu hari tuannya mengikatnya dan rakannya, Hitam, memuatkan beberapa piket yang dicuri ke dalam kereta sorong dan membawa mereka ke bandar untuk berjualbeli. Hampir seketika memasuki bandar, dia menjual piket dan kemudiannya membuka penyambungKelabu dan rakannya, menyangkut dengan rantai yang mengikat mereka ke penyambung, melemparkan seberkas rumput bidal di depan mereka, dan dengan riang pergi ke sebuah kedai kecil untuk menyegarkan diri dengan beberapa minuman. Terdapat perayaan yang sedang berlangsung di bandar itu, jadi ada lelaki, wanita, dan anak-anak yang datang dari semua sudut. Si Hitam, atau dikenali oleh lembu lain sebagai agak bodoh, tidak melihat apa-apa, sebaliknya, dia makan tengahari dengan tegas, makan sepenuh perut, tersendat sedikit dari kenikmatan yang tulus, dan kemudian baring, tidur dengan lembut dan merenung. Semua orang yang lalu tidak dipedulikannya. Dia hanya tertidur dan merenung dengan damai (sayang sekali dia bukan manusia, dengan semua kecenderungan ini untuk kerjaya yang tinggi). Tetapi Kelabu tidak dapat menjamah sedikit pun. Matanya yang mengelamun dan ekspresi sedih di wajahnya menunjukkan pada pandangan pertama bahawa ini adalah sejenis pemikir, dan jiwa yang baik dan memberi kesan. Orang ramai, orang Serbia, berlalu dekat dengannya, bangga dengan masa lalu mereka yang gemilang, nama mereka, bangsa mereka, dan kebanggaan ini menunjukkan sikap dan langkah mereka yang tegas. Kelabu mengamati semua ini, dan jiwanya tiba-tiba ditelan oleh kesedihan dan keperitan akibat ketidakadilan yang luar biasa, dan dia tidak dapat lari dari emosi yang kuat, tiba-tiba dan berkuasa; dia melenguhkesedihan, pilu, air mata bergenang di matanya. Dan dalam kesakitannya yang amat sangat, Kelabu mula berfikir:
– Apa yang tuanku dan rakan-rakannya, orang Serbiabanggakan? Mengapa mereka mengangkat kepala mereka dengan begitu tinggi dan memandang kaumku dengan rasa angkuh dan jijik? Mereka bangga dengan tanah air mereka, bangga kerana nasib yang penuh belas kasihan telah mengurniakan mereka dilahirkan di sini di Serbia. Ibuku juga melahirkan aku di sini di Serbia, dan Serbia bukan sahaja tanah kelahiranku tetapi ayahku juga, dan nenek moyangku, sama seperti mereka, bersama-sama, datang ke negeri-negeri ini dari tanah air usangSlavia. Namun tidak ada satupun dari kami yang merasa bangga dengannya, kami hanya bangga dengan kemampuan kami untuk menaikkan beban yang lebih beratuntuk ke atas bukit; hingga hari ini, tidak pernah ada seekor lembu yang memberitahu seekor lembu Jerman: “Apa yang engkau mahukan dariku, aku adalah lembu Serbia, tanah airku adalah negara Serbia yang membanggakan, semua nenek moyangku telah dilahirkan di sini, dan di sini, di negeri ini, adalah kubur nenek moyangku.” Tuhan melarang, kami tidak pernah bangga dalam hal ini, tidak pernah terlintas di fikiran kami, dan mereka bahkan bangga akan hal itu. Orang-orang aneh!
Dengan pemikiran ini, lembu yang sedih itu menggelengkan kepalanya, loceng di lehernya berdering dan penyambung berderak. Hitam membuka matanya, memandang rakannya, dan menguak:
– Engkau dah mula lagi dengan karut-marutmu! Makan, bodoh, tumbuhkan sedikit lemak, lihat tulang rusukmu semua kelihatan; jika difikirkan dengan baik, manusia tidak akan menyerahkannya kepada kita lembu. Tidak mungkin kita bernasib baik!
Kelabu memandang rakannya dengan rasa kasihan, memalingkan kepalanya darinya, dan meresap kembali kepada pemikirannya.
– Mereka bangga dengan masa lalu mereka yang gemilang. Mereka mempunyai Tanah Kosovo, Pertempuran Kosovo. Biasa sahaja, bukankah nenek moyangku telah menarik kereta sorong dengan makanan dan persenjataan sejak dari dahulu? Sekiranya bukan kerana kita, manusia terpaksa melakukannya sendiri. Kemudian berlaku pemberontakan terhadap orang Turki. Usaha yang agung dan mulia, tetapi siapa yang berada di sana pada masa itu? Adakah orang-orang bodoh yang hidung tinggi ini, mengatur langkah dengan bangga di hadapanku seolah-olah ianya jasa mereka, yang menimbulkan kebangkitan? Di sini, ambil tuanku sebagai contoh. Dia juga begitu bangga dan sombong dengan pemberontakan itu, terutama dengan kenyataan bahawa datuk dan neneknya mati dalam perang pembebasan sebagai pahlawan sejati. Dan adakah ini jasa tuanku? Moyangnya berhak berbangga, tetapi bukan dia; datuk dan neneknya meninggal sehingga tuanku, keturunannya, mendapat kebebasan. Jadi dia bebas, dan bagaimana dia menggunakan kebebasannya? Dia mencuri piket orang lain, duduk di dalam kereta sorong, dan aku harus menariknya dan piket semasa dia tidur di kendali. Sekarang dia telah menjual piketnya, dia minum minuman keras, tidak melakukan apa-apa dan bangga dengan masa lalu yang gemilang. Dan berapa banyak nenek moyangku yang telah disembelih dalam pemberontakan untuk dimakan oleh para pejuang? Dan bukankah nenek moyangku pada masa itu menarik persenjataan, meriam, makanan, peluru? Namun kita tidak berbangga dengan jasa mereka kerana kita tidak berubah; kita masih menjalankan tugas kita hari ini, seperti yang dilakukan oleh nenek moyang kita, dengan sabar dan teliti.
Mereka bangga dengan penderitaan nenek moyang mereka dan selama lima ratus tahun menjadi hamba. Saudaraku telah menderita sepanjang kewujudan kita, dan hari ini kita masih menderita dan diperhambakan, namun kita tidak menjerit mengenainya melebihi suara kita. Mereka mengatakan bahawa orang Turki telah menyeksa, menyembelih dan mengotori mereka; tetapi, nenek moyangku dibunuh oleh orang Serbia dan Turki, dan dipanggang, dan diseksa dengan segala jenis seksaan.
Mereka bangga dengan agama mereka, namun mereka tidak percaya apa-apa. Apakah kesalahanku dan kaumkusehingga kita tidak dapat diterima di kalangan orang Kristian? Agama mereka mengatakan kepada mereka “janganlah kamu mencuri” dan tuanku ada mencuri dan minum dengan wang hasil dia dapat dengan mencuri. Agama mereka memerintahkan mereka untuk mengasihi sesama mereka, namun mereka hanya saling menyakiti. Bagi mereka, yang terbaik dari lelaki, contoh kebajikan, adalah orang yang tidak melakukan apa-apa keburukan, dan tentu saja, tidak ada yang menganggap meminta sesiapa untuk melakukan sesuatu yang baik juga, selain tidak melakukan keburukan. Begitulah rendahnya nilai yang mereka perolehi bahawa contoh kebajikan mereka tidak lebih dari perkara tidak berguna yang tidak membahayakan.
Lembu itu menghela nafas sedalam-dalamnya, dan nafasnya mengangkat debu dari jalanan.
– Maka – lembu itu meneruskan pemikiran sedihnya – dalam hal ini, bukankah aku dan keluargaku lebih baik daripada mereka semua itu? Aku tidak pernah membunuh sesiapa pun, aku tidak pernah memfitnah sesiapa pun, tidak pernah mencuri apa-apa, tidak pernah memecat orang yang tidak bersalah dari perkhidmatan awam, tidak pernah membuat kekurangan dalam perbendaharaan negara, tidak pernahmengakui kebankrapan palsu, akutidak pernah merantai atau menangkap orang yang tidak bersalah, akutidak pernah memfitnah rakan-rakan lembuku, akutidak pernah bertentangan dengan prinsip lembuku, akutidak pernah membuat kesaksian palsu, akutidak pernah menjadi menteri negara dan tidak pernah melakukan perkara yang membahayakan negara ini, dan bukan sahaja aku tidak melakukan keburukan, bahkan akuberbuat baik kepada mereka yang membahayakanku. Ibuku melahirkan aku, dan dengan segera, orang-orang jahat mengambil susu ibuku dariku. Setidaknya Tuhan telah menciptakan rumput untuk kami lembu, dan bukan untuk manusia, namun mereka juga menghalang kami darinya. Namun, selain semua dugaan itu, kami menarik kereta sorong orang, membajak ladang dan memberi mereka roti. Namun tiada yang mengakui kebaikkan kami yang kami lakukan untuk tanah air…
– Atau mengambil puasa sebagai contoh; baiklah, bagi lelaki, agama memberitahu untuk berpuasa pada semua hari perayaan, namun mereka bahkan tidak sanggup menjalani puasa kecil ini, sementara akudan kaumku berpuasa sepanjang hidup kami, sejak pertama kali kita dipisahkan dari payudara ibu.
Lembu menundukkan kepalanya seolah-olah dia bimbang, lalu mengangkatnya lagi, mendengus dengan marah, dan seperti ada sesuatu yang penting datang kembali kepadanya, menyeksanya; secara tiba-tiba, dia melenguh dengan gembira:
– Oh, sekarang aku tahu, ianya mesti – dan dia terus berfikir, – begitulah; mereka bangga dengan kebebasan dan hak sivil mereka. Aku perlu memikirkannya dengan tegas lagi.
Dan dia berfikir, berfikir, tetapi tidak berjaya.
– Apakah hak mereka ini? Sekiranya polis memerintahkan mereka untuk mengundi, mereka mengundi, dan seperti itu, kita dengan mudah dapat melenguh: “Aaa-ta-ta-au!” Dan jika mereka tidak diperintahkan, mereka tidak berani mengundi, atau bahkan berkecimpung dalam politik, sama seperti kita. Mereka juga dipukul dalam penjara, walaupun tidak bersalah. Sekurang-kurangnya kita menipu dan melambai-lambai ekor kita, dan bahkan mereka tidak mempunyai sedikit keberanian sivik pun.
Dan pada ketika itu, tuannya keluar dari kedai. Mabuk, terhuyung-huyung, mata kabur, menggomelkan beberapa kata yang tidak dapat difahami, dia berjalan dengan perlahan ke arah kereta sorong.
– Lihat sahaja, bagaimana keturunan riak ini menggunakan kebebasan yang dimenangi dengan darah nenek moyangnya? Betul, tuanku adalah pemabuk dan pencuri, tetapi bagaimana dengan yang lain menggunakan kebebasan ini? Hanya untuk mengundurkan diri dan berbangga pada masa lalu dan dengan jasa nenek moyang mereka, di mana mereka mempunyai banyak sumbangan sepertiku. Dan kita lembu, kita tetap menjadi pekerja yang rajin dan berguna seperti nenek moyang kita dahulu. Kita adalah lembu, tetapi kita masih boleh berbangga dengan kerja keras dan jasa kita hari ini.
Lembu itu menghela nafas sedalam-dalamnya dan bersiap lehernya untuk disambung.
Di Belgrade, 1901
Untuk Projek “Radoje Domanović” yang diterjemahkan oleh Wan Nurul Nabila Wan Mansor, 2020
Redenering van een gewone Servische os
Er gebeuren vele wonderen in deze wereld, en ons land is, zoals velen zeggen, zo vol van wonderen dat wonderen niet langer wonderen zijn. Er zijn mensen hier die hoge posities bekleden die totaal niet nadenken, en als compensatie, of misschien voor andere redenen, begon een gewone os van een boer, die totaal niet verschilt van andere Servische ossen, na te denken. God weet wat er was gebeurd dat dit ingenieuze dier zo een onbezonnen inspanning durfde aan te gaan, vooral omdat het is bewezen dat deze onfortuinlijke gewoonte je in Servië enkel een slechte dienst bewijst. Laat ons zeggen dandat deze arme duivel, in al zijn naïviteit, niet eens wist dat zo’n onderneming je niets oplevert in zijn thuisland, dus we zullen hem geen soort burgerlijke moed toeschrijven. Maar het blijft een mysterie waarom een os zou denken aangezien hij geen kiezer is, geen raadgever, geen magistraat, hij is niet verkozen als plaatsvervanger bij een bijeenkomst van runderen, of zelfs (als hij een bepaalde leeftijd heeft gehaald) geen senator. En had de arme ziel ooit gedroomd van een staatsminister te worden in een runderland, dan zou hij moeten weten dat, in tegendeel, hij zou moeten oefenen hoe je zo weinig mogelijk moet denken, zoals die geweldige ministers in sommige, meer gelukkige landen, hoewel ons land ook niet zoveel geluk heeft op dat vlak. Uiteindelijk, wat kan het ons schelen da teen os in Servië een inspanning heeft ondernomen die de mensen hebben opgegeven? Het kan ook dat hij begon met denken simpelweg door een soort natuurlijk instinct dat hij had.
Dus, wat voor soort os is het? Een gewone os die, zoals zoölogie ons vertelt, een hoofd, lichaam, en ledematen heeft, net als al de andere ossen; hij trekt een kar, graast op gras, likt zout, herkauwt en loeit. Zijn naam is Grijsje.
Hier is hoe hij begon te denken. Op een dag bracht zijn meester hem en zijn maatje, Zwartje, onder het juk, laadde gestolen piketten op de kar en nam ze mee naar het dorp om te verkopen. Hij verkocht de piketten bijna meteen nadat hij aankwam in het dorp en dan haalde hij het juk van Grijsje en zijn kameraad er af, haakte hen vast met een ketting, gooide een bundel hooi voor hen, en ging vrolijk naar een kleine taverne om zich te verfrissen met een paar drankjes. Er was een festival aan de gang in het dorp, dus er passeerden mannen, vrouwen en kinderen aan alle kanten. Zwartje, gekend door andere ossen als dom, keek naar niets, maar richtte zich met een serieuze blik op zijn lunch, at zijn buik vol, balkte een beetje omdat hij aan het genieten was, en lag dan neer, zachtjes aan het inslapen en herkauwen. Al die mensen die passeerden waren zijn zaken niet. Hij was gewoon aan het inslapen en herkauwen in vrede (het is jammer dat hij geen mens is, met deze aanleg voor een hoogstaande carrière). Maar Grijsje kon geen enkele hap nemen. Zijn dromerige ogen en de Trieste uitdrukking op zijn gezicht toonde in een oogopslag dat hij een denker was, en een lieve, beïnvloedbare ziel. Mensen, Serviërs, passeerden hem, trots op hun glorieuze verleden, hun naam, hun natie, en deze trots toont zich in hun strenge houding en tempo. Grijsje zag dit allemaal, en zijn ziel was plots overladen met triestheid en pijn door de ongelofelijke onrechtvaardigheid, en hij kon het niet helpen dat hij zwichtte voor zo’n sterke, plotse en krachtige emotie; hij balkte triestig, met pijn en tranen in zijn ogen. En in zijn immense pijn begon Grijsje te denken:
– Waar zijn mijn meester en zijn landgenoten, de Serviërs, zo trots op? Waarom houden ze hun hoofden zo hoog en kijken ze naar mijn mensen met hooghartige trots en minachting? Ze zijn trots op hun moederland, trots dat het genadige lot hen hier in Servië heeft laten geboren worden. Mijn moeder is ook van mij bevallen hier in Servië, en Servië is niet alleen mijn thuisland maar ook dat van mij vader, en mijn voorvaderen zijn, net als die van hen, allen tesamen naar dit land gekomen van het oude, Slavische thuisland. En toch zijn geen van ons ossen er trots op, we zijn enkel trots op het feit dat we een zwaardere lading op een heuvel kunnen trekken; tot op vandaag heeft er nog nooit een Servische os tegen een Duitse os gezegd: “Wat wil je van mij, ik ben een Servische os, mijn thuisland is het trots land Servië, al mijn voorvaderen zijn hier geboren, en hier, in dit land, zijn de graven van mijn voorouders.” God verhoede dat we hier ooit trots op zijn, dit is nog nooit in onze gedachten ontstaan en zij zijn er trots op. Vreemd volk!
Ingenomen door deze gedachten schudde de os triest zijn hoofd, met de bel rond zijn nek rinkelend en het juk krakend. Grijsje opende zijn ogen, keek naar zijn vriend, en loeide:
– Daar ga je weer met die nonsens van jou! Eat, dwaas, groei wat vet, kijk naar al je ribben die uitsteken; als het goed zou zijn om te denken, zouden mensen het niet hebben overgelaten aan ons ossen. Geen kans dat we zoveel geluk zouden hebben gehad!
Grijsje keek naar zijn kameraad met medelijden, keerde zijn hoofd van hem weg en dompelde zich weer onder in zijn gedachten.
– Ze zijn trots op hun glorieuze verleden. Ze hebben hun Vlakte van Kosovo, Slag van Kosovo. Nou nou, hebben mijn voorvaderen niet toen al hun karren getrokken met eten en bewapening? Als wij er niet waren geweest, hadden mensen het zelf moeten doen. Dan is er de opstand tegen de Turken. Een grote, nobele onderneming, maar wie was er toen? Was het deze domkoppen die hun neus voor ons optrekken, trots pronkend hier voor mij alsof het hun verdienste was, die de opstand droegen? Hier, neem mijn meester als voorbeeld. Ook hij is trots en pocht over de opstand, vooral met het feit dat zij overgrootvader gestorven is in de vrijheidsoorlog als een echte held. En dit is de verdienste van mijn meester? Zijn overgrootvader had het recht om trots te zijn, maar niet hij; zijn overgrootvader stierf zodat mijn meester, zijn nakomeling, vrij kon zijn. Dus hij is vrij, en hoe gebruikt hij zijn vrijheid? Hij steelt andere mensen hun piketten, zit op de kar, en ik moet zowel hem als zijn piketten trekken terwijl hij slaapt met de teugels in hand. Nu heeft hij zijn piketten verkocht, hij drinkt likeur, doet niks en is trots op zijn glorieuze verleden. En hoeveel van mijn voorvaderen zijn er geslacht in de opstand om de krijgers te voeden? En hebben mijn voorvaderen destijds niet de bewapening, kanonnen, voeding en ammunitie getrokken? En toch zijn wij niet trots op hun verdiensten want wij zijn niet veranderd; wij doen onze plicht, net als onze voorvaderen dat deden, geduldig en gewetensvol.
Ze zijn trots op het lijden van hun voorvaderen en op vijfhonderd jaar slavernij. Mijn verwanten hebben geleden doorheen hun bestaan, en vandaag lijden we nog en zijn we slaven, en toch schreeuwen we dat niet uit volle borst. Ze zeggen dat de Turken hen hebben gemarteld, geslacht en gespietst; wel, mijn voorouders zijn geslacht door zowel Serviërs als Turken, en geroosterd en op allerhande manieren gemarteld.
Ze zijn trots op hun religie, en toch geloven ze in niets. Wat hebben ik en mijn soort foutgedaan dat we niet geaccepteerd kunnen worden door christenen? Hun religie vertelt hen “U zult niet stelen” en hier is mijn meester die steelt en drinkt met het geld dat hij kreeg van te stelen. Hun geloof zegt hen dat ze hun naasten moeten liefhebben, en toch doen ze elkander enkel pijn. Voor hen, de beste van de mannen, een voorbeeld van deugd, is degene die geen schade doet, maar natuurlijk denkt niemand er over na om te vragen of hij ook nog iets goeds doet, naast geen schade. Dat is hoe laag ze gezonken zijn dat hun voorbeelden van deugd niet meer zijn dan al wie geen schade veroorzaakt.
De os zuchtte diep, en zijn zucht deed het stof opwaaien van de weg.
– Dus – de os ging verder met zijn trieste gedachten – in dit geval, zijn ik en mijn verwanten niet beter dan hen allemaal? Ik heb nog nooit iemand vermoord, ik heb nog nooit iemand belasterd, niets gestolen, geen onschuldige man ontslagen van een publieke dienst, geen tekort veroorzaakt in de staatskas, geen vals faillissement aangekondigd, ik heb nog nooit onschuldige mensen gearresteerd of in kettingen gedaan, ik heb nooit kwaadgesproken over mijn vrienden, ik ben nooit tegen mijn osseprincipes ingegaan, ik heb nooit valse getuigenissen gegeven, ik was nooit minister van de staat en heb het land nooit kwaad gedaan, en niet alleen heb ik niemand kwaad gedaan, ik doe goede dingen voor de mensen die mijn kwaad doen. Mijn moeder is bevallen van mij en meteen namen kwade mannen mijn moeder’s melk van me af. God heeft gelukkig gras gemaakt voor ons ossen, en niet voor mensen, en toch beroven ze ons van dat ook. Toch, ondanks al die afstraffingen, trekken we hun karren, ploegen we hun velden en voeden we hen brood. En toch erkent er niemand de verdiensten die wij doen voor het moederland…
– Of neem vasten als voorbeeld; wel, voor mensen, zegt religie te vasten op alle feestdagen, en toch zijn ze niet bereid dit kleine vasten te ondergaan, terwijl ik en mijn volk heel ons leven moeten vasten, vanaf dat we gespeend worden van moeder’s borst.
De os liet zijn hoofd zakken alsof hij zich zorgen maakte, richtte zich dan weer omhoog, snoof boos en het leek alsof er iets belangrijk hem terug te binnen schoot, dat het hem kwelde; plots loeide hij blij:
– Oh, ik weet het, dat moet het zijn – en hij ging verder met denken, – dat is wat het is; ze zijn trots op hun vrijheid en burgerlijke rechten. Ik moet er serieus over nadenken.
En hij was aan het nadenken, nadenken, maar kon er niet op komen.
Wat zijn deze rechten van hem? Als de politie hen bevelen te stemmen, dan stemmen ze, en net als dat kunnen wij makkelijke loeien: “Akkoo-o-o-ord” En als ze niet bevolen worden, durven ze niet te stemmen of zelf maar bezig te zijn met politiek, net als wij. Ze worden ook geslagen in gevangenissen, zelfs als ze volledig onschuldig zijn. Wij balken tenminste en zwaaien met onze staarten, maar zelfs dat durven ze niet.
En op dat moment kwam zijn meester uit de taverne naar buiten. Dronken, zwalpend, met wazige ogen en onduidelijke woorden aan het mompelen, liep hij meanderend naar de kar.
Kijk nu, hoe gebruikt deze trotse nakomeling de vrijheid die is gewonnen met het bloed van zijn voorvaderen? Juist, mijn meester is een dronkeling en een dief, maar hoe gebruiken de anderen hun vrijheid? Gewoon met nietsdoen en trots zijn op het verleden en de verdiensten van hun voorouders, waaraan ze evenveel hebben bijgedragen als ik. En wij ossen, wij blijven harde en nuttige werkers net zoals onze voorouders dat waren. Wij zijn ossen, maar we kunnen trots zijn op ons zware werk en verdiensten vandaag de dag.
De os zuchtte diep en hield zijn nek klaar voor het juk.
In Belgrado, 1902
Voor het “Radoje Domanović” Project vertaald door Ella van Diessen, 2020
Sıradan bir Sırp öküzünün mantığı
Bu dünyada pek çok harikalar ortaya çıkıyor ve ülkemiz, birçoklarının söylediği gibi, harikalar artık harikalar olmayacak kadar harikalarla dolup taşıyor. Burada hiç düşünmeyen çok yüksek mevkilerde olan ve bir tazminat olarak ya da belki başka nedenlerle, diğer Sırp öküzlerinden bir parça bile farklı olmayan sıradan bir köylünün öküzü düşünmeye başladı. Özellikle Sırbistan’da bu talihsiz işgalin size yalnızca kötülük getirebileceği kanıtlandığı için, bu dahiyane hayvanı böylesine sert bir çabaya cesaretlendiren ne olduğunu Tanrı bilir. Öyleyse, bu zavallı şeytanın tüm saflığıyla, bu çabanın anavatanında kârlı olmadığını bile bilmediğini söyleyelim, bu yüzden ona belirli bir yurttaşlık cesareti vermeyeceğiz. Ancak, bir öküzün neden seçmen, meclis üyesi, sulh hâkimi olmadığı ve herhangi bir sığır meclisinde milletvekili, hatta senatör seçilmediği için (eğer belli bir yaşa gelmişse) neden düşünmesi gerektiği bir muamma olarak kalır. Zavallı ruh, herhangi bir sığır ülkesinde bir devlet bakanı olmayı hayal etmiş olsaydı, tam tersine, bazı mutlu ülkelerdeki mükemmel bakanlar gibi, mümkün olduğunca az düşünmesi gerektiğini bilmeliydi. Ülke bu açıdan da çok şanslı değil. Sonunda, Sırbistan’daki bir öküzün neden halk tarafından yapılamayan bir şeyi yaptığını önemseyelim? Ayrıca, yalnızca bazı doğal içgüdülerinden dolayı düşünmeye başlamış olabilir.
Peki bu nasıl bir öküz? Zoolojinin bize öğrettiği gibi, diğer tüm öküzler gibi başı, gövdesi ve uzuvları olan sıradan bir öküz; bir araba çeker, otların üzerinde otlatır, tuz yalar, geviş getirir ve anırır. Onun adı Gri.
İşte böyle düşünmeye başladı. Bir gün efendisi onu ve arkadaşı Kara öküzü bağladı, arabaya çalınan bazı grevciler yükledi ve satmak için kasabaya götürdü. Kasabaya girer girmez, kazıkları sattı ve ardından gri öküzü ve yoldaşını, onları boyunduruğa bağlayan zinciri bağladı, önlerine bir demet otu fırlattı ve neşeyle küçük bir meyhaneye gidip bir birkaç içki içti. Kasabadaki festival devam ediyordu, bu yüzden her taraftan erkekler, kadınlar ve çocuklar geçiyordu. Diğer öküzler tarafından biraz aptal olarak bilinen kara öküz hiçbir şeye bakmadı, bunun yerine öğle yemeğine ciddiyetle takıldı, bir karın dolusu yedi, saf eğlenceden biraz anırdı ve sonra tatlı bir şekilde uyuyarak ve geviş getirerek yattı. Oradan geçen tüm o insanlar onun umurunda değildi. O sadece uyuyor ve barışçıl bir şekilde kafa yoruyor (yüce bir kariyer için tüm bu yatkınlıklara rağmen insan olmaması üzücü). Ancak gri öküz tek bir ısırık bile alamadı. Rüya gibi gözleri ve yüzündeki hüzünlü ifade, ilk bakışta bunun bir düşünür ve tatlı, etkilenebilir bir ruh olduğunu gösterdi. İnsanlar, Sırplar, görkemli geçmişlerinden, isimlerinden, milletlerinden gurur duyarak yanından geçiyorlar ve bu gurur onların sert tavırları ve hızlarında görülebiliyor. Gri öküz tüm bunları gözlemledi ve ruhu, bu muazzam adaletsizlik nedeniyle birdenbire keder ve acıyla tüketildi ve bu kadar ani ve güçlü bir duyguya boyun eğmekten başka çaresi yoktu; hüzünle, acıyla anırdı, gözlerinden yaşlar akıyordu. Ve şiddetli acısıyla gri öküz düşünmeye başladı:
– Ustam ve yurttaşları Sırplar neyle bu kadar gurur duyuyorlar? Neden başlarını bu kadar dik tutuyorlar ve halkıma kibirli bir gurur ve küçümseme ile bakıyorlar? Anavatanlarıyla gurur duyuyorlar, merhametli kaderin onlara burada Sırbistan’da doğma hakkı vermesinden gurur duyuyorlar. Annem beni burada Sırbistan’da doğurdu ve Sırbistan sadece benim anavatanım değil, babamın da ve atalarım da onlarınki gibi hep birlikte eski Slav anavatanından bu topraklara geldiler. Yine de hiçbirimiz bundan gurur duymadık, sadece daha ağır bir yükü yokuş yukarı çekebilme yeteneğimizle gurur duyduk; bugüne kadar hiçbir öküz bir Alman öküzüne söylemedi: “Benden ne istiyorsun, ben bir Sırp öküzüyüm, vatanım Sırbistan’ın gururlu ülkesi, tüm atalarım burada, bu topraklarda doğuruldu ve buralar atalarımın mezarlarıdır.” Tanrı korusun, biz bununla asla gurur duymadık ve hatta bundan gurur duymak aklımıza hiç gelmedi. Garip insanlar!
Bu düşünceler karşısında öküz ne yazık ki başını salladı, boynundaki çan çınladı ve boyunduruğu çatırdadı. Kara öküz gözlerini açtı, arkadaşına baktı ve mırıldandı:
– İşte yine o saçmalığınla başlıyorsun! Ye, aptal, biraz şişmanla, dışarı çıkmış kaburgalarına bak; eğer düşünmek iyi olsaydı, insanlar bunu, bize öküzlere bırakmazdı. Bu kadar şanslı olmamıza imkân yok!
Gri öküz, arkadaşına merhametle baktı, başını ondan çevirdi ve düşüncelerine geri daldı.
– Görkemli geçmişleriyle gurur duyarlar. Kendi Kosova Tarlaları, Kosova Muharebesi var. Ne kadar önemli, o zamanlar atalarım el arabalarını yiyecek ve silahlarla çekmemiş miydi? Bizim için olmasaydı, insanlar bunu kendileri yapmak zorunda kalacaklardı. Sonra Türklere karşı ayaklanma var. Büyük, asil bir çaba, ama o sırada kim vardı? Ayaklanmayı başlatan, bu yüksek burunlu serseriler miydi? Burada ustamı örnek alalım. O da ayaklanmayla çok gurur duyuyor ve övünüyor, özellikle de büyük büyükbabasının kurtuluş savaşında gerçek bir kahraman olarak can vermesi gerçeğiyle. Ve bu ustamın meziyeti mi? Büyük büyükbabasının gurur duymaya hakkı vardı, ama onun değil; onun büyük-büyükbabası öldü, böylece efendim, onun soyundan gelen özgür olabilsin. Öyleyse o özgür ve özgürlüğünü nasıl kullanıyor? Başkalarının kazıklarını çalıyor, arabaya oturuyor ve dizginlerde uyurken hem onu hem de kazıkları çekmem gerekiyor. Şimdi grevlerini sattı, içki içiyor, hiçbir şey yapmıyor ve görkemli geçmişiyle gurur duyuyor. Ve ayaklanmada savaşçıları beslemek için atalarımdan kaçı katledildi? Ve o zamanki atalarım silahları, topları, yiyecekleri, cephaneleri çekmedi mi? Yine de değişmediğimiz için değerlerinden gurur duymuyoruz; atalarımızın yaptığı gibi bugün de görevimizi sabırla ve vicdanla yapıyoruz.
Atalarının çektiği acılarla ve beş yüz yıllık kölelikle gurur duyuyorlar. Akrabam varlığımız boyunca acı çekti ve bugün hala acı çekiyoruz ve köleleştiriliyoruz ve yine de sesimizin tepesinde bunun hakkında çığlık atmıyoruz. Türklerin onlara işkence yaptığını, katlettiğini ve kazıp ettiğini söylüyorlar; Pekâlâ, atalarım hem Sırplar hem de Türkler tarafından katledildi, kavruldu ve her türlü işkenceye maruz kaldı.
Dinleriyle gurur duyuyorlar ve yine de hiçbir şeye inanmıyorlar. Hristiyanlar arasında kabul edilemememizin benim ve halkımın suçu nedir? Dinleri onlara “çalmayacaksın” diyor ve çalmak için aldığı para için çalan ve içen ustam var. Dinleri onlara komşularını sevmelerini öğretir ve yine de sadece birbirlerine zarar verirler. Onlara göre, erdemin bir örneği olan en iyi erkek, zarar vermeyen kişidir ve elbette kimse kimseden zarar vermekten başka iyi bir şey yapmasını istemeyi bile düşünmez. Erdem örneklerinin zarar vermeyen işe yaramaz herhangi bir şeyden fazlasını oluşturmaması bu kadar düşük seviyededir.
Öküz derin bir iç çekti ve iç çekişi yoldan gelen tozu kaldırdı.
– Öyleyse – öküz üzücü düşünceleriyle devam etti – bu durumda ben ve akrabam tüm bunlardan daha iyi değil mi? Hiç kimseyi öldürmedim, kimseye iftira atmadım, hiçbir şey çalmadım, masum bir adamı kamu hizmetinden kovmadım, devlet hazinesinde açık vermedim, sahte iflas ilan etmedim, yaptım masum insanları asla zincirlemedim veya tutuklamadım, arkadaşlarıma asla iftira etmedim, öküz ilkelerime asla aykırı davranmadım, yanlış tanıklık yapmadım, asla bir devlet bakanı olmadım ve ülkeye hiçbir zaman zarar vermedim ve sadece zarar vermemek değil, bana zarar verenlere iyilik bile yapıyorum. Annem beni doğurdu ve hemen kötü adamlar annemin sütünü bile benden aldı. Tanrı en azından biz öküzler için ot yarattı, insanlar için değil, ama yine de bizi ondan mahrum bırakıyorlar. Yine de tüm bu dayakların yanı sıra, erkek arabalarını çekiyor, tarlalarını sürüyor ve onlara ekmek yediriyoruz. Yine de kimse vatan için yaptığımızı kabul etmiyor…
– Veya orucu örnek alalım; Pekâlâ, erkeklere, din bütün bayram günlerinde oruç tutmayı söyler ve yine de onlar bu küçük oruca katlanmaya bile istekli değiller, ben ve halkım, annemin göğsünden ilk sütten kesildiğimizden beri tüm hayatımız boyunca oruç tutuyoruz.
Öküz endişeli gibi başını öne eğdi, sonra tekrar kaldırdı, öfkeyle homurdandı ve sanki önemli bir şey ona geri dönüyor, ona eziyet ediyordu; aniden neşeyle mırıldandı:
– Oh, şimdi biliyorum, öyle olmalı – ve düşünmeye devam etti – işte bu; özgürlüklerinden ve medeni haklarından gurur duyarlar. Bunun üstüne ciddi bir kafa yormalıyım.
Ve düşünüyordu, düşünüyordu ama çıkaramadı.
– Bu hakları nelerdir? Polis onlara oy vermelerini emrederse, oy verirler ve bu şekilde, biz de kolayca mola verebiliriz: “Hö-ö-ö-st!” Ve emir verilmezlerse, oy kullanmaya cesaret edemezler, hatta siyasetle uğraşamazlar, tıpkı bizim gibi. Ayrıca tamamen masum olsalar bile hapishanede dayak yiyorlar. En azından kuyruklarımızı anırır ve sallarız ve onlar o kadar küçük yurttaşlık cesaretine bile sahip değiller.
Ve o anda efendisi meyhaneden çıktı. Sarhoş, sersemlemiş, gözleri bulanık, anlaşılmaz kelimeler mırıldanarak dolambaçlı bir şekilde arabaya doğru yürüdü.
– Bakın, bu gururlu torun atalarının kanıyla kazandığı özgürlüğü nasıl kullanıyor? Doğru, efendim bir sarhoş ve hırsız, ama diğerleri bu özgürlüğü nasıl kullanıyor? Sırf boşa gitmek ve geçmişte ve benim kadar katkıda bulundukları atalarının erdemiyle gurur duymak için. Ve biz öküzler, atalarımız gibi çalışkan ve yararlı emekçiler olarak kaldık. Biz öküzüz, ancak bugün de zorlu çalışmamız ve erdemlerimizle gurur duyabiliriz.
Öküz derinden iç çekti ve boynunu boyunduruğa hazırladı.
Belgrad’da, 1902
“Radoje Domanović” Projesi için çeviren Ezgi Özcan, 2020
Rozjímání jednoho obyčejného srbského vola
Tento svět je plný zázraků. Naše země je, jak mnozí říkají, zázraky přímo zaplavena a to do takové míry, že už o zázraky ani nejde. Na vysokých pozicích se nachází lidé, kteří vůbec nepřemýšlí. Na druhé straně snad jako kompenzace či z jakéhokoliv jiného důvodu existuje jeden obyčejný rolnický vůl nelišící se od ostatních srbských volů, který začal rozjímat. Kdo ví, co se stalo, že se toto výjimečné zvíře pustilo do tak smělého činu. A to obzvláště zde v Srbsku, kde bylo již mnohokrát dokázáno, že tato nešťastná činnost může přinést jen obtíže. Řekněme tedy, že tato ubohá bestie v celé své naivitě netušila, že tato činnost není v jeho zemi žádoucí. Nebudeme mu tedy přisuzovat žádnou občanskou odvahu. Záhadou ovšem zůstává, proč by měl vůl rozjímat, když není voličem, radním, ani purkmistrem. Nebyl zvolen ani jako zástupce valného shromáždění turu domácího, či senátorem (je-li jeho věk přiměřený). A pokud on, ta ubohá duše kdy snila o tom stát se ministrem v zemi turů, měla by naopak aplikovat metodu, jak přemýšlet co nejméně je to možné, podobně jako vynikající ministři. Ovšem ani v tom naše země nemá štěstí. Konec konců proč bychom se měli pozastavovat nad tím, že jeden vůl převzal těžký úkol, kterého se lidé zřekli? Je dosti možné, že jeho rozjímání je jakýmsi výsledkem základního instinktu.
Tak tedy, o jakého vola to vlastně jde? Jde o běžného vola, o kterém zoologie říká, že má stejně jako kterýkoliv jiný vůl hlavu, tělo, končetiny. Táhne povoz, žere trávu, olizuje sůl, přežvýkává a bučí. Jeho jméno je Sivonja, šedý vůl.
Začal uvažovat takto. Jeho pán jednoho dne zapřáhl jak jeho, tak i jeho kamaráda Galonju. Na povoz naložil několik ukradených plotových sloupků a vyrazil do města prodat je. Jakmile vstoupil do města, téměř okamžitě sloupky prodal. Posléze Sivonju a jeho kamaráda vypřáhl z povozu, hodil před ně svazek trávy a vesele odešel do malé hospůdky, aby se tam občerstvil několika nápoji. Ve městě právě probíhal festival. Kolem tak procházely spousty mužů, žen a dětí. Galonja, který byl mezi ostatními voli znám tím, že byl lehce přihlouplý, dění kolem sebe nepozoroval. Místo toho se ve vší vážnosti zajímal pouze o svůj oběd. S čistým požitkem si nacpal břicho a poté si lehl a spokojeně přežvýkával a podřimoval. Procházející lidé ho vůbec nezajímali. Jen spokojeně podřimoval a přežvýkával (je škoda, že to není člověk, neboť má všechny předpoklady pro slibnou kariéru). Sivonja ovšem nedokázal pozřít ani sousto. Na první pohled bylo z jeho zasněných očí a smutného výrazu ve tváři patrno, že je to myslitel, dobrá a vnímavá duše. Kolem něho procházejí lidé, Srbové, hrdí na svou slavnou historii, na své jméno, národ. Jejich hrdost se projevuje jak v jejich chování, tak v jejich chůzi. Sivonja to celé pozorně pozoroval. Z ničeho nic byla jeho duše zaplavena zármutkem a bolestí nad obrovskou nespravedlností. Tak náhlé a silné emoci ale nemohl nepodlehnout. Smutně a bolestně zabučel. Z očí se mu začaly řinout slzy. Zaplaven obrovskou bolestí začal Sivonja rozjímat:
– Na co je můj pán a jeho krajané, Srbové, tak pyšný? Proč všichni nosí hlavy tak vysoko a dívají se na mé lidi s pýchou a opovržením? Jsou pyšní na svou domovinu, pyšní na milosrdný osud, který jim umožnil, že se narodili zde, v Srbsku. Má matka mě také porodila zde, v Srbsku. A Srbsko není jen mou rodnou zemí, ale je rodnou zemí i mého otce a mých předků. Stejně jako jejich. Všichni do této staré slovanské země přišli společně. Ovšem nikdo z nás, nikdo z volů, na to není hrdý. Naše hrdost tkví ve schopnosti táhnout těžká břemena do kopce. Do dnešního dne se nestalo, aby nějaký srbský vůl řekl německému volovi: “Co po mě chcete? Já jsem srbský vůl. Mou domovinou je hrdá Srbská země. Všichni mí předci tam vyrostli. A zde, tato země, je hrobem mých předků.” Bůh chraň, na tohle my jsme nikdy hrdí nebyli. Nikdy nám to na mysl ani nepřišlo. A oni jsou na to tak hrdí. Zvláštní lidé!
Vůl unášen těmito myšlenkami smutně zaklepal hlavou. Zvon na jeho krku se rozezněl a zapraskalo jho. Galonja otevřel oči. Podíval se na svého přítele a zabučel:
– Tady to máš. Zase ty tvoje nesmysly. Najez se, blázne. Ať se trošku obalíš tukem. Podívej se, jak ti všude trčí žebra. Pokud by přemýšlení bylo k něčemu dobré, lidé by to také nechali na nás, na volech. Potom bychom ale nebyli tak šťastní.
Sivonja se s lítostí podíval na svého kamaráda. Odvrátil od něho svou hlavu a opět se ponořil do svých myšlenek:
– Jsou pyšní na svou úžasnou historii. Mají své Kosovo pole, Bitvu na Kosově poli. Velká věc. Cožpak tenkrát mí předci netáhli vozy s potravinami a výzbrojí? Kdyby nebylo nás, lidé by to sami nezvládli. Potom tu máme povstání proti Turkům. Velká, ušlechtilá věc. Ale kdo tam tenkrát byl? Byli to snad tito hlupáci, co nosí nosy nahoru a kteří se přede mnou hrdě nosí jako kdyby to povstání bylo jejich zásluhou? Podívejte se například na mého pána. Je tak hrdý a i on se chlubí tímto povstáním. A to zvlášť faktem, že jeho praděd položil svůj život za války za svobodu jako statečný hrdina. Copak tohle je zásluha mého pána? Jeho praděd měl právo být hrdý, ale on ne. Jeho praděd zemřel za to, aby můj pán, jeho potomek, mohl být svobodný. A tak je svobodný. Ale jak svou svobodu užívá? Krade ostatním lidem plotové sloupky, sedí na voze a to já musím táhnout jak jeho, tak ty sloupky. On si v klidu podřimuje za otěžemi. Teď ty svoje plotové sloupky prodal, popíjí kořalku, nic nedělá a je hrdý na svou slavnou historii. A kolik mých předků bylo zabito během povstání, jen aby nakrmili bojovníky? A cožpak mí předci v té době netáhli všechnu výzbroj, děla, potraviny a střelivo? A přesto si nepřisvojujeme jejich zásluhy, protože my jsme se nezměnili. Dodnes svou povinnost plníme stejně jako kdysi naši předkové, svědomitě a trpělivě.
– Oni jsou hrdí, že jejich předkové trpěli pět set let v otroctví. Náš druh trpí celou svou existenci. Do dnešního dne stále trpíme a jsme otroci. Přitom nekřičíme z plných plic. Oni říkají, že Turci je mučili, vraždili, napichovali je na kůly… mí předci byli vražděni jak Srby, tak Turky. Byli opékání a prošli si mnohým utrpením.
– Oni jsou hrdí na své náboženství. Přitom nevěří ničemu. Copak je to chyba moje či mých druhů, že nás Křesťané mezi sebe nepřijmou? Jejich náboženství jim říká: “Nepokradeš.” A podívejte se na mého pána, který krade a pije za peníze, které získal z krádeže. Jejich náboženství jim říká, aby milovali bližního svého. Přitom jeden druhému neustále ubližují. Pro ně nejlepší člověk, příklad samé ctnosti, je ten, který nikomu nezpůsobí žádnou újmu. A samozřejmě, nikdo z nich se nenamáhá, aby kromě toho, že nikomu neublíží, udělal i něco dobrého. Tak hluboko klesli. Jejich příklad ctnosti může být jakákoliv zbytečná věc, která nikomu nezpůsobí žádnou újmu.
Vůl si zhluboka povzdechl. Jeho dech zvířil prach na cestě.
– A tak – pokračoval vůl ve svých smutných úvahách – cožpak já a mí druzi nejsme lepší než kdokoliv z nich? Já nikdy nikoho nezavraždil, nikdy jsem nikoho nepomlouval, nikdy jsem nic neukradl. Nikdy jsem nevinného nevyhodil z veřejné služby, nikdy jsem se nedopustil zpronevěry, nikdy jsem nevyhlásil falešný bankrot. Nikdy jsem k řetězům nepřivázal a nezajal nevinné lidi. Nikdy jsem nepomlouval své přátele. Nikdy jsem nešel proti zákonům volů. Nikdy jsem neučinil falešná svědectví. Nikdy jsem nebyl ministrem státu a nikdy jsem zemi neublížil. A nejenom že jsem nikdy neublížil, já dokonce činím dobré skutky těm, kteří ubližují mně. Když mě má matka porodila, okamžitě mě ti zlí lidé odstavili od jejího mateřského mléka. Alespoň že Bůh pro nás voli vytvořil trávu. Ne pro lidi. Přitom i o tu nás oni připravili. I přes všechno to bití stále táhneme jejich vozy, oráme jejich pole a dáváme jim chléb. Přesto si nikdo neváží našich skutků, které děláme pro naši rodnou zem…
– Nebo podívejme se například na půst. Náboženství lidem káže, že se mají o postních dnech postit. Oni ale nejsou ochotni podstoupit ani malý půst. Přitom já a mí přátelé se postíme celé naše životy a to od chvíle, co nás odtrhli od prsou našich matek.
Vůl utrápeně sklonil hlavu. Poté ji opět zvedl. Vztekle zafuněl. Zdálo se, že si vzpomněl na něco důležitého. Něco, co ho velice trápí. Z ničeho nic vesele zabučel:
– Oh, teď už vím. To musí být ono – a pokračoval ve své úvaze – tak to je. Jsou hrdí na svou svobodu a občanská práva. Musím se nad tím vážně zamyslet.
A tak přemýšlel dál. Přemýšlel, ale vymyslet to nedokázal.
– O jaká práva jde? Pokud jim policie nařídí, aby volili, jdou volit. My ale můžeme úplně stejně zabučet: “Pro-o-o-o!” A pokud jim to nikdo nepřikáže, nebudou volit, nebo se vměšovat do politiky tak jako my. Ve věznicích je taky bijí, a to i když jsou nevinní. Když nic, my alespoň bijeme a máváme ocasy. Oni ani tuhle trochu občanské odvahy nemají.
V ten moment jeho pán vyšel ven z hospůdky. Opilý, vrávorající, pohled rozmazaný, mumlajíce nesrozumitelná slova nejistě vyrazil směrem k vozu.
– Jen se podívejte, jak tento hrdý potomek využívá svou svobodu, kterou získal krví svých předků. Správně. Můj pán je opilec a zloděj. Jak ale ostatní využívají svou svobodu? Zahálí a jen se chvástají minulostí a zásluhami svých předků, ke kterým oni se přičinili stejnou měrou jako já. A my, volové, my stále pilně dřeme a jsme užitečnými pracovníky stejně jako kdysi naši předci. My jsme jen volové, ale i dnes můžeme být hrdí na naši náročnou práci a zásluhy.
Vůl si zhluboka povzdechl a nastavil krk, aby mohl být opět zapřažen.
V Bělehradě, 1902
Pro “Radoje Domanović” Projekt přeložila Petra Bajerová, 2020
Cugetările unui bou sîrbesc obișnuit
Multe minuni se întîmpla în lume. Dar țara noastră, după cum se spune, e plină der minuni. La noi însă, cele mai mari minuni nu sînt minuni! La noi găsești oameni ce ocupă posturi înalte, dar nu gîndesc nimic. Din această pricină, și poate și din altele, a început să gîndească un bou de la țară, un bou care nu se deosebește prin nimic de ceilalți boi sîrbești. Dumnezeu știe de ce acest patruped blajin s-a apucat de o îndeletnicire atît de anevoioasă – să gîndească. Știe oricine, în Serbia, că ocupația asta este păgubitoare, te scoate la pepeni. Poate că acel sărman bou, fiind naiv, n-a aflat că nu-i vom considera înclinația ca pe un curaj cetățenesc. Totuși am o nedumerire: cine l-o fi îndemnat pe bou să gîndească? Nu era nici alegător, nici membru în vreun comitet, nici primar nu era, nimeni nu l-a ales deputat într-un parlament al boilor, sau chiar sacă era în vîrstă, nimeni nu l-a uns senator. Poate visa să ajungă vreodată ministru într-o țară a boilor? Atunci trebuia, dimprotivă, să facă exerciții să gîndească puțin, așa cum fac eminenții ministri ai unor țări fericite.
La urma urmei, ce ne pasă nouă că un bou din Serbia s-a apucat de o meserie uitată de oameni. Poate o fi început să gîndească dintr-o pornire firească!
Dar ce fel de bou era el? Un bou obișnuit, care avea așa cum scrie în cărțile de zoologie: cap, trup și membre ca toți ceilalți boi; trăgea la jug, păștea iarbă, lingea sare, rumega, răgea și-l chema Bourean.
–
Și-acum să vedem cînd a început să gîndească. Într-o zi stăpînul l-a înjugat la car, alături de un alt bou, prietenul lui, Plăvan. A încărcat stăpîn’su în car niște pari furați și a mînat la tîrg să-i vîndă cît mai repede. De cum a ajuns în oraș, omul a și vîndut parii, a luat banii, a dejugat boii, i-a priponit cu lanțul de jug și le-a aruncat niște coceni. Apoi a intrat vesel într-o cîrciumioară să se întărească, de, ca omul, cu niște rachiu. Era nu știu ce sărbătoare și din toate părțile treceau prin tîrg bărbați, femei și copii. Plăvan, care de altminteri era socotit prost de către ceilalți boi, se uita la oamenii aceia dar nu vedea nimic deosebit. Așa să el se așternu pe înfulecat coceni cu o poftă grozavă. Mîncă pe săturate, mugi încetișor, satisfăcut, apoi se întinse și începu să picotească, rumegînd. Nici că-i păsa de oamenii ce mișunau pe lîngă el. Moțăia și rumega liniștit (păcat că nu era om, ar fi fost îndemnat să facă o frumoasă carieră). Bourean însă nici că s-a atins de mîncare. Privirea lui visătoare, tristă, era ca a unui gînditor cu suflet nobil și mare. Treceau pe lîngă el tot soiul de oameni, sîrbi mîndri de trecutul lor, de numele și națiunea lor. Mîndria lor se vedea cît de colo din ținuta lor țanțoșă și din felul cum călcau. Bourean i-a privit lung. Sufletul i-a fost cuprins de tristețe, de durere. Nedreptatea era prea mare! N-a mai putut îndura un simtămînț atît de sfîșietor. A scos un răget prelung, dureros. În ochii lui mari s-au ivit lacrimi și Bourean a început să gîndească:
„Cu ce mîndrește stăpînul meu și ceilalți semeni ai lui? De ce umblă ei așa cu capul în sus și privesc neamul meu de cornute cu atîta îngrîmfare și silă? De ce? Se mîndresc cu patria lor, se fălesc că soarta milostivă le-a hărăzit să se nască aici, în Serbia. Păi și me mine mama m-a făcut tot aici în Serbia. Dar Serbia nu este numai patria mea și a tatălui meu. Străbunii mei, ca și ai lor, au venit cu toții împreună în aceste ținuturi. Cu toții au pornit din vechile locuri de baștină ale slavilor. Și nici unul dintre noi, boii, nu ne mîndrim cu asta, ci totdeauna ne-am mîndrit numai cînd izbuteam să urcăm pe vreun deal, un car greu încărcat. Și nici un bou de-al nostru nu i-a spus vreodată unui bou nemțesc: „Ce vrei, mă, eu sînt bou sîrbesc, patria mea este mîndra Serbie, aici au fost fătați toți străbunii mei, aici în acest pămînt sînt și mormintele strămoșilor mei!“ Doamne ferește, niciodată nu ne-am mîndrit cu asta, nici prin cap nu ne-a trecut așa ceva. Pe cînd ei, ia te uită cum se umflă în pene! Ciudați oameni!“
Gîndind astfel, boul a dat din cap cu tristețe. Clopotul atîrnat de gît a sunat spart și jugul a scîrțîit lung.
Plăvan deschise ochii, își privi prietenul și mugi:
– Iar ai început cu aiurelile tale! Mănîncă, prostule, că de gras ce ești ți se văd coastele! Dacă gîndirea ar fi bună la ceva nu ne-ar fi lăsat-o oamenii nouă, boilor. Asemenea fericire n-ar fi dat peste noi!
Bourean își privi prietenul cu milă. Apoi întoarse capul în altă parte și se adînci iarăși în gîndurile lui.
„Se mîndresc cu trecutul lor. Da, au luptat pe cîmpia Cosovo. Glorioasă a fost bătălia de la Cosovo. Minunea minunilor, dar străbunii mei ce-au făcut atunci? Nu cărau ei soldaților hrană și cele trebuincioase pentru război? Dacă n-am fi făcut noi treaba asta ar fi trebuit s-o facă oamenii. Da, s-au răsculat împotriva turcilor! E o pagină măreață! Nobilă! Dar cine s-a răsculat? Oare răscoala au ridicat-o ca un val uriaș acești neghiobi înfumurați, aceste capete seci care umblă pe lîngă mine cu semeție, de parcă al lor ar fi meritul? Iacă, să luăm de pildă pe stăpînul meu. Și el se laudă cu răscoala, dar mai ales se mîndrește cu străbunul lui care a murit ca un erou în războiul de eliberare. Oare ăsta-i meritul lui? Străbunul lui avea dreptul să se mîndrească, dar nu el! Străbunul lui a murit pentru ca stăpînul meu, urmașul lui, să fie liber. Și acum vezi bine, e liber. Dar ce face el cu libertatea? Fură pari, îi încarcă în car, eu trag din greu ducîndu-i, iar el leneșul doarme colo sus! Acum a vîndut parii, bea rachiu, nu face nimic și se mîndrește cu trecutul măreț. Dar dintre străbunii mei cîți au fost înjughiați în timpul răscoalei pentru ca străbunii lor de-atunci să aibă ce mînca! Tot străbunii mei au cărat în acea vreme, tunuri, muniții, hrană, și azi noi nu ne înzorzorăm cu meritele lor, pentru că noi nu ne-am schimbat. Ne facem și astăzi datoria ca și străbunii noștri.
Se mîndresc cu suferințele străbunilor lor. Da, e adevărat, au fost robi cinci sute de ani. Dar neamul meu de cînd e pe lume suferă, robește. Suferim și noi, în fiecare zi robim, dar nu batem toba cu asta. Ei spun că turcii i-au chinuit, i-au măcelărit, i-au tras în țeapă, dar și strămoșii mei au fost înjughiați, fripți, și cîte alte chinuri nu au îndurat. Și de la sîrbi, și de la turci.
Se mîndresc cu religia lor, dar nu cred în nimic. Cu ce sîntem noi vinovați dacă ei nu ne dau voie să fim și noi creștini! Religia îi povățuiește: „Nu fura“, dar uite, stăpînul meu a furat și bea din banii hoției. Religia îi îndeamnă să facă bine aproapelui lor, dar ei își fac numai rău unul altuia. La ei cel mai bun om este care nu face rău. Dar la ei nimeni nu se gîndește să-i ceară creștinului care nu săvîrșește nimic rău, să facă bine. Uite unde au ajuns! Pildele lor de virtute, cu care se laudă atîta, nu sînt mai răsărite decît faptele obișnuite.“
Boul suspină adînc. Răsuflarea lui ridică un nor de praf în fața cîrciumii.
„Oare așacum stau faptele – își urmă Bourean gîndurile lui triste – nu sînt eu și neamul meu mai bun decit ei toți? Eu n-am omorît pe nimeni, n-am vorbit de rău pe nimeni, n-am furat de la nimeni nimic, n-am scos pe nimeni din slujba statului, fie el vinovat sau nevinovat, n-am făcut nici un gol în bugetul statului, n-am dat faliment fradulos, n-am arestat și n-am condamnat niciodată oameni nevinovați, nu mi-am calomniat prietenii, n-am trădat principiile mele bovine, n-am fost niciodată martor mincinos, n-am fost niciodată ministru și n-am făcut rău țării. Nu numai că n-am făcut rău nimănui, dar eu fac bine și acelora care îmi fac mie rău. După ce mama m-a fătat, oamenii, haini, i-au luat și laptele. Cred că dumnezeu a făcut iarba pentru noi, boii, și nu pentru oameni; dar ei ne lasă și fără iarbă. Iar noi, cu toate că primim atîtea lovituri, tragem carele oamenilor și le arăm pămîntul care le dă bucatele. Și totuși nimeni nu ne recunoaște meritele față de patrie…
Religia lor îi îndeamnă să țină toate posturile, dar ei nu țin seamă de asta. Însă eu și întreg neamul meu postim toată viața noastră, de cum ne despărțim de uger.“
Boul lăsă capul în țărînă. Era cuprins de îngrijorare. Ridică apoi capul și suflă pe nas, supărat. Părea că-și adusese aminte de ceva însemnat, care-l chinuia. Deodată mugi bucuros:
„A, da, acum știu! Asta trebuie să fie – cugetă el mai departe – asta e. Ei se mîndresc cu libertatea și drepturile lor cetățenești. La aceasta trebuie să cuget serios.“ Bourea se gîndea adînc, se frămînta, dar nu izbutea să prindă ideea: „Hm! Care este tăria drepturilor lor? Dacă poliția le ordonă să voteze, ei votează. Păi, am putea și noi să mugim: „Pe-e-e-ntru!“ Dacă nu le ordonă însă nimeni, n-au curaj să voteze și nici să se amestece în politică. Sînt ca și noi. Îndură și ei arestul și loviturile, deseori chiar dacă nu-s vinovați. Noi barem mugim și dăm din coadă, dar ei n-au nici curajul ăsta cetățenesc.“
În acea clipă stăpînul ieși din cîrciumă. Beat, clătinîndu-se greu pe picioare, cu ochii tulburi, bîlbîind ceva neînțeles se îndreptă spre car.
„Iată cum folosește acest mîndru urmaș libertatea cucerită prin sînge de strămoșii lui. Fură și se îmbată. Dar alții cum folosesc libertatea? Taie frunze cîinilor, se mîndresc cu trecutul, cu meritele străbunilor lor. Păi la trecutul acela ei n-au adăugat nimic, nici cît negru sub unghie.
Noi, boii, am rămas tot așa de harnici și folositori, cum au fost și strămoșii noștri. Sîntem boi, e adevărat, dar ne mîndrim numai cu munca noastră și cu faptele noastre de azi.“
Boul suspină adînc și-și pregăti gîtul pentru jug.
Sursă: Domanovici, Radoje, Stradia – povestiri satirice, Editura de Stat pentru Literatură și Artă, București 1955. (Trad. de V. Vescu, D. Bărbulescu)
Радоје Домановић 