Hariliku Serbia härja arutluskäik
Selles maailmas juhtub palju imesid ja meie riik, nagu paljud ütlevad, on imedest nii täis, et imed pole enam imed. Siin on inimesi väga kõrgetel ametikohtadel, kes ei mõtle üldse ja kompensatsioonina, või võib-olla mõnel muul põhjusel, hakkas mõtlema tavaline talupoja härg, mis ei erine üldse teistest Serbia härgidest. Jumal teab, mis juhtus, mis põhjusel see geniaalne loom julges sellise ägeda ettevõtmise ette võtta, eriti kuna oli tõestatud, et Serbias võis selline õnnetu okupatsioon teile ainult karuteene tuua. Ütleme siis, et see vaene põrguline kogu oma naiivsuses isegi ei teadnud, et see ettevõtmine pole tema kodumaal tulus, nii et me ei omista talle erilist kodanikujulgust. Kuid ikkagi jääb mõistatuseks, miks peaks härg mõtlema, ta ei ole ju valija, nõunik ega magistraat, samuti ei ole teda valitud ühegi veiste assamblee asetäitjaks või isegi (kui ta on jõudnud teatud vanusesse) senaatoriks. Ja kui see vaene hing oleks kunagi unistanud mingis veise maakonnas riigiministriks saamisest, oleks ta pidanud teadma, et vastupidi, ta peaks harjutama võimalikult vähe mõtlema, nagu need suurepärased ministrid mõnes õnnelikus riigis, kuigi meie riigil pole ka selles osas nii palju õnne. Lõppude lõpuks, miks peaksime me hoolima sellest, miks härg Serbias mõtleb rahva poolt hüljatud ettevõtmise üle? Samuti võis juhtuda, et ta hakkas mõtlema pelgalt oma loomuliku instinkti tõttu.
Niisiis, milline härg ta on? Tavaline härg, kellel on, nagu zooloogia meile õpetab, pea, keha ja jäsemed, nagu kõigil teistel härgadel; ta veab vankrit, karjatab murul, lakub soola, mäletseb ja kisab. Tema nimi on Hallike.
Siin on lugu sellest, kuidas ta mõtlema hakkas. Ühel päeval pani peremees tema ja ta sõbra Tõmmu vankri rakkesse, kuhu peale olid laetud mõned varastatud piketid ja läks neid linna müüma. Peaaegu kohe linna sisenedes õnnestus tal piketid maha müüa ja siis vabastas Hallikese ja tema seltsimehe rakkest, haakis keti, mis neid rakke küljes hoiab, viskas nende ette kimbu rohtu ja läks rõõmsalt väikesesse kõrtsi ennast mõne joogiga värskendama. Linnas oli käimas festival, nii et mehi, naisi ja lapsi möödus igast küljest. Tõmmu, kes võrreldes teiste härgidega mõnevõrra ullike tundus, ei vaadanud midagi, selle asemel jäi ta täie tõsidusega lõunasöögi juurde, sõi kõhutäie, oigasnatuke puhtast mõnutundest ja heitis seejärel pikali, magusalt tukastades ja mäletsedes . Kõik need mööduvad inimesed ei häirinud teda. Ta lihtsalt tukastab ja mäletseb rahumeeli (kahju, et ta pole inimene, kõigi nende eelistega väärikale karjäärile). Kuid Hallike ei suutnud ampsugi teha. Tema unistavad silmad ja kurb ilme näol näitasid otsekohe, et ta on mõtleja ja lahke, muljetavaldav hing. Inimesed, serblased, mööduvad temast, uhked oma hiilgava mineviku, nime, rahva üle ja seda uhkust on näha nende karmist käitumisest ja tempost. Hallike jälgis seda kõike ja tema hing oli järsku tohutu ebaõigluse tõttu kurbusest ja valust kurnatud ning ta ei suutnud alla anda nii tugevale, äkilisele ja võimsale emotsioonile; ta oigas kurvalt ja valusalt, pisarad silmas. Ja oma tohutu valu käes hakkas Hallike mõtlema:
– Mille üle on mu peremees ja tema kaasmaalased serblased nii uhked? Miks nad hoiavad oma pead nii kõrgel ja vaatavad mu rahvast üleoleva uhkuse ja põlgusega? Nad on uhked oma kodumaa üle, uhked, et halastav saatus on andnud neile võimaluse sündida siin Serbias. Mu ema sünnitas mind ka siin Serbias ja Serbia pole mitte ainult minu kodumaa, vaid ka minu isa, ja mu esivanemad, nagu ka nemad, on kõik koos nendele maadele tulnud vanalt slaavi kodumaalt. Ja ometi pole keegi meist härjadest selle üle uhkust tundnud, olime ainult uhked selle üle, et võime raskemat koormat ülesmäge vedada; tänaseni pole härg kunagi Saksa härjale öelnud: „Mida sa minust tahad, ma olen Serbia härg, mu kodumaa on uhke Serbia riik, kõik mu esivanemad olid poeginud siin, kus on mu esiisade hauad.” Jumal hoidku, me pole selle üle kunagi uhked olnud, pole kunagi pähe tulnud ja nad on isegi selle üle uhked. Imelik rahvas!
Nendest mõtetest rabatud härg raputas kurvalt pead, mis peale kell kaelas helises ja rake kõlises. Tõmmu avas silmad, vaatas oma sõpra ja vaatas ammudes:
– Jälle sa tegeled selle jamaga! Söö, loll, kasvata natuke paksemaks, vaata, kuidas kõik su ribid välja paistavad; kui mõtlmine oleks hea, poleks inimesed seda meile härgadele jätnud. Mingil juhul poleks meil nii palju õnne olnud!
Hallike vaatas halastavalt oma kaaslast, pööras pea temast eemale ja sukeldus tagasi oma mõtetesse.
– Nad on uhked oma hiilgava mineviku üle. Neil on Kosovo väli, Kosovo lahing. Suur asi, kas mu esivanemad ei vedanud juba siis toidu ja sõjavarustusega täidetud kärusid? Kui poleks meid, oleksid inimesed pidanud seda ise tegema. Siis on veel ülestõus türklaste vastu. Suurejooneline, üllas ettevõtmine, aga kes seal tol ajal oli? Kas need kõrge ninaga idioodid, kes uhkelt minu ees uhkeldasid, justkui oleks see nende voorus, algatasid ülestõusu? Võtke siin näiteks minu peremees. Ka tema on ülestõusu üle nii uhke ja praalib, eriti sellega, et tema vanavanaisa hukkus vabadussõjas tõelise kangelasena. Ja kas see on minu peremehe teenistus? Tema vanavanaisal oli õigus uhke olla, kuid mitte temal; tema vanaisa suri, et mu peremees, tema järeltulija, saaks vabaks. Nii et ta on vaba ja kuidas ta oma vabadust kasutab? Ta varastab teiste inimeste pikette, istub kärule ja ma pean nii teda kui ka pikette vedama, kui ta ohjades tukub. Nüüd on ta oma piketid maha müünud, joob alkoholi, ei tee midagi ja on uhke oma hiilgava mineviku üle. Ja kui palju minu esivanemaid ülestõusu ajal tapeti, et võitlejaid toita? Ja kas mu esivanemad ei vedanud sel ajal relvastust, suurtükke, toitu, laskemoona? Ja ometi ei tunne me nende teenete üle uhkust, sest me pole muutunud; täidame oma kohust tänagi, täpselt nagu meie esivanemad, kannatlikult ja kohusetundlikult.
Nad on uhked oma esivanemate kannatuste ja viiesaja aasta pikkuse orjuse üle. Minu sugukond on kogu meie eksistentsi jooksul kannatanud ja tänagi kannatame ja oleme orjastatud, kuid ometi ei karju me sellest kõigile. Nad ütlevad, et türklased olid neid piinanud, tapnud ja löönud; noh, mu esivanemad tapeti nii serblaste kui ka türklaste poolt ja küsetati toiduks ning pandi läbi elama igasuguseid piinamisi.
Nad on uhked oma religiooni üle ja ometi ei usu nad mitte millessegi. Mis on minu ja minu rahva süü, et meid ei aktsepteerita kristlaste seas? Nende religioon ütleb neile, et “te ei tohi varastada”, kuid mu peremees varastab ja joob raha eest, mille ta varastamise eest sai. Nende religioon õpetab neid armastama oma naabreid ja ometi teevad nad üksteisele ainult kahju. Nende jaoks on parim näide vooruslikkusest mehest see, kes ei tee mingit kahju, loomulikult ei looda keegi isegi teiselt lahkeid tegusid, selle asemel, et lihtsalt halba ei tehta. Just nii madalal on nende vooruslikkuse näited,et neilt ooatatakse ainult seda, et teistele halba ei tehta.
Härg ohkas sügavalt, niiet tolm lendles teel.
– Niiet – härg jätkas oma kurbade mõtetega – kas sel juhul pole mina ja mu sugulased selles kõiges paremad kui ükski neist? Ma pole kunagi kedagi tapnud, ma pole kunagi kedagi laimanud, midagi varastanud, pole süütut meest riigiteenistusest vallandanud, riigikassas puudujääki tekitanud, võltsitud pankrotti välja kuulutanud, ma pole kunagi aheldanud ega arreteerinud süütuid inimesi, ma pole kunagi oma sõpru mustanud, ma pole kunagi oma härjapõhimõtetega vastuollu läinud, ma ei ole andnud valetunnistusi, ma pole kunagi olnud riigiminister ega teinud riigile kahju ja mitte ainult ei tee ma halba, vaid teen isegi head neile, kes mulle halba teevad. Kohe, kui ema sünnitas mind, võtsid kurjad mehed minult isegi ema piima ära. Jumal on loonud vähemalt rohu meile härgadele ja mitte inimestele, kuid ometi võtavad nad ka selle meie käest. Selle peksmise kõrval aga veame meeste kärusid, künname nende põlde ja söödame neile leiba. Ja ometi ei tunnista keegi meie teeneid, mida me kodumaa heaks teeme…
– Või võta näide paastumisest; meestele ütleb religioon, et kõigil paastupäevadel tuleb paastuda, kuid ometi ei ole nad isegi valmis seda väikest paastu taluma, samal ajal kui mina ja mu rahvas paastume kogu oma elu, alates sellest ajast, kui meid võõrustatakse ema rinnast.
Härg langetas oma pea, nagu oleks ta mures, siis tõstis selle uuesti üles, turtsatas vihaselt ja tundus, et midagi olulist meenus talle, teda vaevates; äkitselt ta muigas rõõmsalt:
– Oh, ma tean nüüd, see peab nii olema – jätkas ta mõtlemist – nii see on; nad on uhked oma vabaduse ja kodanikuõiguste üle. Pean sellele tõsiselt mõtlema.
Ja ta mõtles, mõtles, kuid ei saanud sellest aru.
– Millised on nende õigused? Kui politsei käsib neil valimistel hääletada, siis nad hääletavad ja niimoodi võiksime ka meie niisama kergelt ammuda: “Pooo-ooo-ooolt!” Ja kui neile pole antud korraldust, ei julge nad hääletada ega isegi poliitikasse end segada, täpselt nagu meie. Samuti kannatavad nad vanglas peksmise all, isegi kui nad on täiesti süütud. Vähemalt me kisame ja vehime sabaga ning neil pole isegi seda vähest kodanikujulgust.
Ja sel hetkel tuli kõrtsist välja tema peremees. Purjus, taaruv, silmad hägused, mõnd arusaamatut sõna pomisedes kõndis ta looklevalt vankri poole.
– Vaadake, kuidas kasutab see uhke järeltulija oma esivanemate verega võidetud vabadust? Eks mu peremees on joodik ja varas, aga kuidas teised seda vabadust kasutavad? Lihtsalt tegevusteta ja uhkeldades mineviku ja oma esivanemate teene üle, millesse neil on sama suur panus kui minul. Ja meie, härjad, jäime sama töökaks ja kasulikuks töötegijaks nagu meie esivanemad. Oleme küll härjad, kuid võime tänagi oma uhke töö ja saavutuste üle uhked olla.
Härg ohkas sügavalt ja valmistas kaela rakkesse sidumiseks.
Belgradis, 1902.
Projekti “Radoje Domanović” jaoks tõlkinud Helena Plans, 2021.
En almindelig serbisk okses ræsonnement
Der opstår en del mirakler i denne verden og vores land, som mange siger, flyder over med mirakler i sådan et omfang, at mirakler ikke længere er mirakler. Der er folk her med meget høje stillinger, som slet ikke tænker, og som en kompensation, eller måske af andre årsager, så begyndte en almindelig bondes okse, der ikke er anderledes fra andre serbiske okser, at tænke. Gud ved hvad der skete, der gjorde dette sindrige dyr modig nok til at starte sådan overilet bestræbelse, især siden det var blevet bevist, at i Serbien, så er denne uheldig stilling en ren bjørnetjeneste. Lad os så sige, at denne stakkels djævel i sin naivitet ikke engang vidste, at dette arbejde ikke lønner sig i hans hjemland, så vi ikke vil tilskrive ham noget særligt borgerligt mod. Men det er dog stadig et mysterie hvorfor en okse skal tænke, siden han hverken er en vælger, en rådmand eller en fredsdommer, og han er heller ikke blevet valgt som næstformand i nogen kvægforsamling, eller endda (hvis han havde nået en særlig alder) som senator. Og hvis den stakkels sjæl nogensinde havde drømt om at blive minister i noget kvægland, så burde han havde vidst, at stik modsat, så burde han øve sig i at tænke så lidt som muligt, ligesom de dygtige ministre i andre, gladere lande, selvom vores land ikke er så heldigt på dette område heller. Når alt kommer til alt, hvorfor skulle vi gå op i, hvorfor en okse i Serbien er begyndt på en aktivitet, som er blevet droppet af folket? Det kan også være, at han simpelthen begyndte at tænke på grund af et naturligt instinkt.
Så hvilken slags okse er det? En almindelig okse der har, som en zoolog lærte os, et hoved, krop og lemmer, som alle andre okser; han trækker en vogn, græsser på marken, slikker salt, tygger drøv og bræger. Hans navn er Grålig, da han er en grå okse.
Sådan her startede han med at tænke. En dag lagde hans herre et åg på ham og hans ven, Sorte, læssede nogle stjålne stakitter på vognen og tog dem med til byen for at sælge. Han fik solgt dem næsten med det samme han gik ind i byen, og fjernede derefter åget fra Grålig og hans kammerat, satte kæden, der bandt dem til åget, fast, kastede lidt hø foran dem, og gik glad ind i en lille kro for at få lidt at drikke. Der var en festival i gang i byen, så der var mænd, kvinder og børn, der gik rundt alle vegne. Sorte, som var kendt blandt andre okse for at være lidt dum, så ikke på noget af det. Han gik i stedet i gang med sin frokost, spise en mavefuld, brægede lidt af tilfredshed, og lagde sig derefter ned, for at slumre og tygge drøv. Alle de mennesker der gik forbi, interesserede ham ikke. Han slumrer bare og tygger drøv helt fredsommeligt (det er en skam han ikke er et menneske, med alle disse dispositioner til en strålende karriere). Men Grålig kunne ikke tage en bid af det. Hans drømmende øjne og det triste udtryk i ansigtet viste først, at dette var en grubler og en sød, påvirkelig sjæl. Folk, serbere, gik forbi ham, stolt af deres ærefulde fortid, deres navn og nation, og dette vises i deres alvorlige adfærd og tempo. Grålig så alt dette og hans sjæl blev pludselig overvundet af sorg og smerte, på grund af den store uretfærdighed, og han kunne ikke andet end at lade sig overvinde af en stærk, pludselig og kraftfuld følelse; han brægede trist, smertefuldt, med tårer i øjne. Og midt i den intense smerte, begyndte Grålig at tænke:
Hvad er min ejer og hans landsmænd, serberne, så stolte af? Hvorfor holder de hovederne så højt og ser på min art med hovmodig stolthed og foragt? De er stolte af deres moderland, stolte at den barmhjertige skæbne har ladet dem blive født her i Serbien. Min mor fødte mig også her i Serbien, og Serbien er ikke blot mit hjemland, men også min faders, og mine forfædre er, ligesom deres, ankommet til dette land fra det gamle slaviske hjemland. Og alligevel er der ingen af os okse der har følt stolthed, vi har kun været stolte af vores evne til at trække et tungt læs op af bakke; helt op til i dag, har ingen okse nogensinde fortalt en tysk okse: ”Hvad vil du mig, jeg er en serbisk okse, mit hjemland er det stolte land Serbien, alle mine forfædre er blevet kælvet der, og her, i dette land, er mine forfædres grave. Gud forbyde, at vi nogensinde fandt stolthed i det, det har vi aldrig tænkt på, og de er endda stolte af det. Sikke et mærkeligt folk!
Optaget af sine tanker, rystede oksen trist med hovedet, mens klokken om halsen ringede og åget knagede. Sorte åbnede øjnene, så på sin ven og brølede:
– Så er du i gang igen med dette nonsens! Spis, din idiot, få noget fedt på kroppen, alle dine ribben stikker ud; hvis det var godt at tænke, så ville folk ikke have overladt det til os okser. Så heldige ville vi ikke være!
Grålig så på sin kammerat med medlidenhed, drejede hovedet væk fra ham og stod i sine egne tanker igen.
– De er stolte over deres ærefulde fortid. De har deres Kosovo Mark, Slaget om Kosovo. Hvad så, har mine forfædre ikke trukket vogne med mad og våben selv dengang? Hvis det ikke var for os, så skulle folk selv have gjort det. Så var der opstanden mod tyrkerne. En stor, ædel indsats, men hvem var der dengang? Var det disse højnæsede tosser, der spankulerer stolt foran mig, som om det var deres fortjeneste, at opstanden blev arrangeret? Tag min ejer som eksempel. Han er også stolt og praler om opstanden, især fordi hans oldefar døde under frihedskrigen, en ægte helt. Og er det så min ejers fortjeneste? Hans oldefar havde retten til at være stolt, men ikke ham; hans oldefar døde, så min ejer og hans efterkommere kan være frie. Så han er fri, og hvordan bruger han sin frihed? Han stjæler andre menneskers stakitter, sidder på vognen, og jeg skal trække både ham og stakitterne mens han sover ved tøjlerne. Nu har han solgt sine stakitter, han drikker spiritus, gør intet og er stolt over sin ærefulde fortid. Og hvor mange af mine forfædre er ikke blevet slagtet under opstanden for at brødføde krigerne? Og trak mine forfædre ikke våben, kanoner, mad og ammunition? Og alligevel er vi ikke stolte over deres fortjenester, for vi har ikke ændret os; vi gør stadig vores pligt i dag, ligesom vores forfædre gjorde, tålmodigt og bevidst.
De er stolte af deres forfædres lidelser og fem hundrede års slaveri. Min art har lidt gennem hele vores eksistens, og i dag er vi stadig slaver og lider, men vi vandrer ikke rundt og beklager os. De sagde, at tyrkerne har tortureret, slagtet og spiddet dem; jamen, mine forfædre blev slagtet af både serbere og tyrkere, og herefter ristet, og ført gennem alle mulige former for tortur.
De er stolte af deres religion, og alligevel tror de ikke på noget. Hvorfor kan jeg og min art så ikke blive accepteret af de kristne? Deres religion fortæller dem, at de “ikke må stjæle”, og her min ejer så, der stjæler og drikker for de penge han fik ved at stjæle. Deres religion siger, at de skal elske deres naboer, og alligevel skader de kun hinanden. For dem, de bedste mænd, et dydigt eksempel, er dem, der ikke gør nogen skade, og selvfølgelig overvejer ingen at bede nogen om at gøre noget godt, udover ikke at gøre skade. Det er så lavt de er sunket, at deres eksempler på dyd ikke omhandler mere, end enhver ubrugelig genstand, der ikke gør skade.
Oksen sukkede dybt og løftede blikket fra støvet på vejen.
– Så – fortsatte oksen med sine triste tanker – i dette tilfælde, er jeg og min art så ikke bedre end nogen af dem? Jeg har aldrig myrdet nogen, jeg har aldrig bagvasket nogen, har ikke stjålet noget, har ikke fyret en uskyldig mand fra embedsværket, har ikke lavet underskud i statskassen, har ikke erklæret falsk bankerot, jeg har aldrig lænket eller arresteret uskyldige folk, har aldrig bagtalt mine venner, jeg har aldrig gået imod mine principper som okse, jeg har ikke lavet falske udtalelse, jeg var aldrig minister og har ikke gjort landet nogen skade, og jeg har ikke blot gjort ingen skade, men har endda også behandlet dem godt, som har gjort skade på mig. Min mor kælvede mig og omgående tog onde mænd min mors mælk fra mig. Gud har i det mindste skabt græs for os okser og ikke for mænd, men det nægter de os også. Stadig, også med alle tæskene, så trækker vi menneskets vogne, pløjer deres marker og brødføder dem. Og alligevel taler ingen om vores arbejde for moderlandet…
– Eller tag bare faste som eksempel; for mennesker, så siger religionen at de skal faste på alle festdage, og alligevel er de ikke villige til at gennemgå den smule faste, mens jeg og min art faster hele vores liv, lige siden vi først blev vænnet fra moderens yver.
Oksen sænkede sit hoved, som hvis han har bekymret, og løftede det så igen, prustede vredt, og det virkede som om at noget vigtigt pludselig slog ham, pinte ham; pludselig brølede han fornøjet:
– Oh, jeg ved det nu, det må være det – og han fortsatte med at tænke, – det er hvad det er; de er stolte af deres frihed og borgerlige rettigheder. Jeg må tænke det til bunds.
Og han tænkte og tænkte, men kunne ikke finde ud af det.
– Hvad er disse rettigheder? Hvis politiet beordrer dem til at stemme, så stemmer de, og sådan kunne vi lige så godt brøle: ”Foooor!” Og hvis de ikke bliver beordret til det, så vil de ikke stemme, eller gå ind i politik, ligesom os. De bliver også slået i fængslet, selv hvis de er uskyldige. I det mindste bræger vi og vifter vores haler, og de har ikke engang den smule civilmod.
Og i det øjeblik kom hans ejer ud af kroen. Fordrukken, vraltende, slørede øjne, og mumlede nogle uforståelige ord, mens han snoede sig mod vognen.
– Se lige, hvordan kan denne stolte efterkommer bruge friheden, der blev vundet med blod fra hans forfædre? Min ejer er fordrukken og en tyv, men hvor ofte bruger andre denne frihed? Kun til at visne væk og være stolt over fortiden og af deres forfædres arbejd, hvor de har bidraget lige så meget som jeg. Og os okser, vi er forblevet lige så hårdarbejdende og nyttige arbejdere som vores forfædre. Vi er okser, men vi kan stadig være stolte af vores besværlige arbejde og fortjenester i dag.
Oksen sukkede dybt og gjorde sin nakke klar til åget.
I Beograd, 1902.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen, 2021.
Rozjímanie jedného obyčajného srbského vola
Veľké množstvo zázrakov sa vyskytuje na tomto svete, a naša krajina, ako mnohí hovoria, prekypuje zázrakmi do takej miery, že zázraky už nie sú zázrakmi. Sú tu ľudia na veľmi vysokých pozíciách, ktorí vôbec nemyslia, a ako odškodnenie, alebo možno z nejakých iných dôvodov, vôl obyčajného sedliaka, ktorý sa ani trochu nelíši od ostatných srbských volov, začal premýšľať. Boh vie čo sa stalo, čo prinútilo toto bystré zviera, aby sa osmelilo vynaložiť také trúfalé úsilie, obzvlášť keď bolo dokázané, že v Srbsku by vám toto nešťastné zaneprázdnenie mohlo priniesť jedine škodu. Povedzme teda, že tento úbohý čert, pri všetkej jeho naivite, vôbec netušil, že toto úsilie nie je v jeho krajine výnosné, a tak sme mu nepripisovali žiadnu osobitú občiansku statočnosť. Stále však zostáva záhadou, prečo by mal vôl premýšľať, keďže nie je ani volič, ani člen rady, ani úradník, ani nebol zvolený za zástupcu v žiadnom volskom zhromaždení, alebo dokonca (ak dosiahol určitého veku) za senátora. A ak by tá úbohá duša niekedy snívala, že sa stane štátnym ministrom v akejkoľvek volskej krajine, mala by vedieť, že naopak by mala trénovať, ako premýšľať tak málo, ako to len ide, ako tí skvelí ministri v niektorých šťastnejších krajinách, i keď naša krajina nemá toľké šťastie ani v tomto ohľade. Nakoniec, prečo by nás malo zaujímať, ako nejaký vôl v Srbsku prebral úsilie ľuďmi opustené? Tiež sa mohlo stať, že začal premýšľať iba kvôli nejakým jeho prirodzeným inštinktom.
Takže, čo je to za vola? Obyčajný vôl, ktorý má, ako nás zoológia učí, hlavu, telo a končatiny, ako všetky ďalšie voly; ťahá vozík, pasie sa na tráve, olizuje soľ, prežúva a ručí. Jeho meno je Sivonja, šedý vôl.
A takto začal premýšľať. Jedného dňa ho jeho pán zapriahol spolu s jeho kamarátom, Galonjou, naložil na vozík nejaké ukradnuté pilóty a vzal ich do mesta predávať. Takmer okamžite pri vstupe do mesta pilóty predal a odpriahol Sivonju s jeho súdruhom, upevnil reťaz, ktorá ich spájala so záprahom, hodil pred nich zväzok veterníc a veselo šiel do malej krčmy osviežiť sa niekoľkými panákmi. V meste práve prebiehal festival, takže tam prechádzali muži, ženy a deti zo všetkých strán. Galonja, medzi volmi inak známy ako celkom hlúpy, sa na nič nepozrel, namiesto toho sa sústredil na svoj obed vo všetkej vážnosti, do sýtosti sa najedol, z čistej radosti trochu zaručal a ľahol si, sladko driemajúc a prežúvajúc. Všetci tí okoloidúci ľudia ho ani trochu netrápili. On iba mierumilovne drieme a prežúva (škoda že nie je človek, so všetkými tými predpokladmi pre vznešenú kariéru). No Sivonja nezvládol jediné sústo. Jeho zasnené oči a smutný výraz tváre na prvý pohľad ukazovali, že to bol mysliteľ a sladká, dobrosrdečná duša. Ľudia, Srbi, prechádzali okolo neho, hrdí na ich slávnu minulosť, ich meno, ich národ a táto hrdosť sa premietala do ich neoblomných spôsobov a chôdze. Sivonja to všetko skúmal a jeho duša bola odrazu pohltená žiaľom a bolesťou spôsobenou ukrutnou nespravodlivosťou, a on sa nezmohol na nič než sa poddať tej silnej, náhlej a mocnej emócií; smutno zaručal, bolestne a so slzami v očiach. A v jeho nesmiernej bolesti začal Sivonja premýšľať:
– Načo je môj pán s jeho krajanmi, Srbmi, taký hrdý? Prečo chodia s hlavou hore a pozerajú na môj ľud povýšenecky a s opovrhnutím? Sú hrdí na svoju vlasť, hrdí, že im milosrdný osud umožnil narodiť sa tu, v Srbsku. Moja matka ma tiež porodila tu, v Srbsku, a Srbsko je nielen môj rodný kraj, ale tiež môjho otca, a moji predkovia, tak ako tí ich, spoločne prišli do týchto krajov z ich starej, slovanskej domoviny. A predsa sa tým ani jeden z nás volov nepýšil, boli sme len hrdí na svoju schopnosť vytiahnuť ťažší náklad do kopa; dodnes nepovedal žiaden vôl nemeckému volovi: “Čo odo mňa chceš, ja som srbský vôl, moja domovina je hrdou krajinou Srbskou, všetci moji predkovia boli otelení tu, a tu, v tejto krajine, sú hroby mojich praotcov.” Bože chráň, nikdy sme sa tým nepýšili, nikdy nám to nenapadlo a oni sú na to dokonca hrdí. Zvláštny ľud!
Unesený týmito myšlienkami potriasol vôl smutne hlavou, zvoniac zvoncom na jeho krku a rachotiac jarmom. Galonja otvoril oči, pozrel na svojho priateľa a zabučal:
– A už sú tu zas tie tvoje nezmysly! Jedz, blázon, vypestuj si tuky, pozri, ako ti trčia rebrá; ak by bolo premýšľanie dobré, ľudia by ho nenechali na nás volov. V žiadnom prípade by sme nemali to šťastie!
Sivonja pozrel na súdruha s ľútosťou, odvrátil od neho hlavu a ponoril sa späť do svojich myšlienok.
– Sú hrdí na svoju slávnu minulosť. Majú svoje Kosovo pole, Bitku na Kosovom poli. Veľká vec, neťahali snáď už vtedy moji predkovia vozíky s jedlom a výzbrojou? Keby nebolo nás, ľudia by to boli museli robiť sami. Potom je tu povstanie proti Turkom. Veľké a vznešené podujatie, no kto tam v tom čase bol? Boli to títo povýšeneckí zadubenci, vystatujúc sa predo mnou, akoby vyvolanie povstania bola ich zásluha? Aha, vezmime si ako príklad môjho pána. Aj on je pyšný a chvastá sa povstaním, obzvlášť so skutočnosťou, že jeho pradedo zahynul vo vojne za slobodu ako pravý hrdina. A toto je zásluha môjho pána? Jeho pradedo mal právo byť hrdý, ale nie on; jeho pradedo zomrel, aby môj pán, jeho potomok, mohol byť voľný. Takže je voľný, ale ako narába so svojou slobodou? Kradne pilóty iných ľudí, sedí na vozíku a ja musím ťahať aj jeho, aj pilóty, zatiaľ čo on spí pri opratách. Teraz predal jeho pilóty, popíja alkohol, nič nerobí a pýši sa svojou slávnou minulosťou. A koľkože mojich predkov bolo pri povstaní zabitých, aby nakŕmili bojovníkov? A neťahali vtedy moji predkovia výzbroj, delá, jedlo, muníciu? A predsa sa nepýšime ich zásluhami, pretože my sme sa nezmenili; dodnes si plníme povinnosti, tak ako naši predkovia, trpezlivo a svedomito.
Sú hrdí na utrpenie svojich predkov a na päťsto rokov otroctva. Môj rod trpel počas celej našej existencie a trpíme a sme zotročovaní dodnes, a predsa sa o tom nerozkrikujeme. Hovoria, že ich Turci mučili, zabíjali a narážali na kôl; no, mojich predkov pozabíjali aj Srbi, aj Turci, a opekali nás a mučili nás všetkými možnými spôsobmi.
Sú hrdí na svoje náboženstvo, a predsa na nič neveria. Aká je vada mňa a môjho ľudu, že nemôžeme byť prijatí medzi kresťanov? Ich náboženstvo im vraví “nepokradneš” a tu je môj pán, ktorý kradne a pije za peniaze, ktoré získal z kradnutia. Ich náboženstvo im nariaďuje milovať svojich blížnych, a predsa si len navzájom ubližujú. Pre nich sú najlepší muži, vzory mravnosti, tí, ktorí neškodia, a nikomu samozrejme nenapadne požiadať niekoho, aby tiež spravil niečo dobré, mimo nerobenia škôd. Takto hlboko klesli, že tie ich vzory mravnosti neznamenajú nič iné, než bársaký zbytočný predmet, ktorý neškodí.
Vôl si zhlboka povzdychol a jeho vzdych zdvihol prach z cesty.
– Takže – pokračoval vôl v jeho smutných úvahách – v tom prípade, nie som ja a môj rod v tom všetkom lepší ako ktokoľvek z nich? Nikdy som nikoho nezabil, nikdy som nikoho neočiernil, nič som neukradol, nevyhodil som nevinného muža z verejnoprospešnej služby, nespravil som deficit v štátnej pokladnici, nevyhlásil som falošný bankrot, nikdy som nespútal alebo nezatkol nevinných ľudí, nikdy som neohováral svojich priateľov, nikdy som nešiel proti mojim volským zásadám, nerobil som falošné svedectvá, nikdy som nebol ministrom a nikdy som krajine nijako neublížil, a nielen že som jej neublížil, dokonca konám dobro tým, ktorí mne škodia. Moja matka ma porodila a zlí muži mi okamžite odopreli materské mlieko. Boh aspoň stvoril trávu pre nás volov a nie pre mužov, a predsa nám ju odopierajú. A my stále, napriek všetkému tomu bitiu, im ťaháme vozíky, orieme ich polia a dávame im chlieb. A predsa nikto neuzná náš prínos vlasti…
– Alebo si ako príklad vezmime pôst; no, mužom náboženstvo hovorí, aby sa postili na všetky sviatočné dni, a predsa nie sú ochotní vydržať ani tento malý pôst, zatiaľ čo ja a môj ľud sa postíme po celý život, od tej doby, čo sme po prvý raz boli odstavení od matkinho prsníka.
Vôl sklonil hlavu, akoby sa bál, potom ju znova zdvihol, nahnevane zafŕkal a zdalo sa, že sa k nemu vracalo niečo dôležité, niečo, čo ho trápilo; a z ničoho nič radostne zabučal:
– Oh, už viem, musí to tak byť – a pokračoval v rozjímaní, – tak je to; sú hrdí na ich slobodu a občianske práva. Musím sa na to vážne sústrediť.
A premýšľal a premýšľal, no nemohol na to prísť.
– Čo sú tie ich práva? Ak im polícia nakáže voliť, volia, a takto by sme mohli tak isto jednoducho zabučať: “Za-a-a-a!” A ak im to nie je prikázané, neodvažujú sa hlasovať, či dokonca miešať sa do politiky, tak ako my. Tiež vo väzení utŕžia bitky, aj keď sú celkom nevinní. My aspoň híkame a mávame chvostom, a oni nemajú ani tú malú občiansku smelosť.
V tom momente jeho pán vyšiel z krčmy. Opitý, oči rozostrené, mrmlal nejaké nezrozumiteľné slová a tackavo kráčal smerom k vozíku.
– Hľa, ako tento hrdý potomok užíva slobodu vyhratú krvou jeho predkov? Pravda, môj pán je opilec a zlodej, ale ako túto slobodu užívajú ostatní? Len ju premárnia a pýšia sa minulosťou a zásluhami ich predkov, na ktorých sa podieľali tak isto, ako ja. A my voly, my sme naďalej taká usilovná a užitočná pracovná sila, tak ako boli naši predkovia. Sme voly, no stále môžeme byť hrdí na našu náročnú prácu a zásluhy aj dnes.
Vôl zhlboka vzdychol a pripravil svoj krk na jarmo.
V Belehrade, 1902.
Pre Projekt “Radoje Domanovic” preložil Martin Belás, 2020.
Радоје Домановић 