Leder (2/3)
Den næste dag samledes alle, der havde modet til at drage på en lang rejse. Mere end to hundrede familier ankom til det angivne sted. Kun enkelte blev hjemme, for at holde øje med hjemstedet.
Det var bestemt trist at se på denne forsamling af elendige folk, hvis bitre ulykke havde tvunget dem til at opgave det land, hvor de var født og hvor deres forfædre var begravet. Deres ansigter var hærgede, udslidte og solbrændte. Lidelserne fra mange lange, hårdtarbejdende år havde påvirket dem og viste et billede af elendighed og bitter fortvivlelse. Men i dette øjeblik kunne man se det første glimt af håb – uden tvivl blandet med hjemve. En tåre gled ned af de rynkede ansigter på et par gamle mænd, der sukkede desperat og rystede deres hovedet, med en stemning af onde anelser. De ville hellere blive her lidt længere, så de også kunne dø blandt disse sten, i stedet for at lede efter et bedre hjemland. Mange kvinder beklagede sig højlydt og sagde farvel til deres døde elskede, hvis gravsteder de nu efterlod.
Mændene prøvede at vise mod og råbte, – Jamen, vil du hellere fortsætte med at sulte i dette forbandede land og leve i disse skure? – Allerhelst, ville de have taget hele denne forbandede region og de dårlige skure med dem, hvis det havde været muligt.
Der var den sædvanlige larmog råben, som i alle menneskemasser. Både mænd og kvinder var hvileløse. Børnene skreg i deres vugger på mødrenes rygge. Selv husdyrene var lidt urolige. Der var ikke så meget kvæg, en kalv her og der, og så en tynd, uglet hest med et stort hoved og fede ben, som de læssede gamle tæpper, tasker og endda to sække på hen over sadlen, så det stakkels dyr svajede under vægten. Det formåede dog at blive stående og vrinske fra tid til anden. Andre læssede æsler; børnene tog hundene i snor. Snak, råb, banden, jamren, gråd, gøen og vrinsken – det hele smeltede sammen. Selv et æsel brægede et par gange. Men lederen sagde ikke et ord, nærmest som om hele affæren ikke vedkom ham. En ægte vismand!
Han sad der bare eftertænksomt og stille, med hovedet bøjet. En gang i mellem spyttede han på jorden; det var alt. Men på grund af hans mærkværdige opførsel, voksede hans popularitet så meget, at de alle ville være gået gennem ild og vand, som de sagde, for ham. De følgende samtaler kunne høres:
– Vi bør være glade for at have fundet sådan en mand. Havde vi gået uden ham… Gud forbyde det! Vi ville være omkommet. Han har ægte intelligens, siger jeg dig! Han er stille. Han har ikke sagt et ord endnu! – sagde en af dem, mens de så på lederen med respekt og stolthed.
– Hvad skulle han sige? Den der taler meget, tænker ikke meget. En klog mand, uden tvivl! Han grubler bare og siger intet, – tilføjede en anden, og han så også på lederen med ærefrygt.
– Det er ikke nemt at lede så mange mennesker! Han skal samle sine tanker, for han har et stort arbejde foran sig, – sagde den første igen.
Tiden kom til, at de skulle i gang. De ventede dog lidt for at se om nogen ville skifte mening og komme med dem, men siden ingen kom, kunne de ikke blive længere.
– Burde vi ikke komme afsted? – spurgte de lederen.
Han rejste sig uden et ord.
De modigste mand flokkedes omgående om ham, for at være til rådighed i tilfælde af farer eller et nødstilfælde.
Lederen, med rynket pande og bøjet hoved, tog et par skridt frem, svang stokken foran sig på værdigste vis. Forsamlingen bevægede sig efter ham og råbte flere gange, ”Længe leve vores leder!” Han tog et par skridt mere og gik ind i hegnet foran landsbyens forsamlingshus. Der standsede han, naturligvis; så gruppen standsede også. Lederen trådte herefter lidt tilbage og svang stokken mod hegnet flere gange.
– Hvad vil du have vi skal gøre? – spurgte de.
Han sagde intet.
– Hvad skal vi gøre? Tag hegnet ned! Det er dét vi skal! Kan I ikke se, at han viser os med stokken hvad vi skal gøre? – råbte dem, der stod rundt om lederen.
– Der er porten! Der er porten! – skreg børnene og pegede på porten, der stod i modsatte retning.
– Shh, stille, børn!
– Gud hjælpe os, hvad foregår der? – et par kvinder korsede sig.
– Ikke et ord! Han ved hvad vi skal gøre. Bryd hegnet ned!
Hegnet var nedbrudt omgående, som om det aldrig havde stået der.
De gik forbi hegnet.
De havde knapt gået et par hundrede skridt, før lederen gik ind i en stor tornebusk og standsede. Med stort besvær formåede han at trække sig ud og begyndte herefter at banke sin stok i alle retninger. Ingen rokkede sig.
– Og hvad er problemet nu? – råbte dem bagerst.
– Skær tornebusken ned! – råbte dem, der stod omkring lederen.
– Der er vejen, bag tornebuskene! Der er den! – råbte børnene, sammen med mange folk i bagerste række.
– Der er vejen! Der er vejen! – hånede folkene om lederen og efterabede dem hånligt. – Og hvordan kan vi blinde mænd vide, hvor han fører os hen? Alle kan ikke give ordrer. Lederen kender den bedste og mest direkte rute. Skær tornebusken væk!
De kastede sig ind i arbejdet for at rydde vejen.
– Av, – klagede en, som blev stukket i hånden af en torn og en anden, hvis ansigt blev ramt af en solbærgren.
– Brødre, I kan ikke få noget for ingenting. I skal anstrenge jer for at få succes, – svarede den modigste i gruppen.
De brød gennem busken efter en del anstrengelse og drog videre.
Efter have vandret lidt længere, stødte de på et risgærde. Det blev også ødelagt. Herefter fortsatte de.
De nåede ikke særlig langt den første dag, da de skulle overvinde mange lignende forhindringer. Det hele foregik uden særlig meget mad, da nogle kun havde tørt brød og lidt ost, mens andre kun havde lidt brød til at stille sulten. Nogle af dem havde slet intet. Heldigvis var det sommer, så de stødte nogle gange på et frugttræ.
Selvom kun et lille stykke vej lå bag dem efter den første dag, så var de meget trætte. Der var ingen store farer eller uheld. Men naturligvis, på sådan en lang rejse, måtte de følgende ting anses for at være bagateller: En torn der sad fast i en kvindes venstre øje, som hun dækkede med en fugtig klud; et barn slog sin fod på en træstamme så det græd og haltede; en gammel mand snublede over en solbærbusk og forstuvede sin ankel; efter hakket løg blev puttet på anklen, overkom manden modigt smerten og, ved at læne sig op af sin stok, haltede han bravt bag lederen. (For at være ærlig, så sagde flere folk at den gamle mand løj om sin ankel, at han kun lod som om, da han var ivrig efter at gå tilbage.) Snart var der kun enkelte, som ikke havde en torn i armen eller en rift i ansigtet. Mændene gennemgik det hele heroisk, mens kvinderne forbandede den tid på dagen de var taget afsted, og børnene græd, naturligvis, da de ikke forstod at alle disse anstrengelser og smerter ville blive rigt belønnet.
Til manges glæde og lettelse, skete der intet med lederen. For at være ærlig, så var han også meget beskyttet, men alligevel, manden var ganske enkelt heldig. Da de slog lejr den første nat, bad de alle sammen og takkede Gud for, at dagens rejse var en succes og at intet, ikke engang den mindste ulykke, var hændt deres leder. Så begyndte en af de modigste mænd at tale. Hans ansigt havde rifter efter en solbærbusk, men han lagde ikke mærke til det.
– Brødre, – begyndte han. – En dags rejse ligger nu endelig bag os – og vi takker Gud for det. Vejen er ikke nem, men vi må blive ved, for vi ved alle, at denne svære vej vil føre os til lykke. Må den almægtige Gud beskytte vores leder mod skader, så han kan fortsætte med at lede os mod succes.
– I morgen vil jeg miste mit andet øje hvis tingene går ligesom i dag! – råbte en af kvinderne vredt
– Av, mit ben! – græd den ældre mand, opildnet af kvindens bemærkning.
Børnene blev ved med at klage og græde, og mødrene havde svært ved at få dem til at være stille, så talsmanden kunne høres.
– Ja, du vil miste dit andet øje, – udbrød han vredt, – og må du miste begge! Det er ikke en stor ulykke for en kvinde at miste sine øjne i den gode sags tjeneste. Du burde skamme dig! Tænker du slet ikke på dine børns velvære? Lad halvdelen af os omkomme på denne rejse! Hvilken forskel gør det? Hvad er ét øje? Hvad kan du bruge dine øjne til, når der er nogen der ser for os og fører os til lykke? Skal vi opgive vores forehavende udelukkende på grund af dit øje og den gamle mands ben?
– Han lyver! Den gamle mand lyver! Han lader kun som om, så han kan gå tilbage, – lød stemmerne fra alle sider, der gav genlyd.
– Brødre, dem der ikke ønsker at gå længere, – sagde talsmanden igen, – lad ham gå tilbage i stedet for at klage og opildne resten af os. I mit tilfælde, så vil jeg følge denne vise leder så længe jeg stadig har liv i mig!
– Vi vil alle følge ham! Vi vil alle følge ham så længe vi lever!
Lederen var stille.
Alle begyndte at se på ham og hviske:
– Han er hensunket i sine tanker!
– En vis mand!
– Se på hans pande!
– Og altid rynket pande!
– Alvorlig!
– Han er modig! Det kan man se i alt ved ham.
– Det kan vi blive enige om! Hegn, risgærde, rosenbuske – han pløjer gennem det hele. Han banker dystert med sin stok, siger intet, og man skal gætte hvad han tænker på.
Leder (1/3)
–Brødre og kammerater, jeg har lyttet til alle jeres taler, så nu beder jeg jer om at lytte til mig. Alle vores overvejelser og samtaler er intet værd, så længe vi forbliver på denne golde egn. Intet kan vokse i den her sandede jord og på de her sten, heller ikke i de år vi havde regn, eller i den tørke, som vi har ikke har set magen til nogensinde før. Hvor længe skal vi mødes og holde tomme taler? Kvæget dør uden mad, og snart vil vi og vores børn også sulte. Vi må finde en anden løsning, der er bedre og mere fornuftig. Jeg tror, det vil være bedst at forlade dette ufrugtbare land og tage ud i verden, for at finde bedre og mere frugtbar jord, for vi kan ikke leve sådan her længere.
Sådan talte en beboer af en eller anden ufrugtbar provins; en træt stemme i et tilfældigt møde. Hvor og hvornår det foregik, mener jeg ikke angår hverken du eller jeg. Det er vigtigt at tro mig, når jeg siger at det skete engang i land for lang tid siden, og det er nok. For at være ærlig, så troede jeg engang at jeg havde opfundet hele historien, men lidt efter lidt frigjorde jeg mig fra denne ubehagelige vildfarelse. Nu tror jeg fast på, at jeg ved hvad der reelt og måtte være sket engang, og at jeg ikke på nogen måde kunne have fundet på det.
Lytterne, med deres blege, hærgede ansigter og blanke, dystre og næsten uforstående blikke, med deres hænder under bælterne, virkede til at live op ved ordene. Hver af dem forestillede sig allerede, at han var i et magisk paradis, hvor belønning for hårdt arbejde var en rig høst.
– Han har ret! Han har ret! – hviskede de udmattede stemmer fra alle sider.
– Er dette sted i nær…hed…en? – spurgte en udtrukket hvisken fra et hjørne.
– Brødre! – begyndte en anden med et stærkere stemmeleje. – Vi må følge opfordringen med det samme, for vi kan ikke blive ved sådan her. Vi har slid tog slæbt, men det hele har været forgæves. Vi har sået frø som kunne være blevet brugt til mad, men så kom oversvømmelserne og vaskede frøene og jorden væk fra skråningerne, så der kun var ren sten tilbage. Skal vi blive her for evigt og arbejde fra morgen til aften, kun for at blive ved med at være sultne og tørstige, nøgne og barfodede? Vi må tage af sted og lede efter bedre, frugtbar jord, hvor hårdt arbejde vil give masser af afgrøder.
– Lad os gå! Lad os gå med det samme, for det her sted kan vi ikke leve i længere!
Hviskeriet tog til og hver af dem begyndte at vandre, uden at tænke over hvor de gik hen.
– Vent, brødre! Hvor går I hen? – begyndte den første taler igen. – Vi skal selvfølgelig gå, men ikke sådan her. Vi skal vide, hvor vi går hen. Ellers kan vi ende i en værre situation i stedet for at redde skindet. Jeg foreslår, at vi vælger en leder, som vi alle skal adlyde, og som vil vise os den bedste og mest direkte vej.
– Lad os vælge! Lad os vælge nogen med det samme, – kunne man høre hele vejen rundt.
Det var her, at diskussionen tog til, et ægte kaos. Alle talte og ingen hverken lyttede eller kunne lytte. De begyndte at dele sig op i grupper, hver person mumlede for sig selv, og så brød selv grupperne op. De begyndte at gå i par, tog hinanden ved armen, talte, prøvede at bevise noget, trak hinanden i ærmerne, og lavede fagter med hænderne for at få stilhed. Så samlede de sig alle sammen igen, stadig mens de talte.
– Brødre! – rungede en stærkere stemme pludseligt, som druknede alle de andre hæse, sløve stemmer. – Vi kan ikke nå til nogen enighed sådan her. Alle taler og ingen lytter. Lad os vælge en leder! Hvem iblandt os kan vi vælge? Hvem iblandt os har rejst nok til at kende vejen? Vi kender alle sammen hinanden godt, men jeg, og mine børn, ville dog helst ikke blive ledt af nogen herfra. Fortæl mig i stedet hvem der kender den rejsende derovre, der har siddet i skyggen ved vejkanten siden denne morgen.
Stilheden sænkede sig. Alle vendte sig mod den fremmede og stirrede.
Den midaldrende rejsende, med et dystert ansigt der knapt kunne ses på grund af hans skæg og lange hår, sad og forblev stille ligesom før, hensunket i tanker, og bankede let med sin store stok i jorden fra tid til anden.
– I går så jeg den samme mand med en ung dreng. De holdt hinanden i hånden og gik ned af gaden. Og sidste aften forlod drengen landsbyen, men den fremmede blev her.
– Bror, lad os glemme de her fjollede bagateller, så vi ikke taber tid. Hvem end han er, så er han kommet langvejs fra, da ingen af os kender ham og han må bestemt kende den korteste og bedste vej han kan lede os. Det er min opfattelse, at han er en meget vis mand, fordi han sidder der helt stille og tænker. Enhver anden ville allerede have blandet sig i vores affærer flere gange, eller have startet en samtale med en af os, men han har siddet der hele tiden, helt alene uden at sige et ord.
– Selvfølgelig, manden sidder der stille, fordi han tænker på noget. Det kan ikke være andet end at han er meget klog,– erklærede de andre enigt og begyndte at undersøge den fremmede igen. Hver af dem havde opdaget et fantastisk karaktertræk ved ham, et bevis på hans utrolige intelligens.
Der blev ikke brugt meget mere tid på at tale, så alle blev endelig enige om, at det ville være bedst at bede denne rejsende – som, efter deres opfattelse, var sendt af Gud til at lede dem ud i verden for at finde et bedre territorie og mere frugtbar jord. Han burde være deres leder, og de ville lytte til ham og adlyde ham uden at stille spørgsmålstegn.
De valgte ti mænd blandt dem, som skulle gå til den fremmede og forklare deres beslutning til ham. Denne delegation skulle vise ham tingenes elendige tilstand på egnen og bede ham om at være deres leder.
Så de ti gik over og bukkede ydmygt. En af dem begyndte at tale om den ubrugelige jord i området, om de tørre årog den elendighed, som de alle stod i. Han afsluttede på følgende måde:
– Disse tilstande tvinger os til at forlade vores hjem og land, og flytte ud i verden for at finde et bedre hjemland. Lige i dette øjeblik, da vi endelig fandt enighed, virker det til at Gud har vist sig barmhjertig for os, så han har sendt dig til os – du, en vis og værdig fremmed – for at du kan lede os og frigøre os fra vores elendighed. På vegne af alle beboerne her, beder vi dig om at være vores leder. Hvor end du går hen, vil vi følge med. Du kender vejene og du var bestemt født i et lykkeligere og bedre hjemland. Vi vil lytte til dig og adlyde enhver kommando. Vil du, vise fremmed, acceptere at redde så mange sjæle fra forfald? Vil du være vores leder?
Under hele denne tryglende tale, løftede den vise fremmed end ikke hovedet. Han forblev hele tiden i den samme position, som de havde fundet ham i. Hans hoved var sænket, panden rynket, og han sagde intet. Han bankede kun let med stokken i jorden fra tid til anden og – tænkte. Da talen var ovre, mumlede han studst og langsomt, uden at bevæge sig:
– Det vil jeg!
– Kan vi så gå med dig og lede efter et bedre sted?
– Det kan I! – fortsatte han uden at løfte hovedet.
Entusiasmen og forskellige taknemmeligheder startede, men den fremmede sagde ikke et ord til noget af det.
De ti informerede samlingen om deres succes, og tilføjede, at det kun var nu, at de havde set den store visdom som manden besad.
– Han flyttede sig ikke fra sin plads eller løftede hovedet for at se, hvem der talte til ham. Han sad bare stille og mediterede. Han sagde kun fem ord til al vores snak og taknemmeligheder.
– En ægte vismand! Sjælden intelligens! – Råbte de begejstrede fra alle sider, og erklærede, at Gud selv havde sendt ham som en engel fra Himlen for at redde dem. Alle var fast overbeviste om den succes, der ventede dem under deres leder, som intet i verden kunne forurolige. Og dermed blev det besluttet at tage af sted den næste dag ved daggry.
Радоје Домановић 