En almindelig serbisk okses ræsonnement
Der opstår en del mirakler i denne verden og vores land, som mange siger, flyder over med mirakler i sådan et omfang, at mirakler ikke længere er mirakler. Der er folk her med meget høje stillinger, som slet ikke tænker, og som en kompensation, eller måske af andre årsager, så begyndte en almindelig bondes okse, der ikke er anderledes fra andre serbiske okser, at tænke. Gud ved hvad der skete, der gjorde dette sindrige dyr modig nok til at starte sådan overilet bestræbelse, især siden det var blevet bevist, at i Serbien, så er denne uheldig stilling en ren bjørnetjeneste. Lad os så sige, at denne stakkels djævel i sin naivitet ikke engang vidste, at dette arbejde ikke lønner sig i hans hjemland, så vi ikke vil tilskrive ham noget særligt borgerligt mod. Men det er dog stadig et mysterie hvorfor en okse skal tænke, siden han hverken er en vælger, en rådmand eller en fredsdommer, og han er heller ikke blevet valgt som næstformand i nogen kvægforsamling, eller endda (hvis han havde nået en særlig alder) som senator. Og hvis den stakkels sjæl nogensinde havde drømt om at blive minister i noget kvægland, så burde han havde vidst, at stik modsat, så burde han øve sig i at tænke så lidt som muligt, ligesom de dygtige ministre i andre, gladere lande, selvom vores land ikke er så heldigt på dette område heller. Når alt kommer til alt, hvorfor skulle vi gå op i, hvorfor en okse i Serbien er begyndt på en aktivitet, som er blevet droppet af folket? Det kan også være, at han simpelthen begyndte at tænke på grund af et naturligt instinkt.
Så hvilken slags okse er det? En almindelig okse der har, som en zoolog lærte os, et hoved, krop og lemmer, som alle andre okser; han trækker en vogn, græsser på marken, slikker salt, tygger drøv og bræger. Hans navn er Grålig, da han er en grå okse.
Sådan her startede han med at tænke. En dag lagde hans herre et åg på ham og hans ven, Sorte, læssede nogle stjålne stakitter på vognen og tog dem med til byen for at sælge. Han fik solgt dem næsten med det samme han gik ind i byen, og fjernede derefter åget fra Grålig og hans kammerat, satte kæden, der bandt dem til åget, fast, kastede lidt hø foran dem, og gik glad ind i en lille kro for at få lidt at drikke. Der var en festival i gang i byen, så der var mænd, kvinder og børn, der gik rundt alle vegne. Sorte, som var kendt blandt andre okse for at være lidt dum, så ikke på noget af det. Han gik i stedet i gang med sin frokost, spise en mavefuld, brægede lidt af tilfredshed, og lagde sig derefter ned, for at slumre og tygge drøv. Alle de mennesker der gik forbi, interesserede ham ikke. Han slumrer bare og tygger drøv helt fredsommeligt (det er en skam han ikke er et menneske, med alle disse dispositioner til en strålende karriere). Men Grålig kunne ikke tage en bid af det. Hans drømmende øjne og det triste udtryk i ansigtet viste først, at dette var en grubler og en sød, påvirkelig sjæl. Folk, serbere, gik forbi ham, stolt af deres ærefulde fortid, deres navn og nation, og dette vises i deres alvorlige adfærd og tempo. Grålig så alt dette og hans sjæl blev pludselig overvundet af sorg og smerte, på grund af den store uretfærdighed, og han kunne ikke andet end at lade sig overvinde af en stærk, pludselig og kraftfuld følelse; han brægede trist, smertefuldt, med tårer i øjne. Og midt i den intense smerte, begyndte Grålig at tænke:
Hvad er min ejer og hans landsmænd, serberne, så stolte af? Hvorfor holder de hovederne så højt og ser på min art med hovmodig stolthed og foragt? De er stolte af deres moderland, stolte at den barmhjertige skæbne har ladet dem blive født her i Serbien. Min mor fødte mig også her i Serbien, og Serbien er ikke blot mit hjemland, men også min faders, og mine forfædre er, ligesom deres, ankommet til dette land fra det gamle slaviske hjemland. Og alligevel er der ingen af os okse der har følt stolthed, vi har kun været stolte af vores evne til at trække et tungt læs op af bakke; helt op til i dag, har ingen okse nogensinde fortalt en tysk okse: ”Hvad vil du mig, jeg er en serbisk okse, mit hjemland er det stolte land Serbien, alle mine forfædre er blevet kælvet der, og her, i dette land, er mine forfædres grave. Gud forbyde, at vi nogensinde fandt stolthed i det, det har vi aldrig tænkt på, og de er endda stolte af det. Sikke et mærkeligt folk!
Optaget af sine tanker, rystede oksen trist med hovedet, mens klokken om halsen ringede og åget knagede. Sorte åbnede øjnene, så på sin ven og brølede:
– Så er du i gang igen med dette nonsens! Spis, din idiot, få noget fedt på kroppen, alle dine ribben stikker ud; hvis det var godt at tænke, så ville folk ikke have overladt det til os okser. Så heldige ville vi ikke være!
Grålig så på sin kammerat med medlidenhed, drejede hovedet væk fra ham og stod i sine egne tanker igen.
– De er stolte over deres ærefulde fortid. De har deres Kosovo Mark, Slaget om Kosovo. Hvad så, har mine forfædre ikke trukket vogne med mad og våben selv dengang? Hvis det ikke var for os, så skulle folk selv have gjort det. Så var der opstanden mod tyrkerne. En stor, ædel indsats, men hvem var der dengang? Var det disse højnæsede tosser, der spankulerer stolt foran mig, som om det var deres fortjeneste, at opstanden blev arrangeret? Tag min ejer som eksempel. Han er også stolt og praler om opstanden, især fordi hans oldefar døde under frihedskrigen, en ægte helt. Og er det så min ejers fortjeneste? Hans oldefar havde retten til at være stolt, men ikke ham; hans oldefar døde, så min ejer og hans efterkommere kan være frie. Så han er fri, og hvordan bruger han sin frihed? Han stjæler andre menneskers stakitter, sidder på vognen, og jeg skal trække både ham og stakitterne mens han sover ved tøjlerne. Nu har han solgt sine stakitter, han drikker spiritus, gør intet og er stolt over sin ærefulde fortid. Og hvor mange af mine forfædre er ikke blevet slagtet under opstanden for at brødføde krigerne? Og trak mine forfædre ikke våben, kanoner, mad og ammunition? Og alligevel er vi ikke stolte over deres fortjenester, for vi har ikke ændret os; vi gør stadig vores pligt i dag, ligesom vores forfædre gjorde, tålmodigt og bevidst.
De er stolte af deres forfædres lidelser og fem hundrede års slaveri. Min art har lidt gennem hele vores eksistens, og i dag er vi stadig slaver og lider, men vi vandrer ikke rundt og beklager os. De sagde, at tyrkerne har tortureret, slagtet og spiddet dem; jamen, mine forfædre blev slagtet af både serbere og tyrkere, og herefter ristet, og ført gennem alle mulige former for tortur.
De er stolte af deres religion, og alligevel tror de ikke på noget. Hvorfor kan jeg og min art så ikke blive accepteret af de kristne? Deres religion fortæller dem, at de “ikke må stjæle”, og her min ejer så, der stjæler og drikker for de penge han fik ved at stjæle. Deres religion siger, at de skal elske deres naboer, og alligevel skader de kun hinanden. For dem, de bedste mænd, et dydigt eksempel, er dem, der ikke gør nogen skade, og selvfølgelig overvejer ingen at bede nogen om at gøre noget godt, udover ikke at gøre skade. Det er så lavt de er sunket, at deres eksempler på dyd ikke omhandler mere, end enhver ubrugelig genstand, der ikke gør skade.
Oksen sukkede dybt og løftede blikket fra støvet på vejen.
– Så – fortsatte oksen med sine triste tanker – i dette tilfælde, er jeg og min art så ikke bedre end nogen af dem? Jeg har aldrig myrdet nogen, jeg har aldrig bagvasket nogen, har ikke stjålet noget, har ikke fyret en uskyldig mand fra embedsværket, har ikke lavet underskud i statskassen, har ikke erklæret falsk bankerot, jeg har aldrig lænket eller arresteret uskyldige folk, har aldrig bagtalt mine venner, jeg har aldrig gået imod mine principper som okse, jeg har ikke lavet falske udtalelse, jeg var aldrig minister og har ikke gjort landet nogen skade, og jeg har ikke blot gjort ingen skade, men har endda også behandlet dem godt, som har gjort skade på mig. Min mor kælvede mig og omgående tog onde mænd min mors mælk fra mig. Gud har i det mindste skabt græs for os okser og ikke for mænd, men det nægter de os også. Stadig, også med alle tæskene, så trækker vi menneskets vogne, pløjer deres marker og brødføder dem. Og alligevel taler ingen om vores arbejde for moderlandet…
– Eller tag bare faste som eksempel; for mennesker, så siger religionen at de skal faste på alle festdage, og alligevel er de ikke villige til at gennemgå den smule faste, mens jeg og min art faster hele vores liv, lige siden vi først blev vænnet fra moderens yver.
Oksen sænkede sit hoved, som hvis han har bekymret, og løftede det så igen, prustede vredt, og det virkede som om at noget vigtigt pludselig slog ham, pinte ham; pludselig brølede han fornøjet:
– Oh, jeg ved det nu, det må være det – og han fortsatte med at tænke, – det er hvad det er; de er stolte af deres frihed og borgerlige rettigheder. Jeg må tænke det til bunds.
Og han tænkte og tænkte, men kunne ikke finde ud af det.
– Hvad er disse rettigheder? Hvis politiet beordrer dem til at stemme, så stemmer de, og sådan kunne vi lige så godt brøle: ”Foooor!” Og hvis de ikke bliver beordret til det, så vil de ikke stemme, eller gå ind i politik, ligesom os. De bliver også slået i fængslet, selv hvis de er uskyldige. I det mindste bræger vi og vifter vores haler, og de har ikke engang den smule civilmod.
Og i det øjeblik kom hans ejer ud af kroen. Fordrukken, vraltende, slørede øjne, og mumlede nogle uforståelige ord, mens han snoede sig mod vognen.
– Se lige, hvordan kan denne stolte efterkommer bruge friheden, der blev vundet med blod fra hans forfædre? Min ejer er fordrukken og en tyv, men hvor ofte bruger andre denne frihed? Kun til at visne væk og være stolt over fortiden og af deres forfædres arbejd, hvor de har bidraget lige så meget som jeg. Og os okser, vi er forblevet lige så hårdarbejdende og nyttige arbejdere som vores forfædre. Vi er okser, men vi kan stadig være stolte af vores besværlige arbejde og fortjenester i dag.
Oksen sukkede dybt og gjorde sin nakke klar til åget.
I Beograd, 1902.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.
Brændemærket
Jeg havde en forfærdelig drøm. Jeg tænker ikke så meget over drømmen i sig selv, men jeg spekulerer på, hvordan jeg kunne finde modet til at drømme om forfærdelige ting, når jeg selv er en stille og respektabel borger, et lydigt barn af vores kære mor Serbien, ligesom alle hendes andre børn. Du ved, selvfølgelig, så hvis jeg var en undtagelse indenfor noget, ville det være anderledes, men nej, min kære ven, jeg gør præcis det samme som alle andre, og i forhold til at være forsigtig med alt, så kan ingen helt matche mig deri. Engang så jeg en skinnende knap fra en politimands uniform liggende på gaden. Jeg stirrede på dens magiske glød, næsten lige ved at gå forbi den, fyldt med søde erindringer, da min hånd pludselig begyndte at ryste og røg op i en honnør; mit hoved bøjede sig mod jorden og min mund bredte sig i det flotte smil, som vi alle har når vi hilser på vores overordnede.
— Ædelt blod løber i mine årer — det er hvad det er! — Det var hvad jeg tænkte i det øjeblik og jeg så med foragt på den tumpe, der skødeløst trådte på knappen.
— En tumpe! — Sagde jeg bitter og spyttede, og gik derefter stille videre, trøstet ved tanken om, at disse tumper var i fåtal; og jeg var især glad for, at Gud havde givet mig et raffineret sind og det noble, ridderlige blod af vores forfædre.
Ja, nu kan du se hvilke vidunderlig mand jeg er, ikke anderledes fra andre respektable borgere, og du vil uden tvivl undre dig, hvordan så forfærdelige og fjollede ting kunne opstå i mine drømme.
Der hændte mig intet usædvanligt den dag. Jeg fik et god aftensmåltid og sad bagefter og pillede i mine tænder, helt afslappet; sippede af min vin og, der, efter at have gjort så modigt og samvittighedsfuldt brug af mine rettigheder som borger, gik jeg i seng og tog en bog med mig for at falde i søvn hurtigere.
Bogen gled snart fra mine hænder, da den, selvfølgelig, havde opfyldt mit ønske, og med alle mine pligter opfyldt, faldt jeg i søvn, from som et lam.
I det samme fandt jeg mig selv på en smal, mudret vej der førte gennem bjergene. En kold, mørk aften. Vinden hylede mellem de golde grene og skar som et barberblad når den rørte ved bar hud. Himlen var sort og truende, og sneen blæste ind i øjnene som støv og hamrede mod ansigtet. Der var ikke en levende sjæl nogen steder. Jeg skyndte mig videre og gled på den mudrede vej til venstre, til højre. Jeg vakler og falder, og farer endelig vild, men vandrer videre – Gud ved hvor – og det er ikke en kort, almindelig nat, men lige så lang som et århundrede, og jeg går hele tiden uden at vide hvorhen.
Så jeg gik videre i mange, mange år og ankom et sted meget langt væk fra mit hjemland til en ukendt del af verden, et fremmed land, som ingen sikkert kender til, og som jeg er sikker på kun kan ses i drømme.
Mens jeg strejfede rundt i landet, ankom jeg til en stor by, hvor der boede mange mennesker. Der var en stor menneskemængde inde på den store markedsplads, masser af larm, nok til at få sprunget sine trommehinder. Jeg gik ind på en kro ved markedspladsen og spurgte ejeren, hvorfor så mange mennesker var stimlet sammen…
— Vi er et stille og respektabelt folk, — begyndte han sin historie, — vi er loyale og lydige overfor fredsdommeren.
— Er fredsdommeren jeres øverste myndighed — Afbrød jeg ham.
— Fredsdommeren hersker her, og han er vores øverste myndighed; politiet kommer bagefter.
Jeg lo.
— Hvorfor griner du?… Vidste du det ikke?… Hvor kommer du fra?
Jeg fortalte ham, at jeg var faret vild og kom fra et fjernt land – Serbien.
— Jeg har hørt om det berømte land! — hviskede ejeren til sig selv og så på mig med respekt, inden han talte igen:
— Det er vores levemåde, — fortsatte han, — fredsdommeren hersker her med sine politifolk.
— Hvordan fungerer jeres politi?
— Der er de anerkendte og mindre anerkendte… Vi er, som du ved, et stille og respektabelt folk, men der kommer alle mulige landestrygere fra nabolaget, de korrumperer os og lærer os onde ting. For at skelne mellem vores borgere og andre mennesker, gav fredsdommeren i går en ordre om, at alle vores borgere skulle gå til den lokale retssal, hvor hver af os vil få et brændemærke i panden. Det er derfor, så mange mennesker har samlet sig; for at diskutere hvad de skal gøre.
Jeg skuttede mig og tænkte, at jeg burde løbe væk fra dette underlige land så hurtigt som muligt, fordi selvom jeg var serber, så var jeg ikke vant til sådan et eksempel på ridderlighed og jeg var lidt utilpas over det!
Ejeren lo godmodigt, prikkede mig på skulderen og sagde stolt:
— Nå fremmede, er det nok til at skræmme dig? Intet under, du måtte være gået lang for at finde et mod som vores!
— Og hvad vil I så gøre? — spurgte jeg frygtsomt.
— Sikke et spørgsmål! Du vil se, hvor modige vi er. Du skal gå langt for at finde mod som vores, det kan jeg godt sige dig. Du har rejst langt og har set verden, men jeg er sikker på, at du aldrig har mødt større helte end vi er. Lad os gå afsted sammen. Jeg skal skynde mig.
Vi var lige ved at skulle gå, da vi hørte et piskesmæld foran døren.
Jeg tittede ud: Det var et mageløst syn – en man med en skinnende tjenestehat på hovedet, iklædt et prangende jakkesæt, red på ryggen af en anden mand i meget rigt tøj af almindeligt, borgerligt snit. Han stoppede foran kroen og rytteren steg ned.
Ejeren gik ud, bukkede mod jorden, og manden i jakkesættet gik ind på kroen, til et særligt udsmykket bord. Manden i civilt tøj blev foran kroen og ventede. Ejeren bukkede også dybt for ham.
— Hvad handler det her om? — Spurgte jeg ejeren, dybt forundret.
— Jamen, han der gik in di kroen er en politimand af høj rang, og denne mand er en af vores mest anerkendte borgere, meget rig og en god patriot, — hviskede ejeren.
— Men hvorfor lader han den anden ride på hans ryg?
Ejeren rystede på hovedet over mig og vi trådte indenfor. Han gav mig et hånligt smil og sagde:
— Vi anser det for at være en stor ære, der sjældent er fortjent! — Han fortalte mig en masse spændende ting udover dette, men jeg var så opildnet, at jeg dårligt kan huske dem. Men jeg hørte klart hvad han sagde til sidst: — Det er tjenesten til ens hjemland, som ikke alle nationer har lært at sætte pris på!
—
Vi ankom til mødet og valget af formanden var allerede i gang.
Den første gruppe udpegede en mand kaldet Kolb, hvis jeg husker korrekt, som deres kandidat til formandskabet; den anden gruppe ønskede Talb, og den tredje havde sin egen kandidat.
Der var en frygtelig forvirring; hver gruppe ønskede at fremme deres egen mand.
— Jeg tror ikke, at vi har en bedre mand end Kolb til at være formand for sådan et vigtigt møde, — sagde en stemme fra den første gruppe, — for vi kender alle hans kvaliteter som borger og hans store mod. Jeg tror ikke, der er nogen iblandt os der kan prale af, at blive redet så hyppigt af de mest vigtige mennesker…
— Hvad ved du om det, — skreg nogen fra den anden gruppe. — Du er aldrig blevet redet på, ikke engang af en ny politibetjent!
— Vi ved alle sammen, hvad dine dyder er, — råbte nogen fra den tredje gruppe. — Du ville aldrig kunne få et enkelt slag med pisken uden at hyle!
— Lad os lige få tingene på plads, brødre! — begyndte Kolb. — Det er sandt at fremtrædende folk red på min ryg, allerede for ti år siden; de piskede mig og jeg sagde aldrig noget, men det kan være, at der er andre blandt os der fortjener det mere. Der er måske yngre, bedre kandidater.
— Nej, nej, — udbrød hans støtter.
— Vi ønsker ikke at høre om forældede hædersbevisninger! Det er ti år siden Kolb blev redet på, — råbte stemmerne fra den anden gruppe.
— Det unge blod tager over, lad de gamle vige pladsen, — råbte nogen fra den tredje gruppe.
Pludselig var der ikke mere larm; folk flyttede sig tilbage, til venstre og højre, for at gøre plads, og jeg så en ung mand på omkring tredive år. Da han gik ind, bøjede alle hovedet.
— Hvem er det? — Hviskede jeg til ejeren.
— Han er den populære leder. En ung mand, men meget lovende. I sine yngre dage kunne han prale af, at have båret fredsdommeren på ryggen tre gange. Han er mere populær end nogen anden.
— Så de vil måske vælge ham? — Spurgte jeg.
— Uden tvivl, for alle de andre kandidater – de er gamle, tiden har overhalet dem, mens fredsdommeren red lidt på hans ryg i går.
— Hvad er hans navn?
— Kleard.
De gav ham ærespladsen.
— Jeg tror, — Kolbs stemme brød stilheden, — at vi ikke kan finde en bedre mand til denne position end Kleard. Han er ung, men ingen af os ældre er hans ligemand.
— Hørt, hørt!… Længe leve Kleard!… — rungede alle stemmerne.
Kolb og Talb tog ham til formandens plads. Alle bukkede dybt og der blev helt stille.
— Tak brødre, for jeres høje anseelse og denne ære, som I enigt har tildelt mig. Jeres håb, der nu påligger mig, er alt for meget. Det er ikke nemt at styre dette skib med nationens ønsker gennem sådanne betydningsfulde dage, men jeg vil gøre alt i min magt for at leve op til jeres tillid, til at repræsentere jeres meninger ærligt, og at fortjene jeres høje agtelse af mig. Mange tak, mine brødre, for at vælge mig.
— Hurra! Hurra! Hurra! — tordnede vælgerne fra alle sider.
— Og nu, brødre, håber jeg at I vil lade mig sige et par ord om denne vigtige begivenhed. Det er ikke nemt at lide sådanne smerter, som de pinsler der afventer os; det er ikke nemt at få ens pande brændemærket med et varmt stykke jern. Uden tvivl ikke – de er smerter, som ikke alle mænd kan udholde. Lad kujonerne ryste, lad dem blegne af frygt, men vi må ikke glemme for et sekund, at vi er sønner af modige forfædre, at ædelt blod løber i vores årer, det heroiske blod fra vores bedstefædre, de store riddere der plejede at dø uden at blinke for frihed og for det fælles bedste, deres efterkommere. Vores lidelser er små, hvis man tænker på deres ofre – skal vi opføre os som medlemmer af en degenereret og kujonagtig slægt, nu hvor vi har et bedre liv end nogensinde før? Enhver ægte patriot, enhver der ikke vil give skam til vores nation i verden, vil bære smerten som en mand og en helt.
— Hørt! Hørt! Længe leve Kleard!
Der var flere ivrige talere efter Kleard; de opfordrede de skræmte folk og gentog mere eller mindre hvad Kleard havde sagt.
Så kom der en bleg, slidt gammel mand, med rynket ansigt og hår og skæg hvidt som sne, der bad om at tale. Hans knæ rystede af alder, hans hænder skælvede, hans ryg var bøjet. Hans stemme rystede og øjnene var blanke med tårer.
— Børn, — begyndte han, med tårer dryppende ned af hans hvide, rynkede kinder og som faldt på hans hvide skæg, — Jeg har det jammerligt og vil dø snart, men det virker som om, at I helst ikke vil lade sådan en skam påfalde jer. Jeg er hundrede år gammel og har boet hele mit liv uden det!… Hvorfor skal en slaves brændemærke nu påføres mit gamle og hvide hoved?…
— Ned med den gamle lømmel! — Råbte formanden.
— Ned med ham! — råbte de andre.
— Den gamle kujon!
—I stedet for at opmuntre de unge, så skræmmer han os alle!
— Han burde skamme sig over sine grå hår! Han har levet længe nok og han kan stadig blive bange — vi der er unge, har mere mod…
— Ned med kujonen!
— Smid ham ud!
— Ned med ham!
En vred flok af modige, unge patrioter samledes om den gamle mand og begyndte at skubbe, trække og sparke ham i deres vrede.
De lod ham endelig gå på grund af hans alder — ellers ville de have stenet ham levende.
De lovede alle sammen at være modige i morgen og vise sig værdige til æren og hæderen for deres nation.
Folk gik væk fra mødet i god stemning. I takt med at de skilles, sagde de:
— I morgen vil vi se, hvem der er hvem!
— Vi vil frasortere alle pralhalsene i morgen!
— Tiden er kommet for de værdige til at adskille sig fra de uværdige, så alle banditterne ikke kan prale af at have et modigt hjerte!
—
Jeg gik tilbage til kroen.
— Har du set hvilket stof vi er gjort af? — spurgte ejeren mig stolt.
— Det har jeg bestemt, — svarede jeg automatisk, med følelsen af, at min styrke havde forladt mig og mit hoved summede af mærkelige indtryk.
Den dag læste jeg en førende artikel i deres avis, som lød således:
— Medborgere, det er på tide at droppe det forfængelige praleri og spankulere blandt os; det er på tide at holde op med at værdsætte de tomme ord, som vi bruger i overflod for at vise vores imaginære dyder og fortjenester. Tiden er kommet, borgere, til at teste vores ord og vise, hvem der er værdig og hvem der ikke er! Men vi tror, at der ikke vil være nogen skamfulde kujoner iblandt os, som skal bringes med magt til det udpegede sted for brændemærkningen. Hver af os, som kan mærke en dråbe ædelt blod i årerne fra vores forfædre, vil kæmpe om at være de første til at gennemgå smerten og pinslerne, stolt og i stilhed, for dette er en hellig smerte, det er et offer for vores lands bedste og vor alles velvære. Fremad, borgere, for i morgen er dagen for den ædle test!…
—
Kroejeren gik i seng lige efter mødet, for at komme så tidligt som muligt til det udvalgte sted den følgende dag. Mange var dog gået lige til rådhuset for at være så tæt som muligt på starten af køen.
Den næste dag gik jeg også til rådhuset. Alle var der – unge og gamle, mænd og kvinder. Nogle mødre havde medbragt deres spædbørn i armene, så de kunne blive brændemærket med slavens mærke, det vil sige ærens mærke, og dermed opnå større ret til høje positioner i embedsværket.
Der var skub og banden (deri minder de meget om os serbere, og det var jeg faktisk glad for), og alle ville være den første ved døren. Nogle tog endda andre ved halsen.
Mærkerne blev påført af en særlig embedsmand i et hvidt, formelt jakkesæt, som bebrejdende kom folk i møde:
— Lad være med at klumpe sammen, for Guds skyld, det vil blive alles tur – I er ikke dyr, jeg tænker at vi kan klare det uden at skubbe.
Brændemærkningen begyndte. En begyndte at skrige, en anden stønnede bare, men ingen kunne bære det uden lyd så længe jeg var der.
Jeg kunne ikke udholde at se denne tortur længe, så jeg gik tilbage til kroen, men nogle af dem var der allerede og spiste og drak.
— Det er ovre! — sagde en af dem.
— Altså, vi skreg ikke rigtig, men Talb brægede som et æsel!… — sagde en anden.
— I kan se hvordan jeres Talb er, og I ønskede at have ham som formand ved mødet i går.
— Ah, men man kan jo aldrig vide!
De talte, stønnede af smerte og vred sig, men prøvede at skjule det fra hinanden, for hver af dem skammede sig over at blive anset som en kujon.
Kleard vanærede sig selv, da han jamrede sig, og en mand ved navn Lear var en helt, da han bad om at få to brændemærker i panden og sagde ikke nogen lyd under processen. Hele byen talte med stor respekt om ham.
Nogle folk flygtede, men de blev foragtet af alle.
Efter et par dage, gik manden med to brændemærker i panden rundt med hovedet højt, med stolthed og selvtillid, fyldt med ære og stolthed, og hvor end han gik, bukkede alle og løftede med hatten for at hilse på dagens helt.
Mænd, kvinder og børn løb efter ham i gaderne for at se nationens største mand. Uanset hvor han gik, fulgte hvisken og ærefrygt med ham: ‘Lear, Lear!… Det er ham!… Det er helten der ikke hylede, som ikke gav en lyd mens to brændemærker blev trykket på hans pande!’ Han var i avisernes overskrifter, rost og forherliget.
Og han havde fortjent folkets kærlighed.
—
Jeg havde lyttet til rosen over det hele og jeg begyndte at føle det gamle, ædle serbiske blod løbe i mine årer. Vores forfædre var helte, de døde på spyd for frihed; vi har også vores heroiske fortid og vores Kosovo. Jeg skælver med national stolthed og forfængelighed, ivrig efter at vise hvor stolt min slægt er og løbe ind på rådhuset og råbe:
— Hvorfor priser I jeres Lear?… I har aldrig set ægte helte! Kom og se hvordan ædelt serbisk blod opfører sig! Påfør ti brændemærker på min pande, ikke kun to!
Embedsmanden i det hvide jakkesæt bragte brændejernet nær min pande og jeg begyndte… Jeg vågnede fra min drøm.
Jeg gned min pande i frygt og korsede mig, mens jeg undrede mig over de underlige ting, der opstår i drømme.
— Jeg overgik næsten deres Lears hæder, — tænkte jeg og vendte mig tilfredst, og jeg var nærmest ked af, at drømmen ikke nåede sin slutning.
I Beograd, 1899.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.
Радоје Домановић 