Архива | Хумор и сатира RSS for this section

Leder (3/3)

(forrige side)

Sådan foregik den første dag, og der fulgte flere dage med den samme succes. Intet af stor betydning foregik, kun mindre forseelser: De væltede lige ind i en grøft, så ind i en rende; de kæmpede sig gennem buske og solbærbuske; de trådte på flasker; flere brækkede arme og ben; nogle fik slag i hovedet. Men alle disse lidelser blev tålt. Et par gamle mænd blev efterladt døende på vejen. ”De ville være døde selv hvis de var blevet hjemme, for ikke at sige på turen!” Sagde talsmanden, og opfordrede resten til at fortsætte. Et par mindre børn, et til to år gamle, omkom også. Deres forældre undertrykkede deres pinsler med stoisk ro, for det var Guds vilje. ”Og jo mindre børn, jo mindre sorg. Når de er yngre, er sorgen mindre. Gud forbyde at forældre nogensinde mister deres børn når de har nået den giftefærdige alder. Hvis børnenes skæbner er således, er det bedre, at de dør tidligt. Så er sorgen ikke så stor!” Trøstede talsmanden dem igen. Nogle bandt klæder om deres hoveder og lagde kolde kompres på deres skrammer. Andre bar deres arme i slynger. Alle var forhutlede og forslåede. Deres tøj hang i laser, men de fortsatte alligevel gladelig. Alt dette havde været nemmere at bære, hvis de ikke sultede så meget. Men de var nødt til at fortsætte.

En dag skete der noget af større betydning.

Lederen gik forrest, omgivet af de modigste mænd i gruppen. (To af dem manglede, og ingen vidste hvor de var. Det var den generelle holdning, at de havde forrådt deres sag og flygtet. På et tidspunkt havde talsmanden sagt noget om deres skammelige forræderi. Kun nogle enkelte troede, at de var døde på vejen, men de talte ikke højt, for ikke at opildne de andre.) Resten af gruppen var i en linje bag dem. Pludselig opstod der en særledes stor og dyb, klippefyldt slugt – en ægte afgrund. Skråningen var så stejl, at de ikke turde træde et skridt frem. Selv de modigste standsede og så på lederen. Med rynket pande, hensunket i tanker med hovedet bøjet, trådte han modigt frem, bankede stokken foran sig, først til højre og så til venstre, på hans karakteristiske facon. Mange sagde, at det fik ham til at se mere værdig ud. Han hverken så på nogen eller sagde noget. Der var ingen ændring i hans ansigtsudtryk eller spor på frygt mens han gik nærmere og nærmere afgrunden. Selv den modigste mand blev bleg som et lig, men ingen turde at advare den tapre, vise leder. To mere skridt, og så var han ved kanten. De rystede alle sammen med dødsangst og vidt åbne øjne. De modigste mænd var lige ved at holde lederen tilbage, selvom hvis det betød at de brød disciplinen, da han trådte en gang, to gange frem, og faldt ned i kløften. Der opstod rådvildhed, jamren og skrigen; frygten fik overtaget. Nogle begyndte at flygte.

– Vent, brødre! Hvorfor hastværket? Er det sådan I vil holde jeres løfter? Vi må følge denne vise mand, for han ved, hvad han laver. Han ville være sindssyg for at skade sig selv. Fremad, efter ham! Det er den største og måske sidste fare, den sidste forhindring. Hvem ved? Måske vil der på den anden side af denne slugt være et fantastisk, frugtbart land, som Gud har udvalgt til os. Fremad! Uden ofre kommer vi ingen vegne! – sådan var talsmandens råd og han tog to skridt frem og forsvandt ned i kløften. De modigste fulgte efter, og så faldt alle andre med ned.

Der var jamren, stønnen, tumlen, beklagelser på den stejle skråning i denne store kløft. Man kunne have svoret at ingen ville komme ud derfra levende, og slet ikke uskadt og i ét stykke, men menneskelivet er hårdført. Leder var usædvanlig heldig. Han hang i buskene da han faldt, så han var ikke kommet til skade. Han formåede at samle sig op og klatre ud. Mens jamren, stønnen og gråden rungede nedenunder, sad han helt stille, eftertænksomt. Et par folk, der var tilskadekomne og vrede, begyndte at bande af ham, men han bemærkede det ikke. Dem der var heldige og kunne holde fast i en busk eller et træ da de faldt, begyndte med besvær at klatre ud. Nogle havde brud på hovedet, så blodet løb ned af deres ansigter. Der var ingen i ét stykke udover lederen. De rynkede panden af ham og stønnede i smerte, men han løftede end ikke hovedet. Han var stille og antog den reflekterende position af en ægte vismand!

Der gik lidt tid. Antallet af rejsende blev mindre og mindre. Hver dag sled på dem. Nogle forlod gruppen og gik tilbage.

Ud af det store antal der startede, var der kun omkring tyve tilbage. Deres udtærede og udmattede ansigtet viste tegn på desperation, tvivl, træthed og sult, men ingen sagde et ord. De var lige så stille som deres leder og fortsætte med at traske afsted. Selv den åndfulde talsmand rystede sit hoved i desperation. Vejen var bestemt besværlig.

Deres antal svandt ind dagligt, indtil der kun var ti tilbage. Med fortvivlede ansigter stønnede og klagede de, i stedet for at tale sammen.

De lignede mere og mere krøblinge frem for mænd. Nogle var på krykker. Nogle holdt deres arme i slynger om halsen. Der var flere bandager og kompres på deres hænder. Selv hvis de skulle have lavet nye ofre, var det ikke muligt, for der var næsten intet plads på deres kroppe til nye skrammer.

Selv de stærkeste og modigste blandt dem havde allerede mistet troen og håbet, men de kæmpede alligevel videre; de formåede på en eller anden måde at halte sig afsted med stor anstrengelse, jamrende og med store smerter. Hvad ellers kunne de gøre, hvis de ikke kunne gå tilbage? Så mange ofre, kun for at opgive rejsen?

Tusmørket faldt på. Mens de haltede afsted på krykker, så de pludselig, at lederen ikke var foran dem længere. Endnu et skridt og de fladt alle sammen ind i endnu en kløft.

– Av, mit ben! Av, min hånd! – rungede deres jamren og stønnen. En svag stemme forbandt den værdige leder, men blev derefter stille.

Da solen stod op, så sad lederen der, på samme måde som den dag han blev valgt. Der var ikke den mindste forskel i hans udseende.

Talsmanden kravlede ud af kløften, efterfulgt af to andre. Vansirede og blodige vendte de sig om for at se, hvor mange var tilbage, men de var de eneste. Dødsangst og håbløshed fyldte deres hjerter. Regionen var ukendt, bakket, stenet – der var ingen sti nogen steder. To dage før havde de stødt på en vej, men gik forbi den. Lederen førte dem den vej.

De tænkte på deres mange venner og slægtninge, der var døde på denne forfærdelige rejse. En tristhed stærkere end smerten i deres forkrøblede lemmer overtog dem. De havde været vidne til deres egen ødelæggelse, set det med egne øjne.

Talsmanden gik op til lederen og begyndte at tale med en træt, skælvende stemme, fyldt med smerte, fortvivlelse og bitterhed.

– Hvor skal vi hen nu?

Lederen var stille.

– Hvor fører du os hen og hvor har du bragt os hen? Vi har lagt vores egne og vores familiers liv i dine hænder og vi har fulgt dig, efterladt vores hjem og forfædres gravsteder i håb om at kunne redde os selv fra ødelæggelse i det golde land. Men du har ødelagt os på en langt værre måde. Der var to hundrede familier bag dig og se nu hvor mange der er!

– Siger du, at alle ikke er her? – mumlede lederen uden at løfte hovedet.

– Hvordan kan du spørge om sådan noget? Kig op og se! Tæl hvor mange af os der er tilbage på denne uheldige rejse! Se den tilstand vi alle sammen er i! Det ville være bedre at være død end være forkrøblet sådan her.

– Jeg kan ikke se på jer!

– Hvorfor ikke?

– Jeg er blind.

Der blev dødsstille.

– Mistede du dit syn på rejsen?

– Jeg er født blind!

De tre hang med hovederne i ægte desperation.

Efterårsvinden blæste truende gennem bjergene og bragte de visnede blade med ned. En tåge lagde sig over bakkerne og ravnenes vinger baskede gennem den kolde, disede luft. Et uhyggeligt hyl gav genlyd. Solen blev dækket af skyerne, som bredte sig mere og mere.

De tre så på hinanden med skræk.

– Hvor kan vi gå hen nu? – mumlede en af dem.

– Det ved vi ikke!

 

I Beograd, 1901.
For “Radoje Domanović” Project, oversat af Julie Eriksen.

Leder (2/3)

(forrige side)

Den næste dag samledes alle, der havde modet til at drage på en lang rejse. Mere end to hundrede familier ankom til det angivne sted. Kun enkelte blev hjemme, for at holde øje med hjemstedet.

Det var bestemt trist at se på denne forsamling af elendige folk, hvis bitre ulykke havde tvunget dem til at opgave det land, hvor de var født og hvor deres forfædre var begravet. Deres ansigter var hærgede, udslidte og solbrændte. Lidelserne fra mange lange, hårdtarbejdende år havde påvirket dem og viste et billede af elendighed og bitter fortvivlelse. Men i dette øjeblik kunne man se det første glimt af håb – uden tvivl blandet med hjemve. En tåre gled ned af de rynkede ansigter på et par gamle mænd, der sukkede desperat og rystede deres hovedet, med en stemning af onde anelser. De ville hellere blive her lidt længere, så de også kunne dø blandt disse sten, i stedet for at lede efter et bedre hjemland. Mange kvinder beklagede sig højlydt og sagde farvel til deres døde elskede, hvis gravsteder de nu efterlod.

Mændene prøvede at vise mod og råbte, – Jamen, vil du hellere fortsætte med at sulte i dette forbandede land og leve i disse skure? – Allerhelst, ville de have taget hele denne forbandede region og de dårlige skure med dem, hvis det havde været muligt.

Der var den sædvanlige larmog råben, som i alle menneskemasser. Både mænd og kvinder var hvileløse. Børnene skreg i deres vugger på mødrenes rygge. Selv husdyrene var lidt urolige. Der var ikke så meget kvæg, en kalv her og der, og så en tynd, uglet hest med et stort hoved og fede ben, som de læssede gamle tæpper, tasker og endda to sække på hen over sadlen, så det stakkels dyr svajede under vægten. Det formåede dog at blive stående og vrinske fra tid til anden. Andre læssede æsler; børnene tog hundene i snor. Snak, råb, banden, jamren, gråd, gøen og vrinsken – det hele smeltede sammen. Selv et æsel brægede et par gange. Men lederen sagde ikke et ord, nærmest som om hele affæren ikke vedkom ham. En ægte vismand!

Han sad der bare eftertænksomt og stille, med hovedet bøjet. En gang i mellem spyttede han på jorden; det var alt. Men på grund af hans mærkværdige opførsel, voksede hans popularitet så meget, at de alle ville være gået gennem ild og vand, som de sagde, for ham. De følgende samtaler kunne høres:

–  Vi bør være glade for at have fundet sådan en mand. Havde vi gået uden ham… Gud forbyde det! Vi ville være omkommet. Han har ægte intelligens, siger jeg dig! Han er stille. Han har ikke sagt et ord endnu! – sagde en af dem, mens de så på lederen med respekt og stolthed.

– Hvad skulle han sige? Den der taler meget, tænker ikke meget. En klog mand, uden tvivl! Han grubler bare og siger intet, – tilføjede en anden, og han så også på lederen med ærefrygt.

– Det er ikke nemt at lede så mange mennesker! Han skal samle sine tanker, for han har et stort arbejde foran sig, – sagde den første igen.

Tiden kom til, at de skulle i gang. De ventede dog lidt for at se om nogen ville skifte mening og komme med dem, men siden ingen kom, kunne de ikke blive længere.

– Burde vi ikke komme afsted? – spurgte de lederen.

Han rejste sig uden et ord.

De modigste mand flokkedes omgående om ham, for at være til rådighed i tilfælde af farer eller et nødstilfælde.

Lederen, med rynket pande og bøjet hoved, tog et par skridt frem, svang stokken foran sig på værdigste vis. Forsamlingen bevægede sig efter ham og råbte flere gange, ”Længe leve vores leder!” Han tog et par skridt mere og gik ind i hegnet foran landsbyens forsamlingshus. Der standsede han, naturligvis; så gruppen standsede også. Lederen trådte herefter lidt tilbage og svang stokken mod hegnet flere gange.

– Hvad vil du have vi skal gøre? – spurgte de.

Han sagde intet.

– Hvad skal vi gøre? Tag hegnet ned! Det er dét vi skal! Kan I ikke se, at han viser os med stokken hvad vi skal gøre? – råbte dem, der stod rundt om lederen.

– Der er porten! Der er porten! – skreg børnene og pegede på porten, der stod i modsatte retning.

– Shh, stille, børn!

– Gud hjælpe os, hvad foregår der? – et par kvinder korsede sig.

– Ikke et ord! Han ved hvad vi skal gøre. Bryd hegnet ned!

Hegnet var nedbrudt omgående, som om det aldrig havde stået der.

De gik forbi hegnet.

De havde knapt gået et par hundrede skridt, før lederen gik ind i en stor tornebusk og standsede. Med stort besvær formåede han at trække sig ud og begyndte herefter at banke sin stok i alle retninger. Ingen rokkede sig.

– Og hvad er problemet nu? – råbte dem bagerst.

– Skær tornebusken ned! – råbte dem, der stod omkring lederen.

– Der er vejen, bag tornebuskene! Der er den! – råbte børnene, sammen med mange folk i bagerste række.

– Der er vejen! Der er vejen! – hånede folkene om lederen og efterabede dem hånligt. – Og hvordan kan vi blinde mænd vide, hvor han fører os hen? Alle kan ikke give ordrer. Lederen kender den bedste og mest direkte rute. Skær tornebusken væk!

De kastede sig ind i arbejdet for at rydde vejen.

– Av, – klagede en, som blev stukket i hånden af en torn og en anden, hvis ansigt blev ramt af en solbærgren.

– Brødre, I kan ikke få noget for ingenting. I skal anstrenge jer for at få succes, – svarede den modigste i gruppen.

De brød gennem busken efter en del anstrengelse og drog videre.

Efter have vandret lidt længere, stødte de på et risgærde. Det blev også ødelagt. Herefter fortsatte de.

De nåede ikke særlig langt den første dag, da de skulle overvinde mange lignende forhindringer. Det hele foregik uden særlig meget mad, da nogle kun havde tørt brød og lidt ost, mens andre kun havde lidt brød til at stille sulten. Nogle af dem havde slet intet. Heldigvis var det sommer, så de stødte nogle gange på et frugttræ.

Selvom kun et lille stykke vej lå bag dem efter den første dag, så var de meget trætte. Der var ingen store farer eller uheld. Men naturligvis, på sådan en lang rejse, måtte de følgende ting anses for at være bagateller: En torn der sad fast i en kvindes venstre øje, som hun dækkede med en fugtig klud; et barn slog sin fod på en træstamme så det græd og haltede; en gammel mand snublede over en solbærbusk og forstuvede sin ankel; efter hakket løg blev puttet på anklen, overkom manden modigt smerten og, ved at læne sig op af sin stok, haltede han bravt bag lederen. (For at være ærlig, så sagde flere folk at den gamle mand løj om sin ankel, at han kun lod som om, da han var ivrig efter at gå tilbage.) Snart var der kun enkelte, som ikke havde en torn i armen eller en rift i ansigtet. Mændene gennemgik det hele heroisk, mens kvinderne forbandede den tid på dagen de var taget afsted, og børnene græd, naturligvis, da de ikke forstod at alle disse anstrengelser og smerter ville blive rigt belønnet.

Til manges glæde og lettelse, skete der intet med lederen. For at være ærlig, så var han også meget beskyttet, men alligevel, manden var ganske enkelt heldig. Da de slog lejr den første nat, bad de alle sammen og takkede Gud for, at dagens rejse var en succes og at intet, ikke engang den mindste ulykke, var hændt deres leder. Så begyndte en af de modigste mænd at tale. Hans ansigt havde rifter efter en solbærbusk, men han lagde ikke mærke til det.

– Brødre, – begyndte han. – En dags rejse ligger nu endelig bag os – og vi takker Gud for det. Vejen er ikke nem, men vi må blive ved, for vi ved alle, at denne svære vej vil føre os til lykke. Må den almægtige Gud beskytte vores leder mod skader, så han kan fortsætte med at lede os mod succes.

– I morgen vil jeg miste mit andet øje hvis tingene går ligesom i dag! – råbte en af kvinderne vredt

– Av, mit ben! – græd den ældre mand, opildnet af kvindens bemærkning.

Børnene blev ved med at klage og græde, og mødrene havde svært ved at få dem til at være stille, så talsmanden kunne høres.

– Ja, du vil miste dit andet øje, – udbrød han vredt, – og må du miste begge! Det er ikke en stor ulykke for en kvinde at miste sine øjne i den gode sags tjeneste. Du burde skamme dig! Tænker du slet ikke på dine børns velvære? Lad halvdelen af os omkomme på denne rejse! Hvilken forskel gør det? Hvad er ét øje? Hvad kan du bruge dine øjne til, når der er nogen der ser for os og fører os til lykke? Skal vi opgive vores forehavende udelukkende på grund af dit øje og den gamle mands ben?

– Han lyver! Den gamle mand lyver! Han lader kun som om, så han kan gå tilbage, – lød stemmerne fra alle sider, der gav genlyd.

– Brødre, dem der ikke ønsker at gå længere, – sagde talsmanden igen, – lad ham gå tilbage i stedet for at klage og opildne resten af os. I mit tilfælde, så vil jeg følge denne vise leder så længe jeg stadig har liv i mig!

– Vi vil alle følge ham! Vi vil alle følge ham så længe vi lever!

Lederen var stille.

Alle begyndte at se på ham og hviske:

– Han er hensunket i sine tanker!

– En vis mand!

– Se på hans pande!

– Og altid rynket pande!

– Alvorlig!

– Han er modig! Det kan man se i alt ved ham.

– Det kan vi blive enige om! Hegn, risgærde, rosenbuske – han pløjer gennem det hele. Han banker dystert med sin stok, siger intet, og man skal gætte hvad han tænker på.

(næste side)

Leder (1/3)

–Brødre og kammerater, jeg har lyttet til alle jeres taler, så nu beder jeg jer om at lytte til mig. Alle vores overvejelser og samtaler er intet værd, så længe vi forbliver på denne golde egn. Intet kan vokse i den her sandede jord og på de her sten, heller ikke i de år vi havde regn, eller i den tørke, som vi har ikke har set magen til nogensinde før. Hvor længe skal vi mødes og holde tomme taler? Kvæget dør uden mad, og snart vil vi og vores børn også sulte. Vi må finde en anden løsning, der er bedre og mere fornuftig. Jeg tror, det vil være bedst at forlade dette ufrugtbare land og tage ud i verden, for at finde bedre og mere frugtbar jord, for vi kan ikke leve sådan her længere.

Sådan talte en beboer af en eller anden ufrugtbar provins; en træt stemme i et tilfældigt møde. Hvor og hvornår det foregik, mener jeg ikke angår hverken du eller jeg. Det er vigtigt at tro mig, når jeg siger at det skete engang i land for lang tid siden, og det er nok. For at være ærlig, så troede jeg engang at jeg havde opfundet hele historien, men lidt efter lidt frigjorde jeg mig fra denne ubehagelige vildfarelse. Nu tror jeg fast på, at jeg ved hvad der reelt og måtte være sket engang, og at jeg ikke på nogen måde kunne have fundet på det.

Lytterne, med deres blege, hærgede ansigter og blanke, dystre og næsten uforstående blikke, med deres hænder under bælterne, virkede til at live op ved ordene. Hver af dem forestillede sig allerede, at han var i et magisk paradis, hvor belønning for hårdt arbejde var en rig høst.

– Han har ret! Han har ret! – hviskede de udmattede stemmer fra alle sider.

– Er dette sted i nær…hed…en? – spurgte en udtrukket hvisken fra et hjørne.

– Brødre! – begyndte en anden med et stærkere stemmeleje. – Vi må følge opfordringen med det samme, for vi kan ikke blive ved sådan her. Vi har slid tog slæbt, men det hele har været forgæves. Vi har sået frø som kunne være blevet brugt til mad, men så kom oversvømmelserne og vaskede frøene og jorden væk fra skråningerne, så der kun var ren sten tilbage. Skal vi blive her for evigt og arbejde fra morgen til aften, kun for at blive ved med at være sultne og tørstige, nøgne og barfodede? Vi må tage af sted og lede efter bedre, frugtbar jord, hvor hårdt arbejde vil give masser af afgrøder.

– Lad os gå! Lad os gå med det samme, for det her sted kan vi ikke leve i længere!

Hviskeriet tog til og hver af dem begyndte at vandre, uden at tænke over hvor de gik hen.

– Vent, brødre! Hvor går I hen? – begyndte den første taler igen. – Vi skal selvfølgelig gå, men ikke sådan her. Vi skal vide, hvor vi går hen. Ellers kan vi ende i en værre situation i stedet for at redde skindet. Jeg foreslår, at vi vælger en leder, som vi alle skal adlyde, og som vil vise os den bedste og mest direkte vej.

– Lad os vælge! Lad os vælge nogen med det samme, – kunne man høre hele vejen rundt.

Det var her, at diskussionen tog til, et ægte kaos. Alle talte og ingen hverken lyttede eller kunne lytte. De begyndte at dele sig op i grupper, hver person mumlede for sig selv, og så brød selv grupperne op. De begyndte at gå i par, tog hinanden ved armen, talte, prøvede at bevise noget, trak hinanden i ærmerne, og lavede fagter med hænderne for at få stilhed. Så samlede de sig alle sammen igen, stadig mens de talte.

– Brødre! – rungede en stærkere stemme pludseligt, som druknede alle de andre hæse, sløve stemmer. – Vi kan ikke nå til nogen enighed sådan her. Alle taler og ingen lytter. Lad os vælge en leder! Hvem iblandt os kan vi vælge? Hvem iblandt os har rejst nok til at kende vejen? Vi kender alle sammen hinanden godt, men jeg, og mine børn, ville dog helst ikke blive ledt af nogen herfra. Fortæl mig i stedet hvem der kender den rejsende derovre, der har siddet i skyggen ved vejkanten siden denne morgen.

Stilheden sænkede sig. Alle vendte sig mod den fremmede og stirrede.

Den midaldrende rejsende, med et dystert ansigt der knapt kunne ses på grund af hans skæg og lange hår, sad og forblev stille ligesom før, hensunket i tanker, og bankede let med sin store stok i jorden fra tid til anden.

– I går så jeg den samme mand med en ung dreng. De holdt hinanden i hånden og gik ned af gaden. Og sidste aften forlod drengen landsbyen, men den fremmede blev her.

– Bror, lad os glemme de her fjollede bagateller, så vi ikke taber tid. Hvem end han er, så er han kommet langvejs fra, da ingen af os kender ham og han må bestemt kende den korteste og bedste vej han kan lede os. Det er min opfattelse, at han er en meget vis mand, fordi han sidder der helt stille og tænker. Enhver anden ville allerede have blandet sig i vores affærer flere gange, eller have startet en samtale med en af os, men han har siddet der hele tiden, helt alene uden at sige et ord.

– Selvfølgelig, manden sidder der stille, fordi han tænker på noget. Det kan ikke være andet end at han er meget klog,– erklærede de andre enigt og begyndte at undersøge den fremmede igen. Hver af dem havde opdaget et fantastisk karaktertræk ved ham, et bevis på hans utrolige intelligens.

Der blev ikke brugt meget mere tid på at tale, så alle blev endelig enige om, at det ville være bedst at bede denne rejsende – som, efter deres opfattelse, var sendt af Gud til at lede dem ud i verden for at finde et bedre territorie og mere frugtbar jord. Han burde være deres leder, og de ville lytte til ham og adlyde ham uden at stille spørgsmålstegn.

De valgte ti mænd blandt dem, som skulle gå til den fremmede og forklare deres beslutning til ham. Denne delegation skulle vise ham tingenes elendige tilstand på egnen og bede ham om at være deres leder.

Så de ti gik over og bukkede ydmygt. En af dem begyndte at tale om den ubrugelige jord i området, om de tørre årog den elendighed, som de alle stod i. Han afsluttede på følgende måde:

– Disse tilstande tvinger os til at forlade vores hjem og land, og flytte ud i verden for at finde et bedre hjemland. Lige i dette øjeblik, da vi endelig fandt enighed, virker det til at Gud har vist sig barmhjertig for os, så han har sendt dig til os – du, en vis og værdig fremmed – for at du kan lede os og frigøre os fra vores elendighed. På vegne af alle beboerne her, beder vi dig om at være vores leder. Hvor end du går hen, vil vi følge med. Du kender vejene og du var bestemt født i et lykkeligere og bedre hjemland. Vi vil lytte til dig og adlyde enhver kommando. Vil du, vise fremmed, acceptere at redde så mange sjæle fra forfald? Vil du være vores leder?

Under hele denne tryglende tale, løftede den vise fremmed end ikke hovedet. Han forblev hele tiden i den samme position, som de havde fundet ham i. Hans hoved var sænket, panden rynket, og han sagde intet. Han bankede kun let med stokken i jorden fra tid til anden og – tænkte. Da talen var ovre, mumlede han studst og langsomt, uden at bevæge sig:

– Det vil jeg!

– Kan vi så gå med dig og lede efter et bedre sted?

– Det kan I! – fortsatte han uden at løfte hovedet.

Entusiasmen og forskellige taknemmeligheder startede, men den fremmede sagde ikke et ord til noget af det.

De ti informerede samlingen om deres succes, og tilføjede, at det kun var nu, at de havde set den store visdom som manden besad.

– Han flyttede sig ikke fra sin plads eller løftede hovedet for at se, hvem der talte til ham. Han sad bare stille og mediterede. Han sagde kun fem ord til al vores snak og taknemmeligheder.

– En ægte vismand! Sjælden intelligens! – Råbte de begejstrede fra alle sider, og erklærede, at Gud selv havde sendt ham som en engel fra Himlen for at redde dem. Alle var fast overbeviste om den succes, der ventede dem under deres leder, som intet i verden kunne forurolige. Og dermed blev det besluttet at tage af sted den næste dag ved daggry.

(næste side)

Py’a mongeta peteĩ buey Séviagua

Heta mba’e porã oiko ko Yvorape ha ñande retãpe avei, he’i haicha heta, oñehẽ chugui mba’e porã, tuichaiterei ja’ehaicha la maravilla ya ndaha’eveima maravillaiterei jevy. Oĩ ko’arupi ava hetava ipira pire ndoje py’a mongetaiva ha upevare, ha ikatu otro mba’e gui avei, peteĩ buey campesino ndojoavyiva mba’evepe umi otro buey Sévio gua gui oñepyrũ ojepy’a mongeta. Ñandejara mante oikuaata mba’epa oiko ko mymba re la peiha ojapo hag̃ua, ko’anga voi oje’eha hina la Séviape ko mba’e tygerakunte voi ojapova mba’e vai. Ha upevare ikatu ja’e ko mba’e aña memby, opa akahatã harupi, ni ndoikuaaiva ko ne’eha’ã otuichaite ojapova ndoikoi ko tetãpe guarã, ha upevare ndarome’ei ichupe mba’eve porã ko ojaovape. Ha avaveva guiti ndoikuaai mba’eichapa ko buey la ojepy’a ñe’ẽ si ha’e ko ni ndo votai, ni oñembo ñe’eva ichupe, ni kara tuja, ni ndojelegiri diputado rã peteĩ ñembyaty vacaguigua ha avei hi’ari (oimeramo peteĩ arype) peteĩ senador. Ha ko mymba mboriahumi ikera rire he’i ikatu ha oikta ha ichugui peteĩ ministro ko tetãpe oĩmiba tetã vacape guarã, ha’e oikuaa mo’ã, upeicha, o ñembo py’a mongeta’y ve va’erã, umi ministro kuera katupyryicha umi tetã oejvy’a hape guaicha, ko ñande retã ko hyge raku la upeva guio lado. Ipahape, ¿mba’ere ñande iteresa va’erã mba’ere peteĩ buey Sévio ojagarra ko jemba’apo ha ohejata ava kuerape? Ha avei, ikatu ha’e ojapo avei ko buey ojapo va’erãgui vointe.

Upevagui, ¿mba’eichagua buey koa? Peteĩ buey opaichagua vointe oĩva, ñande mbo’e haicha zoología, peteĩ akã, hete ha ijextremidades buey haicha, ha’e oitira peteĩ carreta, ho’u kapi’ipe, oherei juky, orumea ha oñe’ẽ. La hera ha’e Sivonja, buey hungy.

Ape ndajaikuaaveimai mba’eichapa oñepyru oñembo py’a ñe’ẽ. Peteĩ arape ijara ojokua jugore ha hapichape avei, Galonja, oitira peteĩ pikete oñemonda va’ekue carretape ha ogueraha tavape o hepy me’ẽ hag̃ua, upei oguahẽ potaite rire pe tavape, ovendema la pikete ha ojora Sinvonja ha isociope, ogancha pe candena oñaytiva ichupe ichupe kuera jugo re, oity peteĩ planta atyra oguerekova henondepe ha oike omokõ hapicha kuera ndive peteĩ taberna pe. Oiko hina peteĩ farra pe tavape, upvare oĩ karia’y, kuña ha mitã ohasa apo ha pegotyo. Galonja, avei ojeikuaa buey apytepe ha’e ijuicio porã’yva ha’e ndo mañai mba’eve ha avavere, ha lomismonte oike la ikarupe tovasype, okaru hyguatã ha peve, osapukai y’agui ha upei oñeno, orumbea oke kueramo michimi. Ava kuera ohasava uperupi ha’e ndopenai. Ha’e oke ha orumbea minte (Jambyasy nda ha’ei aguere ava ikaru kuri ha’e oiko ichugui mburuvicha). Sivonja katu ndaikarui oisu’u ni mba’eveicha ramo. Hesa kuera osoña ha hovasy ohechauka ha’e ha py’a mongeta ha marangatu ha. Umi ava, Sévio, ohasa ijykerupi, aguara hekore kuer re, hera, hetã ha ko py’a kyryi ohechaukava iguatape. Sivonja omaña la oikovare ha sapy’aitepe oñepyru hasy chupe ha hovasy avei oikuaa hague la oikova nda’iporãi ha ndaikatui mba’eve ojapo, pe ñe’ẽ asy ha tasype, tesaype avei. Hasy pa’upe chupe oñepyru ojepy’a ñe’ẽ:

– ¿Mba’ere ovy’aite la che jara ha hetãygua? ¿Mba’ere la oguata hikuai aka rapu’ãpe ha omaña che ava kuerare aguarape? Oguerohory la itetã, oguerohory ñandejara oguero kakuaa hague ko tetãpe. Che sy avei che guereko ko tetãpe ha Sévia ndaha’ei che yvynte avei ha che ru avei ha entero ore rypykue ojapo, hendive kuera, ou ko yvype, yvy eslava kue.

– Ha upeicha ore ni peteĩ buey kuera nda ore aguarai upevar, ore roguerohory roguaña haguere mba’e pohyi ayvate gotyo lado, ko’angaite peve ni peteĩ buey nde’ira guiti he’i buey Alemán pe: mba’epa reipota ce hegui, che ha’e buey Sévio, che retã ha’e ko Sévia porãite, che ypy kuera ape paite okakuaa, ko yvyguy pe oĩ che taita kuera re’ongue. Ñandejara ta ñande rovasa, ore nda’ore py’a kyrỹiva upevare, ndohasaiva ore akã rupi ha ha’ekuera katu upevare ijaguara. ¡Ava oñentende’yva!

Heta iñakãpegua gui, pe buey omogu’e iñakã kangy vai, icampaña hy’apu ijajura re ha ijugo hy’apu avei. Galonja oabri la hesa, omaña hapicha re ha he’i:

– ¡Jaha rei jeyma hese la nde makanada reve! ekaru, itavya, tande kyra’imi jepe, nde costilla sẽ hina, ja pensa iporã rire, la ava kuera nañande rejai va’erã ande buey kuerape. ¡Ni mba’eveicharamo ñande ndañande afortunado o’ai kuri!

Sivonja omaña hapichare ñembyasy pe, ombo jere hova ichugui ha oñepyrũ jevy opensa.

– Ha’e kuera ijaguara hekove kuere. Oguereko ijyvy Kosovo pe, iñorãirõ Kosovo pe, tuicha mba’e, ¿che ypykuera piko ndo guañai carreta bala ryru kue mba’e jepe uperamo guare? Ndaha’ei ramo ore mediante, ava kuera ojapo mo’a kuri ha’ekuera ha’eñoite. Upei oĩ turco ndive ñorãirõ kue. Ñeha’ã mbarete terei, ha ¿mava oĩ uperamo guare? ¿oĩ Kuri ko’ava tova tavy tĩ pe, oñoraĩro hina aguarape, che aime’yre gueteri, ha’ete voi oguerekotava ñemomba’e, ogurekotava umi oñepyru va’ekue ñemopu’ã?

Eju, ejagarra che jara ta’anga ramo. Ha’e ijaguara pe ñorãirore, itaita kuri oñoraĩro avei ha oje hecha chupe tendotaicha upi. ¿Ha che jara piko jaguero hory va’erã? I taita ru la oguereko va’erã py’a porã, ndaha’ei ha’e, i taita ru oamno ikatu hagua che jara, ha ita’yra kuera ikatu hag̃ua oiko py’a guapype. Ha upevare ha’e oiko py’a guapype ha ¿mba’eicha oporu upeva? Omonda korapy aheno, che aguaña vae’erã ichupe ha ipikete kuerape ha’e oke aja hina icarretape ou kueramo. Ko’anga ojehepy me’e ipikete, ho’u guaripola ha oka’u, ha ijaguara ara ha ara la hekove kuere.

¿Ha che taita kuera ojejuka va’ekue ko ñorãirõ guasupe omongaru hag̃ua ichupe kuera? ¿Uperamo guare piko che taita kuera ndoguañai mboka kuera, cañon, tembi’u ha bala kuera? Ha ni upeichavero ore nda rojeguero horyi ore mba’e porãre, ko’angaite peve rojapo ore rembiapo, mbegue katu pe he tapiaite.

– Ipy’a kyrỹi la itaita kuera oñorãiro haguere kuri ha oiko are terei haguere esclavoicha.

Che ichagua oikove guive oiko peicha ha ko’angaite peve peicha ha roje esclaviza ha ni peichaveramo nda rosapukai upeva oiko haguere ore rehe. Ha’e kuera he’i umi turco kuera heta oinũpa ha chupe kuera, o masacra ha oñotỹ ha chupe kuera, ore ypykue kuera heta ojejuka avei ojapo Sévio kuera ha Turco kuera avei, ombichy, ha oñemoĩ tortura oĩ miva guype.

– Ipy’a rory upe ojeroviavare ha ni upeichaveramo ndogueroviai mba’eve re. ¿Ore mba’epe ore culpa ava cristiano kuera nda ore agarrasei gui? Ojeroviaha he’i chupe kuera, “ndere monda mo’ai” ha ndapepe che jara omonda hina ha oka’uma avei ha ohepy me’e upe pira pire ñemona kue gui. Ijerovia kuera ombo’e chupekuera ohayhu hag̃ua ivecino kuerape ha upeicha veramo ojapo veva hikuai mba’e vai ijupe kuera jevynte. Chupe kuera, pe arriero oiko veva hina, ha’e upe ndojapoiva mba’e vai avavere, ha avei, avaveva ndojerure avavepe ojapo porã hag̃ua opa mba’e avei, en vez ojapo ivaiva.

Peichaite la yvyre opyta va’erã mba’e porã ojapo va’ekue yma hikuai ha ndohoi mombyry mba’e vale’y ndojapoiva mba’eve gui.

Upe buey osuspira pykuku porã omopu’ã tatatĩ yygui.

– Upei – upe buey py’a mongeta kangype – kova ko casope, ¿Che ha umi che rehegua ndaha’ei ivale veva chugui kuera ko’ava mba’epe? Che ndajukaiva avavepe, nda ñe’ẽ vairi va avavere, nda mondai mba’eve, ha ndamosẽiva avaveape hembiapogui ko tetãpe, ndapokoi che retã pira pire re, nda’ei ho’ama ha che negocio pira pire’y gui, nda jokuai y nda agarrai peteĩ ava ndojapoiva mba’eve ivaiva, nda ñe’ẽ vairi che angiru kuerare, che ndahaiva che buey haicha che contra pe, nda ñe’e reiri, che ndaha’eiva mburuvicha che retã pe ha ndajapovai ba’eve vai che retãre, ha ndaha’ei la ndajapoiva mba’eve ivaiva, che ajapo iporãva umi ava ojapova cherehe mba’e vai. Che ko che sy che guereko rire minte ya ojejapoma cherehe mba’e vai, che sy kamby entero ojeipe’ama che hegui. Ñandejara jepe ore recha kuaa ha ojapo oreve guarã kapi’ipe ha ndaha’ei ava pe guarã, ha upeicha veramo, ha’ekuera, oipe’a vointe orehegui jey. Ñeipypã rire jey, ro estira icarreta kuera, ro ara ijyvy, ha ro’uka chupe kuera pan. Ha ni upeicha veramo avave ndohecha kuaai rojapova ore retãre…

– O ejagarra pe ayuno ta’angaicha, umi arriero peguarã, ijerovia ha he’i chupe kuera ojapo hag̃ua ayuno ara ñemandu’ape, ha ni upeichave ramo ndaikatui ojapo hikuai, ha ore buey kuera katu rojapo ayuno roikove guive ko’angaite peve, ro po’o guive ore sy kamby gui.

Upe buey omboguejy iñakã ha’ete ojepy’a angatava, ha upei omopu’ã jevy la iñakã oipeju pochype ha’ete vaicha ouva iñakãpe jevy mba’e angata, py’a kyhyje va, ha sapy’ante, upei osapukai vy’ape:

– Oh ko’anga aikuaama, upeva va’erã – ha ojepy’a mongeta jevy – peva ha’e la ha’eva, ipy’a kyrỹi ko ojaposeva ojapogui hikuai ha ikatuta gui oguereko derecho. Che ajepy’a mongeta hatã va’erã upevare.

Ha ha’e ojepy’a mongeta, mongeta, ha ndaikatui aikuaa mba’epa.

– ¿Mba’epa la che derecho? Umi tahachi kuera he’iramo ovota hag̃ua, ha’e kuera ovota va’erã ha upeicha ikautu hag̃uaicha ro sapukai porã: “¡Ore faa-aa-voo-or pe!”, ha ndo mandai ramo ndo votai o ikatuve avei ojeike politikape, oreicha avei. Ha’e kuera oñeinupã avei ka’i rãipe, lomimonte ndojapoiva mba’eve ivaiva. Ore jepe romongu’e ore juru, romongu’e ore ruguai ha ha’e kuera ni upe mba’e sa’iva ndojapoi avaicha.

Upe rire, ijara osẽ tabernagui. Ka’u reve, okacha vaipa, ndohecha porãi mba’eve, he’i ñe’ẽ oñentende’yva memete, oguata vaipa tapere.

– Ehechana, ¿mba’eicha piko peichagua ikatu ijaguara oipuru vaipa ramo ilivertad o gana va’ekue itaita ruguy repy kue rupi? Añete, che jara ika’u ha imonda, ha ¿Mba’eicha umi otro ava kuera oiporu jeiko rei? Oiko rei hag̃ua ha ipy’a rory avei hag̃ua hekove yma guare re ha oguero mba’e porã hag̃ua itaita kuera ojapo va’ekue hese kuera, upevare ojapo che ajapo haicha avei kuri. Ore buey kuera, romba’apo jetu’u ha obrero deprovecho haicha ore rypykueicha avei. Ore bueyes, roĩ va’erã py’a rorype umi ore rypykuera ojapo va’ekue ore rehe, ha ore py’a rory va’erã ore rembiapo ha ore rembiapo kue rehe avei ko araite peve.

Upe buey osuspira pykukumi ha ojeivy, omoĩ ijajura yugo peguarã.

 

Belyrat-pe, 1902.
Tembiaporã “Radoje Domanović” ojetraduci va’ekue Ever Fabian Velazquez Fretes po pe. 2021.

Pere

Aguereko kuri peteĩ kera ivaietereiva. Noporandui cheve ko che kerare, oporandu cheve mba’eichapa la peichaite che kera vai, si che ndatorvai avavepe che tavape, peteĩ ta’yra vale ko ñande retã sy Séviagua, umi otro imembyicha avei. Upeicha avei, reikuaa va’erã, ndaha’e mo’ai ha peicha ikatutaramo, ko’anga nahairi, che angiru, ijapo peichaite avei tavaygua kuera ojapova opa mba’e, avave nda chembohovai mo’ai upevape. Peteĩ arape ahecha peteĩ botõ overava, tahachi ao gui guare oñemombo raka’e tape ari ha amaña la overa porãiteha, haimete ahasa, henyhe che akãpe mandu’a porã asyete, upeirireminte che po oryryi ha opo jepopyhype. Che akã jeivy ko yvy porãitepe, ha che juru ojeitira pukape, ku opa jaiporuva ja ñe’ẽ ramo ñande superiorpe.

– Tuguy vale osyryry che vena rupi – ¡Peva ha’e la ha’eva! – kova ha’e la ajepy’a mongetava uperamoguare ha amaña porã ko ava ñarõ ohasava ha opyrũ upe botõre.

– ¡Ava ñarõ! – ha’e argel vai ha andyvu, ha upei aguata jey kirirĩ hape, ha’e aja che jupe ko’avaichagua ndahetai oimene, ha avy’aiterei ko ñandejara ome’e haguere cheve ko korasõ tranquiloite, ava ymaguare ogurekovaichagua.

Oima, ko’anga pa pehechama mba’eichagua arriero mbap’e porãva che ha’e, ajogua umi arriero oikova ko tavape ndarojoavyi mba’evepe, ha ko’anga ereta nde py’apype mba’eicha ko che kerape oikone mba’e vaiete.

Mba’eve iko’y va’erã ndoikoi cherehe upe arape. Acena porã ha upei aguapy amopotĩ che rãi peteĩ yvyra po’ipe, aipyte che vino ha upei, aiporu rire che derecho tavayguaicha, aha tupape ha aguereaha peteĩ aranduka che pope ake pya’eve hag̃ua.

Upei pya’e voi upe aranduka isỹi che po gui, ajapopa rire la ajapo va’erã apya ake mitã ra’yicha.

Upei rire minte ya ajetopama peteĩ tape tuju kuava ohova yvy kandu gotyo. Peteĩ pyhare hũ ha ho’ysãva. Pe yvytu ro’ysã ohasa ha oikytĩ upe nde pire ha hy’apu pe yvyra rogue piru omongu’epe. Pe ara hũ ha, ha okyseva, ovela morotĩ ho’a nde resa ha nde rovare. Ndaipori ni peteĩ ava ko’arupi. Aryryi ha apu’a jevy jipi hina ha akañyma avei, aguataparei – ñandejara mante oikoaata mamopa – ha ndaha’ei peteĩ pyhare mbykyva ni oikova tapiaite, ipukueterei, ha aguata hetaiterei ni che ndaikuaai mamopa.

Aguata heta ary ha aguahẽ peteĩ tavape, mombyrypa jepeva mombyry che retã gui peteĩ aikuaa’y hape ko avyjape, peteĩ yvy ikuaa’yva, avavea oikuaava ha, che kera pe minte ikatuva oiko.

Ajere rire ko yvyre, aguahẽ peteĩ tavape oiko hape heta ava. Upe ñemuhape aty guasu, oñehendu peteĩ ty’apu vai etereiva, ikatuvaichagua ombokapu nde rapysa. Apyta peteĩ jekehape oĩva ñemuha ykere ha aporandu ijarape mba’ere hetaite ava oñembyaty.

Ore ha’e ava marangatu ha mba’e porã – oñepyru omombe’u – rojapo ko karai tuja he’iva oreve.

– ¿Pe karai piko pende mburuvicha guasu? – aporandu oñe’epa’yre.

– Pe tuja omanda ko’ape ha ha’e ore mburuvicha guasu, ha hapykueri tahachi.

Che apuka.

– ¿Ma’ere epuka?.. ¿Ndereikuaai ra’e?.. ¿Mamogui reju?

Amombe’u chupe mba’eichapa akañy che rapegui ha aju ha tape mpmbyru gui – Sévia.

– ¡Ahenduva upe tava gui heta mba’e! – oñe’ẽ mbeguemi ijupe guarã oga jara, omaña cherehe jepoyhupe ha upei he’i ñe’ẽ hatãpe:

– Peicha ore ha’e – oho hese – pe tuja arandu omanda ape itahachi kuera ndive.

– ¿Ha mba’eicha umi nde tahachi kuera?

– Hetaichagua oĩ tahachi kuera – odepende ipintare. Oĩ oñemonde porãva ha nahaniriva.

Ore, reikuaa haicha ava py’aguapy ha avavepe ndaro’inchai, hatu entero arriero tekorei ou ko yvyre, ombyai ko tava ha orembo’e mba’e vai. Roikuaa hag̃ua mavapa otro yvy gua, ore mburuvicha he’i oreve kuehe roho hag̃ua roñembyaty koty ojejapova atype guarã, oñemoĩ hag̃ua oreve peteĩ pere. Upevare heta ava oñembyaty hina ko’ape, oikuaa hag̃ua mba’epa ojejapota.

Ajepy’a mongeta ha ha’e che jupe akañy va’erã ko yvygui pya’ente voi, che haicha, Sévio haicha, ndajepokuaai ko’a angatupyry ha katypyry jehechaukare ha ¡ndavy’aveima upeare!

Upe jekeha jara opuka cherehe karia’yicha, che nupã nupã che rati’ype ha he’i cheve jeroviape:

– Oh, arriveño, ¿kova piko ya ovalema ekyhyje hag̃ua? ¡Upevare eho va’erã mombyryete etopa hag̃ua py’a guasu oreicha!

– Ha, ¿mba’e rejapose? – aporandu atĩ pa’upe.

– ¡Mba’e piko la reporanduva! Ehechata mba’eichaitepa ore py’a guasu. Ha’eta ndeve, eho va’erã mombyry etopa hag̃ua ore py’a guasuichagua. Mombyetereigui eju ha rehecha heta yvy, ha nderehechamo’ai oreichagua imbarete va. Ejeha taroho oñondivepa. Ajapura va’erã.

Rohota jave rohendu, okẽ renondepe, verreinke ry’apu.

Amaña ñemi oka gotyo: oiko peteĩ mba’e – peteĩ karia’y oguerekova saco rendy mboapy hatĩva iñakãpe, itraje estampado ichucova, oĩ hina peteĩ hapicha lomo’ari oñemondeva ao hepyva akãrague mbyky. Oñembo’y jekeha renondepe ha upe aria’y oguejy hapicha ari gui.

Ijara osẽ, oñakãity ha upe arriero itrajepava oike upe jeke hape peteĩ mesa ojejapova upe va’ẽra voi. Upe oĩva ao comunreheve opyta okape ha oha’arõ. Upe ijara oñakãity avei ichupe.

– ¿Mba’e piko la oikopava? – aporandu ijarape, nontendeiva mba’eve.

– Peicha, oike va’ekue ko jekeha pe ha’e peteĩ tahachi mburuvicha vemava ha ko arriero ha’e ko tavaygua jehaihuva, plata heta ha retayhua katupyry – he’i ñe’ẽ mbeguepe ko ijara.

– ¿Mba’ere piko upeicharamo oheja pe otro ojupi ilomo’ari?

Jekeha jara omongu’e iñakã cheve ha roho otro lado. Opuka cherehe ha he’i:

– ¡Ore rohecha mba’e guasueterei ha sapy’ante oikoha! – antes he’i cheve hetaiterei mba’e, che ndaikuaaiva mba’epa ha avy’a upevare. Ahendu porãiterei jepe upe huguape he’i va’ekue cheve: – ¡Ha’e peteĩ servicio porã ñande retãpe, nda oimerãeiva ohayhuva hina!

– Roho la atyhape ha jeiporavo mburuvicha hape ya ohoma hina hendaguãpe.

Peteĩ aty’i omoĩ peteĩ karia’y herava Kolb, che mandu’a porã ramo hina herare, upeva ha’e la ijeiporavo pyre upe puesto rã, mokõi aty’i ha omoĩ aipo Talb herava ha irundy aty’i katu oguereko voi la ijeiporavo pyre.

Oĩ peteĩ ñentende’y, cada aty’i omoĩ se la ijeiporavo pyre va.

– Ndajaguerekoi otro oikoveva Kolb gui ko atygui he’i peteĩ aty’i – enteroveva jaikuaa la iñarandu eterei ha. Ndaikuaai omene pa ñande apytepe he’i ojejupi hague hi’ari hera vece ava katupyry va.

– Mava pa nde ere hag̃ua upeicha, – he’i chupe peteĩ pe otro aty gua – ¡Avaveva tahachi tahachi manda’yva ndojupiri nde ari!

– Jaikuaa mba’epepa nde guapo, – he’i pe irundy ay’i pegua – ¡ñande ndaikatu mo’ai voi ja agarra ñeinupã ñande rasẽ’yre!

– ¡Angiru kuera ñambuesakã kova! – oñe’pyrũ Kolb. – Añete la ava katupyry oñesaingo che lomo’ari pa ary hama, cheinupã asapukai’yre, pero oimene oĩ peteĩ iguapoveva chehegui ñande hegui imitã veva.

– ¡No, no! – he’i umi ohayhuva ichupe.

– ¡Ndarohendusei ymaguare jejapova! Ohasama pa ary Kolb ari ojejupi hague, – osapukai umi ñe’ẽ mokõi aty’i gui gua.

– Tuguy pyahu omanda hina ko’anga, jaheja la jagua tuja oisu’u kangue tuja, – he’i peteĩ irundy aty pegua.

Upei ndikovei ty’apu, ava kuera aguevi, oho izquierda ha derecha gotyo, tuichave hag̃ua tape ha ahecha peteĩ arriero pyahu 30 ary kuera. Oñemboja aja hina enteroveva oñakãity.

– ¿Mava peva? – oñe’ẽ ñemi ijarape.

– Ha’e tendota jeikuaa pava. Peteĩ karia’y pyahu, jerovaha. Oñepyru kueramo he’i ohupi hague peteĩ tuja ilomo’ari mbohapy vece. Ha’e la ojeikuaaveva enterovevagui.

– ¿Ha’e kuera ikatu oipavo chupe? – aporandu.

– Upeva ikatu, enteroveva jeiporavo apytegui – ha’e kuera itujama, ara mbykyma chupe kuera, tuja ojupi rire ilomo ari kuehe.

– ¿Mba’eicha hera?

– Kleard.

Oñeme’e ichupe henda porã guarã.

– Che ha’e, – Kolb oñe’e, – ndajatopa mo’ai peteĩ oikoveva Kleard gui. Imitĩ, avaveva ore tuja nda’ore mbojojai.

– ¡Pehendu, pehendu!… !Tekove puku Kleardpe!… – enteroveva mba’a ñe’ẽ he’i.

Kolb ha Talb ogueraha chupe mburuvicha rendape. Enteroveva oñakaity ichupe ha oiko peteĩ kirirĩ ñande mondyiva.

– Aguije, angiru kura, ko che poravo haguere ko mba’e guasuete pe me’eva cheve enteroveva voi. Pende py’a guapy, opytu’u cherehe ko’anga, che rayhueterei.

Hasy jamyakã ko mba’e ava kuera ko tetãpe oipotava ivai jave ko ñande rekove kuera, ajapota oĩva che pope pe moĩ haguere che rehe pende py’a guapy, amyakã ñe’ẽ porãpe pende ñe’ẽ ha che rayhu haguere avei.

Aguije, che angiru kuera che poravo haguere.

– ¡Hurra! ¡Hurra! ¡Hurra! – umi oiporavo va’ekue ichupe osapukai vy’ape.

– Ha ko’anga angiru kuera, ha’ese heta mba’e ko mba’e tuichaite oikovare.

Nda ha’ei je’urei ko tasy peñanduva, umi tasy ñande ra’arõva, hasy ñande marca hina hierro akupe ñande renonde. Añete, no – oĩ tasy arriero ndaha’eiva arriero kangy pe guarã. Jaheja umi py’a kangyva toryryi, peheja toryryi py’aju gui, ñande ndañande resarai va’erã jajuha ava katupyrygui, tuguy ale oĩ ñande retepe, ñande taita ruguy katupyry, umi arriero py’a guasu omano va’ekue ñande sã so hag̃ua, jaiko porã hag̃ua ñande, ijypykue kuera. Ñande tasy ndaha’ei mba’eve, jambo hovairamo umi ohasa va’ekue ñande taita kuera – ¿ñande piko jaiko va’era umi arriero onetede’yva mba’eve guaicha ko’anga jaiko porãmi ongua?

Tetaygua añeteteva, enteroveva ndomotĩseiva hetãpe yvy renondepe, oaguanta tasy arrieroicha ha ava katupyryicha.

– ¡Pehendu! ¡Pehendu! ¡Tekove puku Kleardpe!

Kleard rire oĩ heta oñe’ẽ kuaava avei, ombojerovia umi ava okyhyjevape ha he’i jey heta mba’e he’i va’ekue Kleard.

Upei, peteĩ kangy ha kane’o karai, hova cha’ĩva, iñakãrague ha hendyva morotĩ heladaicha, ojerure oñe’ẽ hag̃ua. Hetyma oryryipa tijagui, ipo oryryipa, ilomo ojero’a, hesa katu hesaypororopa.

– Mitãkuera, – oñepyru, tesaype oguejyva hosa moroti ha cha’ĩrehe oguejy avei henduva morotĩre, – Che arruinado ha vokointe amanota, che ha’e ndatekotevei peichaite peve roñemotĩ nderenondepe. ¡Aguereko sa ary ha aiko ko che rekove pukukue peva’yre. ¿Mba’ere che oñemanda va’erã che rehe, che ko che tuja ha che cha’ĩpama va?

– ¡Pejuka pe karai ñembotavy! – osapukai mburuvicha.

– ¡Pejuka! – osapukai enteroveva.

– ¡Karai tuja arrruinado!

– Ombo py’a guasu rangue mitãrusu kuerape, ¡ha’e omondyi opavave oĩva ko’ape!

– ¡Ha’e otĩ va’erã pe hova cha’ĩ re! Ha’e ovalema la oikoveva ha ikatu guiti okyhyje –ñande mitã veva ñande py’a guasuve chugui…

– ¡Pejuka pe py’aju!

– ¡Peguenohe!

– ¡Pejuka!

Mitãrusu atyra odispara upe tuja oĩ hape, ha’ekuera oho oguaña ichupe, oitia ha opygoi hatã ha pochype.

Ipahape, oheja oho hikuai tujagui – haimete ojuka hikuai itape.

Enteroveva ome’ẽ iñe’ẽ ko’ero ipy’a guasuta ha ha ohechauka mba’eguipa ojejapo hikuai ha mba’erepa upe tavaygua.

Avakuera oho atyhagui ojorapykueri. Oho kueramo he’i hikuai:

– ¡Ko’ero jahechata katupyry!

– ¡Jaikuaata mavapa ndoñe’e reiri ko’erõ!

– Oguahẽma ko ara jaikuaa hagua ava katupyry ha ndaha’eiva, ¡Upeicha jaikuaata oñembotavyva ndaha’emo’ai ñande rehegua!

– ¿Rehechapa mba’eguipa rojejapo? – oporandu cheve py’a kyrỹipe jekeha jara.

– Ha’ema, ajapoma, – ha’e pya’e voi, añandu ramo cherejaha mbarete ha che akã ogrekoha mba’e ndaikuaaiva che mba’epa.

Upe arape voi, che alee kuatia ñe’epe peteĩ articulo he’iva peicha:

– Tavaygua kuera, ya horama jaheja hagua jealaba reiete ha ñe’ẽ reigui ñande apytegui, ya arama jaheja hagua ñe’ẽ rei ha nandi, jaiporueteva jahechauka hag̃ua ñande vale ha gua’u ha japu va ¡Oguahẽma la ara, tavaygua, ñamoĩ hag̃ua ñande ñe’ẽ ñorãirõpe, ha jahechauka hag̃ua mavapa añete hape ivaleva añetete ha mavapa ndovalei mba’everã! Jaguerovia hina ndaipoi ha ñande apytepe ñemotĩpy ha py’aju ñande apytepe ikatu va’erãichagua ojegueru forzado hierrope guarã.

Enteroveva oñanduva ipype tuguy ñande ava ymaguare oguerekova’ekue, oñeha’ata oĩ hag̃ua puntape oaguanta tasy ha py’aju, kirirĩ hape, kova ko ha’e tasy sagrado, ha’e peteĩ sacrificio ñande retãpe guarã ha ñande vy’arã avei. ¡Haleke tavaygua kuera ko’ẽro ha’eta ara jehechaika tuicha ha!

Jekeha jara oho tupape, oikopa rire la aty guasu, upei oho hag̃ua voi porã ko’ẽ rire upe aty guasu oikota hape. Oĩ ohova ko ñembyaty ha rãpe opya voi upepe oke upeicharamo voi porã oiko hag̃ua.

Che avei aha ko’e rire upe oikota hape la aty. Enteroveva oho avei – mitã ha tuja, karia’y ha kuña. Oĩ sy ogueruva mitã ijyva’ari ikatu hag̃uaicha oñemarca sellope, honorgui guava, ha upeicha oguereko hag̃ua puntape ñeñatende umi oikotevẽ hape.

Oĩ oñeguañaba ha itie’ỹva (upe mba’epe orejogua Sévio kuerape ha upevagui avy’aiterei), enteroveva oiko se la oñepyruva upeicharamo osellama hag̃ua ichupe. Oĩ uperumi ohupiva hapichape ijahy’o guygui.

La sello kuera omarcaba ha’e peteĩ tavaygua omba’apova, oñemondeva ao morotĩpe ha upeicha ha’e ndojoguai la oĩva upepe:

– Ani embopu mbegue nde juru, alapinta, enteroveva jañe’ẽta- ndaha’ei vaca ñande, che ha’e ikatuha jaiko ape jañoguaña’yre.

Oñepyrũ omarca. Peteĩva hasẽ. Oĩ iñe’e argel, ni peteĩ ndose porãi, oñesẽ tasẽreve ha tovasy aime aja upepe.

Ndaikatuvei apyta ahecha hag̃ua upe ojapova hikuai

Ndaikatuvei ahecha upe ojapoa hikuai mba’e hasyeteva, upevare aha jevu che kehape, aguahẽramo atopama upepe okaruva ha ho’uva guaripola.

– ¡Opama! – he’i peteĩva.

– Oima, ndarosapukai añete, ¡Talb oñe’e ha osapukai ojapohaicha chaburro…! – he’i otro.

– ¿Ehechapa mba’eichapa Talb? Ha reipota kuri ichupe mburuvicha rã kuehe ñembyaty hape hina kuri.

– Oh, ¡ndajaikuaa i ve la voi mba’eve!

Oñe’e hikuai, hasy etereigui chupekuera, oñongatu se hikuai gua’u lamhasyha, ha’ekuera ndoipitai che ha’e hesekuera irranuinado ha hikuai.

Kleard otĩ ijehe, oñe’ẽ vai haguere peteĩ karia’y herava Lear, upe karia’y ajerure va’ekue mokõi ve voi oje sella hag̃ua ha ndahasyi ichupe mba’eveicharamo.

Tavaygua kuera enteroveva voi oñe’ẽ porã hese ivale terei haguere kuri.

Oĩ ava okañy va’ekue, umi’ava ndojehayhu vei upeirire.

Ohasa la ara, upe arriero ogurekova la mokõi sello isyvare oguata iñakã yvate voi py’a guasupe. Ohohape, ñe’ẽ mbeguepe vy’ape ava kuera he’i ikupepe: ¡Lear, Lear!… !Kova ha’e hina!… ¡Kova ha’e py’a guasu ndosapukai va’ekue, ndojapoi va’ekue ni peteĩ ty’apu oje sella aja hina isyvape mokõi sello pe voi! Osẽ kuatia arandupe voi la hera, ñe’ẽ poangue oje’e hese.

Mborayhu oĩmiva chupe guarã memete.

Aime hape voi ahendu ñe’e porã ichupe guarã ha añepyrũ añandu tuguy Séviagua ocorre co che vena rupi, ñande ypykue py’a guasu memete, ha’ekuera oano estacare ñande rekove porã hag̃ua ko’anga, ñande jareko avei ñande rekove kue yma py’a guasu ñe’ẽpe ha ñande Kosovo. Che avy’a che retãre, vy’ape aime ahechakare la ore rehegua mba’eichapa ivale, ha adispara pe ñembyaty hape ha asapukai:

– ¿Mba’ere pe güero mba’e terei la Lear? ¡Peve ndoape hechaiva arriero py’a guasu añeteva! ¡Peju ha pehecha pende voi mba’eichaguapa la Séviagua ruguy! ¡Pe moi cherehe pa sello voi che akãre, ndaha’ei voi la mokõinte!

Pe mba’apoha tavagua ñemonde porãva ogueru la ierro che akã ypype ha oñepyrũ…

Apay la che keragui.

– Haimete amotĩ la i Lear pe – añe’akã mogeta, ha py’a valepe, ajere ha aimehaicha atĩ lento che kera ndoguerekoi hague paha.

 

Belyrat-pe, 1899.
Tembiaporã “Radoje Domanović” ojetraduci va’ekue Ever Fabian Velazquez Fretes po pe, 2021.

Tendota (3/3)

(kuatiarogue mboyvegua)

Upeicha ohasa peteĩ ara, umi ara ohasava upei ojogua upe ohasava’ekuepe. Mba’eve guazui ndohasai, karãi’imi jipi: oñepysanga ovakãro yvykuape, ha upei varrancape, ojeykyty mora rakãre, opyrũ ñoatĩre, oiko tormento’imimi. Karai kuera ojeheja tapere omano haguã. “Omano mo’a vointe opyta rire hogape, ¡jañe’e’yre tapere!” he’i ñe’ẽ gueru, he’i enterovevape ipy’a guazú haguã.

Umi mitã’i michimiva, peteĩ ha mokõi ary oguerekova, omano avei. Ituvakuera py’a rasype omokõ pochy, ñandejara rembiapo. “Ha umi mitã michivea, avaveva nombyasyi. Michiveramo omanova ndoikoi ñembyasy. Ñandejara tome’e tuva kuerape ani ta’yra kuera ha tajyera kuera omano ohupyty haguã upe ary omenda haguã. Umi mitã omano va’erã voire tomano upeicharamo ndaipori ñembyasy. ¡Upeicharamo la ñembyasy ndaipukui!” ñe’e gueruva oñemoñe’e chupekuera. Ava kuera oñeakã pytĩ ha omoĩ pohã hetymare omonguera haguã pya’e. Alguno ijyva omongera pohãpe avei. Enteroveva oguereko hetere mba’e vai. Ijao kuera oñesaingopa, upeicha hikuai oguanta vu’apope tenondegotyo. Opa mba’e ndahasyvemo’ai kuri upe vare’a vaiete ndojeguerekoi rire. Lo mismonte omaña va’erã tenondegotyo.

Peteĩ arape, mba’ẽ iporãitereiva ojehumi.

Tendota oguata hina tenondepe, ojere hese umia arriero ipy’a guazú veva atygui.

(Mokõi okañy ichugui kuera ha avave ndoikuaai mamopa oime hikuai. Peteĩ ñe’ẽpe oĩ hikua oheja ha hembiapo kuera ha oho jevy hogape. Peteĩ momentope upe ñe’e gueruha omombe’u ko ñemotĩ oikova’ekue. Oĩnte la ogueroviava omano hague hikuai tapere, ndoñe’einte hikuai ani oiko vai hikuai.), umi aty rembyre oguata hapykueri kuera. Sapy’a, ojekuaa peteĩ yvy kua tuichapa jepeva – pykuku añetehape. La bajada tuichaiterei ha avaveva ndohosevei tenondegotyo. Umi arriero py’a guazú opytapa ha oha’arõ mba’e pa ojapo tendota. Omaña mbyky, py’a mongetape, ñakãietype, ha’e oho tenondepe vale pa’ume, oinupa kueramo ibaston henonderãpe, ijykepe avei ojapo haicha voi.

Heta la he’iva omo’oanduve ha ichupe kova. Ha’e nomañai avavere ha nde’iri mba’eve. Ndaipori hovare kyhyje ni mba’eveichagua mba’e vai, upeare avave nde’iri ichupe mba’eve iñarandugui tendotaicha. Mokõi paso ha ojapo rire ojejuhuma orillare. Enteroveva ipy’a guazúva oñepỹsanga kyhyjepe ha hesa po omaña tendota re. Umi arriero ikatupyry veva haimetema ojagarra tendotape, toiko la oikova upei, toñembyai jepe la oje’eva’ekue ani ojejapoti, ha’e peteĩ paso ojapo rire, mokõihape ho’ama katu pe yvykuape. Ha ko’ape oikoma la sarambi, jejahe’o, jesapukai, kyhyje oñemoĩ tenonderãpe.

– ¡Peha’arõ angiru kuera! ¿Mba’e la apuro? ¿Koicha piko la ñande ñe’ẽ arriero guaicha jajuka va’erã?, jaha va’erã ko arriero arandu rapyueri, ha’eko oikuaa la ojapova. Itavy va’erã la ijehe hevy ojaporamo mba’e vai. Hale, ¡ikupepe! Kova la tuichave ha ikatu la ipaha avei ñeha’ã jajapova hina, kova ja ipahama. ¿Ava pa oikuaa? Ikatu amogotyove, ko yvyku rire, jatopa yvy ndeporãpa jepeva Ñandejara ojapo va’ekue ñandeve guarã. He’ipa rire ñe’ẽ gueruva upeva ojepoi avei yvy kuape. Umi ipy’a guazú veva oho hapykueri ha upei enteroveva ojeoi.

Oiko tasẽ, ja’o, plageo, sapukai upe yvykua mbyte rupi. Ikatu ja’e añete hape noñesẽ mo’ai ha tekovere upe gui, la michiveva ñepẽreve o opa ba’e rasy, la ava ko hosã hina. Tendota gui la ivaleveva ha osẽ porãva ichupe mba’e ndaipori vointe. Oñesaingo ñanare ha upevare ndojehui ichupe mba’eveichagua mba’e vai. Oñeñandu porã ha ojupi jevy yvate. La tasẽ, sapukai ha jeja’o ikatu gueteri oñehendu upe yvykua ruguape, tendota oguapy kirirĩpe, ha ndoku’ei, ojepy’a mongeta. Oĩ hete rasy va, umi’ava oñepyrũ oja’o tendotape, ha ha’e nde’iri mba’evete, okirirĩ ha ndopenai hesekuera. Umi vale pa’ũpe oñembo’y va’ekue ojejoko yvyra rakãre ha oñepyrũ ojupi jey hikuai mbeguekatu osẽ jevy haguã. Ndaipori oĩ porãva nda’eiramo upe tendota. Enterovevante ipochy ha hasẽ rete rasypa gui, ha tendota okirirĩ ha ni ndoñakã rapu’ãi. ¡Tovasype oĩ ha opyta peteĩ arrieri arandu opytahaicha!

Ohasa la ara. Ha la ava ohova haspykueri sa’iverei ohoramo. Cada ara omano ha omano lomitã. Oĩ avei ojevy jeyva.

Hetaite rire kuri oñepyru ramo guare ko’anga ja sa’ivema ohoramo. Hova kuera sa’yju ha kane’o kue ohechauka ñembyasy, ku’a rasy ha vare’a. Upeichaveramo avaveva noñe’ẽi. Tendota jepe ojepy’apyma pe iñarandu pa’ũme. Tape avei hasyetereima jeguata.

Sa’ive hikuai ohoramo ha opyta pa avantema. Hova vaipaitema hikuai, ojeplagea oikoramo ha ndoñe’ẽ veíma voi hikuai.

La ipinta kuera ndaha’eveimai arrieroicha. Oĩ imuletava. Oĩ ijyva ñapyytĩva. Ipore oguereko heta ñapytĩha ikuai. Ha ni ojaposeramo mba’e porã ndaikatuveitama voi, hetaitereima ojembyesarai hikuai hetere. Umi ava ijapytepe kuera imbareteva ha py’a guasuva, ndoguerekoveima upe jerovia, oñorãirõ lo mismonte, upeichaite, oguata yke vai hikuai ha oho mbaretepe, plageope, turyrype ha tasype. ¿Mba’e ojapoveta si ndaikatui ojevy? ¿Heta ñeha’ãpe ha ko’anga piko ohejata hikuai ko jeho mombyryete?

K’aruetema. Muleta jeguatareve, ohecha sapy’a hikuai la tendota ndaiporiveima henondepe kuera. Peteĩ pasope ha ho’a mo’a jeyma yvy kua pe.

– ¡Oh che retyma! ¡Oh che po! – ou jeyma la tasẽ ha sapukai. Peteĩ ñe’ẽ kangy oja’o vaieterei la tendota pe ha upei okirirĩ jevy.

Kuarahy resẽ rire, upepe oĩtendota oguapy hina, upe ojeiporavo hague araicha. Ndaipori mba’evete hese oje’e va’erã.

Upe ñe’ẽ gueruha ojupi upe yvykuara ari, ha hapykueri mokoĩ avei. Tova ñembyasype y tuguy memete, ojevolea ohecha haguã mbovypa opyta, ha opilla hikuai ha’e kuera mintema opytaha. Upe ikorasõ henyhẽ kyhyjepe ha mba’e vaipe. Upe yvy oĩha hikuai avaeva ndoikuaai, yvykandu, ytakua – ndaiporivei tape ojeho haguã. Kuehembue otopa hikuai kuri la tape, ha ohejante kueri ikupepe. Tendota ogueru chupekuera ko yvyre.

Imadu’a hikuai umi iñangiru kuerare, igente omano va’ekue ko jeho mombyry hape.

Peteĩ ñembyasy tuichaitereiva ha hasyveva ko rete rasypagui oñua chupekuera.

Ha’e kuera ohecha hesarupi ko ñembyai pa guasu.

Upe ñe’ẽ gueruva oñemboja tendota rendape, ha oñepyrũ oñe’ẽ peteĩ ñe’ẽ kangy, kane’o ha ryryipe.

– ¿Mamo jahata?

Tendota okirirĩ.

– ¿Mamo jahata, ha mamo oregueru? Ore ha ore gente kuera roñemoĩ nde pope ha roho nderapykueri, roheja ore roga ha ore taita yvy roimo’agui ikatuha ojetopa yvy porãve ikatu haguãicha roikove. Ha nde ore hundi vaieterei. Oĩ kuri mokõisa ava nde raykueri ha ko’anga ¡emañami mbovypa oĩ!

– ¿Ndaipori piko hikuai ape? – he’i ñemi tendota oñakãrapu’a’yre.

– ¿Mba’eicha piko reporanduta ava mba’e? ¡Emopu’a la nde akã ha emaña! ¡Eipapa movypa opyta orehegui ko jeguata puku aja! ¡Emañana ore rehe!, I cuenta ve romano kuri ropyta rangue peicha.

– ¡Ndaikatui amaña!

– ¿Mba’ere?

– Che ndahechai.

Peteĩ ñekirirĩ vaieterei.

– ¿Embyai piko nde resa ko jeguata puku jave?

– ¡Che aikove’ypy guive peicha!

Mbohapy ava voi iñaka guapy ñembyasype.

Yvytu ro’y oipejuvai ko yvy kandu pa’ũpe ha oity yvyra rogue piru. Serrason pohyi ojere upe vallere ro’y ha omongu’e guyra pepo. Peteĩ guyra vai oñe’ẽ. Kuarahy okañyma hina arai kupepe, ojere ha oho pya’e pya’e voi mombyry. Omaña ojohe kyhyje vaietereipe.

– ¿Mamo piko ikatu jaha ko’anga? – he’i peteĩva.

– ¡Ndajaikuaai!

 

Belyrat-pe, 1901.
Tembiaporã “Radoje Domanović” ojetraduci va’ekue Ever Fabian Velazquez Fretes po pe.

Tendota (2/3)

(kuatiarogue mboyvegua)

Enteroveva oguerovia ojapo porãtaha upe hembiapo tendotaicha, ha mba’eve ndoipy’apy mo’aiha ichupe. Ha upeicha, ko’ejuramo osẽtama hikuai upe yvy porã reka.

Ko’e rire, umi ava oguereko ipy’ape ohota ha hikuai mombyry oñembyaty hikuai. Mokoĩsa ava oho upe ojotopata hape hikuai. Sa’i optyava upe hogape oñangareko hagũa imba’e repyre.

Añete, py’a kangy ojapo ñanderehe jahecharamo ava mboriahu ojapo vaiva hesekuera yvy vai, ohejaka forzado chupekuera oikoha ha oĩha i taita re’ongue kuera. Hova kuera oñembyaipama, kane’o ha kuarahy ohapypava. Upe ñembyasy ary puku opoko hesekuera ha ohechaukava tova kane’o ha py’apy.

Ha ko’anga vy’a pope ikatu iporã – añete ojehe’ava jepy’apy ndive. Peteĩ tesay ho’a pe tova cha’ĩ ari heta karaigui, umi oñembuasyva tarovape ha omongu’eva iñakã jehechauka vaipe. Ha’ekuera oleji opyta omano hagũa umi ita guazú aputepe oheka rangue tekove porã. Heta kuñaombyasy ha ohecha ipahague umi taita kuera oñeñoty hague omano rire ohejata upepe ha oho hikuai mombyry.

Kuimba’e kuera oñembo vale hikuai ha osapukai – Oima, ¿Pende pe mano se vare’agui ko yvy vai ari, ha peiko oga vai guype?

Añete, ha’ekuera ikatu rire oguerahapa mo’a voi hikuai opa mba’e oguerekova upepe ilomore ikatu rire.

Oñehenu ty’apu ha sapukai upe aty apytepe. Taha’e kuimba’e ha kuña ndopytai peteĩ hendape. Mitãnguera hasẽpa, omongu’e aja isy ichupe ilomore.

Mymba kuera avei ndopytaveimai peteĩ hendape. Ndahetai la mymba, peteĩ vaca ra’y ape ha pegotyo, ha upei peteĩ piru ha tague guazú jamelgo akã guazú ha tetyma kyra, hi’ari ojehupi ao kuera tuya ha sabana, bosa, ha mokõi saco silla ari, upe mymba anga oguata kangy vai piru. Oñembo’y valegui ha hasẽ sapy, ante.

Oĩ ohupiva opa mba’e burro ari, mitãkuera oitira jagua isãgui. Oñe’e, osapukai, oñe’e tie’y, hasẽ, aguahu, ha orelinchaba. Hembypa opa mba’e. Burro ma katu hasẽ avei sapy’ante. Ha upe tendota katu ndoñe’ẽi ha nde’iri mba’evete, ha’etevaicha ndaha’eiva imba’e la oikova. ¡Peteĩ ava aranduva!

Ha’e oguapy ojepy’a mongeta mombyry kirirĩ hape, oñakãityhare oiko. Sapy’ante ondyvu, ha upeante. Umi ava mba’e ha’e ojapova ombo jeroviave umi ava kuerare ha’ekurea ijapotaha opa mba’e ha’e he’iva oahasata tata ha y ari upeicha ha’e oipotaramo. Oñehendu ñe’e he’iva:

– Javy’a va’erã enteroveva jatopa hague koichagua karia’y arandu. Jaiko rire hese’ỹ !ñandejara ani oipota! Jamano mo’ama. Ha’e oguereko upe arandu añeteguava, ¡ha’e ndeve! Okirirĩ hina. ¡Mba’eve ndahe’iri! – he’i peteĩ omaña aja hese tesa’ỹipe ha jeroviape.

– ¿Mba’e la he’i va’erã ha’e? Umi ava oñe’etereiva ndomongu’ei upe aranduryru. Peteĩ ava arandu, ¡añeteguape! Ha’e oñembo py’a mongeta ha nde’iri mba’eve, – omoĩ avei otro ava omaña aja hese py’a rorype.

– ¡Hasy ko aty ñemongu’e!, oikuaa va’era oipy’apyva ichupe kuera, ndoguerekoi mba’eve ipope, – he’i jey upe oñe’e va’ekue puntape.

Oguahema la hora. Oha’arõ hikuai michimi upeichahagui umi opytaseva ikatu ojere ha oho hendive kuera, upeva ndikoigui, ndopytavei hikuai.

– ¿Ndajahaima va’era? – oporandu hikuai tendotape.

Ha’e opu’a he’i’yre mba’evete.

Umi ariero ipy’a guazúveva oñembyaty ijerere sapy’ante oikoramo algo ivaiva hese.

Tendota, oñakãity hape, oguatamimi, omongu’ejaro ibaston henonderã arandupe. Ava aty oku’e ikupepe ha osapukai hikuai ¡Tekove puku ñande tendotape!, oguata jey ha ombeti peteĩ korapy ahenore. Upepe, opytaite, ha umi ava atyra ohova ikupepe opyta avei. Tendota oguevi’imi ha oinupã ibastonpe upe korapy.

– ¿Mba’epa reipota rojapo? – oporandu hikuai.

Ha’e nde’iri mba’eve.

– ¿Mba’e rojapo va’erã? ¡Roity korapy aheno! ¡Upeva rojapota!, ¿ndapehechai piko ohechaukaha ñandeve ibastonpe mba’epa jajapo va’erã – ¿osapukai umi oĩ va’ekue tendota jerere?

– ¡Oĩ peteĩ okẽ! ¡Oĩ peteĩ okẽ! – Osapukai umi mitã ha ohechauka okẽ oĩva henonde kuerape.

– Shh, mitãkuera, ¡pekirirĩ!

– Ñandejara tañande pytyvõ. ¿Mba’e la oikova? – kuñakarai kuera ojovasa.

– ¡Nde’iri mba’eve! Ha’e oikuaa mba’epa ojapo va’erã. ¡Pembyai la korapy!

Sapy’aitepe ombyaipa hikuai la korapy, ha’ete voi ndaipori va’ekue upepe.

Ohasa hikuai la korapy ahenope mba’eve’yramo ronguaicha.

Ohasa korapy ari.

Ndohoi mombyry rire pe tendota oñepysãnga tuicha ñana iñoatĩvare ha opyta.

Hasype osẽ jey ha oñepyrũ oinupã upe ibaston apo ha pegotyo. Avaveva ndoku’ei.

– ¿Mba’e la oikova ko’anga? – osapukai umi huguapegua.

– ¡Peikytĩ upe ñana! – osapukai peteĩ oĩva’ekue tendota ypype.

– ¡Upepe oĩ la tape, upe ñana kupetepe! ¡Upepe oĩ! – osapukai mitãkuera, ha enteroveva oĩva hugupe.

– ¡Upepe oĩ la tape! ¡Upepe oĩ la tape! – oñembohory umi oĩva tendota jerere, oha’angava pochype. – ¿Ha mba’eichapa ava hecha’ỹ jaikuaata mamopa ñande gueraha hina?, ndaikatui enteroveva omanda. Ko tendota oikuaa mamopa tape ipoãveva ha mbykyva. ¡Peikytĩ pe ñana iñoatĩpava!

Pya’e omopotĩ hikuai tape.

– Auch – hasẽ oikutu va’ekue ichupe ñoatĩ akua ha petẽiva katu oĩnupa chupe yvyra mora rakã.

– Angiru kuera, ndaikatui jaipota algo mba’evegui. Jañeha’ã va’erã michimi ikatu haguaicha oiko mba’e porã, – he’i ipy’a guazúveva pe atype.

Ha’ekuera ohasa upe ñana kua rupi heta oñeha’ãrire ha oho hikuai.

Oguata mieverire, otopa ñana guazú oikytĩ ha oho hikuai.

Sa’ieterei gueteri ojeguata upe peteĩ ara, hetaiterei mba’e ojoko chupekuera. Ha upeva ari, sa’i tembi’u, oĩ orahava galleta atã ha michimi quesu ha otro pan ojepy’a joko haguãite. Ha oĩ ndoguerekoiva mba’evete. Ku iporãva a ara haku, upevare ojetopa yva apeo ha pegotyo.

Peicha, upe peteĩ ara ndoguata pukui hikuai, lo mismote ikane’õ oñeñandu hikuai.

Ndoikoi mba’eve vai ni mba’eve. Ko’a mba’e tuichaite oikoramo ojehecha va’erã ko’a mba’e makanadaicha:

Peteĩ ñoatĩ opa’ã peteĩ kuña resape, ha oñua ichupe peteĩ ao kue he’õvape, peteĩ mitã oñepysanga yyrare ha opyta iparĩ, peteĩ karai tuja oñepysanga ha itobillo ombyai, oñemona rire hese seboi ku’i, py’a guazupe oho tendota rapykueri, oipytyvo ichupe ibaston guapoite. (Ja asegura haguã, oĩ he’iva upe karai ijapuha itobillo rasy ha, ikatu haguãicha oho jey haguã hogape.) Pya,e, oĩnte la ndoguerkoiva ñoatĩ ijyvare, ha hovare. Umi karia’y ojoko tasy py’a guazupe, ha umi kuña kuera ñe’e tie’ỹpe oja’o pe oikova hesekuera ha osẽ hague hikuai hogagui, mitã kuera hasẽ, ndopillai la ñeha’a oikova ko’anga upei ojehepy me’eta chupe heta mba’e porã pe.

Enteroveva vy’arã, mba’evete ndojehui tendotape. Oñeñatende porã voi hese mba’eve ojehu haguãicha. Upe pyharepe, ombo aguije ñandejarape hikuai avavetepe ndojehui haguere mba’eve, ni maavea ndomanoi haguere, ha mba’eve ndojehui haguere tendotape. Upeare, peteĩ ava ipy’a guazúveva oñepyrũ oñe’ẽ. Hova okarãi chugui mora rakã, ha’e opena’ynte upevare.

– Angiru kuera, – oñepyrũ – peteĩ jeguata porã jajapo ko ara jahejava oho.

Aguije ñandejarape. Ko tape hasy, ha jaha va’erã hese opa peve, enteroveva jaikuaa ko tape hasyva hina ko’anga, jaguaherire vy’ape jaguahẽta ha. Ko ñandejara tañande rovasa ha ñande tendota pe ha ani oiko hese mba’eve vai ikatu haguãicha oho ñande renonderã jahupyty haguã vy’a.

– ¡Ko’ẽro ko cheresa mokõiveva ojeita chehegui peichante jaharamo hese! – he’i peteĩ kuña, pochype.

– ¡Auch, che retyma! – he’i pe karai, upe kuña he’i rire mba’e pochy.

Mitãkuera hasẽgueteri, ha ndopenai isy kuera ñe’ere, hasype okirirĩ hikuai, ikatu haguaicha oñe’e ko ñe’e gueruha.

– Sí, eperdeta nde resa mokõi, – okapu pochygui, – ¡ha eperdepaitema! Nda’ivairi la oikovata nderehe, ko mba’e porã jajapova rapykueri! ¡Ñemotĩ!

¿Nde piko ndereñepy’a mongetai nde memby reiko porãre? ¡Jaheja alamitã ñandehegui tomano ko jajapova rapykueri! ¿Mba’e diferencia ojapo? ¿Mba’e la peteĩ tesa? O ¿mba’epe reiporuta nde resa oĩ hape peteĩ ñande guerahava hapykueri arandu poguype upe vy’e rendape? ¿Jaheja va’erã piko ñande rembiapo nde resa rehehape o ko karai retyma rasy rehehape?

– ¡Ijapu! ¡Ko karai tuja ijapu! Ha’e he’inte peva ojevy jey haguã – oñe’endu oje’e opaguio lado.

– Aipo ndohose veimava angiru apytepe – he’i ñe’e gueruva – jaheja toho jevy, ani ojeplaguea ha oñotĩ ñe’e rei ñande apytepe. Che, ¡ahata ñande tendota arandu rapykueri opyta peve chehegui pehengue!

Tendota okirirĩ.

Enteroveva omaña hese ha oñe’e ñemi:

– ¡Iñakãpe heta mba’e oguereko!

– ¡Karia’y arandu!

– ¡Pemaña henondere!

– ¡Kirirĩhape oiko!

– ¡Hovasy!

– ¡Ha’e ipy’a guazú! Upeva ojehecha hese oimehape.

– ¡Ikatu ere jey! Cercas, troncos, zarzos – ojei henonderãgui. Tovasype oinupã ibaston, nde’iri mba’eve y rejaserta va’erã mba’epa oguereko iñakãpe.

(kuatiarogue upeigua)

Tendota (1/3)

Reindy ha angiru kuera, ahendupama la peje va’ekue, ko’anga ajerure pendeve cherendumi haguã. Enteroveva mba’e ja’eva ndoikomo’ai jaime aja ko yvy ndovaleiva ari. Mba’eve ndokakuaaiva ko yvyku’ipe ha ita kuape, ni oky jave avei, ha ni ndaja’esei ko ára haku puku apytepe ojehuva hina koanga ha avave yma ndojehuiva’ekue ko’anga guaicha. ¿Mboy vece pa ñañembyatyta ko’anga guaicha ja ñe’e pa rei haguã?, ñande rymba kuera ivare’apama ha ko’eroite ñande ha ñande ra’y kuera omanopata averi vare’agui. Jatopa va’era myatyrõ iporãveva ñandeve guarã. Che ha’e ku jaha va’erã umi yvy iporãve hape, ñasã ko yvora ári jatopa haguã ku yvy ovaleva, upeicharamo ndajaikoveimai ku jaikohaicha ko’anga.

Upeicha, peteĩ ava oikova ku yvy ndokakuaaiva mba’eve ári oñe’ẽ ñe’ẽ kane’õpe peteĩ ñembyatyhape. Moo ha mba’e ary pa ñandeve nañande interesai va’erã ndeve ha cheve avei. Tuicha mba’e cheve guarã che guerovia ramo oiko hague mombyry hayma avei, ha pea ya ovalema. Ape oñondivemi, che voi apensa añe’epa rei hague hina ko amombe’uvare, ha upei mbeguekatu añesãso ko amombe’uvare ha ndaha’ei japu ra’e. Ko’anga, aguerovia mbarete la amombe’uta ku oikova’ekue añete hape ha mba’epa la oiko va’era kui uperamo guare upepe, ha ni mba’eveicharamo la añe’eparei hague.

Umi ohenduva, tova kangype ha vaikuepe ha omaña nandiva, ha’etevaicha noñentendeiva voi ku ipo kuera iku’a kuape, ha’ete vaicha oikove jeyva umi ñe’e porã ohendurire. Oĩvante upepe opensa mombyry ha’eteva ku oĩ va hina upe yvy iporã hape ha ku ihepy me’e kuera ha’eva hina ñembyaty iporã pa jepeva.

– ¡Upeichaite! ¡Upeichaite! – oñe’e umi ñe’e mbeguekatumiva oparupi voi.

– ¿Upe tenda oĩ aĩguĩ?, peteĩ ñe’e kangy pukuva oñehendu pe huguagui.

– ¡Angiru kuera! – oñepyru he’i peteĩ ñe’e pyrusu hatã. Jajapo va’era ku ñe’e arandu he’iva ko’angaite guive, ndaikatuveiumai jaiko peicha ñande, ipukuetereima hina. Jañeha’ãrei etereima ha ñande kane’o paitema, ha ndovalei mba’everã. Ja ñotỹ temitỹ ikatu va’erãichagua oiko ñandeve tembi’urã, ha ou la oky guasu ha ogueraha temitỹ kuera ha ñande yvy porãngue mombyry ñandehegui, ha opyta ita atã nandi. ¿Ja pyta va’erã piko tapiaite ha jamba’apo pyharevete guive pyhare peve ñande vare’ave ha uheive haguã avei, opivo ha pynandi? Jasẽ va’erã jaheka yvy iporã veva ikatu hagũaicha jañemitỹ, ha ikatu hagũaicha jahecha ñande rembiapo kue ñemitỹre.

– ¡Jahake! ¡Jahake, ko’angaite voi, ko yvy ndoikoveimai jaikove haguã!

Pe ñe’ẽguymi va’ekue hatãvema ha enteroveva oñepyrũ oho, oikuaa’yre moopa ohota.

– ¡Pe ha’arõ, angiru kuera! ¿Mamó peho? ¡Oñepyru va’ekue pe ñe’ẽ he’i jey!

Jahata hina pero ndaha’e mo’ai peicha. Jaikuaa va’era mamópa jahata. Ani japa jey ku jaiko haicha hina ko’anga o ivaive. Che ha’e jareko va’erã ha peteĩ tendota, ha ha’e he’iva jajapo va’erã ohechauka haguã ñandeve tape iporãva.

– ¡Jaiporavo!, jaiporavo ko’angaite voi, – oñehendu enterove hendape.

Ñe’e hatã hatãpe, oikoma katu la sarambi. Enteroveva oñe’e ha avaveva nohendui mba’eve oje’e. Oñepyruma oñembyai la aty’i, oĩveva ava oheka ijupe guarãnter voi ha upecare aty’i kuera oñembyaipa.Oñondive mokoiha, oñepyru ojagarra ojojyvagui, oñe’engueramo, oneha’ã otantea opa mba’e, oipyso hikuai y camisa jyva, ha omogu’e ipokuera okirirĩ haguã hikua. Ha upei, enteroveva oñembyatypa jey, oñe’e kueramo.

– ¡Angiru kuera! – peteĩ ñe’ẽ pyrusu ha hatã oñehendu ha okirirĩpa umi oñe’eva pe orillare, umi ñe’e mbeguemi ha kangy. – Ndaikatui jaguahẽ peteĩ ñe’epe peicha. Enteroveva ko’ape oñe’e ha ndañahendui mba’eve.

– ¡Jaiporavo peteĩ tendota! ­¿Mavapa ñande apytepe ikatu jaiporavo­­­­? ¿Mavapa ñande apytepe ohoma mombyry ha oikuaapama tape kuera?, enteroveva jajoikuaa porã, ha ni upeichaveramo, che namoiri chene che jupe ni che ra’y kuera ku tendota rembiapo avaveare ko’ape. Hendaguepe, peje cheve ¿mava pa oikuaa upe arriero arriveño oĩva siempre ku tape rembe’yre ko pyhareve guive?

Ojekirirĩ joa paite. Enteroveva ojevolea ku arriveño lado ha omaña kikuai hese iñakã guive ipy peve.

Ha pe arriveño, karia’y paitemava, tova pochy hasype jahechava hendyva ha akãrague pukugui, oguapy hina ha okirirĩnte voi tapiaite, avaeva ndoikuaai mba’epa oguereko hina pe iñakape ha oinupa nupa ku ibaston yvyre.

– Kuehe ahecha ko arriveñope peteĩ mitãrusu ndive. Ojopore oikonei hikuai hina tapere. Ha ange pyhare, pe mitãrusu oho ko’agui ha ko arriveño opyta ape.

– Angiru kuera, ñande resarai va’era ko’a mba’egui ñamombyky haguã. Ndajaikuaai ichupe pero ou mombyrygui, ha avaveva ape ndoikuaai ichupe, la jaikuaava oikuaaha ha’e umi tapekuera mbykyveva ha iporãva ñande gueraha haguã. Che ha’e ko arriero ivaleterei ha oguapygui kirirĩpe ha omañante voi. Ava ñanderegua rire oñe’e ranguema kirirĩpe heta vece voi, ha oñe’ema rangue peteĩ ñande rehegua ndive, ha ha’e oĩ ape ndoñe’ẽi ha ha’eñoite.

– Ha upeicha, pe arriero oguapy kirirĩhape oñeakangeta peteĩ mba’ere. Ndaikatui otro mba’e gui, ha’e ivaleterei – oñontende umi otro ha oñeakangeta hikuai upe arrierore. Enteroveva añonte otopa hese mba’e vale, ha ojapokase ichupe mba’e oikuaa haguã hikuai orekopa mba’e porã.

Ndohasai are ñe’epe hikuai, ipahape eneroveva oñontende hikuai iporãveta oñeporandu ramo upe arriveñope – mavapa oimo’ane ha’e ku ñanejara remimbou oñembo tendota haguã ha enterovevante ohenduta ichupe ha ojapota la ha’e he’iva plageo’ype.

Oiporavo pa kuimba’e ojohe gua, ohova’era upe arriveño omombe’u haguãicha mba’epe ojoguenohe hikuai. Ko’aa arriero kuera oh ohechauka haguã upe arriveñope mba’eichaitepa ivai ha omombe’u haguaicha ichupe ha’e la tendotarã.

Ha peicha umi pa arriero oho ha oñesũ py’a mboriahupe. Peteĩva ijapytegui kuera oñepyrũ oñe’ẽ upe yvy vai oguerekova hikuai upepe, pe ara haku aretema ogureko ha hikuaiha mboriahu apytepe oimeha hikuai. Oremata koicha:

– Ko ara haku ore forza roheja haguã ore rogami ha ore yvy, rova yvora rapere rotopa haguã tetã iporãveva.Upei riremi, hasyperire roñontende, ha’ete vaicha ñandejara ohechaukava hembiapo porã oreve ha ndembou ore rendape – nde, peteĩ arandu ha arriveño vale – ha nde oremotenondeta rosẽ haguã ko mboriahu apyte gui. Enteroveva ava ko’ape gua rerape, rojerure ndeve nde haguã ore tendota. Nde reho hape, rohota nde rapykueri. Reikuaava la tape, ha ekakuaava yvy porã ari. Enteroveva nde renduta ha rojapota ku ereva rojapo haguã.

Arriveño arandu ¿ikatuta nde mediante ava kuera oikove porã jevy? ¿Eikose nde la tendota ramo?

Ojerure aja hina, pe arriveño arandu ndomopu’ai iñakã ni peteĩ ve. Ndoku’ei ha opyta pe otopa hagueichaite hikuai.

Ojeivy hare oĩ, ha nde’iri mba’eve. La ojapova, oinupa pe ibaston yvyre ha sapy’ante oñepy’angata. Opa rire pe ñe’e aty, oñe’e mbegue mbegue katumi oguerova’yre mba’eve:

– ¡Ajapota!

– Upeicharamo, ¿Ikatuta ojeho nendive ha jaheka yvy porãveva­?

– ¡Si ikatu! – he’i omopu’ayre guiti iñakã.

Ombuetia’e de otro ha ndopai la aguije umi arrierogui pe arriveñope ha ha’e nde’iri mba’eve.

Umi oho va’ekue oñe’e hagua upe arriveño ndive, omombe’u umiava kuerape la oikova vy’ape, omombe’u avei hapykueri mba’eichaitepa iñarandu upe ava ture’y.

– Ha’e ndoku’ei upe oime hagui ha ni ndoñe’aka rapu’ai omaa hagua jepe mavapa oñe’eva ichupe. Ha’e la oapomiva, oguapy a osapymi mombyry.

– ¡Peteĩ arandu añeteva! ¡Arandu ijehupyty’yva! – oiko jesapukai ha vy’a apo ha pegotyo, he’i hikuai ñandejara ombouha chupekuera peteĩ angel ikatu haguaicha opysyvõ enterovevape.

(kuatiarogue upeigua)

Mä amuytawi serbia markata turuta

Aka pachana walja musparaña utjiwa, jiwasana markana, ukhama waljanaka arusipxiwa, akana wali musparañanakata phallantaskiwa jan tukusita janiw musparañataki ukham uñt’ayaskiti. Akana utjiwa jaqinaka jacha patanapiniwa uskutawa jan amuyuni, ukhamaru uka askichañataki, aliqakicha, mä ina awatiri, niya serbio wakanakampi irpthapitawa, amuyañasiña qalltawixa. Yusaki yatiwa kunjama aka ch’ikhi uywaxa yant’asiwixa, chiqana k’aturu uñxatawa Serbia markana uka awatirita tixi ayt’asiñaki purintaspawa. Akham sasna aka tukusita supaya, jan juchani, janipini yatita uka yant’a uraqipana chhijnuqaspana, ukhamata janiw kuna yupaychaña uskuyapkiti. Ukampisa jan uñjt’ataskiwa kunata aka turu amuyaski jan chhijllatasina concejaltakisina, jan alcaldetakisina, ukhamaraki janiw khitisa diputadotaki sutipa apskiti ina wakanakana tantasiñana, ukampinsa (phuqhata mararu puritaspa) senadurataki. Ukhamaxa uka tukusita jaqi samkapana markata ministro chhijllata purintaspan ina turumarkana, aka yatiñapan, jan ukhamata, jani puniwa amuyañapanti, uka suma ministronakajampi yaquipa kusisita markanakana, jiwasan marksay janiw ukhama kusakiti. Tukuñataki, ¿jiwasa kunata llakisisna akham mä turu Serbiamarkana jan amtata jaqinakata irnaqawi sartayaski? Ukampisa, inkiñaspan jaqinkata ukham uñstatasix amuyasiña qallaña.

Ukhamaxa, ¿kuna turu kastarakisti?, mä ina turuki, uywa yatjatawina ukham yatichaistu, p’iqi, janchi chhuchhullanakampi, taqpacha turunaka ukhamawa; k’añasku jiyariri, pampana manq’asi, jayu jallq’asi, muuu arusi. Uqisito satawa.

Ukhamawa qallantawix amuyaña. Mä urunxa uywiripa juparu masipampi tantsusiwix, Ch’iarito, awturu lunthatata lawanaka khumuntawi aljañataki mä iska markaru apjasiwixa. Niyapuni uka markana mantasina lawanaka aljantawixa ukharu Oqisituru masipampiru chiwnuqawix, chillaqampi tirintawix yapintañataki, qhach’unakampi willtawix jupanakata nayraparu ukhamru mä isk’a umañanaka utaru mantasina. Uka markana phista lurawiskatan, warminaka, chachanaka ukharu wawanaka maysat maysat sarawiskan. Ch’iaritu, taqi turunakata yatita ipiku, janiw kunsa uñantkanti, ukampinsa, manq’apa sumata manqt’asiwix, phuqhata purakapuni, K’anuskan kusisit’ata ukata ikikipawix, k’uchuki. Uka jaqinaka saraskan janiw jupana amuyañapan. Maynixta Ikiki amuyaskan k’anuskan (juk’ata jaqispan, taqpacha yatxatataniwa uka uypayu irnnaqawitaki). Ukampinsa Uqisito janiwa ni mä manq’a purakapa katunkiti. Ikita nayrampi llakita ajanumpi machaqa uñachawimpi mä amuyuri ukham uñstasiwix mä misk’i qhantati ajayumpi. Jaqinaka, serbionaka, janiw amuykiti, apusita nayra pachatapa, sutipata, markapata, aka apusita jichuntañanakapana uñstasiwixa. Ukham Uqisito taqpacha unch’uk’uwix, ukxaru chuymapa llakitampi taqhisimpi q’alt’ayasiwa jach’a k’arinakata utjasina, jan kuna kamachasina sinti chuyma ch’allxtayañata jaytjasiwixa, mayaki purintawix jan yatita; llakisisina qanchiskan, t’aqhisisina, nayrapata jachampi mistusisina. Jach’a llakitampi, Uqisito amuyaña akham qalltawixa:

– ¿Kunata suti apusita yatichirixa markachirinakampi, serbionaka? ¿Kunata p’iqi aptata thurt’asipxi jach’a apusitampi jisk’achasimpi markaru uñakipawisa? Markapata wali k’urk’unaqatawa, apusita aka Serbia markana wawachatawa. Mamitaxa Serbia markanaraki wawachituwa, Serbia markaxa janiw uraqixakikiti, tataxankarakiwa, nayrat achachilanakatarakiwa, jupamkiri ukhamaraki, taqpacha, aka uraqiru purintawipxi aski nayrata europa markata; ukampisa, janiw kitisa jiwasata, turunakata, jach’anchasiptwa, jiwasa jathinaka yapintasita pataru apsusisina apusisipxiritwa. Jichurukama, janiw khiti turu Serbia markata mä turu Alemania markata sawixa: “Kunsa munta nayata” nayaxa Serbia markata turutwa, jach’a Serbia markaxawa, taqpacha aksi nayrata achachilanaka akana wawachjatawa, akana, aka uraqina, achachilanakana janchipa akamkiwa. Tatitu janiw munkaniti, janiw akama akanakata apusipjañani, janipuni akhama amuykäsnati, akata jach’antasiskasnati. ¡Mayja jaqinaka!

Aka amuyunakata apata, turu p’iqipa llakita alinaqawixa,kunka talankipa ist’asiwixa yukumpi k’arakiwixa. Ch’iaritu nayra chipjtawixa, masiparu uñkatawixa akham qhulthusisina:

– ¡Mayampi uka ipiptayampisktawa! Manq’tasima, ipi, mä juk’a lik’intamay, jaraphimaxa uñkatamay janchimata niya mistuski; amuyaña walispa, jaqinaka janiw turusisina jaytawistuspan. ¡Janipuniwa samini puriskanana!

Uqisitu masiparu awiriyampi uñkatawixa, piq’i alinoqawixa amuyunakapampi p’ulthintasina.

– Jupanaka jach’a khuri sarnakatapa apusipxiwa. Jupanaka Kosovopampananiwa, Nuwasiwi Kosovona. Jach’a khust’aya, ¿laq’a achachilanaka janiw manq’ampi ch’axwaña lawanakampi khumxatañanaka jiyarapkiti uka aski maranakan? jan nänaklayku, jaq’inaka jupanakata lurañapana. Ukata ukhamarusa nuwasiwi turkonakampi. Jach’a uypayu ch’amampixa, ukampinsa ¿Khitinakasa uka pachana ukankana? ¿Uka ipinaka aytat nasanakani, k’urk’unaqasisina jach’antasita nayan nayräxa walichawi jupanakankirispa aytasipxiwa, kithinakasa sartawi sartawipxatan? Katjamaya, yatichirixaru katjamaya uñacht’awijama. Jupaxa wali jach’antatarakiwa sartawi sawkasina, arusisina jach’a tatapa jiwankatanawa qhispiñataki nuwasiñana mä suma p’iqinchirispana. ¿Yatichirixa iñawipa akhamati? jach’a tatapa jach’antasiwijaspan, janiw jupax; jach’a tatapa tukusiwixa uywirixataki, wilamasinakapatlayku, qhispiña waxt’añataki. Ukhamaxa jupana qhispiña katjatatawa, ukampinsa ¿kunjama qhispiñapa apnaqaski? jaqinakana uyupa lunthatasina, nayaru k’añasku jiyaraskitu ukampi lunthatasina nayaruki khumuñaskitu imana jupax ikiskakiwa. Jichha uka uyunaka lunthawita aljatatawixiwa, machantaski, jan kuna luriri apusita jach’antata aski nayra pachata. ¿Qawqha nayankiri laq’a achachilanakaxana kharinuqpacha uka sartasiñapachana nuwasirinakaru manq’ayañataki? ¿Nankiri laq’a achachilanakaxa uka pacha lawanaka, iskupitanaka, maq’anaka, nuwañanaka, janiw apsunipkiti? Ukampinsa, jiwasax janiw jach’antasiptwa jupanakana walt’awinakapaxa jiwasa janiw mayjtanti; jichhakama irnaqawayasktan, aski laq’a achachilanakaxama, llamp’u chuymampi chuymanimpi.

Jupanaka laq’a achachilanakapata llakiñanakampi jach’antasipjatawa phisqapataka maranaka t’aqhisirita jan mistuta. Aka jakawina wilamasixa t’aqhisiskiwa, jichhakama t’aqhisisktan, ukampinsa nänaka janiw qhantata aytata arumpi q’asaptwa. Turkonaka chuxrimtapjatanawa, t’aqhisiyawipjatanawa lawampi k’ulluru nach’antapjatanawa sapxiwa; ukhamaxa, laq’a achichilanakaxa turkonakampi serbionakampi t’aqhiyasipjatawa, kankata ukhampacha ist’asita walja t’aqhisiñanaka katuñataki.

Jupanaka religionapampi jach’antasipjatawa, ukampinsa, janiw kuna iyaw sapkiti. ¿Kawkïri nanakan juchapachasa janiw critianonakaru iyawsapxitusa? religionapa siwa “janiw lunthatasitati” ukhamïpanxa lunthata uywirixa ukankaskiwa umatasiskiwa lunthatata qullqimpi. Religionapa jaqimasinakaparu munasiña yatichatawa, ukhamïpanxa jupanakapura nuwasisipxiwa. Jupanakataki, taqpachata jaqinakata, suma chuymani jaqix uñacht’awi, jan nuwasiri ukawa, ukhamapï, janiw khitisa wayt’anjxiti suma lurawi lurañataki, jan nuwasiwiña yaqhankata. Ukawa jupanaka akhama wali manqharupuniw purinjatanawa, suma uñacht’awinakapa ina kuna janiw nuwasirikiwa.

Ukjama turu chuyma manqhata qurpañawixa samanapampi thakhina laq’a t’alsusina.

– Ukhamaxa, turuxa llakisita lup’isiskan – Akhama, ¿wilamasinakaxampi nayampi janiw jupanakata sipana sumaktanti taqpacha arsuta lurawinakapana? Janipuni nayax khitirusa jiwaykti, janipuni kitirus qhiphata k’arisiritwa, janipuni kunas lunthatkti, janiw khiti jay juchaniru alispayantwa servicio publikota, janiw juchachasiritwa markana tesoreriana qullqipampi pist’awisisina, janiw k’arisiritwa marka t’aqhitawa sasina, janiw jan juchaninakaru karsilt’ayiritwa, janipuni masinakajaru k’arit tumpasiritwa, janipuni turunaka thaxsipana juchantiritwa, janiw k’arisiritwa jaqi arxatañataki, janipuni nayax marka ministrokayäthti ukampisa janiw aka markaru usuchkthi antisa nayax walichayasktwa usuchirixa ukanakaru. Mamitaxa nayaru wawachasina ukhana, ratuki, ukhampacha saxra chachanaka jalsuwayxiwa mamitaxana millk’ipa aparituwa. Tatitux wakanakataki ch’iji uñstayawixa janiw jaqinakataki, ukampinsa, jupanaka ukhata jark’apsipjarakiwa. Ukhampacha, ukhama jawq’anukata, jaqinakana k’añaskupa jiyanukastan, yapintata uraqipa yapuchasktan ukampi jupanakaru manq’ayastan. Ukhamata janiw khitisa jiwasana walt’awinaka aka markataki katuqapxiti…

– Jan manq’aña urunaka uñacht’awita; jisa, jaqinakataki, Iyaw sañapa siwa sapa jach’a urunakana jan manq’añamati, ukampisa, janiw mä isk’a t’aqhisiña katuña munapkiti, ukañkama nanaka jakawinakaxana sapuru jan manq’atasktan, uka nayriri uruta jupanaka mamitanakata t’aqayapkistuwa.

Turuxa p’iqipa alt’anuwixa llakisita ukhama, ukxaru p’iqipa aptanukjarakiwa, thithisina pataru phusantawixa, mä kuna wakisiri juparu kutintaskana ukhama wasitat uñstasisina, juparu t’aqhiyasisina, mä ukxata, kusisitaki qhulthuñawix:

– ¡Ukhamapï!, jichhaki muytw, ukhamapachawa – ukhama amuyusiskan – ukax kuna akhamawa; jupanaka wali jach’antasipjatawa jupan jaqinaka chiqapanakampi quispiñampi, nayax chiqpachapuni amuyañatwa.

Ukhama lup’iskan, lup’iskan, ukampinsa janiw amuyaskanti.

– ¿Kawkïrisa jupanakan aka chiqapanakapa? Pallayu chhijllantam siwa jupanaka chhijllantapxiwa, ukhamaxa, jiwasa qhulthuñasknawa: “¡Waaa-li-kiii!” Janiw chhijllantam sasita, janirakiwa yanasa utjaniti chhijllañataki, janiraki jach’a utt’awi apnaqañaspawa nanakama kikipa. Nuwata t’aqhisipjarakiwa watañ utana, jan juchaniskaspa. Nanakax ukhampacha qhulthuñasktan wich’inkha thalantasina, jupanaka janiw ni mä juk’a qamasanirapkiti.

Uka pachana, uywiripa umaña utata mistuniwixa, machata, chankasisina, juri nayrampi, jan qhana arunaka arsusiwina ina chhillaqiskan, kañasku ukxaru payiñaskan.

– Akaki uñanaqamay, ¿kunjamasa aka jach’antata jaqix laq’a achachilanakapata qhispiñapa wilampi awqasita thanthaski? Jisa, uywirixa machiri jaqiwa lunthata jaqirakiwa, ukampinsa ¿kunjamasa yaqhipanaka aka qhispiña thanthapki? Jayrasiñampi, jach’antasipxi laq’a achachilanakapana sutipa unrapa aytasina, yanapasisina naya ukhama kikipa. Jiwasa, turunaka, nayra ukhamakisktan walipuni irnaqirinaka kikipa laq’a achachilanakaxama. Nanakax turunakatwa, ukampinsa jichhurukama nanakax jach’antaskasnawa suma irnaqawi lurt’ataxa ukhamaraki nanakana khust’awinakaxa.

Suma turuxa manqhata ñatañawix kunkapa wakichasina yapintasiñataki.

 

Belgrado, 1902.
“Radoje Domanović” Proyectotaki Jeannine Alcon aymara aruru jaqukipiri jaqukipatawa, 2021.

P’iqínchiri (3/3)

(Nayra jana)

Ukjama uka uru tukusiwixa qhipürunaka khust’ayampi taqpacha sarantarakiwa. Janiw kunasa kamachankiti, jisk’a utt’awinaka uñstasiwirakiwa: p’iqita t’anqtaña q’awjañaru, qutunakaru liwisiña, ch’aphinakaru jalaqtaña, ch’aphinanakru takxataña; walja jaqinaka ampara chara p’akisiwix; yaqhipa p’iqi thuqthapisiwix. Ukampinsa taqpacha uka utt’awinaka amuki t’aqhisiskan. Yaqhipa achachinakaxa thiya qhiparu tukutasiwix. “¡Utanasa thakhinsa tukusipunikaspan!” arusirinaka siwa, ch’amanchasina taqiru sarantaskakiñataki. Jisk’a wawanaka mä marata pä maratkama, ukhamaraki jiwantarakiwa. Tatanaka mamanaka imantasina llakipaxa t’aqhisiskan tatituna yanasapawa sasina. “Wawakata juk’aki llakisiyaña. Huaynakipan tawaqükipan, llaki juk’akiwa. Tatitu munañapawa tatanakaru mamanakaru jaqichasiña wawanakaparu jan tukusiñapaxa. Apayaña jisk’a wawanakaxa munasi, khithañaki walispa. ¡Ukjama llaki janiw chuymaru usuchankaniti!” arusirinaka kuttintarakiwa chuymachañataki. Yaqhipanaka karunampi p’iqi k’iruntasiwipxan thaya pañumpi ch’uxñsutapataru uskusiwiskan. Yaqhipa amparanakapa awayumpi aythapitaskan. Taqpacha t’aqxata isimpi sarantaskan. Thanta isinakampi janchita wayllunkusitaskan, ukampinsa, kusisitaki saraskan. Taqpacha taqhisiñapaxa jasakispan manqh’a sapuru utjasispan. Ukampinsa nayraqataru taqi saraskapxan.

Mayüru wasitat uñstasiwix.

P’iqinchiri sarantaskan jaqinaka nayräxata, muyupayata qamasani chachanakata. (Pä chachanaka chhaqayataskan, janiw khitisa yatin kawkinkaspan. Taqpacha k’ithasiwix arusiskan. Mayüruna, mä arusiri p’inqha uka chachanaka sallqjawitapa aru apawixa. Yaqhipanaka thakhina jiwpacha sasaskan, chhipchhiñaki jan tamaru p’arxtañataki.) Tama saraskan qhiparu. Akxajamata jach’a p’iya qalarara wali manqha uñstasiwix, manqhapuniwa. Jaqhi wali saytatapuni janiw kithisa makataña munkanti, chiqa manqhapachapuniwa. Ukhamarusa qamasani chachanaka janiw makataña munkanti p’iqinchiriru uñakipasita. Sip’uskasina pichupa, musparaskan kumuta p’iqimpi, qamasampi nayraqaru sartawix, warampi ch’allaru sumataki junuskan, kupita qalltasina ch’iqa tuqiru. Walja jaqi yupaychañjama uñtaniwa sasaskan. P’iqinchiri amuki janiw kithiru uñkatawix. Ajanupana janiw axsarayata utkanti nayräru sarasina niya niya uraq p’iyaru jak’achayasina. Jan axsariri chachanaka jiwañaru tunti ajanumpi purintawixa, janiw kithisa yatiyawixa ch’ikhi p’iqinchiriru. Pä chillqimpi thiyaru purintaskan. Axsarampi, taqi jist’arata nayrampi, khathatiskan. Jan axsariri chachanaka niya p’iqinchiri suyt’am sasaña munan,ukjama jan ist’asiña p’iqinchiri arupawa, mä chillqi thiyaru takt’asina, jaqhiru manqhst’awixa. Qhuypinaka, llakinaka, wararinaka qallantapxiwa; axsaraya atipasisina. Yaqhipa qhispiyasipxiwa.

– ¡Suytam, jilatanaka! ¿Kawkiru k’ithasisktasa? ¿Akhama aru katxasiñati? Jiwasa p’iqinchiri qhiparuta sarañani, jupa yatiwa kuna lurañawa. Ipiti kunarakisti jupapacha amuljasiñataki. ¡Nayrt’añani, jupa qhiparu! Akaxa taqpachata jark’añanaka jach’awa ukjama niya akampi jark’añanaka tukusiniwa. ¿Kithisa yatispa? Inasa uka manqhana suma jachuxa uraqi katuntasnawa tatituna imatapa jiwasataki. ¡Sarañani! ¡Jan t’aqhisiña, janiw kawkir purintañani! – Ukjam arusiri sasina jupa manqharu mantarakiwa sarawayxasina. Qamasani jaqinaka jupa qhiparu mantarakipxaraki ukharu taqpacha mantawirakiwa.

Llakinaka, jachañanaka, nuwjañanaka, wararinaka uka qalarara manqhata ist’asiskan. Kithisa jiwatawa, janiw kithi qhispita mistuta chiqtaspan, janchi thuruwa. P’iqinchiri juk’ata tukusiña purintawix. T’ula t’ula katthapisitanawa. Ukhamaru askichasiwix mistuñataki. Ukañkama llakita, jachañanaka ayquñanakaraki ist’asiwix uka manqhana, p’iqinchiri jan unuqita amukita lu’piskasina qununtasirakiwa. Yaqhipa usuchata phiñasita jaqinaka p’iqinchiriru qallantapxi jachjaniña, jupaxa janiw ist’asirikiti. Ukanaka, t’ulata katthapisitanirakitan jalaqtasina, ch’amampi pataru mistuña munan. Yaqhipa p’iqipa q’asartata wila ajanuta phallantaskan. Taqi usunpi ayquñaskan, p’iqinchiriki waliptatakiskan. Akatjamata taqpacha uñch’ukiyapxi phichu sip’thapisita llakita arumpi p’iqinchiriru, ukampinsa janipiniwa jaqiru uñaqanxiti. ¡Amuki saykasiwix lup’iskasina ajanumpi, mä jach’a yatiri ukjama!

Jayata. Tama jaqinakaxa pist’askan. Sapüru mayni ch’usäntawix. Yaqhipa jalsuwix kutthasina nayra uraqirupata.

Taqpachata, tunka päyaniki purintawix. Llakita, axsarata, awtjatata uñstasiskan k’asuta qarita jaqina ajanunakana, taqpacha amuki saraskan jan arusita. Pachpana p’iqinchiri ukjama amukiwa saraskan. Ukhamaraki wasitat arsuri janiw saña p’iqinpi sasaskan. Thiya sarawi wali ch’amapuninwa.

Taqpachata sapüru mayni jalqawix tuka jaqiru purintañakama. Aynacht’ata ajanumpi, janiw parlasipkanti ayquñampiki saraskan.

Usuta uñstatakisarakiskan jan jaqi ajanuni. Yaqhipa wali usutapuninwa. Yaqhipa amparanaka p’akita awayumpi kunkaru yapita sarapxaskan. Amparanakapan walja saqanakampi yapitaskan.

T’aqhisina munasina, janiw ch’iqtaspanti, janchi ukch’pachaki usuntakispan.

Ukhamaraki wali qamasani jaqinaka suyawipa tinkunawix, ukhamaru jan atipayasita sarakarakiwa; ukjama, t’aqhisita ch’amampi qilunaqasina saraskan, arnaqasisina, usuta llakisiyata. ¿Kuna lurjataspan janiw kawkir kutthintaya utxanti? ¿Walja t’aqhita jiccha sarxatañata atipayasisnawa?

Jayp’u purintawix, wixchuskasina lawata katusita, akatjamata p’iqinchiri janiw jupa khurkati saraskanti. Mä chillqimpi taqpacha mayampi p’uyuru manthapxi.

– ¡Atataw, charaxa! ¡Achakay, amparaxa! warariwix t’aqhisisina. Llakita arumpi mayni jachjawix p’iqinchiriru, jayata amukisiwix.

Qhantatiru, uka uru mayita p’iqinchiritaki ukhamaki qunutakiskan. Kikipaki.

Arusiri p’uyuta mistunkawix, pä jaqinakampi. Wilarata ajanuni, qhiparu uñtasiniwipxi kithinaka jakaskan, ukampinsa jupanakakin. Chuymanakapa axsarayañampi llakimpi purintawix. Uka machaqa jan uñjata qalarata jan thakhini uraqinxa. Qhipapäyuruna, awtu thakhita katuntapxatanawa, jicchaqhipankiriskan. P’iqinchiri uka thakhiru jupanakaru q’ipirapinxatanawa.

Jupanaka amuyasipxan kawka masinakapa jilatanaka kullakanaka jiwantawipxatan aka sarawisina. Jach’allakipuniwa jachitasipan. Jupanaka nayrapampi amtasiwix kunjama tukintasiru purinwix.

Arusiri p’iqinchiriru jak’achantawixa, parlasiña qalltawixa, llakita, qarita arumpi, suyawi chaqayatampi, jiskiwixa.

– ¿Kawkir jichhaxa sarañani?

P’iqinchiri amukiskan.

– ¿Kawkiru irpista kawkiru sarañani? Juma jak’aru sarnaktan jaqinakaru amparamaru irnuqawixtan, qhiparu jiwasan utanaka achachilanaka awichanaka uruqinakapa anarpayasina kuna suyawina suma jakaña khayat qhumi uraqita. Ukampinsa jiwasaru t’unjawistawa juk’ampi. ¡Pä pataka ayllunaka juma qhiparu sarantaskan jicchaxa uñchukima qhawqakitan!

– ¿Jumaxa janiw kithixa akankiti sasaña muntati? – p’iqinchiri jak’ata arusiwix jan p’iqi aytasina.

– ¿Kunjama uka jiskitasma? ¡Uñchukima ukaru yatita! Jakhuñamawa qhawkasa jiwasata akanktan sarawixa juma qhipata! ¡Uñchukiñamawa kunjama jichhasktan! – Jiwaña purintaña walispan akham jakañataki.

– ¡Janiw uñchukirismati!

– ¿Kunata?

– Juykhutwa.

Mä jiwata amukt’a.

– ¿Thakhina aka sarawina juykuthati?

– ¡Wawachatapachata juykhutwa!

Kimspacha p’iqi alintawix.

Jawq’a pacha samanapa purintawix qullu patana jiwata sanqanaka pichasisina. Urpu susuñaskan qullu patana chiara jamach’i chhiqha jawq’arasiskan thayampi. Jamach’i warariwix, lupi imantasiwix qinaya qhipata, qhinaya ratu unuqasiwix kaysat kayat.

Kimspacha uñarapisipxiwa asxarata.

– ¿Jichha kawkiru sarawiñani? – wali llakita mayni arusiwix.

– ¡Janiw yatktanti!

 

Belgrado, 1901.
“Radoje Domanović” Proyectotaki Jeannine Alcon aymara aruru jaqukipiri jaqukipatawa, 2021.