Leder (3/3)

(forrige side)

Sådan foregik den første dag, og der fulgte flere dage med den samme succes. Intet af stor betydning foregik, kun mindre forseelser: De væltede lige ind i en grøft, så ind i en rende; de kæmpede sig gennem buske og solbærbuske; de trådte på flasker; flere brækkede arme og ben; nogle fik slag i hovedet. Men alle disse lidelser blev tålt. Et par gamle mænd blev efterladt døende på vejen. ”De ville være døde selv hvis de var blevet hjemme, for ikke at sige på turen!” Sagde talsmanden, og opfordrede resten til at fortsætte. Et par mindre børn, et til to år gamle, omkom også. Deres forældre undertrykkede deres pinsler med stoisk ro, for det var Guds vilje. ”Og jo mindre børn, jo mindre sorg. Når de er yngre, er sorgen mindre. Gud forbyde at forældre nogensinde mister deres børn når de har nået den giftefærdige alder. Hvis børnenes skæbner er således, er det bedre, at de dør tidligt. Så er sorgen ikke så stor!” Trøstede talsmanden dem igen. Nogle bandt klæder om deres hoveder og lagde kolde kompres på deres skrammer. Andre bar deres arme i slynger. Alle var forhutlede og forslåede. Deres tøj hang i laser, men de fortsatte alligevel gladelig. Alt dette havde været nemmere at bære, hvis de ikke sultede så meget. Men de var nødt til at fortsætte.

En dag skete der noget af større betydning.

Lederen gik forrest, omgivet af de modigste mænd i gruppen. (To af dem manglede, og ingen vidste hvor de var. Det var den generelle holdning, at de havde forrådt deres sag og flygtet. På et tidspunkt havde talsmanden sagt noget om deres skammelige forræderi. Kun nogle enkelte troede, at de var døde på vejen, men de talte ikke højt, for ikke at opildne de andre.) Resten af gruppen var i en linje bag dem. Pludselig opstod der en særledes stor og dyb, klippefyldt slugt – en ægte afgrund. Skråningen var så stejl, at de ikke turde træde et skridt frem. Selv de modigste standsede og så på lederen. Med rynket pande, hensunket i tanker med hovedet bøjet, trådte han modigt frem, bankede stokken foran sig, først til højre og så til venstre, på hans karakteristiske facon. Mange sagde, at det fik ham til at se mere værdig ud. Han hverken så på nogen eller sagde noget. Der var ingen ændring i hans ansigtsudtryk eller spor på frygt mens han gik nærmere og nærmere afgrunden. Selv den modigste mand blev bleg som et lig, men ingen turde at advare den tapre, vise leder. To mere skridt, og så var han ved kanten. De rystede alle sammen med dødsangst og vidt åbne øjne. De modigste mænd var lige ved at holde lederen tilbage, selvom hvis det betød at de brød disciplinen, da han trådte en gang, to gange frem, og faldt ned i kløften. Der opstod rådvildhed, jamren og skrigen; frygten fik overtaget. Nogle begyndte at flygte.

– Vent, brødre! Hvorfor hastværket? Er det sådan I vil holde jeres løfter? Vi må følge denne vise mand, for han ved, hvad han laver. Han ville være sindssyg for at skade sig selv. Fremad, efter ham! Det er den største og måske sidste fare, den sidste forhindring. Hvem ved? Måske vil der på den anden side af denne slugt være et fantastisk, frugtbart land, som Gud har udvalgt til os. Fremad! Uden ofre kommer vi ingen vegne! – sådan var talsmandens råd og han tog to skridt frem og forsvandt ned i kløften. De modigste fulgte efter, og så faldt alle andre med ned.

Der var jamren, stønnen, tumlen, beklagelser på den stejle skråning i denne store kløft. Man kunne have svoret at ingen ville komme ud derfra levende, og slet ikke uskadt og i ét stykke, men menneskelivet er hårdført. Leder var usædvanlig heldig. Han hang i buskene da han faldt, så han var ikke kommet til skade. Han formåede at samle sig op og klatre ud. Mens jamren, stønnen og gråden rungede nedenunder, sad han helt stille, eftertænksomt. Et par folk, der var tilskadekomne og vrede, begyndte at bande af ham, men han bemærkede det ikke. Dem der var heldige og kunne holde fast i en busk eller et træ da de faldt, begyndte med besvær at klatre ud. Nogle havde brud på hovedet, så blodet løb ned af deres ansigter. Der var ingen i ét stykke udover lederen. De rynkede panden af ham og stønnede i smerte, men han løftede end ikke hovedet. Han var stille og antog den reflekterende position af en ægte vismand!

Der gik lidt tid. Antallet af rejsende blev mindre og mindre. Hver dag sled på dem. Nogle forlod gruppen og gik tilbage.

Ud af det store antal der startede, var der kun omkring tyve tilbage. Deres udtærede og udmattede ansigtet viste tegn på desperation, tvivl, træthed og sult, men ingen sagde et ord. De var lige så stille som deres leder og fortsætte med at traske afsted. Selv den åndfulde talsmand rystede sit hoved i desperation. Vejen var bestemt besværlig.

Deres antal svandt ind dagligt, indtil der kun var ti tilbage. Med fortvivlede ansigter stønnede og klagede de, i stedet for at tale sammen.

De lignede mere og mere krøblinge frem for mænd. Nogle var på krykker. Nogle holdt deres arme i slynger om halsen. Der var flere bandager og kompres på deres hænder. Selv hvis de skulle have lavet nye ofre, var det ikke muligt, for der var næsten intet plads på deres kroppe til nye skrammer.

Selv de stærkeste og modigste blandt dem havde allerede mistet troen og håbet, men de kæmpede alligevel videre; de formåede på en eller anden måde at halte sig afsted med stor anstrengelse, jamrende og med store smerter. Hvad ellers kunne de gøre, hvis de ikke kunne gå tilbage? Så mange ofre, kun for at opgive rejsen?

Tusmørket faldt på. Mens de haltede afsted på krykker, så de pludselig, at lederen ikke var foran dem længere. Endnu et skridt og de fladt alle sammen ind i endnu en kløft.

– Av, mit ben! Av, min hånd! – rungede deres jamren og stønnen. En svag stemme forbandt den værdige leder, men blev derefter stille.

Da solen stod op, så sad lederen der, på samme måde som den dag han blev valgt. Der var ikke den mindste forskel i hans udseende.

Talsmanden kravlede ud af kløften, efterfulgt af to andre. Vansirede og blodige vendte de sig om for at se, hvor mange var tilbage, men de var de eneste. Dødsangst og håbløshed fyldte deres hjerter. Regionen var ukendt, bakket, stenet – der var ingen sti nogen steder. To dage før havde de stødt på en vej, men gik forbi den. Lederen førte dem den vej.

De tænkte på deres mange venner og slægtninge, der var døde på denne forfærdelige rejse. En tristhed stærkere end smerten i deres forkrøblede lemmer overtog dem. De havde været vidne til deres egen ødelæggelse, set det med egne øjne.

Talsmanden gik op til lederen og begyndte at tale med en træt, skælvende stemme, fyldt med smerte, fortvivlelse og bitterhed.

– Hvor skal vi hen nu?

Lederen var stille.

– Hvor fører du os hen og hvor har du bragt os hen? Vi har lagt vores egne og vores familiers liv i dine hænder og vi har fulgt dig, efterladt vores hjem og forfædres gravsteder i håb om at kunne redde os selv fra ødelæggelse i det golde land. Men du har ødelagt os på en langt værre måde. Der var to hundrede familier bag dig og se nu hvor mange der er!

– Siger du, at alle ikke er her? – mumlede lederen uden at løfte hovedet.

– Hvordan kan du spørge om sådan noget? Kig op og se! Tæl hvor mange af os der er tilbage på denne uheldige rejse! Se den tilstand vi alle sammen er i! Det ville være bedre at være død end være forkrøblet sådan her.

– Jeg kan ikke se på jer!

– Hvorfor ikke?

– Jeg er blind.

Der blev dødsstille.

– Mistede du dit syn på rejsen?

– Jeg er født blind!

De tre hang med hovederne i ægte desperation.

Efterårsvinden blæste truende gennem bjergene og bragte de visnede blade med ned. En tåge lagde sig over bakkerne og ravnenes vinger baskede gennem den kolde, disede luft. Et uhyggeligt hyl gav genlyd. Solen blev dækket af skyerne, som bredte sig mere og mere.

De tre så på hinanden med skræk.

– Hvor kan vi gå hen nu? – mumlede en af dem.

– Det ved vi ikke!

I Beograd, 1901.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen.