Brændemærket

Jeg havde en forfærdelig drøm. Jeg tænker ikke så meget over drømmen i sig selv, men jeg spekulerer på, hvordan jeg kunne finde modet til at drømme om forfærdelige ting, når jeg selv er en stille og respektabel borger, et lydigt barn af vores kære mor Serbien, ligesom alle hendes andre børn. Du ved, selvfølgelig, så hvis jeg var en undtagelse indenfor noget, ville det være anderledes, men nej, min kære ven, jeg gør præcis det samme som alle andre, og i forhold til at være forsigtig med alt, så kan ingen helt matche mig deri. Engang så jeg en skinnende knap fra en politimands uniform liggende på gaden. Jeg stirrede på dens magiske glød, næsten lige ved at gå forbi den, fyldt med søde erindringer, da min hånd pludselig begyndte at ryste og røg op i en honnør; mit hoved bøjede sig mod jorden og min mund bredte sig i det flotte smil, som vi alle har når vi hilser på vores overordnede.

—  Ædelt blod løber i mine årer — det er hvad det er! — Det var hvad jeg tænkte i det øjeblik og jeg så med foragt på den tumpe, der skødeløst trådte på knappen.

— En tumpe! — Sagde jeg bitter og spyttede, og gik derefter stille videre, trøstet ved tanken om, at disse tumper var i fåtal; og jeg var især glad for, at Gud havde givet mig et raffineret sind og det noble, ridderlige blod af vores forfædre.

Ja, nu kan du se hvilke vidunderlig mand jeg er, ikke anderledes fra andre respektable borgere, og du vil uden tvivl undre dig, hvordan så forfærdelige og fjollede ting kunne opstå i mine drømme.

Der hændte mig intet usædvanligt den dag. Jeg fik et god aftensmåltid og sad bagefter og pillede i mine tænder, helt afslappet; sippede af min vin og, der, efter at have gjort så modigt og samvittighedsfuldt brug af mine rettigheder som borger, gik jeg i seng og tog en bog med mig for at falde i søvn hurtigere.

Bogen gled snart fra mine hænder, da den, selvfølgelig, havde opfyldt mit ønske, og med alle mine pligter opfyldt, faldt jeg i søvn, from som et lam.

I det samme fandt jeg mig selv på en smal, mudret vej der førte gennem bjergene. En kold, mørk aften. Vinden hylede mellem de golde grene og skar som et barberblad når den rørte ved bar hud. Himlen var sort og truende, og sneen blæste ind i øjnene som støv og hamrede mod ansigtet. Der var ikke en levende sjæl nogen steder. Jeg skyndte mig videre og gled på den mudrede vej til venstre, til højre. Jeg vakler og falder, og farer endelig vild, men vandrer videre – Gud ved hvor – og det er ikke en kort, almindelig nat, men lige så lang som et århundrede, og jeg går hele tiden uden at vide hvorhen.

Så jeg gik videre i mange, mange år og ankom et sted meget langt væk fra mit hjemland til en ukendt del af verden, et fremmed land, som ingen sikkert kender til, og som jeg er sikker på kun kan ses i drømme.

Mens jeg strejfede rundt i landet, ankom jeg til en stor by, hvor der boede mange mennesker. Der var en stor menneskemængde inde på den store markedsplads, masser af larm, nok til at få sprunget sine trommehinder. Jeg gik ind på en kro ved markedspladsen og spurgte ejeren, hvorfor så mange mennesker var stimlet sammen…

— Vi er et stille og respektabelt folk, — begyndte han sin historie, — vi er loyale og lydige overfor fredsdommeren.

— Er fredsdommeren jeres øverste myndighed — Afbrød jeg ham.

— Fredsdommeren hersker her, og han er vores øverste myndighed; politiet kommer bagefter.

Jeg lo.

—  Hvorfor griner du?… Vidste du det ikke?… Hvor kommer du fra?

Jeg fortalte ham, at jeg var faret vild og kom fra et fjernt land – Serbien.

— Jeg har hørt om det berømte land! — hviskede ejeren til sig selv og så på mig med respekt, inden han talte igen:

— Det er vores levemåde, — fortsatte han, —  fredsdommeren hersker her med sine politifolk.

— Hvordan fungerer jeres politi?

— Der er de anerkendte og mindre anerkendte… Vi er, som du ved, et stille og respektabelt folk, men der kommer alle mulige landestrygere fra nabolaget, de korrumperer os og lærer os onde ting. For at skelne mellem vores borgere og andre mennesker, gav fredsdommeren i går en ordre om, at alle vores borgere skulle gå til den lokale retssal, hvor hver af os vil få et brændemærke i panden. Det er derfor, så mange mennesker har samlet sig; for at diskutere hvad de skal gøre.

Jeg skuttede mig og tænkte, at jeg burde løbe væk fra dette underlige land så hurtigt som muligt, fordi selvom jeg var serber, så var jeg ikke vant til sådan et eksempel på ridderlighed og jeg var lidt utilpas over det!

Ejeren lo godmodigt, prikkede mig på skulderen og sagde stolt:

— Nå fremmede, er det nok til at skræmme dig? Intet under, du måtte være gået lang for at finde et mod som vores!

— Og hvad vil I så gøre? — spurgte jeg frygtsomt.

— Sikke et spørgsmål! Du vil se, hvor modige vi er. Du skal gå langt for at finde mod som vores, det kan jeg godt sige dig. Du har rejst langt og har set verden, men jeg er sikker på, at du aldrig har mødt større helte end vi er. Lad os gå afsted sammen. Jeg skal skynde mig.

Vi var lige ved at skulle gå, da vi hørte et piskesmæld foran døren.

Jeg tittede ud: Det var et mageløst syn – en man med en skinnende tjenestehat på hovedet, iklædt et prangende jakkesæt, red på ryggen af en anden mand i meget rigt tøj af almindeligt, borgerligt snit. Han stoppede foran kroen og rytteren steg ned.

Ejeren gik ud, bukkede mod jorden, og manden i jakkesættet gik ind på kroen, til et særligt udsmykket bord. Manden i civilt tøj blev foran kroen og ventede. Ejeren bukkede også dybt for ham.

— Hvad handler det her om? — Spurgte jeg ejeren, dybt forundret.

— Jamen, han der gik in di kroen er en politimand af høj rang, og denne mand er en af vores mest anerkendte borgere, meget rig og en god patriot, — hviskede ejeren.

— Men hvorfor lader han den anden ride på hans ryg?

Ejeren rystede på hovedet over mig og vi trådte indenfor. Han gav mig et hånligt smil og sagde:

— Vi anser det for at være en stor ære, der sjældent er fortjent! — Han fortalte mig en masse spændende ting udover dette, men jeg var så opildnet, at jeg dårligt kan huske dem. Men jeg hørte klart hvad han sagde til sidst: — Det er tjenesten til ens hjemland, som ikke alle nationer har lært at sætte pris på!

—

Vi ankom til mødet og valget af formanden var allerede i gang.

Den første gruppe udpegede en mand kaldet Kolb, hvis jeg husker korrekt, som deres kandidat til formandskabet; den anden gruppe ønskede Talb, og den tredje havde sin egen kandidat.

Der var en frygtelig forvirring; hver gruppe ønskede at fremme deres egen mand.

— Jeg tror ikke, at vi har en bedre mand end Kolb til at være formand for sådan et vigtigt møde, — sagde en stemme fra den første gruppe, — for vi kender alle hans kvaliteter som borger og hans store mod. Jeg tror ikke, der er nogen iblandt os der kan prale af, at blive redet så hyppigt af de mest vigtige mennesker…

— Hvad ved du om det, — skreg nogen fra den anden gruppe. — Du er aldrig blevet redet på, ikke engang af en ny politibetjent!

— Vi ved alle sammen, hvad dine dyder er, — råbte nogen fra den tredje gruppe. — Du ville aldrig kunne få et enkelt slag med pisken uden at hyle!

— Lad os lige få tingene på plads, brødre! — begyndte Kolb. — Det er sandt at fremtrædende folk red på min ryg, allerede for ti år siden; de piskede mig og jeg sagde aldrig noget, men det kan være, at der er andre blandt os der fortjener det mere. Der er måske yngre, bedre kandidater.

— Nej, nej, — udbrød hans støtter.

— Vi ønsker ikke at høre om forældede hædersbevisninger! Det er ti år siden Kolb blev redet på, — råbte stemmerne fra den anden gruppe.

— Det unge blod tager over, lad de gamle vige pladsen, — råbte nogen fra den tredje gruppe.

Pludselig var der ikke mere larm; folk flyttede sig tilbage, til venstre og højre, for at gøre plads, og jeg så en ung mand på omkring tredive år. Da han gik ind, bøjede alle hovedet.

— Hvem er det? — Hviskede jeg til ejeren.

— Han er den populære leder. En ung mand, men meget lovende. I sine yngre dage kunne han prale af, at have båret fredsdommeren på ryggen tre gange. Han er mere populær end nogen anden.

— Så de vil måske vælge ham? — Spurgte jeg.

— Uden tvivl, for alle de andre kandidater – de er gamle, tiden har overhalet dem, mens fredsdommeren red lidt på hans ryg i går.

— Hvad er hans navn?

— Kleard.

De gav ham ærespladsen.

— Jeg tror, — Kolbs stemme brød stilheden, — at vi ikke kan finde en bedre mand til denne position end Kleard. Han er ung, men ingen af os ældre er hans ligemand.

— Hørt, hørt!… Længe leve Kleard!… — rungede alle stemmerne.

Kolb og Talb tog ham til formandens plads. Alle bukkede dybt og der blev helt stille.

— Tak brødre, for jeres høje anseelse og denne ære, som I enigt har tildelt mig. Jeres håb, der nu påligger mig, er alt for meget. Det er ikke nemt at styre dette skib med nationens ønsker gennem sådanne betydningsfulde dage, men jeg vil gøre alt i min magt for at leve op til jeres tillid, til at repræsentere jeres meninger ærligt, og at fortjene jeres høje agtelse af mig. Mange tak, mine brødre, for at vælge mig.

— Hurra! Hurra! Hurra! — tordnede vælgerne fra alle sider.

— Og nu, brødre, håber jeg at I vil lade mig sige et par ord om denne vigtige begivenhed. Det er ikke nemt at lide sådanne smerter, som de pinsler der afventer os; det er ikke nemt at få ens pande brændemærket med et varmt stykke jern. Uden tvivl ikke – de er smerter, som ikke alle mænd kan udholde. Lad kujonerne ryste, lad dem blegne af frygt, men vi må ikke glemme for et sekund, at vi er sønner af modige forfædre, at ædelt blod løber i vores årer, det heroiske blod fra vores bedstefædre, de store riddere der plejede at dø uden at blinke for frihed og for det fælles bedste, deres efterkommere. Vores lidelser er små, hvis man tænker på deres ofre – skal vi opføre os som medlemmer af en degenereret og kujonagtig slægt, nu hvor vi har et bedre liv end nogensinde før? Enhver ægte patriot, enhver der ikke vil give skam til vores nation i verden, vil bære smerten som en mand og en helt.

— Hørt! Hørt! Længe leve Kleard!

Der var flere ivrige talere efter Kleard; de opfordrede de skræmte folk og gentog mere eller mindre hvad Kleard havde sagt.

Så kom der en bleg, slidt gammel mand, med rynket ansigt og hår og skæg hvidt som sne, der bad om at tale. Hans knæ rystede af alder, hans hænder skælvede, hans ryg var bøjet. Hans stemme rystede og øjnene var blanke med tårer.

— Børn, — begyndte han, med tårer dryppende ned af hans hvide, rynkede kinder og som faldt på hans hvide skæg, — Jeg har det jammerligt og vil dø snart, men det virker som om, at I helst ikke vil lade sådan en skam påfalde jer. Jeg er hundrede år gammel og har boet hele mit liv uden det!… Hvorfor skal en slaves brændemærke nu påføres mit gamle og hvide hoved?…

— Ned med den gamle lømmel! — Råbte formanden.

— Ned med ham! — råbte de andre.

— Den gamle kujon!

—I stedet for at opmuntre de unge, så skræmmer han os alle!

— Han burde skamme sig over sine grå hår! Han har levet længe nok og han kan stadig blive bange — vi der er unge, har mere mod…

— Ned med kujonen!

— Smid ham ud!

— Ned med ham!

En vred flok af modige, unge patrioter samledes om den gamle mand og begyndte at skubbe, trække og sparke ham i deres vrede.

De lod ham endelig gå på grund af hans alder — ellers ville de have stenet ham levende.

De lovede alle sammen at være modige i morgen og vise sig værdige til æren og hæderen for deres nation.

Folk gik væk fra mødet i god stemning. I takt med at de skilles, sagde de:

— I morgen vil vi se, hvem der er hvem!

— Vi vil frasortere alle pralhalsene i morgen!

— Tiden er kommet for de værdige til at adskille sig fra de uværdige, så alle banditterne ikke kan prale af at have et modigt hjerte!

—

Jeg gik tilbage til kroen.

— Har du set hvilket stof vi er gjort af? — spurgte ejeren mig stolt.

— Det har jeg bestemt, — svarede jeg automatisk, med følelsen af, at min styrke havde forladt mig og mit hoved summede af mærkelige indtryk.

Den dag læste jeg en førende artikel i deres avis, som lød således:

— Medborgere, det er på tide at droppe det forfængelige praleri og spankulere blandt os; det er på tide at holde op med at værdsætte de tomme ord, som vi bruger i overflod for at vise vores imaginære dyder og fortjenester. Tiden er kommet, borgere, til at teste vores ord og vise, hvem der er værdig og hvem der ikke er! Men vi tror, at der ikke vil være nogen skamfulde kujoner iblandt os, som skal bringes med magt til det udpegede sted for brændemærkningen. Hver af os, som kan mærke en dråbe ædelt blod i årerne fra vores forfædre, vil kæmpe om at være de første til at gennemgå smerten og pinslerne, stolt og i stilhed, for dette er en hellig smerte, det er et offer for vores lands bedste og vor alles velvære. Fremad, borgere, for i morgen er dagen for den ædle test!…

—

Kroejeren gik i seng lige efter mødet, for at komme så tidligt som muligt til det udvalgte sted den følgende dag. Mange var dog gået lige til rådhuset for at være så tæt som muligt på starten af køen.

Den næste dag gik jeg også til rådhuset. Alle var der – unge og gamle, mænd og kvinder. Nogle mødre havde medbragt deres spædbørn i armene, så de kunne blive brændemærket med slavens mærke, det vil sige ærens mærke, og dermed opnå større ret til høje positioner i embedsværket.

Der var skub og banden (deri minder de meget om os serbere, og det var jeg faktisk glad for), og alle ville være den første ved døren. Nogle tog endda andre ved halsen.

Mærkerne blev påført af en særlig embedsmand i et hvidt, formelt jakkesæt, som bebrejdende kom folk i møde:

— Lad være med at klumpe sammen, for Guds skyld, det vil blive alles tur – I er ikke dyr, jeg tænker at vi kan klare det uden at skubbe.

Brændemærkningen begyndte. En begyndte at skrige, en anden stønnede bare, men ingen kunne bære det uden lyd så længe jeg var der.

Jeg kunne ikke udholde at se denne tortur længe, så jeg gik tilbage til kroen, men nogle af dem var der allerede og spiste og drak.

— Det er ovre! — sagde en af dem.

— Altså, vi skreg ikke rigtig, men Talb brægede som et æsel!… — sagde en anden.

— I kan se hvordan jeres Talb er, og I ønskede at have ham som formand ved mødet i går.

— Ah, men man kan jo aldrig vide!

De talte, stønnede af smerte og vred sig, men prøvede at skjule det fra hinanden, for hver af dem skammede sig over at blive anset som en kujon.

Kleard vanærede sig selv, da han jamrede sig, og en mand ved navn Lear var en helt, da han bad om at få to brændemærker i panden og sagde ikke nogen lyd under processen. Hele byen talte med stor respekt om ham.

Nogle folk flygtede, men de blev foragtet af alle.

Efter et par dage, gik manden med to brændemærker i panden rundt med hovedet højt, med stolthed og selvtillid, fyldt med ære og stolthed, og hvor end han gik, bukkede alle og løftede med hatten for at hilse på dagens helt.

Mænd, kvinder og børn løb efter ham i gaderne for at se nationens største mand. Uanset hvor han gik, fulgte hvisken og ærefrygt med ham: ‘Lear, Lear!… Det er ham!… Det er helten der ikke hylede, som ikke gav en lyd mens to brændemærker blev trykket på hans pande!’ Han var i avisernes overskrifter, rost og forherliget.

Og han havde fortjent folkets kærlighed.

—

Jeg havde lyttet til rosen over det hele og jeg begyndte at føle det gamle, ædle serbiske blod løbe i mine årer. Vores forfædre var helte, de døde på spyd for frihed; vi har også vores heroiske fortid og vores Kosovo. Jeg skælver med national stolthed og forfængelighed, ivrig efter at vise hvor stolt min slægt er og løbe ind på rådhuset og råbe:

— Hvorfor priser I jeres Lear?… I har aldrig set ægte helte! Kom og se hvordan ædelt serbisk blod opfører sig! Påfør ti brændemærker på min pande, ikke kun to!

Embedsmanden i det hvide jakkesæt bragte brændejernet nær min pande og jeg begyndte… Jeg vågnede fra min drøm.

Jeg gned min pande i frygt og korsede mig, mens jeg undrede mig over de underlige ting, der opstår i drømme.

— Jeg overgik næsten deres Lears hæder, — tænkte jeg og vendte mig tilfredst, og jeg var nærmest ked af, at drømmen ikke nåede sin slutning.

 

I Beograd, 1899.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.